MATISSE-UDSTILLING // PORTRÆTINTERVIEW – ”Gorgeous? Oh yeah,” skrev magasinet The New Yorker, da Matisse-udstillingen ’Det røde atelier’ tidligere på året blev vist på Museum of Modern Art i New York. Nu er der mulighed for at se den samme udstilling på Statens Museum for Kunst i København. Et af værkerne vises for første gang i sin restaurerede pragt, og det kan man bl.a. takke den dansk-amerikanske forretningsmand og kunstmæcen med jødisk-russiske rødder, Ilya Katsnelson, for.
Der står Natalia Privalova og Ilya Katsnelson på bronzeskiltet ved hoveddøren i den statelige bygning i Rømersgade, som bl.a. også rummer Dansk Cyklistforbunds hovedsæde og en børnehave.
Ilya Katsnelson har inviteret mig indenfor i den herskabelige andensals lejlighed, hvor der hænger moderne kunst på væggene, og der bag de farvede glaslåger i det ene af de store, høje bogskabe i stuen med udsigt over Israels Plads gemmer sig en imponerende samling af kunstbøger.
Det er Ilya Katsnelsons hustru gennem tyve år, Natalia Privalova, der har stået for indretningen af hjemmet. Hun har studeret historie og indretningsdesign i både Moskva og København. Samtidig er hun også mesteren bag den cheesecake american style bagt på butterdejsbund, hun serverer, inden vi går i gang med at snakke. Og selv jeg – der på ingen måde er nogen tilhænger af denne kagetype, som i øvrigt stammer helt tilbage fra det antikke Grækenland – må fuldstændig overgive mig til hendes bagværk.
Afgørende støtte til stor Matisse-udstilling
Den umiddelbare anledning til besøget er en Matisse-udstilling på New Yorks Museum of Modern Art – også kendt som MoMA – der åbner til maj og i efteråret 2022 rejser videre til Danmark, hvor den skal vises på Statens Museum for Kunst (SMK).
Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem MoMA og SMK. Og begivenheden giver organisationen AFSMK – American Friends of Statens Museum for Kunst – mulighed for at involvere sig på forskellig vis. Ilya Katsnelson spiller en væsentlig rolle som både bestyrelsesmedlem af og økonomisk bidragyder til AFSMK, og han har bidraget økonomisk med støtte til rejseaktivitet i forbindelse med udstillingen samt til restaureringen af et af de værker, der skal vises.
Det eneste gode ved at være jødisk i USSR var, at ’you could get the fuck out of there’
Det centrale værk i den kommende Matisse-udstilling er hans maleri, Det røde atelier fra 1911, som bl.a. blev beskrevet her på POV International i weekenden af vores kunstredaktør, Dorte Jelstrup. Det forestiller kunstnerens atelier i pariserforstaden Issy-les-Moulineaux, hvor der på væggene er afbildet en række af den franske kunstners øvrige billeder, og det er lykkedes at samle alle disse originale værker, som også vises på udstillingen. Tre af dem tilhører SMK.
Det ene af værkerne, Nymfe og faun, var dog i en sådan forfatning, at det behøvede at blive restaureret for at kunne krydse Atlanten og blive udstillet, og det er ikke nogen nem og billig affære. Men takket være AFSMK og organisationens medlemmer og sponsorer lykkedes det at indsamle de 30.000 dollars, restaureringen ville koste, og som nu har gjort, at udstillingen vil blive komplet.
Vil åbne amerikanernes øjne for den danske kunst
AFSMK handler ikke kun om Matisse-udstillingen. Organisationens vigtigste mål er at introducere Statens Museum for Kunsts samlinger til den amerikanske offentlighed og samtidig styrke og brande museet bl.a. gennem et målrettet arbejde med udvikling af dansk-amerikanske relationer og involvering af relevante erhvervsvirksomheder.
Det er allerede sket gennem to udstillinger med værker af hhv. Hammershøi og L.A. Ring på både den amerikanske vestkyst og østkyst. Og i øjeblikket forberedes en stor udstilling af danske guldaldertegninger, der skal vises i Los Angeles og New York i 2023, fortæller Ilya Katsnelson.
”Kunst er et fantastisk medie til at åbne folks øjne og sind. En af de ting, jeg altid har nydt ved at være en amerikaner, der bor i Danmark, er, at jeg kan se de vidunderlige ting i det danske system og nogle af fordelene ved det amerikanske system. Hvis de to ting smeltede sammen, ville det skabe det bedste af begge verdner,” siger Katsnelson og fortsætter:
”Det er meget godt, at Bernie Sanders og Hillary Clinton kan lovprise det danske velfærdssystem, men det er i mine øjne lidt for todimensionalt. Jeg vil have den tredje dimension med – kunsten og den følelse, den kan skabe i folk. For det er gennem kunsten, man virkelig når ind til essensen af et lands kultur. Samtidig er kunsten også en fantastisk bølgebryder i USA for de virksomheder, som er en del af AFSMK, og som er med til at sponsorere udstillingerne i USA.”
Flygtede fra Sovjetunionen som 10-årig
Ud over kunsten, så er det også Ilya Katsnelsons baggrund som jødisk flygtning fra Sovjetunionen til USA, som har skærpet min nysgerrighed. Og ikke mindst hans mangeårige karriere som først amerikansk og siden dansk forretningsmand, der har skabt ham den formue, han i dag som 56-årig bl.a. bruger som løftestang for det dansk-amerikanske samarbejde på såvel det kunstneriske, det virksomhedsmæssige og mange andre planer.
”Det eneste gode ved at være jødisk i USSR var, at ’you could get the fuck out of there’,” fortæller han. For selvom han har boet i Danmark i 31 år og taler flydende dansk, så foregår vores samtale på det sprog, han voksede op med i sin barndom og ungdom, og som har været hans væsentligste arbejdssprog hele hans professionelle liv – dog krydret med danske ord og begreber som f.eks. ”røde pølser” og ”aktindsigt”, når det amerikanske ikke helt slår til.
Mine forældre kunne uden problemer have valgt at flytte direkte til Israel, men min far ville til USA, som han anså for landet med de største muligheder
Ilya var 10 år, da hans familie rejste fra Sovjetunionen på en enkeltbillet i 1976 og efter et halvt års ophold i Italien fik tilkendt asyl i USA.
”Der var en masse både åbenlys og skjult antisemitisme i Sovjetunionen også efter Stalins død, og da vi endelig var kommet til USA, spurgte jeg min far:
’Hvornår besluttede du dig for at forlade Sovjetunionen?’
’I 1956,’ sagde han uden tøven.
Og det havde ikke noget med Sovjets invasion af Ungarn eller andre udenrigspolitiske spørgsmål at gøre. Han havde ansøgt om at komme til at studere på det russiske Institut for Luftfart i Moskva, men blev afvist. Begrundelsen var, at han havde fået en dårlig karakter i tysk.
’Var du dårlig til tysk?’ ’Nej, jeg var den bedste i klassen!’ Den reelle årsag til, at han blev afvist, var, at han var jøde. På det tidspunkt fandt han ud af, at Sovjet aldrig kunne blive hans fædreland,” beretter sønnen Ilya nu 65 år senere i lejligheden i København.
I stedet for luftfarten fik faren mulighed for at uddanne sig til ingeniør med speciale i landbrugsmaskiner, og da han tyve år senere besluttede sig for, at nu var det tid til at forlade Moskva og Sovjetunionen, var han ophavsmand til 40 forskellige internationale patenter.
Har arvet interessen for kunst fra sin far
”Når man som jøde anmodede om at rejse ud af landet, blev du frataget dit statsborgerskab, og du skulle betale for at forlade landet, fordi staten havde betalt for både din og din families uddannelse og øvrige sociale og sundhedsmæssige fornødenheder. Så vi forlod Sovjet som statsløse og stort set uden penge på lommen. I dag har alle mine tre børn dobbelt statsborgerskab. De to ældste er universitetsuddannede, og den yngste er aspirant på Den Kongelige Balletskole. De kan rejse, hvorhen de vil, og er borgere i to frie, demokratiske lande, Danmark og USA. Og det kan vi takke min far for,” siger Ilya Katsnelson.
”Mine forældre kunne uden problemer have valgt at flytte direkte til Israel, men min far ville til USA, som han anså for landet med de største muligheder. Derfor måtte vi tilbringe et halvt år i Italien, mens vi ventede på, at vores asylansøgninger blev behandlet. Det kunne vi bl.a. takket være økonomisk støtte fra en række filantropiske organisationer, bl.a. The World Jewish Crongress. Her brugte min far otte timer hver dag for at lære sig amerikansk, og da vi endelig landede i USA, gik der kun tre måneder, før han fik job inden for sit fag, og han endte med at starte sin egen virksomhed.”
Vi havde begge et godt internationalt netværk og var vant til at handle med russerne. Så jeg lånte 40.000 kr. til min del af indskudskapitalen i Danske Bank
Der var også skrappe restriktioner for, hvor meget flygtninge måtte bringe med ud af Sovjetunionen, så da familien Katsnelson efter deres ankomst til New York modtog et par store trækasser med deres ejendele, var sønnen nysgerrig efter at se, hvad forældrene havde valgt at tage med sig. Det viste sig for en stor dels vedkommende at være bøger og ikke mindst kunstbøger, som dengang var en sjældenhed i USSR, og hvoraf mange i dag har plads i bogskabet på anden sal i Rømersgade.
”Hvis der er noget, jeg har arvet efter min far, så er det interessen for kunst. Allerede fra en af de første måneder efter vi var kommet til USA, begyndte han at abonnere på Time-Life Kunstbibliotek, hvor der hver måned udkom et digert værk om en af verdenskunstens store malere. Og min far begyndte at studere dem fra ende til anden fra det øjeblik, de ankom med posten, så han havde læst det hele, inden den næste bog ankom,” fortæller sønnen.
Studieophold i Oslo og ‘blind date’ i København
De næste 15 år boede Ilya Katsnelson i USA. Men så snart han kom på universitetet, benyttede han enhver lejlighed til at komme til udlandet. Efter et år i Mexico, hvor han studerede spansk, kom han i 1989 til Oslo på et stipendium, som indebar, at han også skulle besøge de øvrige skandinaviske lande.
Her traf han på en blind date i København sin første kone, Vibeke, og de giftede sig hurtigt, så hun kunne blive i USA. Efter de havde fået deres første søn, og Ilya som 23-årig havde afsluttet sin universitetsuddannelse, arbejdede han et par år i sin fars virksomhed, som bl.a. solgte amerikanske landbrugsprodukter og -maskiner til den temmelig miserable russiske landbrugssektor, der dårligt kunne brødføde sin egen befolkning.
Han har dårligt fået udtalt ordene, før hans telefon ringer. Han kigger på displayet og siger med et stort grin: ”Talking about the Devil!”
Men det var ikke altid lige problemfrit for sønnen at have den viljestærke far som chef, så da hans kone foreslog, at de flyttede til Danmark, var Katsnelson ikke sen til at slå til.
”Vi ankom til Danmark den 6. juni 1991. Boris Jeltsin var kommet til magten i det nye Rusland et år tidligere. Jeg var 25 år og skulle finde mig et arbejde. Jeg talte flydende engelsk, russisk, spansk og et passende fransk – men endnu ikke dansk. Jeg sendte omkring 200 ansøgninger, men selvom jeg kom langt i en række ansættelsesprocesser i store danske virksomheder, som var ved at etablere sig i Moskva, endte det altid med, at det var en dansker, som fik jobbet, selvom de ikke kunne russisk.”
Fik et tilbud fra en ny dansk ven
Til gengæld fik han et tilbud fra en af sine nye danske venner om, at de sammen skulle starte en virksomhed. Peter Kolos hed han og var lige blevet gift med sin ungdomskæreste, Marianne Stagetorn, som i dag er indehaver af Københavns kendteste konditori, La Glace.
”Peters far ejede en række slagterier i Ungarn, som tidligere havde solgt kød til de russiske tropper i Østtyskland, som nu var trukket tilbage. Vi havde begge et godt internationalt netværk og var vant til at handle med russerne.
Så jeg lånte 40.000 kr. til min del af indskudskapitalen i Danske Bank, så vi kunne starte vores virksomhed. Og gennem de følgende år solgte vi fødevarer fra hele verden til Rusland: Crabsticks fra Sydkorea, kulmule fra Sydafrika, svinekød fra Canada, oksekød fra USA, kød fra Danmark og frugt og grønt fra Holland. Der fandtes ikke det spiselige produkt, som vi ikke eksporterede.
Jeg blev ofte tilbudt bestikkelse – eller kickbacks, som det kaldes. Men det er også en farlig vej at begive sig ind på, for når du først er startet, så har dine samarbejdspartnere fået dig på krogen
Det var en succesfuld virksomhed lige indtil 1998, hvor den russiske økonomi kom i vanskeligheder, og rublen blev drastisk devalueret. Vi havde 5 mio. dollars i udestående. Som nogle af de få fik vi en stor portion af vores penge hjem, fordi vi altid havde opført os ordentligt og aldrig havde deltaget i korruption og bestikkelse, som ellers mere var – og er – reglen end undtagelsen i den russiske forretningsverden. Men for os var der ikke blot tale om en forretningsmæssig relation. De kendte os personligt og stolede på os.”
Makkerparret stod krisen igennem og ”kom op på hesten igen,” som Ilya Katsnelson udtrykker det. Men dansk-amerikaneren var inde i en personlig krise både arbejdsmæssigt og privat.
”Jeg var løbet sur i dag ud og dag ind at skulle løse de samme logistiske problemer med at få varer fra vores leverandører over hele verden sendt til Rusland. Samtidig var jeg midt i en skilsmisse fra min første kone,” forklarer Katsnelson, der trak sig ud af virksomheden, men samtidig understreger, at han stadig tæller både Vibeke og ikke mindst Peter Kolos som sine nære venner.
Han har dårligt fået udtalt ordene, før hans telefon ringer. Han kigger på displayet og siger med et stort grin: ”Talking about the Devil!” (som i parentes bemærket betyder det samme som det danske udtryk ”Når man taler om solen …”).
”Peter, jeg sidder lige midt i noget. Kan jeg ringe til dig lidt senere,” siger han og afbryder forbindelsen, mens han ser på mig med et underfundigt smil.
Samtidig med at han trak sig ud af den fælles virksomhed med Peter Kolos, fik Ilya Katsnelson et tilbud fra det store russiske olietankerfirma, Volgo Tanker, som havde en noget skrantende økonomi. Tilbuddet gik ud på at blive kommerciel direktør i et dansk firma, som skulle have ansvaret for deres internationale handel og få det russiske selskabs økonomi på ret køl.
En vigtig årsag til, at Katsnelson blev tilbudt jobbet, var ikke mindst, at han var kendt som en hæderlig og ubestikkelig forretningsmand.
”En vigtig del af det at drive forretning handler om personlige relationer. Og i det russiske forretningsliv var – og er – der korruption overalt. Jeg blev ofte tilbudt bestikkelse – eller kickbacks, som det kaldes. Men det er også en farlig vej at begive sig ind på, for når du først er startet, så har dine samarbejdspartnere fået dig på krogen, og det er ikke til at komme ud af igen. Så hver gang, jeg stødte på det, gik jeg direkte til virksomhedens CEO og informerede ham om, at vi var blevet tilbudt bestikkelse.”
Efterlyst gennem Interpol af de russiske myndigheder
”Men hvad vidste jeg om shipping? Stort set intet. Så jeg gjorde ligesom min far havde gjort i Italien. Jeg tog et shippingkursus gennem Cambridge Academy of Transport og satte mig ned otte timer om dagen gennem to måneder, indtil jeg vidste stort set alt, hvad jeg havde brug for, om shipping og handel med olie og kunne starte i jobbet i november 2000. Og i løbet af et års tid lykkedes det at fordoble omsætningen, så det var noget af en succes.”
Men heller ikke i den russiske forretningsverden får træerne lov til at vokse ind i himlen. For i de russiske myndigheders øjne blev den oliehandel, Ilya Katsnelson var involveret i, for stor en succes. Og efter fire år begyndte den russiske stat en fjendtlig overtagelse af Volgo Tanker.
”Virksomheden kom under falsk anklage for skatteunddragelse. Den fik beslaglagt alle sine bankkonti, og på den måde låste man al aktivitet. Det betød, at firmaet ikke kunne betale sine søfolk og andre udeståender. Men fordi vi var en dansk virksomhed, kunne vi betale regninger og udeståender direkte fra vores bankkonti i Danmark, så de ikke kunne stjæle virksomheden fra dens retmæssige ejere. Det pissede dem af. Og selv om jeg gerne ville ud af det, så kunne jeg ikke, fordi min opgave var at beskytte aktionærerne,” siger Katsnelson.
Efter to år gjorde de russiske myndigheder dog kort proces og udstedte en international efterlysning og arrestordre mod danskeren gennem Interpol. En såkaldt ’Red Notice’. Samtidig lukkede de den russiske virksomhed helt ned. Dermed var der heller ikke noget at lede her fra Danmark.
Arresteret i Lübeck og smidt i tysk højsikkerhedsfængsel
Det var på det tidspunkt, der overgik den dansk-amerikanske forretningsmand med de russiske rødder noget af det værst tænkelige, som en familiefar, forretningsmand og lovlydig borger (med blot tre fartbøder på CV’et) kan komme ud for.
Han var på vej i bil op gennem Tyskland, da han ved et rutinetjek blev standset af det tyske politi uden for Lübeck. Op på politiets skærm dukkede Interpols ’Red Notice’, som betyder, at man er efterlyst for en alvorlig forbrydelse, som bl.a. kan omfatte mord. Katsnelson blev arresteret på stedet, og i en eskorte på fem pansrede biler og en overflyvende helikopter blev han kørt til et højsikkerhedsfængsel i Lübeck og låst ind i en celle.
”Det er det værste, jeg nogen sinde har oplevet. Jeg anede ikke, hvad der ville ske. Ville jeg blive sendt tilbage til Rusland?
Jeg fik lov til at sidde i 12 dage i denne uvished, indtil fængselschefen en dag kom ind til mig og sagde: ’Hr. Katsnelson, vi ved godt, at De ikke hører til her. Vi ved, det er forkert. Men vi er nødt til at følge reglerne. Vi vil dog også forsøge at gøre Deres ophold her så lidt ubehageligt som muligt.’
Ved at læse op på min sag og lytte til, hvad jeg fortalte dem, var de blevet overbevist om, at det, russerne sagde, var bullshit, men de kunne ikke bare ignorere Interpols arrestordre.”
De grinede ad ham, fordi han blev fanget af en kvindelig betjent, som overmandede ham, mens det, at han lige havde dræbt sin kone med en økse, var underordnet
For at bevare sin sunde fornuft skrev Ilya Katsnelson dagbog under hele sit ophold i fængslet, som kom til at vare i 50 dage. Og når han i dag i mere afslappede omgivelser kan sidde i sin sofa og berette om ”de ret bemærkelsesværdige bekendtskaber”, han fik i fængslet, er det tydeligt, at han tænker tilbage på sin dagbog, som han stadig jævnligt tager frem og læser i nu 14 år senere.
”Det var på alle måder en livsformende oplevelse. Man er lukket inde i sin celle 23 timer i døgnet og har kun én times Freistunden til gårdtur. Og her mødte jeg nogle ret interessante typer. Mange af de indsatte var russere, og ham, der tilsyneladende var deres leder, hed Igor og blev på en eller anden måde ’min ven’.
Efter en uge sagde han til mig: ”Jeg er virkelig glad for, at du er her. Jeg har ikke haft en intelligent person at tale med i et helt år.” Han var en selvsikker og dominerende ung mand, som havde været i Fremmedlegionen, leder af en kriminel bande og sad inde for bl.a. væbnet røveri og afpresning. He was a hard core nasty shit. Det var ikke uden grund, han sad i et højsikkerhedsfængsel.”
“Og så kom jeg der som en lovlydig borger og var nødt til at være temmelig agtpågivende og overveje hvert ord, jeg sagde. Det blev noget af en både sociologisk og psykologisk oplevelse,” konstaterer den københavnske familiefar, der fik flere spændende bekendtskaber inde bag fængselsmurene.
Langvarigt venskab med den protestantiske fængselspræst
”For at slippe ud af cellen om søndagen var den eneste mulighed at gå til gudstjeneste i fængselskirken. Så det gjorde jeg selvfølgelig. Det skiftede mellem at være en protestantisk og en katolsk gudstjeneste, og jeg var der bl.a. i påsken, hvor der var ekstra mange gudstjenester.
Da var det katolikkernes tur, og jeg kom til at sidde ved siden af Sergei, som var en stor russisk fyr, der sad inde for fem væbnede røverier – som han selvfølgelig hævdede, han aldrig havde begået.
Og så var der en lille, meget sød tysker, som kom til samtlige gudstjenester og delte bibler, salmebøger og tulipaner ud til os alle. ’Hvorfor er han her så?’, spurgte jeg Sergei. ’Nå, han dolkede sin søn ihjel i sit køkken under et skænderi, hvor de var fulde, så han har fået en livstidsdom,’ svarede Sergei henkastet.
Der var en anden fange, som de andre grinede og pegede fingre ad, når vi var på gårdtur. ’Men hvorfor?’ spurgte jeg Igor.
’Fordi han blev fanget af en kvindelig betjent.’
’Hvorfor er det så sjovt?’
’Jo, han løb ud af sit hus og svingede med en økse efter at have dræbt sin kone med den, og så fangede hun ham … ‘
De grinede ad ham, fordi han blev fanget af en kvindelig betjent, som overmandede ham, mens det, at han lige havde dræbt sin kone med en økse, var underordnet. Det var et lidt andet værdisystem end det, jeg var vant til. Og det var den slags mennesker, jeg var sammen med.”
Det første, jeg gjorde, var at gå op i cafeteriet og købe en rød pølse med brød og sennep og det hele. Og det smagte faktisk godt
Opholdet resulterede også i et enkelt langvarigt venskab. Det var til den protestantiske fængselspræst, Burchard Bayer, som kom og talte med Ilya Katsnelson i cellen hver eneste dag.
”Han var særdeles hjælpsom over for mig og sagde allerede ved sit første besøg, at jeg var et eksempel på hans raison d’être for at være fængselspræst. Han missede kun en enkelt dag, og vi sad i mindst to timer og snakkede om alt fra filosofi til historie og politik. Han øvede sig på sit engelske, og jeg nød hans stimulerende selskab. Lige siden er han kommet hvert år hele vejen fra Lübeck på sin 110CC BMW-motorcykel for at besøge mig.”
Beskyttet af tysk politi mod russerne
Da jeg spørger lidt nysgerrigt ind til, hvordan det er med sådan et venskab mellem en protestantisk præst og en forretningsmand med jødiske rødder, svarer Ilya Katsnelson uden tøven: ”Jeg har det sådan, at mennesker som virkelig er spirituelle og tror på eksistensen af en eternity (evighed, red.), de følger ikke dogmerne. Det er, som Søren Kierkegaard sagde, at ”mennesker, som bærer deres religion uden på tøjet, de er falske.” Religion er inden i dig. Og religion har aldrig været et spørgsmål imellem Burchard og mig.”
At han heller ikke på nogen måde er ortodoks i sin jødiskhed, understreger en af hans allerførste handlinger, efter han igen havde fået fødderne på dansk jord – eller rettere skibsdæk: ”Da jeg kom ud af fængslet, holdt der tre pansrede biler med væbnede vagter og ventede på mig. Jeg kiggede spørgende og sagde: ’Jeg troede, jeg var en fri mand nu?’ ’Det er du også,’ lød svaret, ’men vi gør det for at beskytte dig.’ ’Mod hvem?’ ’Mod russerne!’
Og de var temmelig insisterende, så jeg accepterede det og indså det ironiske i, at de havde holdt mig indespærret i 50 dage takket være russerne. Nu fandt de det nødvendigt at beskytte mig mod de selv samme russere.”
”De kørte mig hele vejen til færgen i Puttgarden – dog uden helikopterledsagelse denne gang. Da vi kom ombord, opsøgte mine politivagter kaptajnen og fortalte, at de kom fra forbundspolitiet og var bevæbnede, og at de var på skibet for at garantere min sikkerhed. Det første, jeg gjorde, var at gå op i cafeteriet og købe en rød pølse med brød og sennep og det hele. Og det smagte faktisk godt, hvilket siger noget om kvaliteten af maden i det tyske fængsel.”
Sponsor for permanent udstilling af dansk nutidskunst i USA
Ud over at investere i virksomheder og start-ups, hvis formål og værdigrundlag stemmer overens med hans egne, så bruger Ilya Katsnelson i dag også en væsentlig del af sin tid og en del af sin formue på, som han siger, ”at gøre noget godt for verden omkring mig.”
Herunder hører både uddannelse, kunsten og det dansk-amerikanske samarbejde. Og gerne på kryds og tværs af de forskellige områder. Bl.a. er han involveret i det program, som i 1980’erne sendte ham til Skandinavien og Danmark og stadig sender både amerikanske studerende til universiteter i de nordiske hovedstæder og danske studerende den anden vej. Samtidig er han involveret i en amerikansk sommersprogskole, hvor han selv underviste som ganske ung, og som giver børn og unge mulighed for at lære fremmede sprog – heriblandt russisk og de nordiske sprog.
Og selvom de amerikanske kunstudstillinger i AFSMK-regi udgør en væsentlig del af hans virksomhed som kunstmæcen, har Ilya Katsnelson også andre bolde i luften på den front.
Han er således dybt involveret i et stort nyt projekt med en af de ældste kunstinstitutioner i USA, Albright-Knox Museum, som ligger i Buffalo i staten New York.
Jeg mener, at hvis folk har masser af penge og ikke deler dem med andre – what’s the fun in that?”
”Der findes ikke et eneste museum i USA, som har en permanent samling af skandinavisk nutidskunst. Men nu har Albright-Knox sat sig som et mål at lave en sådan samling. Over en periode på 50 år vil de indsamle skandinavisk samtidskunst og skabe en permanent udstilling af det. Det skal bl.a. finansieres af sponsorer fra alle fem skandinaviske lande inklusive Island, og jeg er en af de grundlæggende sponsorer her i Danmark. Det vil være et fantastisk udstillingsvindue for unge og nye danske billedkunstnere.
Det er indtil videre lykkedes at samle 10 mio. dollars, og projektet har allerede en permanent kurator her i Danmark, som skal indsamle værker af nutidskunst. Det er et langtidsprojekt, som jeg ikke vil kunne nå at se enden på, men til gengæld vil mine børnebørn få fornøjelsen af det,” fortæller Ilya Katsnelson og fortsætter:
”Som jeg vist allerede har sagt, så handler kunst bl.a. om at opleve virkeligheden og forstå hinanden. Vi ser alle sammen noget forskelligt i et kunstværk. Men hvis det efterlader et indtryk på dig, så er det kunst. Og jeg føler, at jeg har en forpligtelse til at give noget tilbage til det samfund, som har givet mig så meget.
Jeg tænker ofte på en anekdote af den spanske renæssanceforfatter Lope de Vega, som handler om en hund, der sidder på en høstak. Den kan ikke selv æde høet, men når der kommer nogle køer og vil spise af det, skræmmer den dem væk med sin gøen. Men hvad er meningen med det? Jeg mener, at hvis folk har masser af penge og ikke deler dem med andre, så er de jo nøjagtig som hunden på høstakken – what’s the fun in that?”
Berømt maleri af kyssende Bresjnev og Honecker på toilettet
Vi har efterhånden talt sammen i næsten et par timer, og Natalias urtete, som har ledsaget hendes cheesecake, tvinger mig til at låne toilettet. Her opdager jeg, at kunstelskerne i dette hjem også har en god portion humor, som rimer på et folkeligt dansk kulturklenodie. For ligesom grisehandler Larsen i Matador havde et billede af Hitler hængende ude på sit lokum, så har Ilya og Natalia det berømte billede fra Berlinmuren af Bresjnev, der kysser den østtyske partileder Honecker, hængende over deres WC.
”Ja,” siger Ilya Katsnelson, da jeg kommer tilbage, ”det er det samme billede, som den østtyske kunstner Dimitri W. Wrubel lavede som graffiti på Berlinmuren. Da jeg besøgte ham i hans galleri i Berlin, fik jeg ham til at lave et tilsvarende billede til mig, så det er et originalt Wrubel-maleri.”
Og hvad blev der så af hele miseren med den russiske arrestordre?
Jo, den 1. april 2016 – altså otte år efter han havde siddet i fængslet i Lübeck – besluttede Interpol at slette alle data omhandlende den dansk-amerikanske forretningsmand, og at alle lande skulle slette ’den røde notits’.
”Det betyder dog ikke, at jeg kan rejse sikkert overalt. Ethvert land kan ignorere Interpols ordrer, ligesom de kan ignorere en arrestordre. Så jeg kan kun rejse i lande, hvor jeg ved, det vil blive respekteret,” slutter Ilya Katsnelson.
Og én ting er sikkert. Han har ingen aktuelle planer om at rejse til Putins Rusland.
(Denne artikel blev første gang bragt i POV International den 11. januar 2022.)
Matisse: Det røde atelier
Statens Museum for Kunst – SMK
Sølvgade 48-50, 1307 København K
13. oktober 2022 – 26. februar 2023
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
