ARKITEKTUR & POV BUSINESS // BOGANMELDELSE – Fra begyndelsen af 1960’erne og i årtierne fremover blev opførelsen af enfamiliehuse til danske familier en omfattende forretning for entreprenører, arkitekter og bygherrer. Forud var gået en periode, hvor nogle af Danmarks største arkitekttalenter opførte unikke enfamiliehuse, hvorved de rykkede op i ”arkitekturens mesterklasse”. Flere af disse arkitekter har i mellemtiden vundet verdensry, og deres huse fra 1950’erne har været med til at præge dansk arkitektur og sat den danske modernisme på arkitekturens verdenskort. POV’s Poul Arnedal har læst amerikanske Michael Sheridans bog ”Mesterværker – Enfamiliehuset i dansk arkitekturs guldalder”, som netop er blevet genudgivet.
Den modernistiske arkitektur er en mangeartet størrelse. Den strækker sig lige fra amerikanske Frank Lloyd Wrights organiske “præriehuse” med fantasifulde horisontale former og varierede materialevalg til den ensartede monotome og til tider anorektiske æstetik, som dyrkes af det internationale designmagasin Wallpaper, hvis kodeord er clean – ”renhed”.
Derfor var det med nogen spænding, jeg åbnede bogen Mesterværker af den amerikanske arkitekt og forfatter Michael Sheridan, der bl.a. har specialiseret sig i skandinavisk arkitektur og design, og som også har skrevet en bog om kunstmuseet Louisiana.
En hyldest til dansk arkitektur fra 1950 til 1962
Bogen Mesterværker er ”en hyldest til dansk arkitektur fra 1950 til 1962 (…) hvor en håndfuld danske arkitekter rykkede op i arkitekturens mesterklasse”, fortæller forlaget Strandberg Publishing i sit pressemateriale.
I virkeligheden er der tale om en genudgivelse. Sheridans bog udkom (oversat til dansk) første gang i 2011, og den er i sig selv lidt af et mesterværk, som fortjener stor udbredelse blandt arkitektur- og designinteresserede.
Alene den righoldige billeddækning af de 14 huse gør bogen til en oplevelse for sig
Den er en analytisk og passioneret gennemgang af fjorten unikke enfamiliehuse skabt af arkitekter som Jørn Utzon, Arne Jacobsen, Hanne Kjærholm, Vilhelm Wohlert og Inger og Johannes Exner. Alle huse er karakteriseret ved deres exceptionelle materialevalg og samspil med den natur, hvori de er placeret.
Samtidig er de eksempler på, hvordan man med relativt beskedne midler kan skabe arkitektoniske mesterværker, der skiller sig klart ud fra de ensartede typehuse og til tider kønsløse parcelhuse, der samtidigt og især i den følgende periode spredte sig ud over det danske landskab.
”Et sært uklædeligt og påståeligt fremmedelement”
Alene den righoldige billeddækning af de 14 huse gør bogen til en oplevelse for sig. Men i tillæg hertil har den en lang indledning på næsten 70 sider, hvor Sheridan i både ord og billeder fortæller om udviklingen af det moderne hus i Danmark med masser af referencer til udenlandske og danske inspirationskilder.
Og her får vi også eksempler på andre huse og ikoniske bygningsværker tegnet af de arkitekter, som står bag bogens mesterværker.
Her faldt jeg over et hus, som jeg selv er kommet forbi utallige gange. Det er “Kokfelt-huset”, som Arne Jacobsen (der bl.a. er kendt for Nationalbanken og SAS Royal Hotel i København) tegnede i 1956/57, og som ligger på Strandvejen i Tisvilde, hvor jeg selv bor.
De første mange gange jeg kom forbi det, anede jeg ikke, at det var den navnkundige Jacobsen, der stod bag. I mine øjne var det blot en uklædelig, firkantet kasse
De første mange gange jeg kom forbi det, anede jeg ikke, at det var den navnkundige Jacobsen, der stod bag. I mine øjne var det blot en uklædelig, firkantet kasse, som var stablet oven på et fundament af mursten og på ingen måde passede ind i det traditionelle og ret smukke, kuperede sommerhusmiljø lige ud til Kattegat.
Og sådan har jeg det stadig, hvor jeg fortsat opfatter huset som et sært uklædeligt og påståeligt fremmedelement.
Det siger noget om, hvor taknemmeligt billeder og ord i en bog kan være. For der er sikkert ingen tvivl om, at huset isoleret set er ret unikt, og det tager sig også fint ud på det sort/hvide foto i bogen. Og det har været en prototype til det “svævende” enfamiliehus, som Jacobsen efterfølgende tegnede til en skrånende grund i Sorgenfri, og som er et af de viste mesterværker.
Indretningen af dette hus er, som det er tilfældet med alle de øvrige tretten huse, særdeles velgennemtænkt. Men om det passer bedre ind i omgivelserne end forgængeren i Tisvilde, er vanskeligt at bedømme, når man ikke selv har været på stedet.
Da Jørn Utzon klatrede i træer og skabte et mesterværk
Til gengæld er der et andet hus, som jeg personligt har beundret (og misundt ejerne) adskillige gange uden at ane, hvem der stod bag. Huset ligger på skrænten ud til den kanal, der går mellem Vejlesø og Furesøen i Holte, og står nærmest med fødderne på kanten af kanalen med de frodige bredder.
Det blev tegnet af Jørn Utzon omkring 1953 – fire år inden han vandt konkurrencen om at bygge operahuset i Sidney, som gjorde hans navn udødeligt.
Historien om huset er følgende: En familie havde kig på en af to sammenhængende grunde ud til kanalen (eller åen?) i Holte.
”Utzon gik i gang med sine undersøgelser ved at klatre op i et træ og kigge på de potentielle udsigter. Efter at have taget solens gang, sigtelinjerne og adgangen til åen i betragtning gav Utzon Middelboe-familien det råd at købe begge grunde og bygge midt hen over dem,” skriver Michael Sheridan.
Igen blev det et svævende hus, men denne gang på sortfarvede, præfabrikerede betonstænger i faste modulstørrelser, der samtidig kom til at udgøre husets skelet. Resultatet blev et aflangt hus med en ugeneret udsigt over kanalen og Furesøen og omgivet at høje træer.
For den arkitektur- og designinteresserede er der masse af detaljer og materialer, lysindfald og arkitektoniske finurligheder at fordybe sig i
Som med de fleste andre huse i bogen var midlerne begrænsede, så der blev benyttet billige træsorter. Til lofterne blev ubehandlede fyrrebrædder valgt, gulvet var af asketræ, og både indre og ydre vægge – hvor der ikke var vinduespartier – blev lavet af ubehandlet lærketræ.
På den måde blev interiøret oplevet som en del af naturen udenfor. Og midt i huset er en muret, hvidpudset kerne med pejs og indmuret køkkenfaciliteter placeret samt et smalt åbent trapperum med et enkelt udført smedejernsgelænder ned til grundplanet.
Smukt, enkelt og med variationer for øjet.
Selv om mange af husene i bogen kan minde om hinanden med de store vinduespartier, hvide mure og moderne byggeteknikker, så har de alle deres særlige kendetegn og aftryk afhængig af beliggenheden og arkitekten. Og for den arkitektur- og designinteresserede er der masse af detaljer og materialer, lysindfald og arkitektoniske finurligheder at fordybe sig i udover et overflødighedshorn af smukke billeder.
En middelalderborg i Skodsborg
Et hus skiller sig dog i særdeleshed ud. Det er arkitektparret Inger og Johannes Exners hus i Skodsborg fra 1960-61. Her købte de en grund, som var til at betale, fordi der lå et fredet oldtidsmonument, Mathildehøj, på grunden omkranset af lindetræer. Højen var opkaldt efter dronning Caroline Mathilde, der ofte sammen med Struense gjorde holdt ved højen, når de var på vej til Hørsholm Slot.
Exner-parret er navnlig kendt for deres kirkebyggerier, og det præger også deres hus, som på grund af Mathildehøj måtte bygges langt og smalt. I modsætning til bogens – og mange af tidens – øvrige huse med flade tage og lavloftede rum, så ønskede parret rum med forskellig loftshøjde.
Det resulterede i et massivt, aflangt murstenshus med et tag, der skrånede på langs af huset. I al sin nøgne enkelthed minder det nærmest om en middelalderborg – ”eller endnu en gravhøj”, som forfatteren udtrykker det i bogen. Og den træbeklædte facade i den høje toetagers husgavl står som en kontrast til resten af bygningens rå, changerende, gule murværk, der i øvrigt fik en helt særlig og utilsigtet feature på grund af årstiden for byggeriet.
Videnskabsmanden og nobelpristageren Niels Bohr er også med i bogen Mesterværker. Dog ikke som arkitekt
Det særlige middelalderlige udtryk skyldes først og fremmes anvendelsen af rå, klinkbrændte mursten med uregelmæssige overflader og farvevariationer. Men kort efter murene var bygget, satte det ind med frost, som truede med at ødelægge mørtelens vandtæthed. Derfor fjernede mureren den ødelagte mørtel og erstattede den med en kraftig blanding af kalk og sand, men uden den sædvanlige cement. Som en ekstra beskyttelse mod fugt undlod han at færdigstryge furerne, men lod dem stå rå, ujævne og ubehandlede som i gamle svenske kirker.
Det er med til at give husets murflader dets særlige organiske karakter, som jeg og mange andre godt kunne ønske os – sammen med de klinkbrændte mursten – blev anvendt i langt større udstrækning til glæde for den variation, som desværre er så fraværende i meget andet byggeri.
Et modernistisk anneks til videnskabsmænd og studerende
Videnskabsmanden og nobelpristageren Niels Bohr er også med i Mesterværker. Dog ikke som arkitekt. Men det er Bohr, som er skyld i, at der i dag står en fredet bygning af arkitekten Wilhelm Wohlert på en naturgrund direkte ud til Tisvilde Hegn.
Den skiller sig lidt ud fra bogens øvrige ’mesterværker’, fordi der ikke er tale om et enfamiliehus, men et anneks. Men annekset er i arkitekturkredse åbenbart så enestående, at den skulle med i bogen.
Da Niels Bohr i 1923 fik sin Nobelpris, købte han et ældre hus i Tisvilde Lunde af boet efter den nyligt afdøde Rigmor Stampe. Hun kom oprindelig fra godset Nysø ved Præstø, var født baronesse og havde H.C. Andersen som gudfar. Allerede dengang fik Niels Bohr huset udbygget af arkitekt Edvard Thomsen, men det beholdt sin oprindelige bondestil med hvidkalkede mure, grønne vinduesrammer og stråtag.
Bohr var kendt for at invitere andre videnskabsmænd og studerende op til sit hus i Tisvilde. En af dem var den tyske atomfysiker Werner Heisenberg, der var kommet i Tisvilde lige siden 1920’erne, og hvis besøg hos Bohr-familien under 2. verdenskrig er beskrevet i Michael Frayns prisbelønnede teaterstykke Copenhagen fra år 2000.
Når det overhovedet kunne lade sig gøre for over 60 år siden at skabe disse stilskabende enfamiliehuse på en række attraktive grunde, så skyldes det den daværende ordning med statslån
Så da Niels Bohr i 1957 skulle have huset renoveret, ønskede han samtidig at få en tilbygning med ekstra værelser til sine gæster. Den idé købte arkitekt Wohlert ikke. I stedet foreslog han at tegne et selvstændigt gæstehus, som skulle ligge i en lysning tæt ved hovedhuset. Og sådan blev det.
Resultatet blev en lav aflang træbygning med fem selvstændige værelser og to små separate toilet- og badeafdelinger. Annekset rummer med sine kompakte værelser, der alle har indgang fra en fælles terrasse, en række arkitektoniske finurligheder som f.eks. store 2 meter brede tophængte skodder, der kan slås for de store, sydvendte vinduespartier.
Men de særlige arkitektoniske features ændrer dog i undertegnedes øjne ikke ved, at annekset med sin placering virker som et sært anmassende fremmedelement, som gennem de senere år er blevet en del medtaget af tidens tand, hvilket dog ikke fremgår af bogen, hvis billeder er over 10 år gamle.
Men nu kan både Bohrs hus og annekset se en ny fremtid i møde. I efteråret 2020 købte en københavnsk familie huset og det medfølgende anneks af Niels Bohrs arvinger og er nu i gang med et restaurering af både hovedhuset og det fredede Wohlert-anneks.
Når det overhovedet kunne lade sig gøre for over 60 år siden at skabe disse stilskabende enfamiliehuse på en række attraktive grunde, så skyldes det den daværende ordning med statslån.
Det var en ordning, som fungerede fra 1938 til 1958 og skulle give et løft til boligbyggeriet ved at skabe mulighed for, at familierne fik mulighed for at bygge billige enfamiliehuse. Og det udspandt sig på et tidspunkt, hvor det stadig var muligt at købe en nordsjællandsk grund med udsigt over f.eks. Øresund uden at være millionær. Mange af husene tegnede arkitekterne til sig selv eller til deres bekendte, mens de stadig var i begyndelsen af deres karriere. I slutningen af bogen finder man biografier af arkitekterne bag husene.
Skal man skænke lidt malurt i bægeret, vil det være at påpege den noget ukritiske tilgang til hele den modernistiske og funktionalistiske periode inden for arkitekturen samt de til tider lidt floromvundne beskrivelser, forfatteren begiver sig ud i.
Det ændrer dog ikke ved, at Mesterværker i sig selv er lidt af et uundværligt mesterværk, hvis man interesserer sig for den danske gren af modernismen og arkitekterne bag.
Michael Sheridan: Mesterværker – Enfamiliehuset i dansk arkitekturs guldalder.
336 sider og rigt illustreret
Oversat til dansk af Néné La Beet og Julie Topp-Nørregaard
Pris. 499,95 kr.
Strandberg Publishing
DU KAN LÆSE FLERE AF POUL ARNEDALS ARTIKLER OG PORTRÆTTER HER
Topfoto: Jørn Utzons hus i Hellebæk, som han tegnede til sig selv og familien i 1950. Foto af Thomas Loof & Pernille Pedersen fra bogen “Mesterværker”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
