KLUMME – Mediet POINT of VIEW International, altså her, hvor du læser med nu, fyldte to et halvt år i sidste uge, men hvorfor findes vi – hvad vil vi? Og hvorfor beder vi i disse dage, læserne om at støtte mediet i en crowdfundingkampagne? Annegrethe Rasmussen var en af stifterne af POV tilbage i 2016. Hun er chefredaktør for POV i dag og forsøger at give nogle personlige svar på spørgsmålene – især hvad POV er, hvad hun selv gerne vil og hvad læserne betyder. Kerneværdier som engagement, refleksion, ordentlighed og personlighed spiller en rolle.
”I skal holde op med at være så selvcentrerede; verden handler ikke om jer. Hvis jeg skal være lidt ond – og misforstå mig nu ikke, jeg synes, I er seje, jeg læser jer, ja jeg er egentlig vild med jer – men alligevel vil jeg sige, at hvis jeg kiggede på jer udefra, ville jeg sige, at I nok mest har lavet POV for jeres egen skyld.”
”I vil gerne skrive. I kan godt li’ at være journalister. I synes, at det, I ved noget om, fylder for lidt i de eksisterende medier. Og så har I tænkt, at ”så laver vi simpelt hen selv det medie. Men hvad rager det læserne, at I synes, Danmark mangler et cool, nyt medie? I er næsten 100 procent afsenderorienteret. I ved, hvad I gerne vil skrive om og hvad I gerne vil lave. Men hvad er det lige, læserne skal bruge det til?”
Barske ord
Av. Den sved. Men cirka sådan lød det sidste sommer fra en af Danmarks bedste medieforskere, Søren Schultz Jørgensen, da vi havde inviteret ham til POV’s sommerredaktionsmøde for at holde et oplæg til og om os.
Vi havde håbet på noget andet. Jeg havde håbet på noget andet.
For vi syntes egentlig selv, at det gik godt sidste sommer.
Vi syntes, at vi ofte – ikke hele tiden bevares men altså netop regelmæssigt – publicerede tekster, der ikke bare var klog men også mere internationalt orienterede og med mere kulturstof end de fleste andre medier. Vi havde en lind strøm af dygtige mennesker, der gerne ville skrive for os.
Ja i mine glade stunder syntes jeg endda, at det stod klart, at POV ønskede at realisere min egen vision om at have et mellemværende med læserne.
Som jeg krev i et oplæg, der for længst er havnet i arkivet: “Vi vil gerne have, at du bliver berørt, når du læser med, og at vi ikke kun gør dig klogere, men at vi også kan vække glæde, vrede, forargelse, enighed, virke provokerende eller måske endda gøre dig ked af det.”
Det bedste ville være, hvis læseren også af og til tænkte: ”hold da op – det her var spændende; jeg anede ikke, at dette var så interessant.”
Og det gik også godt med vores læsertal. Nogle gange var der over en halv million mennesker, der så vores delinger af artiklerne om ugen på Facebook (ja, det var dengang – før det sociale medie skruede ned for sine mediealgoritmer og Mark Zuckerberg besluttede, at Facebook ikke var sat i verden for at spille rollen som alle mediers gratis legeplads, men skulle være et sted, hvor man kunne være sociale sammen med sine venner og familie).
Men vi syntes altså selv, at det gik ret fint og derfor havde vi inviteret medieforskeren. For at få et blik på os selv udefra og fordi vi håbede, at han ville sige, at vi kunne være en del af svaret på den udfordring, som han i en ny bog lige havde udpeget som den store krise i medieverdenen:
At medierne har mistet forbindelsen til sine læsere og ikke opleves som relevante for dem længere; der er ikke noget fællesskab, ikke nogen forbindelse og de fleste borgere ser journalister som nogle anløbne eller utroværdige størrelser, som de sagtens kan undvære. Og at de selvsamme borgere eller brugere samtidig ikke har den ringeste lyst til at betale for journalistik.
Og som om det ikke var rigeligt, er der så kommet en diskussion om ”fake news” oveni, et begreb, som betyder, at flere og flere magthavere og helt almindelige mennesker finder det legitimt at afvise journalistik, man ikke bryder sig om som slet og ret propaganda – et andet ord for løgn med et formål.
I stedet fik vi så en skideballe (og bagefter – det skal med – en buket roser og gode råd om fremtiden).
Efter kritikken sad vi i stedet der og så lidt forlegent ned i jorden og tænkte over, om de barske ord var berettigede. I pausen spiste vi kringle. Som det ofte er med pauser, var det der, det meste kom frem fra de små 30 fremmødte POV-skribenter. De fleste mente, at ham forskeren ’nok havde en pointe
Efter kritikken sad vi i stedet der og så lidt forlegent ned i jorden og tænkte over, om de barske ord var berettigede.
I pausen spiste vi kringle. Som det ofte er med pauser, var det der, det meste kom frem fra de små 30 fremmødte POV-skribenter. De fleste mente, at ham forskeren ’nok havde en pointe’.
Selv havde jeg en ambivalent følelse i maven – og var ikke helt sikker på, hvad svaret var.
Og det var der nogle grunde til. Den bedste handler om, hvad jeg lærte, dengang jeg selv som nybagt akademiker startede som journalist tilbage i 1992,
Engagement og personlighed er kerneværdier
Her havde nogle af mine mest værdsatte redaktører, Lasse Ellegaard, Per Knudsen, Arne Notkin og Peter Wivel lært mig mange forskellige ting. At mestre sproget, at komme til sagen, at kunne skrive kort, smukt og klart var f.eks. klare ledestjerner. Ligesom nysgerrighed, evnen til refleksion og en god portion ordentlighed også var.
Netop på Weekendavisen og Information, hvor jeg trådte mine journalistiske barnesko frem til 1999 lærte jeg også det sjove ved selv at sætte dagsordenen, når man skrev. At skrive om noget originalt, der ikke allerede var tygget igennem i forvejen
Men mine forbilleder havde også på forskellig vis understreget, at passion var afgørende, at man selv skulle brænde for det, man formidlede. Ligegyldighed var den sikre vej til fortabelse for en skribent.
Og de havde faktisk – når sandheden skal frem – netop sagt mindre om læseren og mere om skribenten, om end de alle havde understreget det vigtige i, at man havde en relation, altså et mellemværende med den læser, man stod i gæld til og for hvem man skrev.
Som Wivel sagde i et interview i 2001 med KommunikationsForum kunne han ikke forestille sig, at ”journalistik uden engagement og personlighed” kunne være god journalistik.
Og netop på Weekendavisen og Information, hvor jeg trådte mine journalistiske barnesko frem til 1999 lærte jeg også det sjove ved selv at sætte dagsordenen, når man skrev. At skrive om noget originalt, der ikke allerede var tygget igennem i forvejen – igen med Wivels ord at ”have tid til at bearbejde stoffet, og tid til at vælge – og ikke mindst vælge ting fra, selvom emnerne var ’oppe i tiden’.
Værdien af Rasmus Modsat
Faktisk var det sådan – kan jeg godt røbe nu, hvor det er så lang tid siden – at vi netop i de år på Weekendavisen, hvor jeg selv endte i chefredaktionen, havde vældig meget spas med netop at afvise gentagne forslag fra marketingsafdelingen i Det Berlingske Hus om læserundersøgelser i form af nedsættelsen af de dengang meget populære fokusgrupper.
Holdningen var, også på Information, at ”hvis det ikke har stået hos os, har det ikke været i avisen. Så vores læsere ved ikke noget om det.” Et argument, der blev brugt ofte, når man skulle argumentere for at skrive om noget, som en anden avis, typisk Politiken, allerede havde skrevet om
Dem skulle vi ikke nyde noget af, var holdningen. Vi vidste godt selv på avisen, at det var det, journalisterne selv gik op i, som bar avisen, ikke at vi forsynede læserne med ”det de ville have”.
Holdningen var, i øvrigt også på Information, at ”hvis det ikke har stået hos os, har det ikke været i avisen. Så vores læsere ved ikke noget om det.” Et argument, der blev brugt ofte, når man skulle argumentere for at skrive om noget, som en anden avis, typisk Politiken, allerede havde skrevet om, idet man overlegent antog, at læserne ikke havde tid, råd eller lyst til at holde to dyre aviser.
”Så må vi gøre det bedre”, var mantraet. Og det lykkedes da også ofte.
Den udbredte ”Rasmus Modsat” ånd, som herskede på de to ret elitære aviser stod imidlertid i grel modsætning til det, der samtidig foregik på især de store aviser.
Her troede man i starten af årtusindeskiftet på et nyt begreb, ”news you can use”, hed det; det var alle steder og det var ca. lige så frygteligt, som det lyder. De store papiraviser sprøjtede nye forbrugersektioner ud på stribe, hvor der blev testet parisertoasts og læbestifter samt taget stilling til, hvordan man bedst nød solen uden at blive forbrændt.
Jeg tror, hvis jeg skal være venlig, at de daværende mediechefer forestillede sig, at aviserne kunne være en ”ny bedste ven”, som man lige konsulterede, når familien skulle erhverve sig et TV eller der skulle grilles i haven, købes tøj til konfirmationen eller – naturligvis – når man skulle have et nyt job eller købe hus.
Det var jo dengang Berlingske Søndag – hvor jeg blev chefredaktør i 1999 – var Københavns ene store avis og den hæderkronede boligsektion trak millioner i indtægter med sine annoncer.
Et ordentligt medie skal på sin vis være i en aldrig afsluttet samtale med sine læsere. Der skal refleksion til
Selv var og er jeg ikke i tvivl om, at det man selv brænder for som skribent er ganske afgørende, hvis der skal formidles og skrives, ”så Dannebrog går til tops i kolonihaverne”, som den nu afdøde legendariske chef for Billedbladet Ib Johannesen, forklarede min afdøde, elskede, kollega Synnøve Søe, da hun var ung journalist.
Men passion er ikke nok.
Et ordentligt medie skal på sin vis være i en aldrig afsluttet samtale med sine læsere. Og i dialogen er refleksion i spalterne en nødvendighed. Passion, indlevelse og holdninger er ikke nok til at skabe et rum for eftertænksomhed eller skabe et medies identitet. Det er også nødvendigt med respekt for fakta, historie og viden.
Nuvel – alt det har jeg samlet sammen og efter bedste evne bragt med mig rundt i verdenen i mine mange år som journalist på Dagbladet Information (to år fra 1992-94 og 13 år i sidste omgang fra 2002-2015 i hhv. London, Paris og Washington D.C.) samt på en lang række medier, hvor jeg har virket i kortere eller længere tid som freelancer, nok længst på DR2, hvor jeg siden programmet, ”Deadlines” start i 1998 i mange år virkede som debattør og kommentator.
Og hvad har alt dette med POV International – eller med vores igangværende kampagne for at samle penge ind, 250.000 kroner nærmere bestemt – at gøre?
Betalingsmuren som demokratisk problem
Jo – hav tålmodighed med mig.
Det er som følger:
Da POV blev lanceret den 1. februar 2016 – jeg var blot en ud af tre stiftere, men den eneste, som er tilbage i ledelsen af mediet i dag – var det godt nok helt konkret også fordi jeg skulle have noget at lave, eftersom alle de medier, jeg havde arbejdet på, havde skilt sig af med mig, og eftersom jeg gerne ville blive i branchen.
Men det var også, fordi jeg ønskede at lave noget nyt, hvor jeg kunne finde tilbage til nogle af de dyder, jeg har forsøgt at beskrive ovenfor.
Og det er ikke fordi, der ikke findes lommer af fremragende journalistik eller spændende redaktioner rundt omkring. Men disse reservater i medieverdenen er sjældne og oftest ikke tilgængelige som arbejdspladser, når man som jeg permanent befinder sig udenfor Danmark.
For det andet har medierne – med undtagelse af Danmarks Radio, der er forpligtet overfor alle borgerne qua public service-mediets natur – besluttet at lukke af for deres bedste produkter og anbringe dem som eksklusive produkter bag en betalingsmur.
I disse år bliver det stadig vigtigere, at der findes medier, som gerne vil behandle freelancere ordentligt som arbejdskraft. POV er et medarbejderejet medie – Danmarks eneste tror vi nok
Det forstår jeg godt – det koster penge at lave god journalistik – men det store flertal af brugere vil bare ikke betale. Og så ender vi der, hvor POV International har sin berettigelse, og forhåbentlig også som andet og mere end et journalistisk selvrealiseringsprojekt.
For hvor finder man ellers et privat kvalitetsmedie, der er til rådighed for alle borgere, og som gerne vil gå i dybden, også med udlandsjournalistik og kultur, som der bliver mindre og mindre af i Danmark. Jeg mener, det er vigtigt i et demokrati, at alle borgere – uanset økonomisk formåen – har adgang til ordentlig journalistik. Og i øvrigt helst i medier, hvor ikke kun een bestemt type læser med eller kommer til orde.
For det tredje gjorde egne bitre erfaringer det også klart for mig, at det i disse år bliver stadig vigtigere, at der findes medier, som gerne vil behandle freelancere ordentligt som arbejdskraft.
Og her er POV et medarbejderejet medie – Danmarks eneste tror vi nok. Og hvis vi skal arbejde billigt, og det er dagens ret for alle freelancere i dag, så kan vi lige så godt selv være arbejdsgiverne.
Så bliver vi i det mindste behandlet ordentligt og med respekt. Og så kan vi i det mindste give hinanden den omsorg og det gode kammeratskab, der gør det sjovt og rart ikke mindst at gå på arbejde.
Læserne og POV
Mn synes læserne så om POV?
Tjah – sikkert ikke alle. Vi forsøger ikke at please nogen bestemt gruppe. Et godt medie skal forstå at identificere sig med borgerne, men de skal ikke rende i halen på dem. På POV laver vi ikke fokusgruppe-journalistik og slet ikke ’news you can use’. Men vi har faktisk fået et fingerpeg i forbindelse med den igangværende kampagne.
For da vi 1. august 2018, fortalte læserne, at vi skulle finde 250.000 kroner (og at vi havde en anonym donor, der ville fordoble beløbet) fungerede selve opfordringen til at donere som en læserundersøgelse.
Hvad siger læserne – og hvor mange penge giver de? Det sidste er nemt at svare på. Den gennemsnitlige donation ligger på ca. 239 kroner. Og jeg kan afkræfte kyniske antagelser om, at det er POV-skribenternes egne venner, der giver
Vi har i skrivende stund modtaget donationer fra over 700 læsere, der samlet har givet lidt over 168.000 kroner på 10 dage.
Det er godt nok kun en brøkdel af de ca. 50.000 der læser os jævnligt, men vi har til gengæld en velbegrundet formodning om, at indsamlingen giver et vist indblik i den type læser, der læser os mest. Ud fra simpel købemandslogik: hvorfor skulle de ellers ville donere?
Men hvad siger læserne så – og hvor mange penge giver de?
Det sidste er nemt at svare på. Den gennemsnitlige donation ligger på ca. 251 kroner.
Og jeg kan afkræfte kyniske antagelser om, at det er POV-skribenternes egne venner, der giver. På oversigten kan jeg se, at det store flertal er mellem 30-70 år gamle og bor i eller rundt om større danske byer, flest i København, Frederiksberg og nordpå. Men der er også pænt fyldt op i rækkerne fra provinsen.
I deres delinger af vores kampagne, i sendte e-mails og beskeder på Messenger og Mobile Pay siger læserne, at de synes, vi er overraskende, debatskabende og forfriskende at læse.
Mange opmuntrer: – ’pøj, pøj med POV’, ’I gør det godt’, ’jeg har læst i 2 år men aldrig støttet’, ’jeg læser POV med min morgenkaffe’, ’I skal støttes, I gør det godt’, ’Jeg vil ikke have, at I dør’, ’til støtte, men bliv ved med at være jer’, ‘frie ord er vigtige’ eller hvad med: ”Støt POV, Medietyper – de er cool nok”.
Tusind tak, læsere – I er det værd
Den læser, som har givet den største donation på 10.000 kroner, hedder Lars – og nej, det er ikke ham, der hedder Seier til efternavn.
Han skriver: ”I gør et fantastisk godt job og har en god ide, så det er fortjent.” Og med henvisning til den store danske ordbog: ”Ægte liberale er jo storsindede og venlige, positive og tolerante over for selvstændig tænkning, personlig frihed og fornyelse.”
Tak, Lars! Du er da en guttermand.
Og det er alle, I andre, der har støttet os også. Vi læser alle beskeder igennem og er taknemlige for det hele. Og for at læser efter læser fortæller, at de bliver klogere af at læse og debattere, at de kan lide projektet og gerne støtter; tre læsere har i øvrigt skrevet, at de gerne selv vil skrive en artikel, hvilket er lige i POV’s ånd.
For vi vil nemlig gerne også repræsentere en ’publicistisk fornyelse’ – og især gerne udover ”elfenbenstårns-modellen”, hvor den meget fine avis suverænt bestemmer, hvilke læsere, der allernådigst kan få et læserbrev optaget i avisen (for slet ikke at tale om en kronik, hvor guldstøvet drysser ned over den arme skribents syndige hoved, og hvor man får fortalt, at man skal være beæret over at fylde den meget fine plads).
Og det er egentlige det eneste (og bedste) svar jeg kan give til medieforskeren fra starten af denne – alt for lange – tekst: at læserne er med os. Det varmer. Det gør, at jeg, tør tro på, at vi har fat i den lange ende og er på rette vej, også selvom vi begår mange fejl undervejs.
Det er vigtigt at turde vove, satse og byde både kynismen og kynikerne trods. Og når læserne så belønner en for arbejdet, er der kun at sige: Tusind tak læsere – I er det værd
Og her har jeg så lyst til at slutte med nogle kloge ord fra en anden chefredaktør, nemlig Lea Korsgaard, som står i spidsen for Zetland, et andet digitalt medie, der har en betalingsmur, men hvis artikler kan læses, hvis man ser dem delt på sociale medier.
Denne sommer skrev hun følgende om de tanker, hun selv havde haft, dengang hun var med til at stifte mediet. Artiklens overordnede tema er, om arbejdet med at danne mediet, så også var besværet og sliddet værd. Hun har tidligere skrevet, at svaret nok kommer an på, hvem man spørger. Det er ikke sikkert, at hendes familie vil sige det samme, som hun selv f.eks.
I konklusionen lyder det så:
“I det langsommelige, besværlige arbejde med at opbygge noget vil man altid støde på et ocean af anledninger til at påpege, at selvfølgelig var det ikke umagen værd. Planen var urealistisk. Bjerget kunne ikke bestiges. Det var tåbeligt at kaste sig ind i den kamp.
Og den, der påpeger alt det, vil lyde rationel. Han vil iklæde sig noget, der ligner ansvarlighedens gevandter, og ansvarlighedens gevandter vil få ham til at fremstå klædeligt kritisk.
Men der er ikke tale om kritik. For en kritiker entrerer kampen med sig selv som indsats. Hvad der derimod er tale om, er den særlige form for åndelig dovenskab, som er kynikerens kendetegn. Kynikeren er ikke ude på at tage ansvar. Kynikeren er kun ude på at beskytte sig selv, men får det til at ligne en lige kamp – mellem den, der siger ja, og den, der siger nej.
Kampen er imidlertid ikke lige. Man risikerer at tage fejl på tusind flere måder, når man handler, end når man kritiserer. “Både opbygning og nedrivning,” som filosoffen Bertrand Russell engang formulerede det, “tilfredsstiller viljen til magt, men opbygning er som regel vanskeligere og giver derfor større tilfredsstillelse til den, der kan få det til at ske.”
Det er fint skrevet. Og jeg er enig. Det er vigtigt at turde vove, satse og byde både kynismen og kynikerne trods. Og når læserne så belønner en for arbejdet, er der kun at sige:
Tusind tak læsere – I er det værd.
Topillustration: PxHere
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
