CPH:DOX // DAGBOG – POVs hjemsendte filmkritiker Frederik Bojer Bové har et strengt program. Han skal huske at finde tid til at finde på et dagligt tema. Ellers fører det ene til det andet. I går hørte han popmusik i stedet. Så det blev til film fra Filippinerne, Rumænien og Sri Lanka. Om journalister og elefanter.
Jeg begynder at have en rutine. Jeg vågner ti minutter i ni. Sætter min temasang på (Work From Home med Fifth Harmony) mens jeg laver en kop kaffe og finder havregryn.
Så sætter jeg dagens første film på.
Når den er færdig laver jeg morgengymnastik i ca 11 minutter, eller hvad der svarer til tre gange Work From Home, og så tager jeg et bad.
Så skriver jeg en time. Ser en film. Spiser en thaicube. Skriver en time. Ser en film. Spiser en thaicube. Skriver en time. Redigerer hvad jeg har lavet til en sammenhængende tekst. Ser en film. Går kold.
Indimellem går der noget tid med at lægge planer. Det er vigtigt. Ellers ender temaet med at blive lidt løst.
I værste tilfælde bare en dum sang, jeg har fået på hjernen…
https://www.youtube.com/watch?v=Udbf4xQwWag
The Kingmaker (Lauren Greenfield)
Jeg skal være helt ærlig: Hvis DOX havde løbet af stablen som normalt, så havde jeg nok ikke fået set Lauren Greenfields The Kingmaker. Greenfield er rost og beundret for film om rige mennesker med titler som Queen of Versailles og Generation Wealth, men jeg kan simpelthen ikke holde ud at høre på rige mennesker retfærdiggøre sig selv.
Men når nu der er færre film, og The Kingmaker er en af de mere højtprofilerede, så startede jeg dagen med den. Og det er jeg dælme glad for. Greenfields portræt af den tidligere filippinske førstedame Imelda Marcos er intet mindre end fremragende. Både som portræt og som prisme til at forstå filippinsk historie.
Imelda fokuserer så indædt på alt det skønne, at hun aldrig bemærker hvordan det hænger sammen med det råd der hersker udenfor.
Jeg er meget interesseret i filippinsk historie, mest fordi en af tidens mest interessante filmskabere, Lav Diaz, er fra Filippinerne, og trækker rigtig meget på sit lands historie i sine eksperimenterende kunstfilm. Men jeg har aldrig fået historien om Ferdinand Marcos fortalt så fornemt og letforståeligt som her.
Greenfield bruger et langt interview med Imelda Marcos som fundament til sin film, men har konstrueret en mosaik af vidneudsagn og arkivmateriale, hvortil Marcos kommer med løbende kommentarer. Så vi får den generelle fortælling: Hvordan Ferdinand og Imelda blev de ubestridte herskere i landet, den utrolige korruption der foregik, hvordan pludselig politikeren Benigno Aquino Jr gjorde modstand, og hvordan Marcos-parret blev væltet efter mordet på Aquino.
Der er særlig fokus på den utrolige historie om øen Calauit, hvis befolkning blev fordrevet så Imelda kunne lave en safaripark med importerede dyr fra Afrika. Og når vi når til den grummeste del af fortællingen, perioden med undtagelsestilstand i halvfjerdserne, så holder filmen helt op med at lytte til Imelda, og giver i stedet ordet til ofrene, hvis fortællinger er uafrystelige. Det er fornemt komponeret.
Den her dynamik, hvordan skønhed bliver stjålet fra det arme land, og hvordan så derefter de smukke og korrupte fremstår som de eneste der kan bringe skønheden tilbage, det er skildret som jeg aldrig har set det før
Da Imelda fortæller om da folkemængden invaderede præsidentpaladset, og fandt en chokerende overflod af rigdom, med Imeldas gigantiske skosamling som mest berømte eksempel, så siger den gamle dame bare: ‘They found no skeletons but only beautiful shoes’. Hun fokuserer så indædt på alt det skønne, at hun aldrig bemærker hvordan det hænger sammen med det råd der hersker udenfor.
Greenfield har virkelig fundet geniale eksempler. Dyrene på Calauit er f.eks. ikke så smukke længere, for manglen på vedvarende ressourcer til parken har medført indavl. En mand forklarer at motorvejene går i stykker, for de er lavet med for lidt asfalt – pengene dertil forsvandt jo i præsident-parrets lommer. Den her dynamik, hvordan skønhed bliver stjålet fra det arme land, og hvordan så derefter de smukke og korrupte fremstår som de eneste der kan bringe skønheden tilbage, det er skildret som jeg aldrig har set det før. Jeg skal have set mere Greenfield!
The Kingmaker kan streames her: https://cphdox.shift72.com/film/the-kingmaker/
We Hold the Line (Marc Wiese)
Således opmuntret fandt jeg endnu en film om Filippinerne. Jeg vil vide mere! Men det var en fejl. We Hold the Line er sympatisk, og jeg tror dens mangler er der af en årsag. Som film fungerer den ganske enkelt ikke.
Filmen handler om mediet Rappler og dets grundlægger Maria Ressa. De har haft en central rolle i at dokumentere de ufattelig mange likvideringer af ‘kriminelle’ og ‘stofmisbrugere’ som er blevet begået af dødspatruljer siden Duterte kom til magten. Det er modige mennesker, eminente journalister, essentielt arbejde. Filmen er kedelig…
Der er intet mysterie, og dermed ingen journalistisk jagt på sandheden. Vi ved hvad der sker. Der mangler udvikling.
Der mangler ganske enkelt materiale. Så alle scener trækkes i langdrag. Alle interviews er inklusive pauser. Da der interviewes en mand fra en dødspatrulje, så ser vi ham først gå op mod kameraet. Så snakker han lidt, fortæller at jep, han slår folk ihjel. Så går han langsomt væk igen. Det kunne være ordnet på 20 sekunder, men tager flere minutter. Og sådan er det hele vejen igennem.
Læg dertil, at historien er lidt svær at gøre spændende. Ikke fordi det er svært at forstå hvad der foregår, men fordi det omvendt er utrolig nemt. Duterte var forbløffende åben om, at hvis han kom til magten ville han slå folk ihjel. Og så begyndte folk at blive slået ihjel. Der er intet mysterie, og dermed ingen journalistisk jagt på sandheden. Vi ved hvad der sker. Der mangler udvikling.
Til sidst begynder Duterte-regimet at slå ned på mediet, og Maria Ressa kommer kortvarigt i fængsel. Fremtiden er uvis. Jeg tror måske det er derfor at filmen kommer ud nu? Fordi det er ekstra essentielt vi alle bliver obs på hvad der sker derovre. Prisværdigt. Men det er ikke nogen god film.
Men i det mindste har jeg nu endelig en anden sang på hjernen…
We Hold the Line kan streames her: https://cphdox.shift72.com/film/we-hold-the-line/
Collective (Alexander Nanau)
Således nedslået fik jeg lyst til at give en anden film om journalistisk arbejde en chance. Denne gang fra Rumænien. Det er jeg glad for jeg gjorde. Jeg har svært ved at tro det kan gøres meget bedre end i Alexander Nanaus Collective.
Jeg har svært ved at forstå det her er en dokumentar. Dertil er fortællingen simpelthen for god.
Filmen handler om en umanerlig tragisk hændelse, branden på den rumænske natklub Colectiv, der til at starte med kostede 27 unge rumænere livet. Men det var ikke det hele, for i månederne derefter døde flere og flere af de unge mennesker der var blevet indlagt med brandsår. Den historie borer journalisterne fra avisen Sports Gazette – der ellers er en sportsavis – sig ned i. Og så hager de sig fast.
Det viser sig at desinfektionsmidlet var fortyndet, så de unge indlagte blev inficeret med bakterier. Korruption, fup og svindel. Men hvorfor insisterer myndighederne på at det er ok? En ny sundhedsminister tager over, og forsøger at få hånd om problemet. Men nu begynder whistleblowerne også at dukke op, og pludselig står filmens hovedpersoner med en korruptionsskandale der omfatter alle dele af det rumænske samfund.
Jeg har svært ved at forstå det her er en dokumentar. Dertil er fortællingen simpelthen for god. Og så foregår det hele altså på bare et år, fra branden i 2015 til det næste valg i 2016. Vi følger journalister, sundhedsministeren, samt en kunstner der forsøger at skildre sine ar og sår kunstnerisk. Rent dramaturgisk er det på højde med film som Spotlight. Jeg forstår ikke hvordan det kan lade sig gøre?
Med det her materiale, så har instruktøren heldigvis valgt at træde i baggrunden. Det er fluen på væggen, der er ikke så meget pjat. Vi lader bare personerne og de utrolige situationer bære filmen. Og så er der dog alligevel enkelte voldsomme klip, der understreger at folkene bag filmen altså virkelig mener det her. Det er eminent, og uimodståeligt medrivende.
Collective kan streames her: https://cphdox.shift72.com/film/collective/
Cemetery (Carlos Casas)
Det har været nogle mørke film. Jeg synes jeg har fortjent at forkæle mig selv lidt. Og lige overfor Collective er der et billede af en stor elefant. Så den klikker jeg på. Det må være godt.
Okay, titlen Cemetery skulle nok have givet mig lidt bange anelser. Carlos Casas’ film er endnu et af de laaaangsomme essays der hører til i Sal Benjamin. Dens sublime naturbilleder og vidunderlige lydlandskab gør sig lidt dårligere i Sal Dirch. Men det er nu alligevel en dejlig film, en af dem som det virkelig sjældent er muligt at se for et dansk publikum.
Filmen er inddelt i fire kapitler og kredser om elefanter og krybsskytteri. Først følger vi mest en mand, der passer på den sidste elefant, og som mediterer en del. Så kommer krybsskytterne, men elefanten og manden er væk, og så forsøger de at finde dem. Del tre er fortalt fra elefantens synsvinkel, ser det ud som om. Og i del fire er det nærmest den kosmiske natur selv, som fortæller en lille epilog.
Det er alt sammen ret vidunderligt. Der er godt nok nogle flotte naturbilleder. Jeg kan læse mig til at Carlos Casas også har lavet en trilogi fra jordens mest øde områder som f.eks. Sibirien. Han samarbejder også ofte med musikere der er optaget af samme emner. Denne gang er det Chris Watson, der også er kendt for found sound collager af dyr og natur på albums som ‘Outside the Circle of Fire’ og ‘Weather Report’. Man fornemmer hele tiden hvordan hele naturen taler, også inden epilogen.
Cemetery er lidt for minimalistisk til min smag. Østasiatiske instruktører som Apichatpong Weerasethakul og Anocha Suwichakornpong har ofte nogle af de samme kosmiske natur-idéer, men bruger dem som krydderi i film der handler om alt muligt andet. Men med de umanerlig smukke naturbilleder og den simple måde at fortælle på, så fungerer Cemetery næsten også for fans af Den Blå Planet og den slags. Hvis de er lidt tålmodige…
Cemetery kan streames her: https://cphdox.shift72.com/film/cemetery/
The Kingmaker
100 min
Danish Documentary
We Hold the Line
93 min
Magnetfilm
Collective
109 min
Cinephil
Cemetery
85 min
Carlos Casas
Fotocredit: CPH:DOX
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
