Foran skærmen, bag visiret: Børn betaler prisen i Sydøstasiens rigide nedlukninger

Lise Floris 26.12.2020

CORONA // REPORTAGE – Danmark har igennem hele Covid-19-krisen prioriteret børnene højt. Man har kunnet nøjes med sporadiske, kortvarige skolelukninger, og regeringen har haft børnenes ve og vel med i sine overvejelser. Statsminister Mette Fredriksen har opfordret til gåture og frisk luft, holdt pressemøde for børn om corona og senest, i oktober, blev det meldt ud, at børn fortsat skulle kunne dyrke idræt – mens der blev indført restriktioner for voksne. Ganske anderledes ser det ud i lande som Filippinerne, Indonesien og Malaysia.

Kuala Lumpur – ”Det er udmattende at sidde foran skærmen fra otte til kvart over tre hver dag. Og når skolen er slut, keder jeg mig resten af dagen. Én gang om ugen ses jeg med en ven. Og ellers må jeg ikke forlade vores compound. Sådan har det været siden marts måned”.

Danske Marcus på 12 år bor i Filippinernes hovedstad Manila sammen med sin familie. Hans skole har været lukket de sidste ni måneder, og det ser ikke ud til den åbner i nærmeste fremtid.

Manila er underlagt en såkaldt GCQ (General Community Quarantine) indtil videre frem til årsskiftet. Det betyder blandt andet, at børn i alderen 0 til 18 år gamle ikke må forlade deres hjem.

I Filippinerne har godt 450.000 mennesker været smittet med Covid-19. Og der har været 8800 dødsfald. Tallene lyder måske dramatiske, men Filippinernes befolkningstal på 110 millioner taget i betragtning, kunne det have været langt værre. Og måske er det langt værre. Det viser sig nemlig, at kun cirka 5,6 millioner mennesker er blevet testet for Covid-19.

Selvom eksperter er uenige om, hvor farlig Covid-19 er for børn, har myndighederne i lande som Malaysia og Filippinerne tyet til restriktioner, der på mange måder går ud over børn. Spørgsmålet er, hvor længe frygten for en virus kan retfærdiggøre et lukket land for samfundets yngste?

Det potentielt langt højere smittetal kombineret med et sundhedssystem, der på ingen måde kan måle sig med det danske, har fået myndighederne til at fastholde en række restriktioner. Og her går man til ekstremer – specielt når det gælder børn.

At være barn i Manila, hvor gennemsnitstemperaturen er 30 grader, betyder under pandemien blandt andet, at man ikke må komme i swimmingpool (medmindre den er privat). Eller på legeplads. I skoven. Eller bare ud at blive kølet ned i shoppingcentrets aircondition. “Det får en til at føle sig meget alene,” fortæller Marcus, som også savner sine kammerater fra rugby og basketball.

I juli måned sagde Filippinernes præsident Duterte: ”Vi kan ikke stoppe jer – og vi kan ikke fange jer alle sammen. Men hvis I alligevel lader jeres børn gå ud og de så bliver syge, så skal I ikke bebrejde os”.

Marcus i Manila sammen med sin hund Walther.

Hvor er logikken?

I Malaysias hovedstad Kuala Lumpur, hvor jeg selv bor, ser situationen en smule mere positiv ud. Jeg kan igen høre børn plaske rundt i vores compounds swimmingpool; den genåbnede igen for få dage siden. Til gengæld lader skoler, legepladserne og alle øvrige aktiviteter for børn vente på sig.

I Malaysia indførte man, ligesom i Filippinerne, en total nedlukning tilbage i marts. Glæden for Kuala Lumpurs børn og forældre ville derfor ingen ende tage, da skoler endelig åbnede efter sommerferien, i starten af august.

Og skuffelsen ville ingen ende tage, da de måtte lukke igen midt i oktober.

Forklaringen fra regeringens side var et stigende smittetal. Smittetallene i Danmark er i øjeblikket 3-4 gange så høje som i Malaysia, men her bor fem gange så mange mennesker.

Desuden virker det perplekst, at vi må shoppe, få massage, gå til frisøren, dyrke sport, rejse rundt indenrigs, samles privat og sidde 15 sammen til julebrunch på Four Seasons – men børn må ikke komme i skole eller tage sig en gyngetur på legepladsen?

Og dét trods en kæmpe indsats fra skoler, som har taget alle mulige forholdsregler. I den korte periode skolerne var åbne, bar elever og personale masker dagen lang. Der var sikret en minimumsafstand på 1 ½ meter mellem eleverne, og alle fik målt temperatur, når de ankom på skolen om morgenen. Desuden blev både hænder og overflader sprittet af flere gange om dagen.

Two schools of thought

I Danmark har man gjort alt for at holde skoler åbne, og i september sendte børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil en anmodning til skoleledere og forældre i hele landet. Rosenkrantz-Theil appellerede til en fælles indsats for at nedbringe smitten.

”Der er brug for en hurtig aktiv indsats for at sikre, at vi kan holde skolerne åbne,” lød det i brevet, hvori ministeren blandt andet opfordrede til at aflyse alle sociale arrangementer på skoler samt etablere et obligatorisk undervisningsforløb om Covid-19. I andre europæiske lande har man ligeledes konkluderet, at de sociale omkostninger for børn ved skolelukninger er for høje – og specielt for børn fra underprivilegerede familier, hvor forældrene arbejder.

I Red Barnet ved man fra tidligere kriser, at jo længere børn er væk fra skolen, desto større er risikoen for, at de aldrig kommer tilbage. Det vurderes, at ni millioner børn potentielt set aldrig kommer tilbage til skolen efter Covid-19 pandemien

I Filippinerne sagde Præsident Duterte tilbage i juni, at det ville være uforsvarligt at åbne skoler, før en vaccine var fundet. Og undervisningsminister Leonor Briones forsikrede pressen om, at ”skolebørns ve og vel er meget vigtig for præsidenten, så han har bedt os om at finde alternativer til face-to-face skole”. Men det har vist sig at være en stor udfordring i et land, hvor millioner af mennesker lever i ekstrem fattigdom.

I byen Santiago, 300 kilometer nord for Manila, bor Iris på 13 og Joshua på 10 år i et lille hus med deres mor og bedsteforældre. Børnenes farmor er min hushjælp i Kuala Lumpur. Hun har fortalt mig, at børnene forsøger at følge med i online skole. Men de må klare sig med en gammel mobiltelefon, da familien ikke har råd til en computer. Hun håber at overraske dem til jul med en Ipad, så de nemmere kan følge med.

Iris og Jushua foran deres hus i Santiago.

Børn som Iris og Joshua er i den risikogruppe, Red Barnet beskriver i rapporten ”Save our Education”, der blev udgivet i juli måned. På daværende tidspunkt var 1.6 milliard børn og unge verden over sendt hjem fra skole på grund af pandemien. I Red Barnet ved man fra tidligere kriser, at jo længere børn er væk fra skolen, desto større er risikoen for, at de aldrig kommer tilbage. Det vurderes, at ni millioner børn potentielt set aldrig kommer tilbage til skolen efter Covid-19 pandemien.

At holde gejsten oppe

Familien Simoni Larsen flyttede til Indonesiens hovedstad Jakarta i juli måned. Normalt forbinder man en ny udstationering med en masse spændende ting – men manglende skolestart for familiens 2 mellemste drenge på 8 og 14 år har lagt en dæmper på oplevelsen.

Ganske som Marcus i Manila, har Clement og Thomas haft fjernundervisning siden marts måned, hvor deres skole i Bruxelles lukkede ned. De har endnu ikke mødt deres klassekammerater i Jakarta in real life og et kort håb om opstart i januar lader til at være falmet, da man har besluttet at lave en gradvis opstart med blot 5% af landets skoler.

“Det er virkelig frustrerende, og vi taler om, hvorvidt børnene kan trives med det i længden,” siger Camilla Simoni, hvis ældste søn valgte at tage på kostskole i Danmark, da familien flyttede. Et valg, både han og familien er glade for.

Hvor frustrerende børn end måtte finde fjernundervisning, så er den en realitet i mange lande. Så hvordan motiverer elever sig selv? Og hvordan motiverer lærere deres elever og forældre deres børn?

Noreen Jilani underviser fjerdeklasser på International School of Kuala Lumpur. Det første Jilani bemærkede, da skolen startede online-undervisning i marts var, at nogle elever stortrives med den nye undervisningsform. ”Elever, der normalt er tilbageholdende eller generte i klasselokalet, skal pludselig ikke forholde sig til at tale foran deres klassekammerater eller være i centrum. Så de blomstrer,” siger hun.

”Det er svært at motivere børnene,” siger Morales, som udover sit fuldtidsjob også skal klare madlavning og husholdning. Hun forsøger at støtte sine piger i skolearbejdet, hvilket ofte indebærer at sidde sammen med dem under timerne

Til gengæld er der også elever, der på ingen måde trives med, at undervisningen foregår over skærmen. Og hvordan kan man hjælpe de børn? Jilani mener, at struktur i hjemmet er alfa og omega. Det er vigtigt, at eleverne har et sted, hvor de kan sidde i fred. En komfortabel stol. Noget dagslys. Og det er vigtigt, de står op til skolen, får morgenmad og kommer i bad.

”Jeg også sige til nogle af mine elever: Hey, det her er ikke noget, man gør, mens man sidder eller ligger i sengen,” siger Jilani. Selv bruger hun så ofte som muligt ”break out rooms” på Zoom, så eleverne kan lave gruppearbejde og mødes i små grupper, trods det at det ikke er fysisk. ”Engang imellem kan jeg høre dem grine og snakke om alt muligt andet end den opgave, de har fået i de virtuelle rum – og det skal de have lov til, for interaktionen mellem klassekammerater er utrolig vigtig netop nu”, siger Jilani.

Lukket land for samfundets yngste

For at få online-undervisning til at fungere, er det også utrolig vigtigt, at forældre trækker en del af læsset, og det kan være en kæmpe opgave at motivere sine børn, når de i månedsvis sidder foran en skærm derhjemme i stedet for at gå i skole.

Mange er forældre til små børn, og som på samme tid skal passe deres eget arbejde. En af disse forældre er Sheryl Morales, der bor i Manila med sin mand og tre døtre på 7, 8 og 9 år. Familien måtte ud og købe en computer til døtrene, da skolerne lukkede. Mens de to yngste piger nyder, at de ikke skal tidligt op og gå hele vejen til skolen, savner den ældste face-to-face skolegang, hvor hun dagligt kan se sine veninder og lærere.

”Det er svært at motivere børnene,” siger Morales, som udover sit fuldtidsjob også skal klare madlavning og husholdning. Hun forsøger at støtte sine piger i skolearbejdet, hvilket ofte indebærer at sidde sammen med dem under timerne. ”Jeg giver dem også nemme opgaver, de kan hjælpe til med i hjemmet for give dem lidt ansvarsfølelse,” fortæller hun.

Hos Marcus kniber det også med motivationen. Men han trøster sig med, at der trods alt er fordele ved fjernundervisningen. Han kan være længere oppe om aftenen; i stedet for at stå op klokken 6 om morgenen, kan han trække den til 7.30. Og så er timerne lidt kortere end normalt.

Selvom eksperter er uenige om, hvor farlig Covid-19 er for børn, har myndighederne i lande som Malaysia og Filippinerne tyet til restriktioner, der på mange måder går ud over børn. De fleste lever med dem. Ligesom Marcus finder de den såkaldte silver lining midt i alt det negative. Men for andre kan tvungen isolation, nedsat aktivitetsniveau og manglende kontakt med andre føre til angst og depression.

Spørgsmålet er, hvor længe frygten for en virus kan retfærdiggøre et lukket land for samfundets yngste? Hvad bliver Dutertes næste træk?

Alle fotos: ILO Asia-Pacific/Flickr.

Lise Floris

Lise er oprindeligt fra Aalborg, men forlod Danmark i 1998 for at følge sit hjerte og sine drømme. Hun er pt. bosiddende i Kuala Lumpur, Malaysia med sin mand og yngste datter. Hun har tidligere haft base i Rom, Bruxelles og Beijing og tog i 2015 orlov fra sit job i Rådet for den Europæiske Union for at nyde tilværelsen i Asien. Lise er skribent for South China Morning Post, ABC Australia, WomanScape og POV International og er også blevet udgivet på The Globe And Mail, Heartbeats.dk, BeijingKids og Global Times. Når Lise ikke skriver, er hun musik- og sangentusiast og nyder at gå på hike i den Malaysiske jungle. Lise hører meget gerne fra dig via www.lisefloris.com