POLITIK // KOMMENTAR – Danmark og Sydkorea er geopolitiske lidelsesfæller. To miniput-nationer, der har måttet affinde sig med store og historisk temperamentsfulde naboer, hvis koleriske udbrud har været med til at forme en nationalkarakter baseret på mantraet: ”hvad udad tabes skal indad vindes”, skriver Jonas Stengaard Jensen.
Både Danmark og Sydkorea har formået at sætte sig udover deres geografiske begrænsninger. Begge nationer har udviklet en soft-power potens, der i hard-power termer nok omtrent svarer til et mindre arsenal af taktiske kernevåben. Mens Danmark har lært verden at hygge sig med Lego og en Carlsberg, fik Sydkorea tilbage i 2012 hele verden til at galopere hovedløst omkring på imaginære krikker.
På innovationsfronten har den introverte indstilling ligeledes gjort både Danmark og Sydkorea til foregangslande, i stand til at gøre sig gældende langt uden for deres arealmæssige vægtklasse. Ved at satse på teknologi og design har begge lande på trods af begrænsede naturressourcer formået at kapitalisere på en kreativ og begavet befolkning, skønt det brutale studieliv og især de notoriske hagwon-aftenskoler, der ikke har ladet sig tæmme af lovgivningen, som forbyder studier efter kl. 22, har været med til at give Sydkorea en af verdens højeste selvmordsrater.
Alting taget i betragtning har Sydkorea haft om muligt endnu større succes med den udviklingsstrategi, Danmark introducerede ovenpå den nationale katastrofe i 1864.
De spirende diskursændringer på den koreanske halvø, der har forvandlet en eskalerende atomarkrise til en progressiv detente, må ses som en politisk succes
Således har Danmark også en sikkerhedspolitisk lektie at give fra sig til sit orientale spejlbillede. Naturligvis er Sydkoreas situation langt mere tilspidset end Danmarks nogensinde var, da Tyskland, på trods af en herkulisk indsats, trods alt aldrig formåede at føje atomvåben til sit svulmende arsenal. Til gengæld var der før 1945 ingen supermagt, bag hvis skørter Danmark kunne søge ly, man var derfor nødt til at føre en iskold realpolitik baseret på en delikat terrorbalance mellem de regionale stormagter, herunder især England og Tyskland.
Mellem 1864 og 1901 udkæmpedes der i Danmark en intens intern kamp, der bragte riget så nær borgerkrig, som man nogensinde kom det siden grevens fejde i 1536. Striden stod primært om hvorvidt Landstinget skulle stå over Folketinget, men subsidiært om hvorvidt Danmark skulle orientere sit forsvar imod Tyskland og befæste hovedstaden fra landsiden, eller imod Storbritannien og lukke Østersøen af og dermed sikre Tysklands nordflanke.
Skønt det lykkedes J.B.S. Estrup at forhale partiet Højres afgang med omtrent 20 år, indebar århundredeskiftet omsider Danmarks første Venstreregering under ledelse af den vestjyske skolelærer J. C. Christensen.
Resultatet blev en fundamental udenrigspolitisk gentænkning. J. C. Christensen barslede med den infamøse tyskerkurs, der tillod den radikale Erik Scavenius at føre Danmark relativt tørskoet igennem to verdenskrige, mens ruinerne hobede sig op i nabolandene. Gennem en række tophemmelige samtaler med den tyske generalstabschef Helmuth Von Moltke blev J. C. Christensen bevidst om, at Danmarks eneste chance for overlevelse var klart at lægge sig ind under Tysklands beskyttelse, men samtidig bevare et aktivt engagement med de Allierede og især Storbritannien.
Et stadigt stærkere og mere selvsikkert Kina vil aldrig tillade et kollaps i Nordkorea
Skønt J. C. Christensens politiske karriere forliste brat ved justitsminister Albertis næsten bibelske forræderi, overlevede hans udenrigspolitik ham med årtier. Tyskerkursen holdt under 1. Verdenskrig Danmark fri for besættelse, mens brave handelskonvojer trodsede den uindskrænkede ubådskrig og fortsatte handlen med Storbritannien, hvilket bevarede illusionen om dansk neutralitet.
Under 2. Verdenskrig bevaredes balancen trods enhver fornuft endnu engang, da Scavenius på bekostning af sit gode ry og omdømme sikrede en relativ mild besættelse af Danmark, alt imens den noble modstandsbevægelse fik halet Danmark definitivt over på det allierede hold, da der skulle gøres regning over fadæsen. For Sydkorea kunne parallellen næppe fremstå tydeligere. Efterhånden som Thukydids fælde lukker sig om USA og Kina, får Sydkorea behov for en stadig stærkere politisk vestibulærsans.
Som Romeo og Julie, hvis forældres arvestrid stiller sig på tværs af enhver håb om tilgivelse og forening, er de to Korea’er blevet gjort uforenelige. Uanset hvor mange længselsfulde serenader, der synges under den nordkoreanske balkon, vil Sydkorea ikke kunne træde ud fra USA’s geopolitiske paraply, lige så lidt som Nordkorea kan fra Kinas.
Ikke desto mindre har Sydkoreas præsident Moon Jae-In taget en af de bedste sider ud af J. C. Christensens drejebog i sit fokus på politisk afbalancering og gensidigt engagement som vejen fremad for Korea. Præsident Moon har med rette observeret, at mere end 50 års isolation intet har gjort for at skabe politisk fornyelse, økonomisk udvikling eller humanitære forbedringer i Nordkorea. På trods af løftede øjenbryn i Vesten ser Sydkorea derfor sympatisk på præsident Donald Trump’s radikale omlægning af USA’s tilgang til især Nordkorea.
Selvom mødet mellem Trump og Un i Hanoi d. 27. februar ikke førte til nogen umiddelbar aftale eller bragte den koreanske halvø nærmere en denuklearisering, er det af stor værdi i sig selv, at Nordkorea er blevet en statslig aktør, man kan mødes og forhandle med. Selvom det virker stadig mindre sandsynligt, at Trump-administrationen får overskud til at gøre yderligere fremskridt i forhandlingerne, USA’s indenrigspolitiske situation taget i betragtning, virker det stadig mere tydeligt, at præsident Moon satser på en meget længere tilnærmelsesproces, der vil strække sig langt ud over også hans egen embedsperiode.
De spirende diskursændringer på den koreanske halvø, der har forvandlet en eskalerende atomarkrise til en progressiv detente, må ses som en politisk succes, og et tydeligt tegn på en stadigt større Sydkoreansk selvsikkerhed i forhold til landets rolle i regionen. Man ser også her de samme tegn på stigende regionalisering, som gør sig gældende i Mellemøsten, hvor USA ligeledes løsner grebet.
Selvom skeptikere vil se Hanoi-mødet som fiasko, forhandlingerne mellem Trump og Un som fastfrosne og præsident Moon’s imødekommende politik som naiv, så er det efterhånden tydeligt, at større engagement er den eneste vej fremad
Det kan derfor håbes, at USA i stigende grad vil se Seoul som en mere toneangivende samarbejdspartner i forhandlingerne med Nordkorea. Denne tendens antydes allerede i det klare brud præsident Moons nye politik markerer med USA’s anden regionale kerneallierede Japan, hvis leder Shinzo Abe fortsat forfægter den traditionelle hårde politiske tilgang til Nordkorea. Såfremt Abe forbliver ved roret vil Japan og Sydkorea formentlig fortsætte med at divergere i deres tilgang til Kim Jong-Un, og den ulmende animositet over Japans besættelse af Koreahalvøen i 1930’erne og 40’erne har potentiale til at sætte deres forhold på prøve.
Med hensyn til Nordkorea viser præsident Moon, at isolationspolitikkens æra er forbi. Et stadigt stærkere og mere selvsikkert Kina vil aldrig tillade et kollaps i Nordkorea, der ville sende flygtninge henover den kinesiske grænse og skabe mulighed for en genforening, som ville bringe en (fra Kinas perspektiv) amerikansk satellitstats grænse direkte op til Kinas egen grænse.
Det er utvivlsomt klogere at satse på opbyggelsen af tværnationale institutioner, økonomiske, diplomatiske og politiske, der vil give det nordkoreanske styre mulighed for at gå Sydkorea i møde uden at risikere et kollaps i den folkelige tillid til det nordkoreanske regime. Selvom skeptikere vil se Hanoi-mødet som fiasko, forhandlingerne mellem Trump og Un som fastfrosne og præsident Moon’s imødekommende politik som naiv, så er det efterhånden tydeligt, at større engagement er den eneste vej fremad.
Topfoto: J. C. Christensen (1856-1930) og Sydkoreas præsident Moon Jae-In. Collage fra Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her