KRIG & HÅB // ESSAY – Hvordan kan et lille nyfødt barn blive et symbol på håb midt i Putins krig mod Ukraine? Mens den russiske præsident hævder, at invasionen er en del af Guds vilje, oplever de mennesker, der rammes af krigen, kun dens brutalitet. Gennem en personlig beretning om en ukrainsk kvinde og hendes nyfødte niece stilles spørgsmålet: Kan netop det at skabe nyt liv være den stærkeste modstand mod ødelæggelse?
Op til treårsdagen for den russiske invasion af Ukraine afslørede Vladimir Putin, at krigen var en del af Guds vilje. Han sagde bl.a.: ”Det var efter Guds vilje, at denne skæbne faldt på vores skuldre for at udføre en så udfordrende, men hæderlig mission at forsvare Rusland.”
Men Guds krige bliver altid til menneskets krige. De føres af mennesker, og de rammer mennesker, som måske endda føler sig forladt, af lige netop Gud, på grund af krigenes grusomhed.
Anna siger, at det var den nyfødtes blødhed, som fik hende til at tage tilbage til Ukraine for at deltage i den hårde krig
De fleste krige har formål, som antages at være større end mennesket, men det kan kun være mennesker, som rammes af krigenes ødelæggelse. I enhver politisk forestilling om en leder inspireret af Gud eller en historisk masterplan for en udvalgt nation, er det således mennesker, som er dømt til at blive ofre. Det er ikke i disse forestillinger, man skal lede efter det menneskelige.
Anna og hendes lille niece
En ukrainsk kvinde, Anna, og hendes nyfødte niece gav mig imidlertid et menneskeligt perspektiv på krigen allerede i dagene op til invasionen i februar 2022. I den periode var jeg midt i en længere faglig mailkorrespondance med Anna, hvis søster på samme tid fødte sit første barn. Anna sendte mig lykkelige billeder af den lille nyfødte, som hun allerede i løbet af et døgn begyndte at kalde for ”mit lille krigsbarn”.
Igennem nogle uger havde vi skiftevis talt om den kommende fødsel og om den krig, som vi med sikkerhed også vidste ville komme. Det var to uforenelige emner, som imidlertid kom til at hænge tæt sammen. På den ene side fik blot tanken om den nyfødte enhver krig til at virke som en umulighed. Men det var også nødvendigt at engagere sig for at modstå Ruslands ambitioner om ødelæggelse af Ukraine.
I løbet af få døgn efter fødslen og invasionen begyndte Anna at sende mig billeder af brændende bygninger i sit nabolag. Efter et par dage, i slutningen af februar 2022, flygtede hun med hele sin familie til Polen, først og fremmest for at beskytte den lille nyfødte pige, så hun kunne blive en del af Ukraines fremtid efter krigen. Ethvert menneske fødes ind i en meget gammel verden med gamle konflikter og faste forestillinger om, hvad der er muligt og umuligt. Men en fødsel skaber også håbet om, at den nyfødte ledsages af nye muligheder for fremtiden.
Det var et nødvendigt håb for Anna og hendes familie. Der var ikke nogen mulighed for at indordne sig under Putins visioner for Ukraine. Anna vendte tilbage til Ukraine efter et par uger sammen med sin søster og den lille nyfødte. Siden er de flyttet en del rundt, alt efter hvordan krigen udviklede sig. Anna siger, at det var den nyfødtes blødhed, som fik hende til at tage tilbage til Ukraine for at deltage i den hårde krig og skabe en mere menneskelig fremtid end den, som Putin ønsker at påtvinge landet.
Vil du fred, så forbered dig på krig
Gud har endnu en gang vist sig som en dårlig menneskekender gennem valget af Putin som sin jordiske håndlanger. Guds vilje til at lade Rusland invadere Ukraine har udviklet sig til den største militære konflikt i Europa siden 2. verdenskrig. Over 12.300 civile er blevet dræbt, siden Rusland invaderede Ukraine, vurderer FN’s Menneskerettighedskommission, heraf mindst 650 børn.
På den militære slagmark vurderes det, at de første tre års krig har kostet op mod 80.000 ukrainske soldater livet og 390.000 sårede. For Ruslands vedkommende anslår eksperter, at antallet af dræbte soldater ligger på ca. 200.000 med omkring 600.000 sårede.
Med Trumps kaos-regimente og Putins målsætning om at gøre Ukraine til russisk territorium og splitte Europa er det svært at knytte forhåbninger til fornuften. Det er imidlertid heller ikke moralsk muligt at acceptere udviklingen: Hvis Ukraine vælger ikke at forsvare sig, så ophører landet med at eksistere som selvstændig nation. Menneskeliv bliver sparet, men friheden berøvet. Og hvis Europa ikke engagerer sig i krigen gennem oprustning og støtte til Ukraine, åbner det en farbar vej for de russiske imperiedrømme.
Historien er fyldt med nederdrægtigheder som en konsekvens af dette dilemma, mellem ønsket om fred og krigens nødvendighed for at opnå denne fred. Det kan med rimelighed kaldes for den politiske filosofis ældste moralske dilemma: ”Hvis du vil fred, så forbered dig på krig.” Eller på latin for at vise udsagnets historiske oprindelse i Rom omkring år 400: ”Si vis pacem, para bellum.”
Det er nødvendigt med en livsbekræftende tænkning om menneskes evner, ikke kun til at ødelægge verden, men også til at redde den
At det ikke blot er et fortidigt dilemma, viser Mette Frederiksens begrundelse for oprustning. I nytårstalen sagde den danske statsminister bl.a.: ”Derfor opruster vi. For at forhindre krig. For at sikre fred.” Det forekommer menneskeligt umuligt at bryde denne forbindelse mellem fred og krig. I hvert fald rummer historien flere eksempler på dens eksistens end på idéer om, hvordan forbindelsen brydes.
Den blinde vinkel
Foran det danske krigsmuseum mødes man af et skilt med ordene ”Træd ind i krigen”. Indenfor kommer man tæt på ”vaskeægte” våben, fra 500 års dansk krigshistorie, som det hedder i præsentationen. Hver gang, jeg besøger Krigsmuseet, kommer jeg til at tænke på dengang, hvor jeg besøgte Det Erotiske Museum, som nu er nedlagt.
Da jeg besøgte Krigsmuseet for et par uger siden, slog det mig igen, hvor lidt forlegenhed og blufærdighed der er forbundet med at betragte det ene dræberinstrument efter det andet. Der var ikke så mange besøgende, men der blev snakket højt og frimodigt om de forskellige våbens effekter; der blev grinet, peget og undersøgt. På det erotiske museum havde snakken været hviskende, og de fleste besøgende virkede lidt flove over at bevæge sig rundt mellem alle de erotiske instrumenter og seksuelle tableauer, selv om de jo blot var til lyst, nydelse og elskov.
Det er paradoksalt, så let det er at gå rundt på et krigsmuseum, som jo har den voldelige død som forudsætning. Det vækker ikke flovhed eller lyst til at kikke væk, at gå rundt blandt instrumenter, som er designet til at penetrere, ødelægge og udslette menneskekroppen. Freud skelnede mellem dødsdriften Thanatos og livsdriften Eros, som skaber livets fornyelse, fx gennem den menneskelige lyst til seksualitet og erotik. Udstillingen af krigens redskaber skaber tilsyneladende mindre psykologisk modstand og hurtigere tilvænning end udstillingen af erotikkens livskraft.
Det er, som om der mangler noget på Krigsmuseet. Når man går rundt og kikker på alle de imponerende udstillinger af våben, er der en mærkbar og paradoksal tilstedeværelse af noget, som ikke er der: ofrene! Det er Krigsmuseets blinde vinkel. Skal der skabes en moralsk arv af al den død, der udstilles på et krigsmuseum, så må det vises, hvordan tingene hænger sammen: Et geværløb peger altid mod nogen.
Fødslen garanterer mennesket evnen til at begynde nye ting, til at engagere sig i at skabe et fælles, meningsfuldt og fornuftigt liv
Uden fortællinger om ofrene får man alt for meget tid og ro til at lyve for sig selv og lade, som om det evige, moralske dilemma ikke eksisterer: Fred kan koste krig, for begge parter! Svaret på dette dilemma vil aldrig kunne opløses, men kræver eftertanke over, hvornår og hvorfor ønsket om fred, sikkerhed og frihed gør oprustning, og endda krig og drab, til en acceptabel mulighed?
Miraklet, der frelser verden
I begyndelsen skrev jeg om Annas niece, som blev født i dagene op til Ruslands invasion af Ukraine. Fødslen af den lille pige gav helt fra begyndelsen min ukrainske veninde et håb om forandring midt i det ødelæggende kaos. Nærmest som Noas due, der blev sendt ud over vandet, da syndfloden rasede, og kom tilbage med håbet i form af en olivenkvist i næbet. Den nyfødte var et eksempel på det, som den politiske teoretiker Hannah Arendt kaldte for nataliteten; det, som hører til fødslen. Hun kaldte det også for ”miraklet, der frelser verden”.
Den slags mærkelige og nærmest ukendte idéer mangler vi lige for tiden, hvor aggressivitet og hårdhed dominerer. Det er nødvendigt med en livsbekræftende tænkning om menneskes evner, ikke kun til at ødelægge verden, men også til at redde den. For Hannah Arendt knyttede det menneskelige sig lige netop til nataliteten, til fødslen, fordi hun forbandt fødslen med muligheden for handling og forandring. Selv i de mest fortvivlende øjeblikke kan nataliteten vise hen til den dybt menneskelige evne til, i fællesskab og alene, at skabe noget nyt.
Det er fejlagtigt at reducere denne idé til naiv optimisme. Det er en meget nøgtern vurdering af, hvordan totalitære og autoritære regimer skaber menneskelig hårdhed, kynisme og passivitet. Disse regimers stærkeste våben er nemlig, at de skaber mennesker, som ikke længere tror på, at de aktivt kan deltage i udviklingen af egne livsmuligheder. Det værste, som kan ske for mennesker, er en lammelse af troen på, at det er muligt at ændre noget. Så har det totalitære vundet.
I bogen Menneskets vilkår fra 1958 skrev Hannah Arendt, at ”hver gang et nyt menneske fødes ind i verden, skabes der noget unikt, noget nyt”. Nataliteten, eller fødslens mirakel, bygger på idéen om, at den største magt, vi har, er evnen til at skabe noget nyt og andet; at vi, trods historiens traditioner og de politiske systemers tyngende magt, altid er frie til at begynde noget nyt.
Mennesket har altid gjort, og vil altid gøre, noget for at ændre verden. Dette er ikke benhård realpolitik
Mennesket er ikke sat i verden for en dag at skulle dø, men med muligheden for at afbryde en udvikling, som ikke er god nok, for derefter at begynde noget nyt. Uden denne evne ville verden være lagt i ruiner for århundreder siden, skrev Hannah Arendt. Natalitet var derfor et politisk handlingsbegreb for hende. Fødslen garanterer mennesket evnen til at begynde nye ting, til at engagere sig i at skabe et fælles, meningsfuldt og fornuftigt liv.
Arendt citerer Platon, som skrev, at begyndelsen er en gud: ”Så længe begyndelsen er blandt menneskene, redder den alt.” I modsætning til dyr, som er forudsigelige, begynder der noget nyt med ethvert nyfødt menneske. Konsekvenserne af denne tanke er enorme: Mennesket har altid gjort, og vil altid gøre, noget for at ændre verden. Dette er ikke benhård realpolitik. Det er en betydningsfuld meditation over håbet, som næsten automatisk griber én, når man står med den fjerlette tyngde af et nyfødt barn i armene.
Læs også denne kronik af Peter Schjødt: “Moderne samfundskritik kommer fra det yderste højre”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og