EU50 // ORDFØRERRUNDEN – Desværre besluttede et flertal af danskerne under indtryk af den vanvittige russiske invasion af Ukraine at afskaffe det danske forsvarsforbehold, mener Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I år er det 50 år siden, at danskerne besluttede sig for at stemme Danmark ind i det, der dengang var det Europæiske Fællesskab (EF). Debatten i 1972 handlede hovedsageligt om muligheden for at afsætte danske varer i udlandet og foregik også under indtryk af Storbritanniens – en af Danmarks på det tidspunkt største samhandelspartneres – beslutning om at indtræde i EF.
Modstanderne advarede om, at EF ad åre ville udvikle sig til en politisk union, idet Rom-traktaten jo fra begyndelsen har bedyret, at fællesskabet skulle udvikle sig til et stadigt snævrere samarbejde, men det blev bagatelliseret og latterliggjort af tilhængerne.
Netop bagatelliseringen og latterliggørelsen af EU-modstandernes argumenter har været et gennemgående tema de sidste 50 år. Poul Schlüters herostratisk berømte udmelding om, at Unionen var stendød i forbindelse med afstemningen om den såkaldte EF-Pakke i 1986, for at den stendøde union blot opstod fra de døde seks år efter, står som indbegrebet af mange år med løgn og fornægtelse i EU-debatten.
De danske forbehold er fortsat danskernes bedste værn mod EU’s magtbrynde
Den måske vigtigste traktatændring i EU’s historie – nemlig Lissabon-traktaten, der forlængede de skinner, der allerede var lagt ud mod forbundsstaten ved Maastricht-traktaten, fik danskerne ikke lov at stemme om. Med lidt juridiske spidsfindigheder og en ny placering af Rummet i Lissabon-traktaten var der pludselig ikke ifølge Justitsministeriet formelt tale om suverænitetsoverdragelse, og danskerne behøvede ikke at stemme om den traktat, som hollænderne og franskmændene godt nok under andet navn havde forkastet.
De danske forbehold er fortsat danskernes bedste værn mod EU’s magtbrynde. Desværre besluttede et flertal af danskerne under indtryk af den vanvittige russiske invasion af Ukraine at afskaffe det danske forsvarsforbehold. Det var en ubehagelig, opportunistisk beslutning, ja-partierne traf ved at sende forbeholdet til afstemning midt under en krig i Europa.
Det var med armen bag på ryggen, at mange danskere traf deres beslutning. Og dårligt var afgørelsen truffet, før EU-kommissionen barslede med ambitionen om at afskaffe vetoretten på forsvarsområdet, så danske soldater potentielt ude i fremtiden vil kunne stå i en international konflikt uden at have politisk opbakning hjemmefra. Det havde ja-partierne ellers forsikret, aldrig ville ske.
Der er næppe tvivl om, at ja-partierne har fået appetit på mere efter folkeafstemningen i maj. Derfor vil jeg ikke blive overrasket, hvis der i den kommende valgperiode igen bliver udskrevet en folkeafstemning med det formål at tage livtag med et eller flere af de danske forbehold.
Modstanden mod EU-systemet vakler – især til venstre for den politiske midte, hvor Enhedslisten tilsyneladende er på vej til at melde sig ind i klubben af EU-tilhængere.
Som Titanic sejler EU mod isbjerget. Man aner det næppe i Bruxelles og Strasbourg, men EU tager allerede vand ind – og snart vil fartøjet ikke længere være sødygtigt
Det er paradoksalt i en tid, hvor Danmark har mistet sin vigtigste allierede i EU – nemlig Storbritannien, hvor EU har udstedt en ekstraregning på 4,5 mia. kr. om året til de danske skatteborgere i det nye syvårige budget, hvor EU har vedtaget en europæisk mindsteløn og grabber sig ind på en stadig større del af velfærdsområdet fra krav om delt forældreorlov til adgang for EU-borgere til en stribe sociale ydelser.
Ovenstående burde ikke give appetit på mere EU, men på mindre.
De kommende år vil se EU vende sig bort fra Vesteuropa og få stadig større slagside imod øst. Nye medlemslande venter på Balkan, og også Ukraine er blevet anerkendt som ansøgerland, ligesom Tyrkiet har været det i årevis. Danmark risikerer at ende som udkantsområde i det nye EU, men et udkantsområde, der kommer til at betale regningerne for optagelse af de nye medlemslande og reparation af forsømte syd- og sydøsteuropæiske økonomier.
Tyngdepunktet i det nye EU er forskubbet mod Central- og Østeuropa. Og hverken Storbritannien, Norge eller Island er medlemmer af EU. Det er derfor, at vi i Dansk Folkeparti i fremtiden ser et samarbejde mellem netop Storbritannien og de nordiske lande som et alternativ til et EU, der vil blive ved med at blive en stadig dårligere forretning for de såkaldte rige EU-lande.
Danmark kan ikke fortsætte med at betale for stadigt flere dårligt økonomisk drevne lande, og den politiske integration med Bulgarien og Portugal – og i fremtiden Albanien og måske Tyrkiet er dømt til at lide skibbrud. Som Titanic sejler EU mod isbjerget. Man aner det næppe i Bruxelles og Strasbourg, men EU tager allerede vand ind – og snart vil fartøjet ikke længere være sødygtigt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og