
BEREDSKAB // KOMMENTAR – Hybridangrebene er her. Svaret på Danmarks næste beredskabskrise begynder ikke på Christiansborg. Det begynder i kommunen – på rådhuset, plejehjemmet og i nabofællesskabet, skriver Lars Bangert Struwe og Katja Salomon Johansen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Droner over lufthavne. Cyberangreb mod kritisk infrastruktur. Sabotage mod datakabler. Danmark oplever ikke enkelte, isolerede hændelser – men en systematisk kampagne, der tester vores samfunds sårbarhed.
Da dronerne natten til den 23. september cirklede over danske lufthavne, sagde statsminister Mette Frederiksen det klart: ”Der udspiller sig i øjeblikket en hybridkrig på dansk grund.” Regeringen hævede beredskabsniveauet, og Danmark overvejede for første gang i historien at aktivere Natos artikel 4.
Vi mener, det vil være langt mere formålstjenligt, hvis den officielle linje er som den svenske
Men mens politikere diskuterer droneudstyr og cyberforsvar, får én afgørende aktør for lidt opmærksomhed: kommunerne. For når krisen rammer, er det ikke Christiansborg, borgerne ringer til. Det er rådhuset.
Ukraines erfaringer viser en ubehagelig sandhed: Når strømmen svigter, vandet ikke løber, eller digitale systemer går ned, rammes hverdagen direkte. Og borgerne henvender sig til kommunen, som har forsyningsansvaret. Hverdagskrisen begynder lokalt.
Beredskab er ikke længere et skrivebordsanliggende
Beredskab kan ikke længere være et skrivebordsanliggende. Det skal være en kernefunktion i kommunen på linje med skole og ældrepleje. Kommunerne kender de sårbare borgere, de kritiske institutioner og forsyningslinjerne. De har alle forudsætninger for at være rygraden i landets totalforsvar – hvis de tør tage ansvaret.
Men teorien møder virkeligheden brutalt: Kan personalet komme ind til borgeren, når elektroniske låse svigter? Har vi backup-strøm til plejehjemmene? Alternative kommunikationskanaler?
I Sverige har man taget konsekvensen. ”Totalförsvaret är en angelägenhet för hela befolkningen och alla delar av samhället,” lyder det i deres strategi for 2025-2030. I fraværet af tilsvarende klar kommunikation står vi som samfund tilbage – handlende, passive og uforberedte, selv efter det ene hybridangreb efter det andet.
I Gentofte Kommune er man gået i gang. Der er oprettet en tværgående funktion for beredskab, og kommunalbestyrelsen godkendte indkøb af nødgeneratorer til de mest udsatte borgere.
Den 17. september afholdt man arrangementet ”Er du klar?” på rådhuset. Over 200 borgere deltog i workshops om alt fra brandslukning til hjemmeberedskab. Men der var også en bekymrende besked: Den officielle melding til borgere, der ønsker at hjælpe til, er, at de skal holde sig væk – medmindre de i god tid forinden har meldt sig ind i Hjemmeværnet eller lignende. Det mener vi er en fejl.
I Ukraine har naboer, foreninger og civilsamfundsorganisationer spillet afgørende roller i lokalsamfundets overlevelse. Social modstandskraft redder liv og demokratiserer beredskabet.
Danmark har en stærk tradition for frivillighed, men udnytter ikke dette potentiale systematisk. Vi skal væk fra tanken om, at beredskab er noget, ”de andre” tager sig af. Beredskabet skal demokratiseres.
Vi mener, det vil være langt mere formålstjenligt, hvis den officielle linje er som den svenske: Alle er en del af beredskabet! Lad os give borgerne information og handlingsanvisninger. Lad os involvere foreningslivet med klare forventninger og ressourcer.
Danskere er villige til at gøre, hvad der bliver sagt. Da der tidligere på året var problemer med mobilnetværket, fulgte borgerne præcis de anvisninger, der blev givet. Problemet var ikke manglende vilje, men dårlig information fra myndighedernes side. Løsningen er ikke at holde borgerne på afstand, men at give dem bedre information.
Vi må nu gå fra ord til handling. Hver kommune bør simulere strømafbrydelser på plejehjem, afholde øvelser med nøglepersoner og engagere lokalsamfundet. Det handler ikke om panik, men om parathed.

Kommunerne bør indgå konkrete forhåndsaftaler med lokale virksomheder: vognmænd, der kan stille transport til rådighed, byggemarkeder, der kan levere materialer, og fødevareproducenter, der kan sikre forsyninger. I Ukraine var disse netværk etableret før krigen – derfor kunne de hurtigt bidrage.
Nogle vil sige, visionen er for dyr. Men udgiften til forebyggelse er minimal sammenlignet med genopbygning. Vigtigst: Vi har ikke råd til at lade være.
Svaret på Danmarks næste beredskabskrise begynder ikke på Christiansborg. Det begynder i kommunen – på rådhuset, plejehjemmet og i nabofællesskabet.
Men først må kommunerne have klar besked fra staten: Skal vi forberede os på krise og krig? Scenariet ”krig” er formelt ikke en del af den kommunale beredskabsplanlægning – endnu. Med tanke på, at planlægning tager tid, står det i skærende kontrast til det officielle trusselsbillede.
De seneste måneders hybridangreb var en advarsel. Lad os nu handle, før det næste angreb rammer. For det kommer. Som statsministeren sagde: Det her er kun begyndelsen.
Debat er demokratiets brændstof. Klik for at møde bredden af stemmer og emner i POV.
Du kan også selv komme til orde ved at sende et debatindlæg til redaktionen@pov.international
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()







og