KLUMME – Jesper Grunwald, hele Danmarks Taxamand, er gået på pension, har været tvunget til at droppe taxakørslen og er blevet morfar. Men det er ikke så let, for hvordan beholder man selvværdet, spørger han sig selv, mens han flirter med tanker om at vise virilitet og erotisk udstråling igen. I et glimt til en ung kvinde med de store solbriller og kulsort hår, der løftede ham – i nogle sekunder.
Nu har jeg sundet mig i 6 uger.
Jeg havde sådan set fuld kontrol over situationen, allerede i november sidste år, hvor jeg kunne forstå på mit CPR-nummer, at jeg havde overskredet grænsen til folkepension. Altså sådan i princippet.
Fri mig dog for al denne mentale glidecreme. Jeg er en fri mand, der hævder min ret til at blive gammel, skumme lidt kaffefløde fra 43 års arbejdsliv
Nu ville jeg lige så stille fade ud i Merceren med det grønne logo og det gule taxi-skilt. Og så li’som fade ind i det seniorliv, som jeg jo mest kender af omtale. Mærke følelsen selv. Finde ud af, hvor skoen trykker.
For jeg har det med al det pensionist- og ældrelivs-fokus, som jeg har det med positiv psykologi og konstruktiv journalistik og andre tidsånds-fænomener. Du skal bare holde dig i gang! Løs kryds & tværs, så udsætter du din demens!
Get off my back!
Fri mig dog for al denne mentale glidecreme.
Jeg er en fri mand, der hævder min ret til at blive gammel, skumme lidt kaffefløde fra 43 års arbejdsliv.
Jeg behøver ikke tillidsfolk, der fortæller omverdenen, at ældrebyrden er finansieret af mit eget arbejdsliv, og at jeg er lige så meget værd nu, som da jeg høvlede kroner ind til dagen og vejen.
Så slog corona-dæmonen til som et lyn.
En morgen i april stod jeg foran spejlet og så mig selv i øjnene – som folkepensionist
Den skide, kinesiske influenza stjal min selvbestemmelse. Og mit kærlighedsforhold til vogn 86 og alle dens kunder røg ud lige så hurtigt, som virussen var røget ind over landegrænsen. Jeg blev sendt hjem uden løn med retten til at vælge mellem dagpenge – eller pension.
Jeg valgte det sidste og en morgen i april stod jeg foran spejlet og så mig selv i øjnene – som folkepensionist.
Det har taget mig nogle uger at konstatere, at min første tanke er den, der fylder mest.
Selvfølgelig er der lige dødsangsten; den der er i familie med kærligheden til livet. Når man nu har været så glad for hele rejsen med dens op- og nedture, er det sgu lidt vemodigt, at jeg bare er et par årtier fra mine forældres dødsalder.
Det er vel nærmest en selvfølgelighed, at man er bange for at miste det, man elsker.
Men det er ikke der, at støttestrømpen trykker hårdest, ved jeg nu.
Det er noget andet.
Noget lidt mere overfladisk, – selvoptaget og pinligt.
Det er FORFÆNGELIGHEDEN!
For pokker, altså! Hvis nu Claus Riskjær kan lave børn, hver gang han finder en ny kvinde. For slet ikke at tale om Bubber, børnenes ven, der snart fylder 56 og er nybagt far
“Så er du en rigtig morfar”, sagde min afghanske cykelsmed Emal, der har alt for lidt at lave under krisen. Folk holder på pengene, selv om de netop burde nyde den frie luft.
Han grinede og var glad for dagens bedste handel: Et børnesæde til Taxamandens cykel. Nu er der tid til at hente prinsessen, mit barnebarn i vuggestuen hver torsdag, så min datter og svigersøn kan undgå afhentnings-stress den dag.
Morfar TAXAMAND kørte forårskåd gennem storbyen, mens en forfængelig følelse sneg sig ind over mig.
For pokker, altså! Hvis nu Claus Riskjær kan lave børn, hver gang han finder en ny kvinde. For slet ikke at tale om Bubber, børnenes ven, der snart fylder 56 og er nybagt far.
Jeg huskede godt nok det afslørende spejlbillede fra morgentoilettet: Kalkunhalsen under hagen, hvis ikke man løfter den. Og rose-tatoveringen på min venstre skulder, som konen hader, fordi den synes stadig mere latterlig i takt med min alder og min biceps-reduktion. Hun kalder rosen for ”Busken” – og lige dér lyder det ikke som en kærlighedserklæring.
“Men al det forfald, er der jo ingen, der kan se her”, tænker jeg og forestiller mig en status som ”far i en sen alder”. Selv ”gamle gris” ville jeg kunne holde til, hvis bare jeg emmede en smule af forplantningsevne.
Foran en af tidens trendy bagerbutikker rammer sandheden mig første gang. Det er spejlbilledet i butiksruden af den gamle mands lidt for runde ryg, der pletfjerner alle illusioner. Og så cykelhjelmen over det grå hår – det endelige farvel til tidlige tiders øjeblikke af erotisk udstråling.
Manden, der kører her, er gammel og 100 pct. bedstefar En af de der moderne, der gerne henter børnebørn for at muliggøre egne ungers erhvervssucces. Men gammel!
Så smiler hun til mig igen og jeg smiler tilbage, mens jeg glemmer alt om cykelhjelm, gråt hår, slappe biceps og morfar-pligter. I nogle sekunder er vi på lige fod, – den sorthårede, unge kvinde og manden med barnestolen
Forgængelighed.
Det var den unge kvinde med de store solbriller og det kulsorte hår, der løftede mig – i nogle sekunder.
Hun er ”iklædt” en sort BMW X3 af den slags, hvor selv den skrabede udgave koster på den tunge side af en halv million. Vinduet rullet helt ned. Holder for rødt i den modsatte vognbane, og efter at vi har smilet til hinanden, åbner hun musikanlægget på fuld power.
Untji! Untji!. Untji!
Techno-pop.
Hun slår takten med hovedet.
Op-og-ned. Op-og-ned.
Så smiler hun til mig igen og jeg smiler tilbage, mens jeg glemmer alt om cykelhjelm, gråt hår, slappe Biceps og morfar-pligter. I nogle sekunder er vi på lige fod, – den sorthårede, unge kvinde og manden med barnestolen.
Untji! Untji! Untji!.
Nu begynder også jeg at rokke med hovedet til den elektroniske musik, der rammer Frederiksberg på en solrig eftermiddag, som var Danas Plads en gangsterscene på Roskilde Festivalen.
Og så skriger hun pludselig.
– DU’ BAR’ FOR LÆKKER!
Undskyld, men det er altså ikke dig, jeg mener! Det er den f****** popsanger, der bare er for lækker
Helt ureflekteret vender jeg mit smilende ansigt så tydeligt mod hende, at hun må reagere. Hun har forstået situationen. Misforståelsen. Hun slukker musikanlægget resolut, stikker en hånd ud ad det åbne vindue med en pegefinger, der ikke lader nogen tvivl om, at det er mig hun taler til.
“Undskyld, men det er altså ikke dig, jeg mener! Det er den f****** popsanger, der bare er for lækker”.
Jeg fortrænger oplevelsen med et påklistret smil, der holder de sidste 500 meter til vuggestuen. I disse Coronatider taler man til personalet gennem et vindue ud mod gaden. Nanna-Emilie genkender min stemme og kommer styrtende ind fra nabo-stuen, mens hun råber
“PARPAR!”
“PARPAR!”
Det smager lidt af far, men jeg kender den eksakte mening.
Her hersker ingen forfængelig tvivl.
PARPAR betyder morfar!
LÆS FLERE KLUMMER FRA TAXAMANDEN, JESPER GRUNWALD, HER
Foto: Morfar TAXAMAND med barnebarn Nanna-Emilie, Jesper Gunwald
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
