Dannebrog – 800 år er ingen alder og kampen fortsætter

af i Civilsamfund/Kultur

DAGENS POV // DANNEBROG – De ikke-krænkede må ydmygt give plads til erfaringerne og kompensationen til de krænkede og ofrene for alskens overgreb og nedværdigelse. Hvis Dannebrog fortsat kan minde os om den prioritering, har flaget en vigtig fremtid for sig i det danske samfund, skriver chef for Kirkens Korshær, Helle Christiansen. 800 år er ingen alder, når det gælder kampen for at løfte byrden for ofrede og krænkede mennesker. Den fortsætter.

Valdemarsdag 15. juni 2019 er de rød-hvide faner ekstra talrige i bybilleder og medier. Dannebrog fylder 800 år.  For det skete i de dage i juni 1219 langt østpå ved Lyndanise tæt på Tallinn (Danskerborgen) i Estland, at to hære udkæmpede et af de slag, som Valdemar 2. Sejr deltog i som anfører for en dansk enhed af korsfarere. Og det fortælles, at da danskerne var presset i kampen, åbnede himlen sig, og et rødt flag med hvidt kors på dalede ned og blev grebet af de danske korsfarere, der fik fornyede kræfter og vandt slaget.

Dannebrog blev kongens symbol i de næste mange hundrede år. Det var magtens og sejrens symbol og forbudt for andre end kongen at anvende. Men med 17- og 1800-tallets nationale og folkelige strømninger blev Dannebrog og det at flage med det videre udbredt i befolkningen, og i dag bruges den røde flade med det hvide kors som bekendt til alt fra ansigtsmaling hos et sportspublikum til at fortælle om dødsfald, med flaget på halv uden for huset.

I Sønderjylland, hvor jeg har boet i mange år, har Dannebrog for nogle en næsten religiøs betydning. Hvis man ikke har mulighed for at nå hjem og tage sit flag ned inden solnedgang eller kl. 20, må man bede naboen om at gøre det, for det bliver påtalt, hvis flaget hænger oppe i mørke. Det erfarede min familie og jeg.

Korsfanen vidner om den ret, vi har som enkeltmennesker og som samfundsmæssigt fællesskab: At fordele og give mest til dem, der har størst brug for det

Der er en grund til omsorgen for Dannebrog. I den tyske tid 1864 – 1920 måtte der ikke flages med Dannebrog, og flagene blev nænsomt gemt i kommodeskuffer i 56 år, hvorfra de kom frem til næste generations flagning efter genforeningen, hvor det nu igen var blevet det danske rige. Der er stærke slægtshistorier og følelser knyttet til flaget.

Med korsfanen som fortegn

I lighed med de øvrige nordiske landes flag viser Dannebrog et kraftigt symbol: korset. Det henter en historie frem om krænkelse og ofring, om stærkes overgreb på svage, men også om kærlighedens sejr, om oprejsning til krænkede og retfærdighed for ofre for overgreb. Ret og retfærdighed, hvor det svage og krænkede løftes frem og får forrang og plads frem for krænkere og undertrykkere.

Kirkens Korshær er ikke korsfarere, men har beholdt navnet Korshær og korset som fortegn for det sociale arbejde. Fra korsets historie udgår en impuls til at forfordele, så de, der har mindst behov, må vige til fordel for dem, der behøver mest. De oversete og krænkede må stå forrest og retfærdighed styre fordelingen. Fordelingen skal være skæv for at kunne tilgodese de største behov.

For ofrene og de krænkede

Det er vigtigt at genstarte impulsen til at tilgodese ofrede og krænkede mennesker. For det er blevet lidt in at vrænge af krænkelser. Ligesom med ofret. Rigtig mange er ofre for mangt og meget. Der er for megen trængsel om at være krænket eller at være offer, og så er reaktionen blevet latterliggørelse og afvisning af al krænkelse og alle ofre som pjat, krænkelsesparathed og offerflæb.

800 år er ingen alder, når det gælder kampen for at løfte byrden for ofrede og krænkede mennesker. Den fortsætter

Når krænkelser og offer bliver mainstream, så sker det samme som alle andre steder – så bliver de svageste skubbet til side, overset, overhørt. Deres historie om overgreb ryger med i gryden af pjat og overfølsomhed.

Og så tier de, hvis liv blev martret af krænkelsen, og de ofrede dukker nakken igen i skam over overgreb og forkrøblede liv.  De har for længst opgivet at få kompenseret deres krænkelser og er for længst holdt op med at græde – har sikkert allerede tidligt hørt: ”skal du tude? Så skal jeg give dig noget at tude for!” Så hellere bide smerten hårdt i sig. Men krænkelser og overgreb fortsætter.

Mennesker med tunge ar på sjæl og legeme skal ikke udskammes endnu mere og blive overhørt og skubbet til side. Vi skal skabe plads til offeret og den krænkedes forret og forrang. Korsfanen vidner om den ret, vi har som enkeltmennesker og som samfundsmæssigt fællesskab: At fordele og give mest til dem, der har størst brug for det. Det er en ret at sætte de mindste forrest, at foretrække de forkastede, at kompensere de krænkede og ofrede.

De ikke-krænkede må ydmygt give plads til erfaringerne og kompensationen til de krænkede og ofrene for alskens overgreb og nedværdigelse. Hvis Dannebrog fortsat kan minde os om den prioritering, har flaget en vigtig fremtid for sig i det danske samfund. 800 år er ingen alder, når det gælder kampen for at løfte byrden for ofrede og krænkede mennesker. Den fortsætter.


Illustration: Syning af Dannebrogsflag. Maleri af Carla Colsman. Grænseforeningen.

Helle Christiansen er født i 1957 og uddannet cand.theol. Opvokset på Sydsjælland og i Vendsyssel, har boet og arbejdet i mange egne af Danmark og hentet inspiration fra de forskellige måder at udfolde sig på i Danmark.

Præsteembeder i folkekirken 1985 – 2001; lektor på Præsteuddannelserne 2001-2006 Udgivet teologiske fagbøger om liturgik og embedsteologi i den periode.

Siden 2016 udviklingschef Kirkens Korshær og fra 2011 chef for Kirkens Korshær. Chef er den lederbetegnelse, Kirkens Korshær har brug siden begyndelsen i 1912, hvor Kirkens Korshær blev stiftet. Det svarer til, hvad andre foreninger kalder generalsekretær. Kirkens Korshærs varmestuer, hjemløseherberger, familiestøttende og rådgivende arbejde er tilbud til mennesker med behov for basal hjælp. Mad, bad, tøj, menneskeligt fællesskab er kerneydelser, og nærvær, omsorg, respekt er kerneord for det sociale arbejde, som Kirkens Korshær står for på basis af det kristne menneskesyn.

Gennem mange år aktiv i foreninger og bestyrelser, primært inden for kirke og socialt arbejde, bla. tidligere formand for præsternes faglige organisation, Præsteforeningen. Aktuelt formand for bestyrelsen for Sankt Lukas Stiftelsen, hvor børne- og voksenhospices, krisecenter og børne- og plejeinstitutioner drives med høj faglighed og stærk menneskekærlighed.

Udpeget fra 2018 som medlem af Rådet for Socialt Udsatte.

Diverse artikler, bogredaktion, kronikker mv. gennem årene i relation til Kirkens Korshærs arbejde.

Foto: Iben Kauffmann

Seneste artikler om Civilsamfund