POLITIK // ANALYSE – Mens regeringens udspil om øget overvågning vækker bekymring i befolkningen, har blå blok mulighed for at rejse en debat om frihed, retssikkerhed og demokratisk kontrol. Efter en række forfejlede forsøg fra oppositionen på at markere sig kan sagen give dem fornyet gennemslagskraft – hvis de griber den.
Fotos: Eddie Michel
Det er ikke let at være opposition i denne tid. Uanset om man ligger til venstre eller til højre for SVM-regeringen, så levner den storpolitiske dagsorden ikke meget plads til de normale særstandpunkter blandt oppositionspartierne.
De har ikke andet valg end at bakke op om regeringen, når det gælder krigen i Ukraine, Putins trusler, Trumps handelskrig og ønsket om at kontrollere Grønland samt ikke mindst regeringens bestræbelser på at styrke det danske forsvar.
Fælles front mod truslerne
I disse sager, som p.t. fylder stort set hele den politiske dagsorden, har både røde og blå partier stort set ikke andet valg end at smække hælene sammen og parere ordrer.
Truslerne mod Danmark fra øst, men nu også fra vores ellers trofaste allierede i vest, USA, er nu så omfangsrige, at oppositionspartierne højst kan udfordre regeringen på nogle mindre nuancer.
Det in mente gør, at man må undre sig over, at især de blå partier ikke er bedre til at gribe de små åbninger, der trods alt er for at give regeringen lidt modstand og vise, at man stadig har lidt puls.
Mislykket angreb på Aagaard
Bevares. Oppositionen gjorde forsøget på at puste sig op, da den for få uger siden forsøgte at få skovlen under klima- og energiminister Lars Aagaard Møller fra Moderaterne.
Han havde tilbageholdt en vigtig pressemeddelelse om kapacitetsproblemer på det danske energinet for Folketinget, og hvis der er noget, som kan bringe sindene i kog på Christiansborg, så er det, når de folkevalgte bliver forholdt oplysninger af væsentlig karakter.
Den slags kan få hovederne til at rulle, og det lykkedes da også den krigeriske opposition at skabe et flertal imod Lars Aagaard i Energiudvalget, men desværre havde partierne gjort regning uden vært, da de forsøgte at få et flertal i Folketinget til at vælte ministeren.
SVM-regeringen havde nemlig gjort sit hjemmearbejde. Om regeringen ligefrem havde ”købt” en grønlænder, som Venstres daværende politiske ordfører, Karsten Lauritzen, engang kom for skade at sige, skal være usagt.
Men i hvert fald blandede de nordatlantiske mandater sig stik mod sædvanen i en ren indenrigspolitisk sag og stemte imod oppositionens mistillidsdagsorden.
En vingeskudt minister
Lars Aagaard var hermed reddet med mindst mulig margin. Attentatforsøget mislykkedes, og oppositionen stod lettere slukøret tilbage.
Lars Aagaard er nu politisk fredet, men han er også det, som med et godt angelsaksisk udtryk kaldes ”lame duck”. Handlingslammet, som en vingeskudt and, der af gode grunde ikke kan flyve.
Lars Aagaard har tidligere udtrykt en vis træthed over politik. Spørgsmålet er nu om, han tager en tur for Moderaterne ved næste folketingsvalg, når han sandsynligvis næppe har udsigt til at blive energi- og klimaminister igen.
Overvågning skaber ny uro
Sagen om Lars Aagaard var et forsøg på at vise tænderne fra oppositionens side. Der er som nævnt ikke mange muligheder for tiden, men når de så pludselig dukker op, gælder det også om at gribe dem.
Sådan en sag er lige nu under opsejling, og den kan komme til at give regeringen nye knubs, og så har den noget så sjældent, som en folkelig appel.
Den handler om justitsminister Peter Hummelgaards forslag om at give Politiets Efterretningstjeneste, PET, udvidede beføjelser til at overvåge og indsamle data fra borgerne.
Borgerne sætter konstant digitale aftryk. Det gælder lige, fra man handler i butikkerne eller over nettet, låner bøger på biblioteket, er hos lægen, på hospitalet, surfer på nettet og skriver på de sociale medier som facebook, X, Instagram og så videre.
De digitale aftryk er legio.
Disse digitale fodspor vil regeringen give PET lov til at søge i og analysere skridt for skridt, så efterretningstjenesten ved hjælp af kunstig intelligens potentielt kan få øje på mistænkelige mønstre og personer.
Forslaget vækker dyb bekymring i befolkningen, og det er derfor kun et spørgsmål om tid, inden også de blå partier hopper med på vognen
Formålet er naturligvis, at PET tidligere skal kunne gribe ind over for personer eller personkredse, der planlægger alvorlige forbrydelser mod staten eller borgernes sikkerhed. Altså terrorisme.
Justitsministerens forslag er på lange strækninger velment. Det handler om øge borgernes tryghed i en tid, hvor vi ikke mindst trues af fundamentalistiske religiøse kræfter, men også af stigende cyberkriminalitet, der kan lamme landets vitale infrastruktur.
Men trygheden og den øgede overvågning kommer også med en pris. Den indsnævrer vores frihed.
Den indsnævring vækker dyb bekymring, og i sidste ende kan den lægge en dæmper på borgernes lyst til at deltage i demokratiet, advarer eksperter.
Hvis ens lån på biblioteket bliver overvåget, kan det få folk til at holde igen, og hvis debatter på Facebook bliver noteret hos PET, risikerer man, at mange holder sig tilbage, ligesom deltagelsen i foreningslivet kan blive begrænset.
Overvågning splitter og åbner en dør
Blå partier som fx Konservative har traditionelt været dybt skeptiske over for øget overvågning, og det er ikke længe siden, at fhv. udenrigsminister Per Stig Møller udlagde teksten i DR’s satireprogram Tæt på sandheden.
Han rammer lige ind i partiets sjæl og dybt ned i folkedybet, hvilket ellers er relativt sjældent for Det Konservative Folkeparti.
Foreløbig har kritikken mod lovforslaget primært lydt fra venstrefløjen og fra Institut for Menneskerettigheder, men den stopper næppe her.
Skal vi have et overvågningssamfund med den begrænsede frihed, det giver borgerne? Eller skal vi leve med større frihed og de begrænsninger, det lægger på vores tryghed?
De blå partier har igen chancen for at skrue sig op.
Forslaget vækker dyb bekymring i befolkningen, og det er derfor kun et spørgsmål om tid, inden også de blå partier hopper med på vognen.
De politiske debatter handler ofte om, hvilket samfund vi ønsker os, og partierne elsker at udstikke langsigtede visioner. Med Peter Hummelgaards lovforslag om øget overvågning er der skabt en bred bane for at tage den diskussion igen.
Skal vi have et overvågningssamfund med den begrænsede frihed, det giver borgerne?
Eller skal vi leve med større frihed og de begrænsninger, det lægger på vores tryghed?
De valg og den debat risikerer regeringen at tabe, hvis de blå partier bider sig fast i en dagsorden, der har store dele af befolkningens opbakning.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og