ISRAEL // KOMMENTAR – Den militære besættelse og kolonisering af Vestbredden har været en hovedpine for Israel i over 50 år. Det er lidt som at ride på en arrig tiger: det er farligt at holde fast, for den bliver ikke gladere, men du tør heller ikke give slip.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
En af mine professorer på Tel Aviv Universitet sagde engang, at Israel i sidste ende vil stå ved en skillevej: med mindre de opgiver den militære besættelse af Vestbredden, vil landet endegyldigt skulle vælge imellem sin jødiske karakter eller sin demokratiske legitimitet.
Premierminister Benjamin Netanyahus udmelding i et nyt interview aktualiserer problemstillingen: Han sagde torsdag d. 28.5, at han ønsker formelt at annektere Vestbredden, men at palæstinensere, der er bosat i Jordan-dalen, aldrig vil få israelsk statsborgerskab: Palæstinensiske byer og landsbyer i det annekterede område vil forblive ”palæstinensiske enklaver” under det Palæstinensiske selvstyre og under israelsk ”sikkerhedskontrol”.
I takt med at mere og mere af Vestbredden bliver koloniseret, stiger presset for blot at annektere hele skidtet, ikke mindst fra bosætterfløjen, der bliver større, for hver dag der går. Med Trump som præsident har man nu fået fripas og mod til dette.
Men derved står man med en hovedpine. Indtil nu har palæstinenserne udenfor 1948-grænserne ikke haft stemmeret, da deres landområder ikke har været en officiel del af Israel, men blot militært besat siden 1967.
Hvis man officielt annekterer området, bliver det dog i stigende grad svært at kalde sig selv ‘Mellemøstens eneste demokrati’, når man reelt set nægter en stor del af sine borgere stemmeret og andre basale rettigheder.
Det var den demokratiske karakter.
Når man ikke ønsker at give dem israelsk statsborgerskab, er det fordi, at tilføjelsen af knap 3,3 mio. palæstinensere ville forrykke befolkningssammensætningen betragteligt i landet, og derved også vælgermassen. Israel ville endegyldigt ikke længere kunne kalde sig selv for en ‘jødisk stat’ – hvilket i forvejen er svært, da knap 25 procent af befolkningen består af kristne og muslimske arabere, hvis bedsteforældre befandt sig inden for landets grænser ved Israels oprettelse i 1948. Dengang var man dog villig til at give dem det, man nægter at gøre i dag: statsborgerskab.
Det var landets jødiske karakter.
Den militære besættelse og kolonisering af Vestbredden har været en hovedpine for Israel i over 50 år. Det er lidt som at ride på en arrig tiger: det er farligt at holde fast, for den bliver ikke gladere, men du tør heller ikke give slip.
Det virker, som om Netanyahu og den israelske højrefløj satser på at ride tigeren til verdens ende og håbe på, at problemerne går væk af sig selv.
Spoiler alert: det gør de ikke.
Illustration: Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
