Papir og Bidt – dansk rock findes i mange modeller og der kommer nye til

af i Kultur/Musik

MUSIK // ANMELDELSE – Dansk rock kommer fortsat i mange varianter. Spacerockerne Papir afsøger nye veje og indtager nye rum på deres sjette, sublime studiealbum, mens teksterne hos ungdommelige og charmerende Bidt aldrig bider sig fast.

Skulle maj måneds musikudgivelser udgøre et lineup på en festival i det danske sommerland, ville Uffe Lorenzen, D-A-D og Henrik Hall spille på de store scener.

Lorenzen, der blandt andet er frontfigur i Baby Woodrose og Spids Nøgenhat, er for tiden ved at etablere sig for alvor som solokunstner. D-A-D har forlængst fået Grøn Koncert-klistermærket syet fast på cowboyskjorten, mens den nu afdøde snotorgelstruttende rockgud Henrik Hall, der er aktuel med genudgivelsen af det store midtnullerværk Chok Suk Og Koma, ville få alle danske mænd over 30 op af campingstolen for i samlet flok at bevæge sig ned til festivalpladsen.

Mens D-A-D, Lorenzen og Hall utvivlsomt ville spille for fulde huse, ligesom deres udgivelser vil blive langet legio over disken hos pladepusherne og streamet så modemmet sprutter, skal de to danske rockbands Papir og Bidt nok ikke regne med festivalens største scener endsige stort pladesalg.

Men det er ingen skam, for de bedste musikalske oplevelser kan gemme sig i mindre telte, mens mastodonterne spiller med musklerne på Orange, Bøgescenerne og hvad har vi.

Papir – VI

Jeg tænker ikke på IKEA, men på musik, når jeg siger, at der ofte ikke er sammenhæng mellem kvalitet og salgstal. Det er Papir nok det skarpeste eksempel på herhjemme. Trioen, der er klar med deres sjette langspiller, der kort og godt hedder VI, spiller en dybt original instrumental rock med støjende klangflader, der tager lytteren med ind i nye rum.

Når Papir er godt selskab i de 40 minutter, pladen strækker sig over uden en vokal, der i rocken normalvis fortæller historier, er det fordi, instrumenterne fortæller historier.

Bandet, der måske har titlen som den bedst bevarede rockhemmelighed i dette kongerige, har tidligere været signet på El Paraiso Records (der også huser Causa Sui) men er nu på det Hamborg-baserede Stickman Records. At Papir er undergrund, har de smalt appellerende numre på gennemsnitligt 10 minutters varighed en væsentlig aktie i.

Det er kunstens paradoks: der er meget derude, der får opmærksomhed i radioen og vokser sig stor på streamingtjenester, mens meget lytteværdig musik der tager sig tid, og viser nye sider af rocken, aldrig rammer et bredere publikum.

Når Papir er godt selskab i de 40 minutter, pladen strækker sig over uden en vokal, der i rocken normalvis fortæller historier, er det fordi, instrumenterne fortæller historier. Det lyder som om, de leder efter noget. De er rastløst på jagt både hver for sig og sammen. Stemninger bygges op for igen at blive taget ned for igen at nå klimaks i et imponerende samspil.

Der er med Christian Becher Clausens drevne basspil klare paralleller til Joy Division, mens Nicklas Sørensens guitarer præcist ved, hvornår de skal sætte ind, for at give den helt rigtige dynamik til bandets på én og samme tid stramme og drømmende lydbillede.

Bidt – Tilpas utilpas

Bidt er et noget andet bud på, hvordan dansk rock anno 2019 kan lyde. De musiske linjer tegnes af børnebogsillustratoren Rasmus Bregnhøi på blid vokal og guitar, der sammen med de andre bandmedlemmer ikke er vårharer, hverken hvis man skeler til dåbsattester eller musiske karrierer. Det står i herlig kontrast til den ungdommelige, lette indierock, der egner sig fortrinligt til radioformatet.

Det er Bidts store styrke og svaghed, at de lyder så behageligt, at de forsvinder i rækken af andre rocknumre og trafikmeldinger.

Det er Bidts store styrke og svaghed, at de lyder så behageligt, at de forsvinder i rækken af andre rocknumre og trafikmeldinger. Det skyldes både instrumentationen, der kun få steder bliver interessant at lytte til. Skæringen Sander Til, der minder om Mellemblonds lyd på mesterværket Lysvågen, er dog et af få højdepunkter.

Mageligheden kommer også til udtryk ved det manglende bid i Bregnhøis tekster. Der synges lyst og det lyder produceret. Lyrikken bliver en kende for ensformig med de mange gentagelser og de enkle budskaber, der kredser om kærligheden. Bidts sangkatalog har hele tiden blikket rettet mod den gode melodi, men det er som om, de bliver for optaget af, hvordan de lyder.

Ligeså let jeg bliver revet med, ligeså let falder jeg fra undervejs, fordi jeg er i tvivl om, hvad Bidt har på hjerte – udover drømmen om et rockband og et øjebliks opmærksomhed.


Papir – VI (Udkom d. 10. maj på Stickman Records)

Bidt – Tilpas utilpas (Udkom d. 24. maj på Crunchy Frog)


Foto: Cover af Christoffer Brøchmann Christensen, med tilladelse fra Papir.

Lauritz Korfix Schultz, født 1989. Er cand.mag. i dansk og historie og arbejder som gymnasielærer og freelancejournalist.
Kan du lide hvad du læser? Så støt Lauritz' skrivekløe på Mobile Pay 60691117.