Frederik Bojer Bové: Dark Waters – glimrende generisk advokat-thriller

i Kultur/Film af
FILM // ANMELDELSE: Den amerikanske instruktør Todd Haynes, kendt som del af New Queer Cinema-bølgen i halvfemserne, er på udebane i den paranoide advokat-thriller Dark Waters. Det er dog alligevel en glimrende omend lidt generisk film, der binder an til tidligere dele af Haynes’ filmografi.

Det plejede at være simpelt at følge med i Todd Haynes’ filmografi. Han lavede næsten kun film om to emner: Rockstjerner (Superstar: The Karen Carpenter Story, Velvet Goldmine om glamrock-scenen inkl David Bowie og I’m Not There om Bob Dylan) og husmødre (Safe, Far From Heaven, Mildred Pierce) Det kunne ses som to sider af samme sag, film om kvinder, der blev låst fast af samfundets normer, og film om de kunstnere, der brød dem.

Det har været mere kompliceret siden Carol fra 2015. Den smukke film skildrede en lesbisk romance mellem en husmor og en ung håbefuld kunstner-fotograf, og placerede sig dermed på en måde midt imellem. Wonderstruck fra 2017 var derimod noget helt andet, en film om døve børn, om sammenhold og om fællesskab. Og nu kommer så Dark Waters, noget så anderledes som et advokat/korruptions drama.

Haynes gør det udmærket, alle andre involverede ligeså. Men de formår ikke helt at løfte filmen op af det generiske.

Kampen mod mørket

Dark Waters bygger på den virkelige historie om advokaten Robert Bilott (Mark Ruffalo) og hans kamp mod kemikalie-koncernen DuPont. I sluthalvfemserne arbejder Bilott egentlig som forsvarsadvokat for kemikalie-firmaer, men han hører ad omveje om et problem med døde køer tæt ved en DuPont fabrik, og beder som en vennetjeneste om dokumenter, han kan se igennem for at berolige nogle berørte bønder.

Dokumenterne gør ham dog blot mere foruroliget, så det bliver begyndelsen på en årelang kamp, oceaner af dokumenter, og den ene foruroligende afsløring efter den anden vedrørende de kemikalier, der bl.a findes i teflonpander.

Fortællingen er fornemt håndteret. Den starter i det små, og eskalerer så langsomt henover tid. Det smukkeste ved fortællingen er næsten, hvor visuelt den får fortalt historien. Til at starte med er der blot en enkelt mappe med dokumenter, det er nok bare et lille problem. Så kommer der pludselig folk gående med kasse efter kasse efter kasse af information, som Bilott er nødt til at dykke ned i.

Det bliver nærmest til en fortælling om information: Vi ser bl.a. grumsede videoklip af døde køer (der altså er for uklare til at bevise noget som helst, lige meget hvor meget køernes ejer insisterer), vi ser Bilott skrive en mail i Microsoft 2000 (et herligt nostalgisk øjeblik), vi følger, hvordan det lykkedes at få taget 69.000 blodprøver og lave verdenshistoriens største epidemologiske undersøgelse. Filmen viser på triumferende vis, at sandheden kan findes.

Problemet er vitterlig kapitalismen denne gang, helt uden allegori.

Og så alligevel. For vi ser også hvordan DuPont kan trække tingene i langdrag ved hjælp af systemet. Undersøgelser kan tage årevis at nå frem til en konklusion. Ting kan skjules. Og mennesker kan blive paranoide: I store dele af filmen lurer volden lige rundt om hjørnet. Selvom der helt reelt ikke er en eneste voldelig hændelse, der kan kobles til DuPont.

Uvisheden breder sig som en råddenskab. Eller som en flod af mørkt vand.

Allegorisk allergi

Og det er egentlig her, at filmen rammer noget, som Haynes har beskæftiget sig med før. I Safe fra 1995 spiller Julianne Moore en husmor, der pludselig udvikler en eller anden besynderlig allergi overfor hverdagskemikalier. Hun bliver mere og mere syg, lægerne kan ikke forklare, hvad præcis det er, hun ikke kan tåle, og i sidste ende flytter hun ud på landet for at være med i, hvad der nærmest ligner en kult.

Der var et eller andet i hendes hverdag, som gjorde hende syg. Det var ret beset nok bare kemikalier, der fremkaldte en allergisk reaktion, men kritikere har gerne set det som noget allegorisk. Var det patriarkatet, hun ikke kunne tåle? Kapitalismen? Det blev aldrig sagt.

Det er skyggefulde kældre, små kontorer, stakke af papirer. Varme forstadshjem og kolde gader. Det er en ond verden, der trænger sig ind på noget godt og trygt.

Det går den anden vej i Dark Waters. For jo, det er igen kemikalier, der gør folk syge, men det er ikke rigtig hverdagskemikalierne i sig selv, der er problemet. Problemerne er skabt, fordi DuPont løj om giftigheden af deres produkt, og ulovligt dumpede giftige affaldsprodukter. Problemet er vitterlig kapitalismen denne gang, helt uden allegori.

Det er en simplere fremstilling, end det var i halvfemserne. Men sådan er det jo, nogle gange er det virkelig svært at finde frem til sandheden, andre gange er der vitterlig nogen, der helt konkret har gjort noget ulovligt. På den led minder forholdet mellem Safe og Dark Waters mig lidt om de instruktører, der både laver fiktionsfilm og dokumentarfilm om de samme emner. Det får filmografien til at svinge mellem det abstrakte og det konkrete, det allegoriske og det direkte, det simple og det komplekse, på en ganske givende måde.

Æstetisk styrke

En anden ting er typisk for Haynes: Den stærke stilistiske side. Haynes har altid lidt været en kopist, han laver film, der ligner andre film. Far From Heaven står f.eks i stor gæld til Douglas Sirks melodramaer fra halvtredserne, ligesom store dele af I’m Not There ligner en Fellini-film, og Carol er inspireret af samtidige fotografer, der også ville have inspireret filmens hovedperson. Denne gang er det paranoia-thrilleren som Haynes genskaber, og filmen har en glimrende æstetik i stil med film som Alle Præsidentens Mænd.

Det er skyggefulde kældre, små kontorer, stakke af papirer. Varme forstadshjem og kolde gader. Det er en ond verden, der trænger sig ind på noget godt og trygt.

Filmografien svinger mellem det abstrakte og det konkrete, det allegoriske og det direkte, det simple og det komplekse, på en ganske givende måde.

Men. Når Haynes er bedst, så formår han at løfte brugen af genre til noget særligt personligt. Det bliver ikke bare pastiche, men der kommer en personlig vinkel. Det kan jeg ikke finde i Dark Waters. Til sidst i filmen får vi i stedet serveret den ene monolog efter den anden, fra Bilott såvel som fra hans kone Sarah (Anne Hathaway), der ikke formår at undvige klichéerne, og som til tider virker designet til at give Ruffalo og Hathaway store scener, der kunne udløse Oscar-nomineringer.

Det er lidt her, at filmen sidder fast. Den fungerer fuldstændigt som typisk konspirations-thriller, men løfter ikke genren. Og den sætter nyt lys på gamle motiver hos Haynes, men ikke nok til at blive andet end en mindre film i hans filmografi.


Dark Waters
126 minutter
Nordisk Film


Fotocredit: Nordisk Film, pressefoto

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur