POLITIK // KOMMENTAR – Det er altid en god ting, hvis dømte forbrydere, der har afsonet deres straf, får en ny chance for at blive reintegreret i samfundet. Men hvad hvis den omtalte forbryder nægter at erkende den forbrydelse, hun er dømt for? Hvad hvis hun er på vej til (igen) at spille en central rolle i det politiske system, og hun fastholder en fordrejet fortælling om det begivenhedsforløb, der førte frem til hendes domfældelse? Kan man så ikke forvente, at hun i det mindste i offentligheden bliver konfronteret med den manipulation, som er grundlaget for det narrativ, hun bygger sit brand på, spørger David Kyng.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den opmærksomme læser kan nok gennemskue, at den dømte forbryder, jeg her tænker på, er Inger Støjberg. Det narrativ, som hun stadig turnerer rundt med, går ud på, at de begivenheder, der førte frem til hendes domfældelse, bunder i, at hun insisterede på at adskille barnebrude på asylcentrene fra de ældre mænd, som de var gift med, og på den måde beskyttede dem mod krænkelser.
Dommen over Støjberg
Som afdækket af først Instrukskommissionen og siden rigsretten er dette narrativ grundlæggende falskt. Der var ingen, der var modstandere af at adskille tvangsgifte barnebrude fra deres ældre mænd, og det var også muligt, før Støjberg udstedte sin ulovlige instruks.
Det ulovlige (og urimelige) i instruksen var, at den krævede, at alle par på asylcentrene, hvor den ene part var under 18 år, skulle adskilles, uden de berørte parter blev hørt.
Ifølge ombudsmanden var det allerede før Støjbergs instruks fast praksis på asylcentrene at adskille par, hvis der var ”mistanke om tvangsforhold”. Blandt de par, der rent faktisk blev adskilt som følge af instruksen, var aldersforskellen i nogle tilfælde kun 1 år. I et enkelt tilfælde var aldersforskellen 16 år.
Her en uges tid efter Inger Støjbergs politiske genopstandelse har hun stort set kun oplevet medvind på cykelstien. Som jeg ser det, er problemet, at medierne ikke for alvor har konfronteret hende med hulheden i hendes falske narrativ
Støjbergs forsvar i rigsretten byggede på en påstand om, at hun sagde en ting i offentligheden (at alle par uden undtagelse skulle adskilles), samtidig med at hun internt i forhold til forvaltningen accepterede, at der kunne og skulle være undtagelser. Den forklaring blev afvist af rigsretten.
25 af rettens 26 dommere stemte for at erklære Inger Støjberg skyldig. Halvdelen af dommerne var højesteretsdommere – den anden halvdel udpeget af Folketinget. Det fremgår ikke offentligt, hvem der voterede for frifindelse, men risikoen for at tage fejl er nok ikke stor, hvis man antager, at det var den dommer, der var udpeget af et parti, som over halvdelen af folketingsgruppen siden har forladt, og nu er på vej over i Støjbergs parti.
Danmarksdemokraterne
Inger Støjberg har nu dannet sit eget parti. Lige siden jordskredsvalget i 1973 har det været almindeligt (især på højrefløjen) at danne partier omkring en enkelt, karismatisk person, men så vidt jeg ved, har navnet på personen i Danmark aldrig før indgået i partinavnet.
Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg har ikke et egentligt program, kun nogle få politiske markeringer. Programmet er lige så indholdsløst, (men ikke lige så humoristisk), som det Jacob Haugaard blev valgt på i 1994. Titlen på programmet er symptomatisk: En god fremtid.
Danmarksdemokraternes politik minder mest af alt om en cola, helt uden kalorier, men manglen på politik gør ikke så meget – for det, partiet er bygget op på, er ikke politik, men personen Inger Støjbergs brand. Det har indtil videre været fuldt tilstrækkeligt til at tiltrække over 40.000 påbegyndte vælgererklæringer og fire frafaldne folketingsmedlemmer fra DF.
De caffe latte-drikkende journalister fra de københavnske saloner må vågne op og komme ud over den slappe og mikrofonholdende journalistik
Hvis Inger Støjberg efter næste valg igen kommer i Folketinget (og det gør hun sandsynligvis), så skal tinget igen tage stilling til, om hun er værdig til at være medlem. Hun bliver nok ikke erklæret uværdig igen, da hun har udstået sin straf, og de, der har stemt på hende, har gjort det med fuld viden om, hvad hun har gjort.
Jeg vil heller ikke principielt afvise, at jeg kunne finde på at stemme på en dømt kriminel – evt. en der har været dømt for en politisk forbrydelse. Det kunne f.eks. være en, der havde begået civil ulydighed. At begå civil ulydighed indebærer, at man åbenlyst bryder loven med henvisning til et moralsk princip, som man sætter over loven, og tager sin straf.
Inger Støjberg vil nok hævde, at det, hun har gjort, er retfærdiggjort ud fra højere moralske principper, men hun vedkender stadig ikke (som det fremgår ovenfor) at have brudt loven.
Her en uges tid efter Inger Støjbergs politiske genopstandelse har hun stort set kun oplevet medvind på cykelstien. Som jeg ser det, er problemet, at medierne ikke for alvor har konfronteret hende med hulheden i hendes falske narrativ. De caffe latte-drikkende journalister fra de københavnske saloner må vågne op og komme ud over den slappe og mikrofonholdende journalistik.
Rettelse: I en tidligere version hed rubrikken “Trumpine i strid modvind”. POV tager afstand fra brug af øgenavne. Rubrikken er derfor blevet rettet (d. 27. juni, kl. 14). Vi beklager fejlen.
Læs mere i POV om sagen mod Inger Støjberg her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
