
KOMMENTAR – Det er en komplet misforståelse, når en skole i Vamdrup beordrer rygende skolelærere til at arbejde 15 minutter længere om dagen for at kompensere for deres rygepauser. Pauser er vigtige, for de udgør fora for kompleks vidensdeling, som ikke foregår ved skriveborde eller på storrumskontorer, skriver forsker Helle Hein. Det ville være en bedre ide også at give ikke-rygerne 15-minutters pause.
Rygere skal arbejde 15 minutter mere på Vamdrup Skole for at kompensere for deres rygepauser. Det fremgik af en artikel i Berlingske i denne uge. Som der står i artiklen så skal rygerne “arbejde et kvarter mere. Hvis ikke jeg indførte det, så gør jeg forskel på rygerne og ikke-rygerne. Ikke-rygerne oplever jo, at rygerne damper af og ikke laver noget, mens de ryger,” citerer avisen skoleleder Per Rudbæk for at sige til B.T.
De rygende lærere må ifølge Berlingske ryge to cigaretter om dagen i deres arbejdstid, sålænge de gør det tilstrækkeligt langt væk og ikke kan ses fra skolen. Det er Kolding Kommunes rygepolitik, der har bevirket selve rygeforbuddet, som gælder for både elever, lærere og øvrige ansatte, men fordi skolereformen har tvunget lærerne til at opholde sig i længere tid på skolen, har Per Rudbæk nu tilladt dem at ryge “de to daglige cigaretter et stykke væk fra matriklen. Mod altså at arbejde et kvarter ekstra.”
Men kære Vamdrup Skole, det er så misforstået! Pauser er vigtige i arbejdet. Ikke mindst i vidensarbejdet.
Løsningen er ikke at straffe rygerne for at arbejde mere. Løsningen er at opfordre ikke-rygerne til at holde minimum 15 minutters tilsvarende inkubationspause i løbet af arbejdsdagen
Pauser er ikke bare pauser, men helt afgørende inkubationspauser, der gør, at man lader hjernen arbejde videre, mens man holder pause. Det er i inkubationspauserne, at folk får deres bedste ideer. Pauser fremmer kompleks vidensproduktion.
Pauser er ikke bare pauser, men fora for kompleks vidensdeling. Kompleks viden deles ikke ved skrivebordene eller på storrumskontorerne. Kompleks viden deles i det uformelle rum – oftest i pauserne.
Det er simpelt hen sådan, at man får gode ideer, når man holder pauser og dermed fremmer de kompleks vidensproduktion i sig selv og også deling af kompleks viden. At betragte det som spildtid, man skal kompensere for, afslører en håbløs misforstået opfattelse af arbejdets karakter.
Løsningen er ikke at straffe rygerne for at arbejde mere. Løsningen er at opfordre ikke-rygerne til at holde minimum 15 minutters tilsvarende inkubationspause i løbet af arbejdsdagen.
Og en lille note til Danmarks Lærerforening, som kun kan finde ud af at svare igen ved at sige, at det er overenskomststridigt, og at man skal undgå millimeterdemokrati: Kom nu ind i kampen og definer jeres arbejde som vidensarbejde. Så kommer I meget længere, end hvis I hænger fast i paragraffer og regler og overenskomstmæssige argumenter. Løft blikket og løft debatten!
Foto: Pxhere/Creative Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her