Alle er velkomne – men ønsker du særbehandling, er militæret ikke noget for dig

i Minoriteter/Politik & Samfund af

FORSVARET // KOMMENTAR – Ønsker du dig en karriere som soldat, kan du lige så godt vænne dig til, at tingene ikke altid kommer til at ske på dine præmisser – hverken herhjemme eller ude i verden. Det skriver Emil Arenholt Mosekjær, der selv har lagt dele af sin identitet hjemme for at kunne trække i trøjen.

For tiden kører der en historie i medierne om en 19-årig muslimsk kvinde, som havde fået det indtryk, at hun måtte bære hijab som værnepligtig. Da hun efter fire dage fik besked på, at det var soldaterkarrieren eller tørklædet, valgte hun sidstnævnte.

Sagen har endnu engang fået debatten om religionens rolle i samfundet til at rulle, og fortalerne for den 19-årige kvindes ret til at bære hijab lader da også til at gribe hele sagen an som blot endnu en værdipolitisk salondiskussion – måske fordi de færreste af dem nogensinde har sat foden i en soldaterstøvle. Dermed fremhæver de dog blot problemet med at copy-paste en civil opfattelse af tingene over i militæret.

Personligt mener jeg ikke, at synlige religiøse symboler hører til i Forsvaret, upåagtet at lande som USA, Storbritannien og Sverige har en anden politik på området. Min holdning står på to ben: det ene er mine personlige værdier om religionens rolle i samfundet. Det andet er min militærfaglige analyse på baggrund af næsten 5 års erfaring som soldat samt to udsendelser.

Min holdning står på to ben: det ene er mine personlige værdier om religionens rolle i samfundet. Det andet er min militærfaglige analyse på baggrund af næsten 5 års erfaring som soldat samt to udsendelser

Den første er ikke interessant i denne sammenhæng, men kan opsummeres ganske kort: Religion kan bidrage med meget godt, men det er og bliver en privatsag. Det er derfor dig, der skal tilpasse måden, du udøver din tro på til det omkringliggende samfund, og ikke den anden vej rundt.

Og det gælder på ingen måde kun Islam. Jeg er ikke medlem af Folkekirken, så gerne kirke og stat adskilt, og jeg har bandet og svovlet og følt mig trådt på, når jeg blev beordret med til gudstjeneste i forbindelse med kasernejulefrokosten. At ting som kalotter, store guldkors om halsen eller muslimske tørklæder ikke hører til i militæret, er derfor helt naturligt for mig at mene.

Hos Forsvaret selv lader der heller ikke til at være vaklen i geledderne. Både pressetalskvinde oberst Susanne Lund og forsvarsminister Trine Bramsen (S) understreger, at synlige religiøse symboler ikke hører til uniformen. Det er en privatsag. Jeg ville også gerne have haft skrevet ’Led Zeppelin’ på min hjelm nede i Afghanistan, men måtte nøjes med at købe en T-shirt, da jeg kom hjem til Danmark.

View this post on Instagram

Vi gør det sammen. (…) Vi gør det, fordi noget er værd at kæmpe for. ___________________________________________________ ”Det der for mig er værd at kæmpe for, det er kammeratskabet i en deling. Det kan lyde banalt, men når du har været i samme enhed, siden din første dag som Konstabelelev, så opnår du at danne bånd, som rækker langt ud over det sædvanlige. Jeg vil altid se tilbage på min gamle deling i 3PNIGKMP, ingeniørregimentet, med en stor glæde for, hvor meget de har givet mig. Et stærkt fællesskab kan gøre selv de sværeste opgaver, og opgaver som synes uretfærdige til en leg, og hjælpe dig igennem det.” – @sofusbrun, tidligere konstabel i ingeniørregimentet – studerer nu bachelor-uddannelse for senere at søge ind på officersskolen ____________________________________________________ #værdatkæmpefor

A post shared by Forsvaret (@forsvaret.dk) on

Det militære system udvisker forskellene

Med hensyn til de militære aspekter af diskussionen, som ikke synes at være i højsædet for mange af dem, der er gået i skyttegravene for den 19-årige kvinde, vil jeg starte med at give ordet til Walid. Han har selv muslimsk baggrund, boede på stue med den nu tidligere værnepligtige kvinde, og til DR Nyheder havde han følgende at sige:

”Vil hun ikke være med til at ligne alle andre, så er der kun én vej, synes jeg. Kigger man rundt i lokalet er vi jo ens. Og det er det, der gør os til en enhed. Jeg synes, reglerne er helt fair. Hvis man vil have tørklæde på, så er det ikke her”, siger Walid, som dermed rammer pointen så velplaceret og kraftfuldt i røven, at der må gemme sig en fremtidig dyseskytte i ham.

Selvom hans ord ikke nødvendigvis er repræsentative for alle i Forsvaret med minoritetsbaggrund, minder holdningen dog om den, jeg har mødt hos flere af dem, jeg har kendt i min tid i militærtjeneste. De har ofte givet udtryk for, at de sætter pris på, at det militære system udvisker forskellene mellem folk, og tillader dig at blive anerkendt for dine evner i stedet for din baggrund.

Det er slet og ret et sted, hvor alt det, der til dagligt skiller os ad ude i samfundet, bliver skubbet i baggrunden, hvilket mange af dem finder befriende. At give folk særbehandling til fx at iføre sig hijab er derfor et skridt i den forkerte retning, hvilket Walid også lader til at mene.

Du bliver del af noget større

Jeg anerkender fuldt ud, at der findes racisme og fordomme i Forsvaret, som må være ufattelig belastende at leve med på daglig basis. Som jeg plejer at sige, så er din kamp for at skulle bevise dig selv langt hårdere, hvis du er kvinde eller har indvandrerbaggrund, end hvis du er en hvid gut som jeg selv. Men i sidste ende betyder din faglighed dog mest. Kan du dit shit, er der få andre steder, hvor du i samme grad vil blive anerkendt for det; eller bliver en del af et lige så sammentømret fællesskab.

Alle har givet afkald på elementer af deres individuelle identitet og personlige frihed til gengæld for at blive en del af noget større

Det er fordi, alle er klar over, at vi i en skarp situation kun har hinanden. Du lægger dit liv i mine hænder, og jeg lægger livet i dine. Som en person med hjertet til venstre for midten, har jeg politisk ofte været på udebane blandt mine mere borgerligt anlagte soldaterkollegaer. Men politik er fucking ligegyldigt, når I ligger der på jorden sammen og bliver beskudt af en eller anden med et PKM-maskingevær; det samme er din hudfarve eller tro. For I er en enhed, og alt det andet er irrelevant.

Men som Walid peger på, så kommer enhedsfølelsen ikke af ingenting. Den kommer blandt andet af at gennemgå strabadser som sult, træthed, mudder og kulde sammen. Ved at gennemføre en uddannelse som gradvist transformerer jer fra civile gokker til professionelle soldater. Den kommer af at gå i det samme tøj. Men vigtigst af alt så kommer den af den fælles erkendelse af, at I alle har givet afkald på elementer af jeres individuelle identitet og personlige frihed til gengæld for at blive en del af noget større.

Særbehandling og vat til sårede følelser

Derfor skurrer det i øjnene på én, når der pludselig er folk, som ønsker særbehandling. For hvis jeg har indrettet mig på fællesskabet, givet afkald på noget af min individualitet, og lever fint med det, hvorfor kan de så ikke? Er det fordi de ikke ønsker at indgå i enheden? Eller fordi de ikke kan klare mosten? Kan jeg overhovedet stole på dem, når det gælder? Tvivlen skaber irritation, modvilje, og er i sidste ende med til at spænde ben for, at personen bliver en del af hulen.

Hvis du forventer særbehandling og vat til dine sårede følelser, så er det ikke sikkert, militæret er noget for dig

Her taler jeg ikke blot om fællesskabsfølelsen på den enkelte værnepligtsstue, eller i en professionel deling af fastansatte soldater. Som jeg ser det, er særregler med til at fastholde folk med indvandrerbaggrund som en særskilt minoritet og spænder dermed ben for reel integration i hele Forsvaret. Det giver krudt til dem, som har besluttet sig for, at de ikke kan lide folk med en anden hudfarve, samtidig med at det sætter de soldater med indvandrerbaggrund, som befinder sig fint i systemet, i defensiven.

Det mener jeg er ærgerligt, for Forsvaret har stor gavn af, at flere som dem ifører sig uniform. Når Danmark sender soldater til fx Mellemøsten, er det guld værd, at der er folk med, som forstår sproget og kulturen. Og selvfølgelig skal Forsvaret være repræsentativt for det samfund, det befinder sig i. På den længere bane har det en positiv effekt på tingene både udenfor og indenfor hegnet.

Alle er altså velkommen, uanset køn, tro eller hudfarve.

Men ønsker du dig en karriere som soldat, kan du lige så godt vænne dig til, at tingene ikke altid kommer til at ske på dine præmisser – hverken herhjemme eller ude i verden.

Hvis ikke du kan leve med det, eller hvis du forventer særbehandling og vat til dine sårede følelser, så er det ikke sikkert, militæret er noget for dig.


Foto: Forsvaret.

Læs mere
Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Emil (f. 1990) er journalist, uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Interessen for udlandsjournalistik bragte ham i foråret 2018 til Tel Aviv Universitet, hvor han tilbragte et semester på udveksling. Her studerede han israelsk historie, moderne mellemøstlig historie samt baggrunden for den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Inden han startede på Journalisthøjskolen, tjente han 4,5 år i den danske hær, og var i den forbindelse udsendt seks måneder til Helmand-provinsen i Afghanistan i foråret 2012.

Udover Mellemøsten vil han en dag gerne dække det afrikanske kontinent - og har livet igennem desuden haft en passion for amerikanske forhold efter at have boet tre år i Californien som barn.

Derudover er han en kæmpe historienørd, der bedst slapper af med tykke bøger om ting, der ville sende de fleste andre på hovedet i seng.

Seneste artikler om Minoriteter