Danmarks smadrede byer: København, Aalborg, Odense med flere

af i Kultur/Politik & Samfund

KOMMENTAR // KULTURARV – Den danske beskyttelse af landets arkitekturarv er langt dårligere end den, man har i mange andre europæiske lande, skriver Nikolaj Bøgh. Det har sat sit tydelige spor på de danske byer, som stort set alle er stærkt prægede af voldsomme nedrivninger, gadegennembrud og butikscentre i glas og beton midt i de historiske bycentre. Noget tilsvarende er utænkeligt i mange andre europæiske byer, og danskerne nyder det på deres ferier, men den dag i dag er de brutale og ødelæggende forandringer af bymidterne stadig hverdagskost i de gamle danske byer.

For mange danskere har sommerferien budt på besøg i nogle af Europas mange smukke, velbevarede gamle byer. I Frankrig og Italien har langt de fleste byer eksempelvis et stort set intakt historisk bycenter, hvor der er bygget meget lidt nyt i adskillige år, nogle gange i århundreder.

Begge lande slap relativt uskadt fra 2. verdenskrigs malabariske bombardementer, som navnlig smadrede mange byer og gamle bygninger i tyske, engelske og polske byer.

I Danmark har vi en helt anden og langt mere brutal tradition for byudvikling, hvor de historiske bymiljøer i landets gamle købstæder generelt ikke er blevet værdsat før indenfor de allerseneste årtier

Hovedforklaringen på, at de fleste franske byer har et velbevaret ”Centre Historique” og de italienske byer noget tilsvarende, er først og fremmest en helt bevidst bevaringspolitik, som i dag gør byerne til en enorm attraktion for bl.a. danske turister, der elsker at flokkes i de stemningsfulde gamle gader og sidde på de smukke og monumentale gamle pladser.

Bygningsbevaring er en politisk beslutning

I fransk sammenhæng tilskrives en stor del af æren for de velbevarede byer forfatteren André Malraux, som var kulturminister under præsident Charles de Gaulle i slutningen af 1950’erne og ind i 60’erne og indførte statsligt garanterede, bevarende bestemmelser for de historiske bymidter i en lang række franske byer, hvoraf den gamle hertugby Uzès nær Nimes i Sydfrankrig var en af de første.

Malraux’s indsats var værdifuld, men den var næppe lykkedes, hvis ikke der blandt franske politikere havde været en udbredt, historisk bevidsthed, som også har præget udviklingen i flere andre af de store europæiske lande, der har tradition for langt mere vidtgående regler for bevaring af bygninger og kulturmiljøer, end vi kender i Skandinavien.

Gadebillede fra Arles i Sydfrankrig. En af mange velbevarede franske byer, der for hovedpartens vedkommende består af huse, som ikke hver især er synderligt interessante, men som giver et sammenhængende, harmonisk bymiljø. Forfatterens foto.

De gamle europæiske kulturlande har gennemgående en rigere bygningsarv, end vi har på vore breddegrader, hvor vi altid har befundet os lidt i udkanten af den europæiske hovedstrøm.

Der er ældre, mere imponerende og større slotte, katedraler, adelspalæer, klostre m.m., end vi nogensinde har haft, men det er langtfra blot dem, som er bevaret i en gennemsnitlig fransk eller italiensk by.

Det er også i hundredevis af helt almindelige huse og ofte ret ordinære byhuse, som ikke skiller sig ud enkeltvis, og heller ikke altid er ældgamle, men som hver især udgør elementer i et velbevaret og sammenhængende kulturmiljø, der omkranser og danner baggrund for de store arkitekturmonumenter, som Europas store kulturnationer rummer.

Bevares, der er selvfølgelig også sket bygningsmæssige overgreb i f.eks. Rom, hvor Mussolini nedrev gamle kvarterer for at bygge de monumentale gader Via della Conciliazione og Via dei Fori Imperiali, men det har på ingen måde ødelagt helheden, og er også ganske atypisk for den generelle veludviklede sans for at bevare de historiske bymiljøer.

Brutalistisk dansk tradition

I Danmark har vi en helt anden og langt mere brutal tradition for byudvikling, hvor de historiske bymiljøer i landets gamle købstæder generelt ikke er blevet værdsat før indenfor de allerseneste årtier, og den dag i dag forsvinder der jævnligt bevaringsværdige bygninger, som bliver erstattet af nybyggeri, der skiller sig voldsomt ud fra det gamle ved andre former, materialer og størrelser. At tale om Danmarks smadrede byer er ikke en underdrivelse.

I byer som Aalborg, Odense og Kolding er der med helt åbne øjne og på baggrund af bevidste lokalpolitiske beslutninger nedrevet historiske huse i massevis og efterladt ar i bybilledet, som Luftwaffe eller Royal Air Force næppe kunne have gjort grundigere under 2. Verdenskrig

I den henseende overgås vi vist kun af Sverige, som i endnu højere grad har bulldozet mange af sine historiske bymidter.

Nedrivningspolitikken har sat sit tydelige præg på Danmark, hvor så godt som alle større og mellemstore byer i dag er sprængt i stumper og stykker af gadegennembrud, massenedrivninger og opførelse af store butikscentre i de gamle bykerner. Kun enkelte byer har nogenlunde klaret frisag, herunder bl.a. Ribe, Bogense og Ærøskøbing.

Harald Jensens brænderi i Vesterågade i Aalborg. Aalborg havde frem til begyndelsen af 1900-tallet et yderst interessant bybillede, der var domineret af bygninger fra byens storhedstid i 1500-1700-tallet. Byen var aldrig brændt og stagnerede efter tabet af Norge i 1814, så udviklingen var gået ret sporløst henover byen. Industrialiseringen ændrede drastisk på dette, og i løbet af 1900-tallet nedrev man store dele af den gamle bykerne. Bygningerne på billedet er væk i dag, det samme gælder åen. Nordjyllands Historiske Museum.

I nogle byer har der på grund af mange bybrande ikke været så meget at bevare, men i byer som Aalborg, Odense og Kolding er der med helt åbne øjne og på baggrund af bevidste lokalpolitiske beslutninger nedrevet historiske huse i massevis og efterladt ar i bybilledet, som Luftwaffe eller Royal Air Force næppe kunne have gjort grundigere under 2. Verdenskrig.

København har ligeledes store områder, der er præget af voldsomme nedrivninger, ikke mindst Adelgade-Borgergade-kvarteret, der blev totalsaneret i 1940erne, og området omkring Landemærket/Pilestræde, hvor navnlig Gutenberghus (i dag Egmonts) enorme byggeri har ødelagt meget i kvarteret bag Trinitatis Kirke helt op til den seneste store udvidelse af komplekset i 1970erne.

København har dog også adskillige gader og hele kvarterer med harmonisk ældre byggeri bevaret. I flere provinsbyer, herunder Aalborg og Aarhus, er centrum i dag domineret af store indkøbscentre.

I Aalborg opslugte stormagasinet Salling i 1960erne hele gamle gader og markante bygninger, der havde spillet en væsentlig rolle i byens historie, og centrum er i dag præget voldsomt af dette og andre stormagasinbyggerier.

En tilsvarende ødelæggende virkning har Magasins byggerier i Aarhus centrum og i København i området omkring Bremerholm haft.

Aarhus er i øvrigt en del steder sluppet nådigt fra de store nedrivningsbølger i 60erne og 70erne, ikke mindst fordi et allerede vedtaget, særdeles brutalt gadegennembrud midt ind gennem byens historiske centrum blev afværget af den historisk bevidste borgmester Bernhard Jensen og endelig opgivet i 1965.

Tyske byer genopstår

Centrum i Dresden blev totalt ødelagt ved det engelsk-amerikanske bombardement i februar 1945. I disse år genopføres en del af det historiske centrum igen. Foto: Wikimedia Commons.

I mange tyske byer, navnlig i det tidligere DDR, har man de senere år arbejdet på at genoprette skaderne efter 2. Verdenskrigs ødelæggelser og genopført bl.a. mange slotte og kirker, som var fjernet eller lå i ruiner i DDR-tiden, men i byer som Dresden og Frankfurt er der nu også genopført hele gadeforløb og adskillige huse, der i årene efter 1945 var blevet erstattet af anonyme betonbyggerier, som i dag er nedrevet igen.

Noget tilsvarende er formentlig utænkeligt i Danmark, hvor arkitekterne generelt har en stor foragt for alt, hvad der kan synes tilbageskuende eller anerkendende overfor tidligere tiders arkitektur.

Tværtimod er det her normen at man, når der skal bygges nyt, forsøger at adskille sig så meget som muligt fra det eksisterende og fra den arkitektur, der tidligere har været gængs i den sammenhæng, man bygger i.

Alt skal bygges i tidens stil, som i øjeblikket dikterer massive bygninger med fladt tag, store vinduespartier, oftest opført i beton, der er beklædt med murstensplader i karakteristiske brune eller grålige nuancer.

Spildte muligheder

Den foragt, som nutidens arkitekter har for de eksisterende bygningers skala, facaderytme, materialevalg m.m., den kan også genfindes i en despekt for selve den historiske byplan, som de fleste danske byer i en eller anden grad fortsat er præget af. Selv i de sjældne tilfælde, hvor man faktisk havde muligheden for at kunne genskabe noget af den bymæssige kvalitet, som fortidens nedrivninger har ødelagt, laver man hellere sin egen bystruktur end reparerer på den gamle.

Odenses helt store byplanmæssige katastrofe, Thomas B. Thriges Gade, der fra 1959 til 1970 blev anlagt som en firesporet vej midt gennem byen, der resulterede i nedrivning af en stor del af det gamle Odense, er nu opgivet igen og området er ved at blive bebygget.

Nybyggeri på den tidligere Thomas B. Thriges Gade i Odenses centrum. Den gamle by, der blev ødelagt ved gadens anlæggelse, bliver ikke genskabt, ikke engang ved strukturer i gadebilledet eller ved referencer i det nye byggeri. Et prima eksempel på Danmarks smadrede kulturarv. Odense Kommune.

Men den ødelagte by vokser ikke sammen igen på en harmonisk måde, og de mange nye bygninger, der nu skyder op i området, er næsten uden undtagelse massive og tidstypiske kasser, som kunne have ligget hvor som helst og ikke på nogen måde forholder sig til det historiske Odense.

En tilsvarende spildt mulighed finder man lige nu i Aalborg, hvor man i 1930erne totalsanerede Skolegadekvarteret, som var et tætbebygget kvarter med ældre småhuse nær domkirken. Her fandtes også førhen byens gamle bispegård, opført i elegant nyklassicisme omkring år 1800. Bispegården var fredet, men meget forfalden, og bystyret i Aalborg fik den affredet og nedrevet.

Hvor Skolegadekvarteret havde ligget, opførte man i 60erne to store bankbygninger og en større detailhandelsbutik med parkering på taget. Det hele er nu igen revet ned og ved at blive bebygget på ny i en helt ny form med punkthuse af varierende højde og store grønne områder, som opløser den klassiske karréstruktur, byen og området tidligere har haft.

Bispegården, som der findes nøjagtige opmålinger af, kunne man have valgt at genopføre som nærmeste nabo til domkirken Budolfi Kirke, men det har der ikke været interesse for, ligesom der åbenbart heller ikke har været interesse for at genskabe nogen form for historiske referencer til fortidens gadenet eller bymæssige karakter i det splinternye kvarter.

Svagt regelsæt skaber smadrede byer

Hvor det er reglen snarere end undtagelsen at finde sammenhængende ældre bymiljøer i en række europæiske lande, så er den slags i dag altså sjældent at finde i Danmark. Lovgivningen har heller ikke understøttet bevaringen af dem, og det regelsæt, der her i landet giver mulighed for at beskytte gamle byer og bymiljøer, er gennemgående svagt og usammenhængende.

Kommunerne mangler ofte viden og ressourcer til at kunne prioritere bygningsarven, og mange mindre byer hungrer efter ”udvikling”

De omkring 9000 fredede bygninger, som landet rummer, er godt beskyttet af statsligt tilsyn, men det er alene den enkelte bygning, der kan fredes, ikke værdifulde gadeforløb eller vigtige enkeltbygningers historiske omgivelser.

Kommunerne kan via bevarende lokalplaner faktisk godt beskytte hele kulturmiljøer. Men selv i de tilfælde, hvor det redskab bringes i anvendelse, dispenseres der ofte frejdigt fra de regler, man selv har fastsat. Indimellem til at rive ned, men meget ofte – og efter alt at dømme i tiltagende grad – til store ombygninger og kvalitetsforringende ændringer af materialer, påsætning af fremmedartede altaner, taghaver o.l.

Uzès i Sydfrankrig set fra oven. Byen er fuldkommen bevaret takket være et initiativ fra kulturminister André Malraux, og bevaringen omfatter ikke blot et forbud mod at nedrive bygninger, men også at ombygge dem, ændre på materialevalg m.m. Et tilsvarende billede af en dansk by ville være en stor forvirring af altaner, tagterasser, solceller, forskellige former for tagbelægning etc. Forfatterens foto.

De meget høje statslige krav til fredede bygningers originalitet har resulteret i en bølge af affredninger gennem de senere år, som navnlig har ramt nogle af de byer, der har ret intakte historiske bymiljøer, f.eks. er 16 ud af 88 fredede bygninger i Aabenraa blevet affredet, hvilket medfører en stor risiko for, at ellers ret sammenhængende kulturmiljøer kan blive ødelagt.

De affredede bygninger kommer til at tilhøre den meget store gruppe af bevaringsværdige bygninger, som administreres af kommunerne efter et ret svagt regelsæt, der som udgangspunkt alene betyder, at de ikke kan nedrives uden kommunalbestyrelsens tilladelse.

En sådan tilladelse gives ikke så sjældent, for kommunerne mangler ofte viden og ressourcer til at kunne prioritere bygningsarven, og mange mindre byer hungrer efter ”udvikling”, som f.eks. kan være, at en investor vil bygge nyt i en af byens gamle gader.

Umiddelbart er det billigere at rive ned end at bevare de gamle bygninger, så selvom analyser tydeligt dokumenterer, at der i sidste ende er langt flere penge både for kommunen og for ejerne i at bevare den ældre bygningsarv, så er det ofte sådan det ender i de mellemstore provinsbyer, som endda oftest er langt bedre stillet end landsbyerne i landets yderområder, hvor man tilmed ofte får statstilskud til nedrivning af ældre bygninger, som – deres forfald til trods – skabte kontinuitet og sammenhæng i gadebilledet, der udviskes, når de forsvinder.

Tilbage står et land, hvis bygningsarv stille og roligt forringes. Vi river ikke hele gader eller kvarterer ned længere, som vi gjorde op til 70erne. Man kan ikke længere tale om Danmarks smadrede byer længere, men vi har en svag tradition for at passe på både byer og ældre bygninger.

På ferier kan vi glædes over, at der er lande, der har prioriteret anderledes, og vi elsker typisk at besøge Europas store kulturlande med pittoreske krogede gadenet og massevis af stemningsfulde gamle huse. Vi kunne mange steder godt selv have haft noget tilsvarende, det har vi imidlertid fravalgt.


Topfoto: Emil Vetts Passage bag Magasin i Aarhus. Wikimedia Commons.

Nikolaj Bøgh (født 1969) er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, rådmand og formand for Kultur- og Fritidsudvalget på Frederiksberg (C) samt konservativ folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet en række bøger, herunder ”Hækkerup” om den socialdemokratiske udenrigsminister m.m. Per Hækkerup og ”Brødrene Møller” om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. Hans seneste bog er "100 historier fra Frederiksberg", der udkom i marts 2019.

Seneste artikler om Kultur

Blinde idiot

ESSAY – Det smukkeste sted, jeg har besøgt i nyere tid, er