MINDEORD – “Åååårrh, MAND! Jeg er kun sølle 15 år, og Nakadai vælter mig omkuld i rollen som lensherren Hidetora Ichimonji, en aldrende krigsherre, der deler sit rige mellem sine tre sønner og fra det øjeblik sår kimen til sin egen undergang”. Eddie Michel skriver mindeord om Tatsuya Nakadai, den store skuespiller fra 1950’erne og 60’erne, hvor japansk film var med til at skabe en kulturel genfødsel efter krigen, og hvor Nakadai blev selve symbolet på den moderne japanske tragiker.
Se ham lige … han står i kampstilling med sværdet pegende mod kameraet, mod beskueren. Blikket er fastlåst i en blanding af vrede, sorg, intensitet og alligevel absolut ro. Det er måske det mest ikoniske foto i hele den japanske filmhistorie. Det kondenserer den samlede japanske samuraiæstetik: kontrol, værdighed og tragedie i én fastfrosset bevægelse.
Og se så kompositionen … shit, mand! Den er næsten klassisk symmetrisk. Horisonten ligger lavt bag ham, vinden tager hans hår, kimonoens folder og sværdets perspektivlinje og fører direkte ind mod centrum af billedet: hans ansigt. Sidelyset på hans højre kind er med til at modellere kindbenet skarpt, og kontrasten mellem den mørke kimono og den lyse himmel får det til at se ud, som om han står i et øjeblik lige før døden, mellem lyset og mørket.
Han bærer sine figurer med en næsten teatralsk kontrol, men altid forankret i det menneskelige
Næst efter Toshirō Mifune er manden på billedet en af mine største japanske filmhelte, Tatsuya Nakadai. Det er i rollen som Tsugumo Hanshirō i den sort-hvide Harakiri (1962). Billedet fanger ikke bare et øjeblik i filmhistorien, men essensen af Hanshirō, en forarmet samurai uden herre, men med en urokkelig moral, der ankommer til et mægtigt klanhus og beder om tilladelse til at begå rituelt selvmord på deres gårdsplads.
Hans bøn viser sig at være et raffineret bedrag. Han søger ikke døden, men sandheden.
Nakadai gør rollen til et studie i beherskelse. Under et stramt ritual af høflighed og ære taler hans Tsugumo lavmælt og med ro, mens hævnen vokser som en stille storm under overfladen. Her ulmer et raseri så intenst, at det næsten sprænger billedet i luften.
Det er her, Nakadai bliver genial: Han gør det indre oprør synligt uden ét eneste overflødigt træk. Det er måske kernen i Nakadais metode, at han bærer sine figurer med en næsten teatralsk kontrol, men altid forankret i det menneskelige.
Scene for scene afdækker han lag for lag klanens facade, der dækker over hykleri og grusomhed. Et system, hvor ære er blevet et tomt ritual, og menneskelighed en svaghed. Så når Nakadai står dér med sværdet, ser vi ikke bare en kriger i kamp, men et menneske, der tager et opgør. Han nægter at lade sig ydmyge af et system, der dyrker ære uden menneskelighed.
Mennesket i kamp med sin egen skæbne
Nyhedsmedier verden over rapporterer, at han, Tatsuya Nakadai, japansk films sidste store samurai og fyrste, efter 92 flotte år ikke er mere. Han forlod denne verden d. 8. november.
Han var en af de sidste fra Japans gyldne filmæra, perioden i 1950’erne og 60’erne, hvor japansk film var med til at skabe en kulturel genfødsel efter krigen. Film, der gav Japan et sprog til at tale om skyld, ære, tab, krig, autoritet og modernisering. Temaer, der tidligere havde været omgærdet af tavshed i det offentlige rum, men som nu kunne bearbejdes og foldes ud med en ny alvor og humanisme.
For resten af verden bliver denne periode nærmest et chok af både skønhed og dybde. Japansk film bliver en international reference og er med til at modellere en ny fortælleform og æstetik.
Tatsuya Nakadai når at arbejde med mestre som Masaki Kobayashi, Mikio Naruse, Hiroshi Teshigahara og ikke mindst Akira Kurosawa; i min bog en af de fem største instruktører i hele filmhistorien.
Nakadai debuterer i 1950’erne, men det er i Kobayashis Harakiri, at han for alvor skriver sig ind i filmhistorien. Det er dog først to årtier senere, hos Kurosawa, at jeg lærer ham at kende.
Her ser jeg Nakadai forvandle Hidetora fra en brutal hersker til en gammel mand, der langsomt synker ned i galskabens tåge, omgivet af blod og aske fra hans smuldrende fæstninger
Her kulminerer hans samarbejde med Kurosawa i et af filmhistoriens mest monumentale værker: Ran (1985), Kurosawas version af Shakespeares Kong Lear. Jeg dåner næsten, bare jeg tænker på den film og dens totale pragt: billederne, kompositionerne, kostumerne, farverne, landskaberne, kulisserne, historien og spillet.
Åååårrh, MAND! Jeg er kun sølle 15 år, og Nakadai vælter mig omkuld i rollen som lensherren Hidetora Ichimonji, en aldrende krigsherre, der deler sit rige mellem sine tre sønner og fra det øjeblik sår kimen til sin egen undergang.
Jeg sidder med åben mund og polypper, hver gang han dukker op i løbet af den næsten tre timer lange (rettere: alt for korte) film. Her ser jeg Nakadai forvandle Hidetora fra en brutal hersker til en gammel mand, der langsomt synker ned i galskabens tåge, omgivet af blod og aske fra hans smuldrende fæstninger. Hvor han i Harakiri er den moralske oprører, er han i Ran den tragiske figur, der for sent indser, at magt og ære har fortæret alt menneskeligt omkring ham.
Måske afslører jeg for meget, men billedet af Hidetora, der vandrer gennem og ud af et brændende slot, klædt i hvidt, omgivet af tavshed … wow og tak skæbne … Nakadai gør ham nærmest til et levende symbol på det verdenssyn, Kurosawa synes at ville formidle: Mennesket som et tragisk væsen, fanget i naturens ubarmhjertighed mellem orden og kaos.
I løbet af sin karriere bliver Tatsuya Nakadai selve symbolet på den moderne japanske tragiker. En skuespiller, der kan forene den kendte japanske stoiske kontrol med en dyb menneskelig sårbarhed. Tatsuya Nakadai har med sin rejse videre slukket lyset efter sig, som en af de sidste af de helt store fra den japanske gyldne æra.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og