NEKROLOG – Den 25. april 1974 bragte en gruppe unge officerer det moderne Europas længstvarende diktatur til ophør. Mandag i denne uge døde Otelo Saraiva de Carvalho, den kaptajn som var arkitekten bag Portugals såkaldte nellikerevolution. Han går i graven med et blandet eftermæle, men det er hans betydning for friheden, der fylder mest, skriver Susanne Sayers i sin nekrolog.
“Her
Fra stilheden i torturcellerne
Fra det kneblede fædreland
Fra brystkasserne, sønderbrudt af PIDEs tortur
Løftede råbet om frihed sig.
April blomstrede.”
LISSABON – Ovenstående digt (på portugisisk, originalen er sat ind nederst i artiklen) står på den bygning i centrum af Lissabon, som frem til 1974 rummede et af det portugisiske diktaturs frygtede fængsler, hvor politiske fanger blev gemt væk, tortureret af sikkerhedspolitiet PIDE – og nogle gange forsvandt.
Den 25. april 1974 var det slut med diktaturet. En gruppe officerer, anført af kaptajn Otelo Saraiva de Carvalho, væltede styret. Nellikerevolutionen, en af de mindst blodige revolutioner nogensinde, ændrede Portugals og Europas historie.
Nok var han den karismatiske arkitekt bag nellikerevolutione, men hans senere liv viste også, at hans demokratiske sindelag kunne ligge på et meget lille sted
Søndag den 25. juli døde Otelo Saraiva de Carvalho, 84 år gammel, og dagen derpå fylder nyheden og mindeordene på forsiden af de portugisiske dagblade, der ikke lever af at levere sportsnyheder.
Otelo Saraiva de Carvalhos betydning for det moderne Portugal kan næppe overvurderes, men det er blandede ord, han får med sig i graven. For nok var han den karismatiske arkitekt bag nellikerevolutione, men hans senere liv viste også, at hans demokratiske sindelag kunne ligge på et meget lille sted.
Han ville have erstattet et højrediktatur med en model, hvor han selv – ifølge kritikerne – var blevet en europæisk udgave af Fidel Castro, og Portugal var blevet et nyt Cuba.
I sit liv nåede han at være præsidentkandidat, at blive dømt som terrorist – og benådet – og at fortryde den revolution, han satte i gang, fordi han ikke kunne lide den demokratiske stat, som blev resultatet.
Hans brogede eftermæle til trods er én ting sikker: Uden ham havde Portugals og dermed Europas historie set anderledes ud. Diktaturet var uden tvivl ophørt alligevel, ganske som det skete i nabolandet Spanien. Men i Portugal blev der et klart før og efter – et opgør med Salazar-styrets grusomheder og derefter et efterhånden stærkt demokrati efter en rodet optakt, hvor mange og ofte modsatrettede interesser kæmpede om indflydelse.
Blodige kolonikrige
Otelo Saraiva de Carvalho blev født i det, der i dag er Mozambiques hovedstad, Maputo, men som dengang i 1936 stadig var en del af det portugisiske imperium.
Forældrene var blandet indisk-portugisiske – Portugal havde også en koloni i Goa i Indien, hvor hans mor kom fra – og de teaterinteresserede forældre navngav ham efter Shakespeares tragiske figur Othello, en afrikansk general i den venetianske hær. Hans næsten-navnebror Otelo valgte også militærvejen, der efterhånden bragte ham til fronterne af de evige krige i de portugisiske kolonier.
I al hemmelighed var en gruppe officerer, inspireret af frihedsbevægelserne i kolonierne, begyndt at planlægge at bringe det portugisiske styre og de meningsløse krige til ophør
De øvrige kolonimagter havde efterhånden givet slip på deres kolonier, men Portugal holdt fast. Til at begynde med var der opbakning til kolonikrigene i befolkningen, men den svandt efterhånden. Krigene kostede menneskeliv og svimlende beløb, og samtidig betød de, at unge mænd flygtede fra Portugal, særligt til USA og Frankrig, for at undgå at blive tvangsudskrevet til hæren.
I al hemmelighed var en gruppe officerer, inspireret af frihedsbevægelserne i kolonierne, begyndt at planlægge at bringe det portugisiske styre og de meningsløse krige til ophør.
Diktaturets store enehersker, Antonio Salazar, var trådt tilbage i 1968 og død i 1970 efter at være blevet hjerneskadet ved et fald, og hans efterfølger, Marcello Caetano, formåede ikke på samme måde som forgængeren at holde kritikken nede.
Officererne havde dannet Movimento das Forças Armadas, de væbnede styrkers bevægelse, og flere af dem havde stærkt venstreorienterede sympatier. Det var også tilfældet for Otelo Saraiva de Carvalho.
På revolutionsdagen og i dagene efter blev officererne hyldet som helte. Marcello Caetano flygtede til Brasilien, og Portugal fik en overgangsregering, som Otelo Saraiva de Carvalho blev en del af.
Da Portugal i 1976 skulle vælge præsident, stillede Otelo op, men måtte nøjes med en andenplads trods stærk støtte fra navnlig de fattige områder syd og øst for Lissabon, navnlig den store Alentejo-region.
Omstridt terrordom
Efterhånden stod det klart for Otelo Saraiva de Carvalho, at den revolution, han havde stået i spidsen for, ikke ville ende med en rent socialistisk, portugisisk nation, og at Portugal ikke ville melde sig ud af NATO, sådan som han og ligesindede havde håbet.
Forças Populares 25 de Abril – en bevægelse som de portugisiske myndigheder betragtede som en egentlig terrorbevægelse – forsøgte at skabe opbakning til en socialistisk stat efter cubansk mønster
Skuffelsen og oprøret bredte sig på det yderste venstre, og bevægelsen Forças Populares 25 de Abril – en bevægelse som de portugisiske myndigheder betragtede som en egentlig terrorbevægelse – forsøgte at skabe opbakning til en socialistisk stat efter cubansk mønster.
Gruppens aktiviteter kostede menneskeliv ved flere lejligheder, og da Otelo Saraiva de Carvalho blev sat i forbindelse med FP-25, blev han idømt 15 års fængsel for terrorisme.
Hans tilhængere beskyldte den daværende portugisiske regering for hævngerrighed, og selv afviste han også at være en af gruppens ledere.
Rettergangen og dommen var omstridt, og blandt andet derfor kom han kun til at sidde få år, men trak sig mere eller mindre tilbage fra det offentlige liv efter løsladelsen i 1989.
Helt eller skurk?
Han vedblev dog at være en skarptunget herre. En helt på venstrefløjen, hadet på højrefløjen, og selv sagde han, at havde han vidst, hvor ulige en nation det nye Portugal ville blive, ville han aldrig have indledt revolutionen.
Helt eller skurk? Intet menneske er vel nogensinde helt det ene eller det andet. ….Otelo Saraiva de Carvalho går ikke på nogen måde i graven som et demokratisk forbillede. Men han bærer en meget stor del af æren for, at Portugal i dag er et demokrati med en stærk forfatning
Helt eller skurk? Intet menneske er vel nogensinde helt det ene eller det andet. Portugals præsident, Marcelo Rebelo de Sousa, konstaterer i sine mindeord, at historien først kan begynde at dømme Nellikerevolutionens bagmand, når begivenhederne er kommet på større afstand.
Otelo Saraiva de Carvalho går ikke på nogen måde i graven som et demokratisk forbillede. Men han bærer en meget stor del af æren for, at Portugal i dag er et demokrati med en stærk forfatning. Og at portugiserne hvert år den 25. april kan fejre friheden uden at frygte at ende i et torturfængsel.
…..
Sempre Abril! (Altid april)
floriu abril”.
De ‘gavetas’, skuffer, der nævnes, var særligt små celler, der var så trange, at det var tortur at blive sat i dem.
LÆS MEGET MERE AF SUSANNE SAYERS I POV HER
Topillustration: Bladkiosk i Lissabon, Portugal, den 26. juli. Otelo de Carvalhos død fylder forsiderne. Eget billede.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
