”We do pictures for tips!”. Det er eftermiddag og den lyshårede, letpåklædte pige, som sammen med sin veninde er en del af showet i den lille flække Palmetto syd for Tampa, Florida, smiler indbydende til mig. Og jeg fatter beskeden – det er ikke det kristne højre, men Trumps højre, der holder fest i dag. Der er en løssluppen stemning, en stemning af at “her skal ingen fortælle nogen hvad der er sundt, godt og hensigtsmæssigt” –political incorrectness at work så at sige. Der bliver hældt striber af Bud Light indenbords, folk ryger både cigaretter, cigarer og joints. Ellers står menuen på cheeseburgers og pommes fritter.
Jeg giver de unge piger tre dollars, knipser et par billeder og går videre.
De fleste af motorcykeldrengene på pladsen foran Peggy’s Corral har nok rundet de halvtreds. Kvinderne er heller ikke vårharer. Men uniformen og udseendet er umiskendelig og stram. Læderbrunt ansigt, solbriller, langt hår, bandana eller kasket, T-shirt med en besked eller to, jeans, og mørke støvler.
Jeg er taget med til en ny-klassiker: Biker Rallies for Trump. Over hele nationen samles bikere i disse måneder for at hylde den republikanske præsidentkandidat fra New York. Disse rallies har eget website, egen side på Facebook, kampagnekoordinatorer og medierepræsentanter.
Trump-kampagnen har også en velekviperet stand på pladsen, hvor de sælger, T-shirts, plakater, kasketter samt foretager vælgerregistreringer.
”It’s a movement”, siger den frivillige Scott Jones og løfter øjenbrynene. Jeg ville egentlig have interviewet Donna, som er kampagnekoordinator, men hun meddeler mig, at hun har lovet Trumps hovedkontor, at hun ikke vil udtale sig til pressen. Hun henviser derfor til alle andre på pladsen. Hun fortæller dog, at hun har været registreret Republikaner i mere end 30 år og at hun til hver en tid vil stemme på partiets kandidater. Hun står sammen med Scott, som rykker lidt frem på sin havestol og siger, at han en enkelt gang har stemt på en Demokrat: “Jimmy Carter i 1976 – han var en god mand.“
Problemet er: USA sakker bagud
Scott understreger, at den nye bevægelse omkring Donald Trump handler om, at middelklassen føler sig presset på grund af udflytning af jobs. Men for Scott er det ligeså vigtigt at sørge for at ”the second amendment” – det andet forfatningstillæg, der sikrer de amerikanske borgere ret til at eje skydevåben, ikke bliver udvandet. I Florida tolker man loven relativt frit og folk her i staten har ret til at bære skjulte håndvåben på sig i det offentlige rum (”concealed carry”).
Scott siger også at USA er på vej til at ødelægge sin infrastruktur og beklager, at så mange jernbaner er blevet nedlagt. ”Se på Kina, de har højhastighedstoge, der jo fandeme kører flere hundrede kilometer i timen – vi sakker bagefter”. Det sidste Scott glæder sig over ved Trump er, at han vil ”gøre noget ved handelsaftalerne”.
Jeg spørger om han er modstander af NAFTA (North American Free Trade Agreement), som er den frihandelsaftale mellem USA, Canada og Mexico, der trådte i kraft i 1994. Scott Jones giver et svar, der minder mest om Libertarianernes Gary Johnson, da denne i forrige uge blev spurgt til, han ville gøre ved Aleppo i Syrien (”what’s Aleppo?”) – ”Ahh, jeg ved ikke så meget om NAFTA, men jeg ved, at noget må gøres hvad angår frihandelsaftalerne, fordi vi mister jobs herhjemme”. Noget tyder på, at Scott helst vil hyggesnakke. Han fortæller mig, at han for en del år tilbage var i København og at han virkelig nød byen, barerne og damerne. Han huskede særligt en irsk bar med et fantastisk flot loft.
Vi giver hinanden hånden og siger farvel.
Sveden hagler af mig. Temperaturen siger 34 grader i skyggen, men det føles som 40. Min Panamahat er allerede gennemblødt og jeg må ind i skyggen. Her møder jeg Dale Maxwell, som virkelig er hurtig på aftrækkeren. Jeg når ikke at stille mit indledende spørgsmål inden han svarer: ”Der er tre årsager – men først vil jeg sige til dig, at jeg er die hard Trump fan. ”Kom og se min bil”. Vi går ud på parkeringspladsen, hvor Dale har placeret sin store hvide van med påskriften: Trump for president – America 1st, står der. Han er tydeligvis stolt og siger: ”se lige på den anden side!” Her har den stolte amerikaner fået trykt teksten: Lying corrupt Hillary for prison.
Vi stiller os under det nærmeste palmetræ. Dale har tydeligvis formuleret sætningerne før: “Nummer et: vores veteraner bliver behandler dårligt, nummer to: vi skal sikre Højesteret, nummer 3: grænserne. Hans kraftige og svedige fingrer peger lige op mod himlen. Det er de tre vigtigste ting”.
Jeg tager min sorte notesbog frem og grifler på livet løs. Siderne bliver hurtigt våde af sved fra mit dryppende ansigt, men jeg skal have det hele med.
”Immigranterne har det efterhånden bedre end vores veteraner og det skyldes de åbne grænser – og det er Obamas skyld. Hillary har heller ikke i sinde at gøre noget ved det. Hun er tilhænger af åbne grænser og når man har åbne grænser, ja så har man ikke et land – og jeg er villig til at dø for mit land og for min sag”, siger Dale og venter lidt på min reaktion.
“Vi er ikke racister – og George Soros styrer meningsmålingerne”
Jeg spørger hvorfor han sætter sin lid til en milliardær fra New York, der er født ind i rigdom. Dale smiler skævt og svarer: ”Donald siger selv, at han kun fik en million til at starte med”. Jeg rynker panden og siger at en million dollars da er vældig mange penge og at mit liv, da i hvert fald havde været en del anderledes, hvis jeg var startet med sådan et beløb. ”Det kan godt være, men det er også svært at holde på sine penge i det her land. Skatterne er tårnhøje og myndighederne vil gøre alt for at flå dig. Mr. Trump har kæmpet hårdt for sine bygninger og han kender dem, fordi han altid har været interesseret i at tale med de ansatte om hvilken løsning der ville være bedst,” svarer han.
Dale skynder sig videre. ”Vi er ikke chauvinister eller racister, som de siger i medierne. Jeg synes alle amerikanere burde stå sammen. Sorte, hvide, hispanics. Det varer nemlig ikke længe før araberne overtager de jobs, som mexicanerne tog fra de sorte for tyve år siden”. Den eneste årsag til, at mange immigranter og flygtninge ikke udgør en jobmæssig trussel lige nu, er ifølge Dale, at de får så mange penge af staten, at de ”ganske enkelt ikke gider at arbejde”. ”Kender du udtrykket: Don’t feed the gators?” Jeg nikker høfligt. Fortsættelsen følger lynhurtigt:
”Man kan jo ikke bebrejde dem. Hvis staten giver folk penge, ja så gider de sgu da ikke også at arbejde. Det er ligesom med alligatorerne. Hvis man fodrer dem, gider de til sidst ikke at jage.”
Jeg tilføjer stilfærdigt, at de seneste meningsmålinger blandt afrikansk amerikanere viser en tilslutning til Trump på mellem 0 og 5 procent og at det nok bliver lidt svært at få sorte og hispanics til at samle sig om Donald Trump. “I don’t believe these polls”, svarer Dale. Sveden hagler også af ham nu. Han er tændt, men fattet: ”Alle meningsmålinger er styret af Soros”.
Det er selvfølgelig lidt af en påstand, at den ungarskfødte rigmand og finansmand George Soros skulle have så meget magt, at han kan manipulere alle de større meningsmålinger. George Soros er imidlertid meget upopulær blandt højrefløjen i USA, på grund af sin åbne støtte til såkaldt progressive sager og kandidater i USA og resten af verden. ”Jeg tror det rette tal er omkring 20 procent, måske mere” siger Dale med henvisning til antallet af sorte, der vil stemme på Trump den 8. november.
Hillary er en løgner
”Hvorfor bryder du dig egentlig ikke om Hillary?” spørger jeg.
”Hun er en løgner. Har været det i fyrre år og er det stadig,” siger han og peger over på sin vogn: ”Det er ikke for sjov, at jeg har skrevet det her på min bil”
Dale er oprindeligt fra New Jersey, men har boet her i det sydvestlige Florida i lidt over tredive år. Han nævner ganske flygtigt nogle af de sager, der for tiden belaster Demokraternes kandidat: den såkaldte ”e-mail-sag”, som ikke vil slippe sit tag i den tidligere udenrigsminister.
Sagen er nu vokset ud af hænderne på de fleste og har efterhånden sit eget liv. Et liv, der skriver sig ind i det meget omtalte begreb, “det postfaktelle samfund” eller “den postfaktuelle virkelighed,” hvor en objektiv sandhed ikke længere er hverken vigtig eller absolut tilstedeværende. I 1990’erne og 00’erne talte vi om virtual reality. Flere folk forsøger denne eftermiddag at tale om ”e-mail-sagen”, men på så forskellige måder og med så forskellige nuancer og tilføjelser, at man ikke ville kunne gengive detaljerne på sober vis uden at bringe sig selv i tvivl om, hvorvidt det var et nyt emne man var gået i gang med.
”Hillary løj om Benghazi” lyder det sluttelig fra Dale. ”sådan én kan man ikke have som præsident” Den generelle fornemmelse hos de floridianske bikere, er da også, at Mrs. Clinton er uegnet som Commander in Chief (øverstbefalende) og at hun kun er med i ræset for egen vinding skyld. Flere gentager Trumps betegnelse for sin modstander: Crooked Hillary.
Efter at have foretaget den rituelle og obligatoriske udveksling af visitkort, ønsker jeg Dale held og lykke med hans kamp for et Great America og slentrer ned af den støvede grusvej mod scenen, hvor en kvartet af honky-tonk musikere trykker den af på scenen. Jeg køber en Bud Light og en cheeseburger og falder i snak med Phil Masey som er tidligere roadie for rockbandet The Allman Brothers. Han har langt gråt hår, sort cowboyhat, blå jeans, sorte støvler og en T-shirt med påskriften ”Welcome to the Gunshine State – we don’t dial 911”.
Jeg vil selvfølgelig gerne vide, hvorfor sådan en gammel musiker og vagabond er så optaget af The Donald. ”He’s the lesser of two evils”, svarer han og blinker. ”Hvad er der i vejen med Hillary?” prøver jeg. ”I just don’t like the cunt”, lyder det råt for usødet tilbage. Jeg spørger om han er sikker på, at han vil citeres for denne udtalelse. Det lader ikke til at genere den ældre mand, som beredvilligt stiller sig i position til en lille fotosession. ”Jeg har 167 våben derhjemme, og ingen skal komme og tage dem fra mig. 2nd Amendment er den vigtigste årsag til, at jeg stemmer på ham,” siger han med eftertryk med henvisning til Trump.
Jeg tørrer ketchup væk fra mundvigene, rejser mig og køber en lotteriseddel og håber, at jeg om 10 minutter har vundet en million. Det har jeg ikke. Musikken og velgørenheds-auktionen trækker ud så længe, at jeg forærer mit lod til en ældre biker-kvinde, som siger: ”thanks honey, leaving already? Have a wonderful day”.
”Already have, ma’am”
Lidt klogere end for fire timer siden sætter jeg mig endnu en gang ind i min Mommy-mobile og kører over den grønne bro til Bradenton. Den tropiske regn pisker lige pludselig ned og gør sigtbarheden dårlig. Jeg håber, at den politiske sigtbarhed er bedre den 8. november og at folk vælger noget, de ikke kommer til at fortryde. Jeg glæder mig allerede til i morgen, hvor jeg skal se og høre The Donald i fuld og levende figur i Fort Myers, hvor hans valgkaravane kommer til Germain Arena.
Topfoto: Phil Maseys T-shirt – “We don’t dial 911” – Foto: Troels Gaihede.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
