TEATER // ANMELDELSE – De fleste husker nok Barack Obamas valgslogan Hope. Men det er faktisk 16 år siden han tiltrådte, så for de optrædende i Håb, årets Dansedrømme-forestilling på Det Kongelige Teater, er det tåget historie. Så hvad håber de på?
I betragtning af, at sidste års udgave af Dansedrømme havde titlen Kærlighed, kunne man også forledes til at tro, at temaet næste år må være Tro. Men hvor store emner, der end er på dagsordenen, så går de unge dansere til dem med forfriskende ligefremhed. Det er deres erfaringer, der ligger til grund for forestillingen
Jo, verdens ufred, miljøkatastrofer og så videre er registreret af de unge. Men først og fremmest vil de have lov til at være sig selv. Og så håber de, at unge verden over får lov til det samme og derfor ikke behøver gentage fortidens fejltagelser. Drivkraften i enhver forandring er, at vi kan forestille os og håbe på noget bedre.
Der er oprør for alle pengene i koreografien, der giver fingeren til al undertrykkelse af kvinder
Det betyder ikke, at de unge tror, at håbet er nok. De skal også handle, og det gør de. Det kommer til udtryk i dansen, som står usædvanlig skarpt i denne version af Dansedrømme.
Frihed, lighed og søsterskab
Stærkest står nok en dans, der udspringer af frygten for voldtægt. Risikoen for et overgreb er til stede i de unges hverdag herhjemme, ligesom den er til stede for kvinder over hele verden. Umiddelbart ser det indtil denne dans ud, som om alle danserne bærer rundt på en flettet taske, men lige her viser det sig, at det er hæklede masker, som de ifører sig i protest.
Associationen til russiske Pussy Riot er nok ikke helt ved siden af. Der er oprør for alle pengene i koreografien, der giver fingeren til al undertrykkelse af kvinder. Det gælder begrænsende beklædning og alle former for mundkurve. Det gælder begrænsninger i adgangen til uddannelse, bevægelsesfrihed, politisk indflydelse og muligheden for at elske, hvem man vil.
Her går titlens Håb altså på frihed, lighed og søsterskab. Alle står sammen i solidaritet i modsætning til en række danse, hvor der er et tydeligt dem og os. Et stærkt tema er nemlig ønsket om at høre til, men samtidig drømmen om at gøre sin egen ting. For eksempel at komme til at arbejde med noget kreativt eller – logisk nok – at kunne blive professionel danser.
Hvorfor ikke give Håb til andre unge ved at lægge forestillingerne, hvor de i regi af deres uddannelser kan opleve forestillingerne?
Det sidste er ikke helt utænkeligt. Både i enkeltpræstationer og som ensemble står årets hold i Dansedrømme skarpt. Det kommer selvfølgelig ikke af sig selv. Håb er skabt gennem et halvt års workshops og disciplineret træning blandt de 26 unge deltagere. Foruden hvad de måtte have af danseerfaring i forvejen.
Vi kan alle bruge lidt håb
Her kommer en væsentlig anke mod Dansedrømme. Hvorfor henlægge forestillingerne på Skuespilhuset til sidste uge af skoleferien? Hvorfor ikke give Håb til andre unge ved at lægge de (få) efterfølgende skoleforestillinger her, så det publikum oplever, at unges drømme bliver taget seriøst?
For mange er dans netop noget fjernt med en kongelig ballet for de fine eller det, de selv præsterer på floor i weekenden. Håb indeholder både balletagtige trin og moves fra dansegulvet og demonstrerer, at begge dele kan bruges til at fortælle en historie og udtrykke et budskab. Og at budskabet ikke er så svært at forstå. Den opdagelse kan måske få nogle til at se scenekunst med nye øjne. Måske også Skuespilhuset.
At Håb er skabt af de unges egne tanker og erfaringer, og at de under professionel vejledning og med ihærdig indsats kan levere et så helstøbt værk, er også en værdifuld fortælling. Budskabet er, at alle kan udtrykke sig kunstnerisk. I ord, i dans, i musik og så videre. Måske bare et digt til skrivebordsskuffen, måske første skridt til selv at stå på scenen på Den kongelige Teater.
Ikke perfekt, men ægte
Det musikalske indtryk er i år ændret af, at komponisten, Gert Østergaard, har fået selskab af to unge musikere, så de er en trio. Altså når en af danserne ikke pludselig griber en cello og gør dem selskab, så de bliver en kvartet. Man kan mere sammen.
De kommer fra forskellige opvækstvilkår, nogle med psykiske og sociale udfordringer. Det spiller smukt sammen med årets tema, for det giver håb
Helhedsindtrykket af Håb er en medrivende forestilling på en times tid. Det er ikke altid perfekt, men det er ægte. Nogle gange betagende smukt og sensuelt. Nogle dansere skiller sig ganske vist ud, men først og fremmest er det en gruppepræstation. Det er også en del af fortællingen.
Deltagerne er mellem 14 og 22 år. I forhold til livserfaring og udsyn er det et bredt spænd. De kommer fra forskellige opvækstvilkår, nogle med psykiske og sociale udfordringer. De bliver rummet. Og det spiller smukt sammen med årets tema, for det giver håb.
Som publikum kan vi og – kunne man håbe – jævnaldrende i udskolingen og på ungdomsuddannelserne se, hvordan et fælles projekt udjævner forskellighederne og gør alle til vindere. Når Martin Skjoldborg i sidste tableau løftes op af sine meddansere, så er budskabet soleklart. Han bliver løftet af sine venner.
Her har vi så en kolossal gruppeindsats fra de unge. Vi har et professionelt team, som over ti sæsoner har forfinet konceptet. Vi har fonde og institutioner, som har finansieret Dansedrømme. Så må jeg vel gerne som anmelder udtrykke et håb om, at tilgængeligheden for andre unge kommer højere op på dagsordenen. Sagt med al respekt for Dansekapellet: også i Skuespilhuset.
Klik dig videre til mere kulturstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og