KUNSTUDSTILLINGER // ANBEFALING – Der er meget at glæde sig til i forhold til visninger af billedkunst i Danmark i 2022, skriver billedkunstner og filosof Dorte Jelstrup, der optegner en baggrund for kunstårets tre absolutte hovedpunkter: Forårets og sommerens drømmeudstillinger af fransk-russiske Sonia Delaunay og amerikansk-tyske Dorothy Iannone på Louisiana og Statens Museum for Kunsts prestigefyldte Henri Matisse: Det røde atelier i efteråret, skabt i samarbejde med The Museum of Modern Art i New York.
Lad os her ved indgangen til det nye år håbe, at det vil lykkes at undgå fortsatte nedlukninger på de danske kunstmuseer i kølvandet på Omikronens fremmarch herhjemme. For der er adskillige glimtende kunstneriske juveler på museernes udstillingsprogrammer for 2022. Udstillinger, som mange med et hjerte, der banker for billedkunst, rigtig gerne vil se.
Som ofte har Louisiana Museum of Modern Art førertrøjen, når det handler om udstillinger med vægt på værker skabt af nogle af det 20. århundredes allermest excellente kvindelige billedkunstnere. Kadencen er tårnhøj i Humlebæk i disse år i forhold til dette visningsmæssige spor i det samlede program. 2022 er ingen undtagelse, hvad det angår, og man må blot sige til kuratorstaben på Louisiana, at det her, det gør I simpelthen bare fantastisk godt. Faktisk er det næppe for meget at sige, at museet nærmest har et par drømmeudstillinger med værker af kvindelige kunstnere i støbeskeen med henblik på visninger for det krævende og kræsne kunstpublikum i 2022.
Kolorisme og russisk folklore
Første kronjuvel i dén sammenhæng er den planlagte monografiske udstilling med Sonia Delaunay (1885-1979). Den russiskfødte Delaunay, der havde sit mangeårige kunstneriske hovedvirke i Frankrig, er med rette at betegne som værende én af det 20. århundredes avantgardens amazoner.
Delaunay tilføjede i lighed med eksempelvis Alexandra Exter (1882-1949) den europæiske modernisme en vibrerende livlig og intens koloristisk sansemæssighed med rødder også i russisk folklore, ligesom hun – atter i lighed med Exter, men også andre kvindelige modernistiske sværvægtere som f.eks. Liubov Popova (1889-1924) – rejste et kunstnerisk projekt, der hvilede på den grundantagelse, at medialiteter som maleri, tegning og tekstil er størrelser, der er gensidigt afhængige af hinanden, og som integrerende lader sig sammenholde i et større komplekst net spundet af visuelle og tænkningsmæssige forbindelser og relationer.
Man kan også sige det på anden vis: Maleri, tegning og tekstil udgjorde for både Delaunay, Exter, Popova og andre af det 20. århundredes avantgardens amazoner referenter for begreber, hvor det var en på én gang kunstnerisk og filosofisk pointe at udforske disse begreber, deres grænser og ikke mindst og først og fremmest deres åbenhed, fluiditet og interrelationalitet
Man kan også sige det på anden vis: Maleri, tegning og tekstil udgjorde for både Delaunay, Exter, Popova og andre af det 20. århundredes avantgardens amazoner referenter for begreber, hvor det var en på én gang kunstnerisk og filosofisk pointe at udforske disse begreber, deres grænser og ikke mindst og først og fremmest deres åbenhed, fluiditet og interrelationalitet.
Præcist ved dette adskiller og udmærker eksempelvis de nævnte kvindelige modernistiske hovedskikkelser sig fra deres mandlige kolleger i perioden. Og det overbevisende knockout-argument for at vise deres værker ved store monografiske udstillinger som nu aktuelt den kommende solo med Delaunay på Louisiana Museum of Modern Art er således essentielt et argument med et skarpt skåret fokus på det kunstneriske, det æstetiske og det teoretiske.
Udvidet æstetisk felt og stærk sansemæssighed
Der er fra disse nævnte kvindelige kunstneres side tale om et uhyre originalt teoretisk take på den europæiske modernisme, som bringer modernismen ud i en slags udvidet æstetisk felt, der – som et resultat af denne æstetiske ekspansion – tillige kaster en hyperstærk sansemæssighed tilbage og ind i dén del af deres værker, der stramt, stringent og konservativt klassisk og konventionelt lader sig klassificere som fine art, nemlig deres malerier.
Der venter os alle en stor kunstoplevelse i mødet med Delaunays farvemættede formorganiseringer udfoldet i imponerende og optisk righoldige malerier, tekstiler, beklædningsgenstande og kostumer
Derfor er det kunstnerisk set ekstremt interessant at se store præsentationer af disse modernistiske mesterinder, og derfor er der mere specifikt al mulig god grund til at tage turen mod nord, når Louisiana Museum of Modern Art slår dørene op for den store Delaunay-udstilling, der er programsat fra d. 12. februar til d. 12. juni, 2022.
Der venter os alle en stor kunstoplevelse i mødet med Delaunays farvemættede formorganiseringer udfoldet i imponerende og optisk righoldige malerier, tekstiler, beklædningsgenstande og kostumer.
Drømme om en utopisk frigørelse
Den næste superdiamant i rækken af udstillinger på Louisiana Museum of Modern Art i 2022 er uomtvisteligt den planlagte soloudstilling med værker af Dorothy Iannone (f. 1933). Det er udstillinger af den slags, der gør, at man kan tillade sig at sige, at Louisiana har ædelstene på programmet, der hæver museet op i den tunge og solide europæiske liga. Det er, kan vi tilføje, endog meget velkomment i en tid med mindre international rejseaktivitet end vanligt grundet coronasituationen.
Det er simpelthen pragtfuldt, at man kan hoppe på toget til Humlebæk og se billedkunst på et højt niveau og vist med en velvalgt timing i forhold til andre internationale billedkunstneriske visningsprogrammer ude i Europa. Det er slet og ret muligt at se noget ordentligt og på et tidspunkt, hvor man gerne vil se det, uden at man pinedød skal iføre sig tætsiddende dobbeltmasker af bekymring for Omikronen og lade sig presse ind i et fly med kurs mod eksempelvis Berlin eller en anden større, europæisk hovedstad. Udstillingen med værker af Dorothy Iannone er nok den udstilling i Danmark, som jeg personligt glæder mig allermest til at se i 2022.
Den kunstneriske impuls er utvetydigt rundet af 1960´ernes emancipatoriske bestræbelser og ikke mindst de vilde drømme fra dette årti om en utopisk frigørelse, som også er en frigørelse af kønnene, deres relationer og seksualitet
Iannone er en amerikansk kunstner, men hun har i mange år boet og arbejdet i Berlin. Hendes værker falder i en flerhed af medier, herunder primært tegning, maleri, video og skulptur. Centralt for Iannone er et udpræget og dominant figurativt formsprog, der ofte også udfoldes i tæt samklang med skrevne tekster. Den kunstneriske impuls er utvetydigt rundet af 1960´ernes emancipatoriske bestræbelser og ikke mindst de vilde drømme fra dette årti om en utopisk frigørelse, som også er en frigørelse af kønnene, deres relationer og seksualitet.
Manden som en nøgen erotogenitet og den kvindelige kunstners blik
Iannone er som kunstner i høj grad også én blandt adskillige eksponenter for en feminisme inden for billedkunsten, som igen finder sit afsæt i 1960´ernes kvindefrigørelse. Hvor et velkendt slogan fra denne tid er “Fantasien til magten”, udspiller Iannones kunstneriske oeuvre sig omkring en akse, der måske bedst lader sig karakterisere ved omskrivningen: “Den kvindelige kunstners erotiske fantasi til magten.”
Iannone sætter sig i sine værker som skabende kunstner i en stærk agentiv position, hvor hun i en meget bevidst omvenden af traditionelle kønsforhold inden for billedkunsten og kunsthistorien eksplicit afbilder manden som en nøgen erotogenitet, præcist som denne lader sig se, skue og formgive af den kvindelige kunstners blik, kreative fantasi og skaberkraft
Iannone sætter sig i sine værker som skabende kunstner i en stærk agentiv position, hvor hun i en meget bevidst omvenden af traditionelle kønsforhold inden for billedkunsten og kunsthistorien eksplicit afbilder manden som en nøgen erotogenitet, præcist som denne lader sig se, skue og formgive af den kvindelige kunstners blik, kreative fantasi og skaberkraft. Det er i sig selv stærke sager, også fordi Iannone gør det nævnte så uforbeholdent og konsekvent.
Imidlertid kobler Iannone ydermere ofte mandsfremstillingerne med tegnede eller malede kvindefigurer, som ikke sjældent associerer til afbildninger af gudinder, som vi kender dem fra den gamle ægyptiske kunst. Kvindefigurerne i Iannones kunstneriske univers fremstår på den vis som kvinder med en stærk autonom subjektivitet i en fra Iannones side total afvisning af traditionens typiske kvinderolle som passiv.
En imaginationistisk verden af overstrømmende frihed
De forskellige figurative elementer lader Iannone ofte endvidere ledsage af diverse tekststykker med et nogle gange temmeligt eksplicit indhold. Resultatet er samlet set en lang række billedkunstneriske værker, der bringer betragteren i kontakt med en anden mulig utopisk verden, måske dén verden som 1960´ernes Summer of Love kunne have slået over i, hvis alting havde været anderledes; en imaginationistisk verden af overstrømmende frihed, hvor kønnene forenes og forvandles i erotisk ekstatiske konfigurationer, og hvor kvinden om nogen er fri.
Resultatet er samlet set en lang række billedkunstneriske værker, der bringer betragteren i kontakt med en anden mulig utopisk verden, måske dén verden som 1960´ernes Summer of Love kunne have slået over i, hvis alting havde været anderledes; en imaginationistisk verden af overstrømmende frihed, hvor kønnene forenes og forvandles i erotisk ekstatiske konfigurationer, og hvor kvinden om nogen er fri
Soloudstillingen med værker af Iannone på Louisiana Museum of Modern Art vises fra d. 26. maj til d. 11. september, 2022. Den bliver en sjælden chance for at opleve nedslag i et enestående kompromisløst oeuvre skabt af én af vor tids allerstørste, nulevende kvindelige billedkunstnere.
Det røde atelier
På Statens Museum for Kunst i København forbereder man en smukt funklende rubin af en udstilling med titlen Henri Matisse: Det røde atelier, som åbner for publikum i efteråret, 2022. Udstillingen skabes i samarbejde med The Museum of Modern Art i New York, og det er selvfølgelig flot og blæret af kuratorerne i Sølvgade at kreere udstillinger sammen med så dygtige samarbejdspartnere. Enhver med kendskab til billedkunstlivet i USA ved, at på de amerikanske topmuseer er kuratorerne vanvittigt dygtige; så det må være i orden, at vi en passant lige letter lidt på hatten og glæder os over de tunge internationale, faglige netværksrelationer, som kuratorerne har opbygget inde på SMK.
For Matisse var det en grundlæggende teoretisk pointe i hans kunstneriske praksis ikke at repræsentere en ydre genstand, men derimod at repræsentere en indre følelse af en ydre genstand
Udstillingen Henri Matisse: Det røde atelier centrerer sig om ét af Matisses hovedværker, nemlig maleriet Det røde atelier, 1911, som ejes af The Museum of Modern Art. Værket er ét blandt mange paradigmatiske eksempler på Matisses store kunstneriske bidrag til den vestlige modernisme. Meget kendte og velbeskrevne – næsten i dag trivielle – modernistiske signaturkomponenter fra Matisses hånd som arbejdet med de rene farver og maleriets karakter af at være en flade er naturligvis tydelige i maleriet. Men også ganske spændende udgør værket et kunstnerens maleriske kig ind i eget atelier.
For Matisse var det en grundlæggende teoretisk pointe i hans kunstneriske praksis ikke at repræsentere en ydre genstand, men derimod at repræsentere en indre følelse af en ydre genstand. Værket Det røde atelier er på denne vis først og fremmest at afkode som en repræsentation af Matisses egen indre emotionelle tilstand i forhold til sit atelier, der mere specifikt befandt sig i den parisiske forstad Issy-les-Moulineaux i 1911. Matisses følelse af dette atelier er det egentlige tematiske omdrejningspunkt i Det røde atelier.
Henri Matisse. Det røde atelier, 1911. Olie på lærred, 181 x 219,1 cm. Mrs. Simon Guggenheim Fund, The Museum of Modern Art, New York. © Succession H. Matisse/VISDA 2021
Kuratorisk ide med en egen charme
I det Det røde atelier har Matisse afbildet en række andre malerier, hvoraf tre af dem tilhører Statens Museum for Kunst. På udstillingen Henri Matisse: Det røde atelier præsenteres værket Det røde atelier sammen med de malerier, som er afbildet i dette værk.
Denne kuratoriske ide rummer en egen charme; forestillingen om fysisk at folde et maleri ud i et udstillingsrum ved at tage dets komponenter i en virkelig form – og ikke blot som afbildninger – og montere dem spatialt som en udstillingsmæssig tolkning af maleriet er på en måde også en slags drøm om, at noget, her konkret et billede eller dets elementer, kan træde ud i verden og virkeliggøres derude.
Denne ide om, at noget, der er afbildet, kan træde ud af billedet og blive virkeligt, er selvfølgelig en fantasiforestilling. Men inde på Statens Museum for Kunst kommer vi til at kunne opleve både værket Det røde atelier og de malerier, som afbildes i dette værk som præcist fysiske, virkelige værker ude i udstillingsrummet i en egentlig materialisering af netop en sådan fantasiforestilling lagt frem som et kuratorisk greb
Måske kan flere huske forfatteren Ole Lund Kirkegaards pragtfulde børnebog Otto er et næsehorn, i hvilken drengen Topper tegner et stort næsehorn, som bliver levende og træder ud i stuen som et virkeligt næsehorn. Denne ide om, at noget, der er afbildet, kan træde ud af billedet og blive virkeligt, er selvfølgelig en fantasiforestilling. Men inde på Statens Museum for Kunst kommer vi til at kunne opleve både værket Det røde atelier og de malerier, som afbildes i dette værk som præcist fysiske, virkelige værker ude i udstillingsrummet i en egentlig materialisering af netop en sådan fantasiforestilling lagt frem som et kuratorisk greb.
Det røde atelier som den skabende kunstners livmoder
Og dernæst vil vi naturligvis få rig lejlighed til at reflektere over den måde, som Matisse selv har valgt at afbilde disse værker på i Det røde atelier, ligesom udstillingen i det hele taget bliver en anledning til at se og opleve relationerne mellem værkerne fra dette meget kendte billede. Og måske, hvem ved, giver alt dette også stof til nye tolkningsmæssige overvejelser i forhold til Det røde atelier.
Måske kan vi sige, at det røde atelier udtrykt som et rødt rum for den kreative, skabende kunstners fødsel af malerier, der også ankommer som et resultat af atelieret som en frugtbar spatialitet, fortolkningsmæssigt peger på det røde atelier som den skabende kunstners livmoder, dét sted, hvorfra alting udgår, danner sig og frembringes
Om den prægnante røde farve i maleriet Det røde atelier har Matisse selv bemærket, at han ikke præcist ved, hvor denne røde farve kommer fra, men at malerierne i atelieret for ham bliver til det, de er, ved at være optisk indlejrede i den røde farve. Måske kan vi sige, at det røde atelier udtrykt som et rødt rum for den kreative, skabende kunstners fødsel af malerier, der også ankommer som et resultat af atelieret som en frugtbar spatialitet, fortolkningsmæssigt peger på det røde atelier som den skabende kunstners livmoder, dét sted, hvorfra alting udgår, danner sig og frembringes.
Under alle omstændigheder bliver det utroligt spændende at se, hvorledes man på Statens Museum for Kunst vælger at forløse udstillingens idé. Henri Matisse: Det røde atelier vises på museet i Sølvgade fra d. 13. oktober, 2022, til d. 26. februar, 2023. Det kan umuligt blive andet end en meget seværdig udstilling, som der er alle mulige gode grunde til at glæde sig til.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
