pensionen

Taxamandens klumme: Da pensionen slog ned som et lyn

i Liv & Mennesker/Klumme af
KLUMME – Jesper Grunwald, hele Danmarks Taxamand, er gået på pension, har været tvunget til at droppe taxakørslen og er blevet morfar. Men det er ikke så let, for hvordan beholder man selvværdet, spørger han sig selv, mens han flirter med tanker om at vise virilitet og erotisk udstråling igen. I et glimt til en ung kvinde med de store solbriller og kulsort hår, der løftede ham – i nogle sekunder.

Nu har jeg sundet mig i 6 uger.

Jeg havde sådan set fuld kontrol over situationen, allerede i november sidste år, hvor jeg kunne forstå på mit CPR-nummer, at jeg havde overskredet grænsen til folkepension. Altså sådan i princippet.

Fri mig dog for al denne mentale glidecreme. Jeg er en fri mand, der hævder min ret til at blive gammel, skumme lidt kaffefløde fra 43 års arbejdsliv

Nu ville jeg lige så stille fade ud i Merceren med det grønne logo og det gule taxi-skilt. Og så li’som fade ind i det seniorliv, som jeg jo mest kender af omtale. Mærke følelsen selv. Finde ud af, hvor skoen trykker.

For jeg har det med al det pensionist- og ældrelivs-fokus, som jeg har det med positiv psykologi og konstruktiv journalistik og andre tidsånds-fænomener. Du skal bare holde dig i gang! Løs kryds & tværs, så udsætter du din demens!

Get off my back!

Fri mig dog for al denne mentale glidecreme.

Jeg er en fri mand, der hævder min ret til at blive gammel, skumme lidt kaffefløde fra 43 års arbejdsliv.

Jeg behøver ikke tillidsfolk, der fortæller omverdenen, at ældrebyrden er finansieret af mit eget arbejdsliv, og at jeg er lige så meget værd nu, som da jeg høvlede kroner ind til dagen og vejen.

Så slog corona-dæmonen til som et lyn.

En morgen i april stod jeg foran spejlet og så mig selv i øjnene – som folkepensionist

Den skide, kinesiske influenza stjal min selvbestemmelse. Og mit kærlighedsforhold til vogn 86 og alle dens kunder røg ud lige så hurtigt, som virussen var røget ind over landegrænsen. Jeg blev sendt hjem uden løn med retten til at vælge mellem dagpenge – eller pension.

Jeg valgte det sidste og en morgen i april stod jeg foran spejlet og så mig selv i øjnene – som folkepensionist.

Det har taget mig nogle uger at konstatere, at min første tanke er den, der fylder mest.

Selvfølgelig er der lige dødsangsten; den der er i familie med kærligheden til livet. Når man nu har været så glad for hele rejsen med dens op- og nedture, er det sgu lidt vemodigt, at jeg bare er et par årtier fra mine forældres dødsalder.

Det er vel nærmest en selvfølgelighed, at man er bange for at miste det, man elsker.

Men det er ikke der, at støttestrømpen trykker hårdest, ved jeg nu.

Det er noget andet.

Noget lidt mere overfladisk, – selvoptaget og pinligt.

Det er FORFÆNGELIGHEDEN!

For pokker, altså! Hvis nu Claus Riskjær kan lave børn, hver gang han finder en ny kvinde. For slet ikke at tale om Bubber, børnenes ven, der snart fylder 56 og er nybagt far

“Så er du en rigtig morfar”, sagde min afghanske cykelsmed Emal, der har alt for lidt at lave under krisen. Folk holder på pengene, selv om de netop burde nyde den frie luft.

Han grinede og var glad for dagens bedste handel: Et børnesæde til Taxamandens cykel. Nu er der tid til at hente prinsessen, mit barnebarn i vuggestuen hver torsdag, så min datter og svigersøn kan undgå afhentnings-stress den dag.

Taxamandens cykelsmed Emal.

Morfar TAXAMAND kørte forårskåd gennem storbyen, mens en forfængelig følelse sneg sig ind over mig.

For pokker, altså! Hvis nu Claus Riskjær kan lave børn, hver gang han finder en ny kvinde. For slet ikke at tale om Bubber, børnenes ven, der snart fylder 56 og er nybagt far.

Jeg huskede godt nok det afslørende spejlbillede fra morgentoilettet: Kalkunhalsen under hagen, hvis ikke man løfter den. Og rose-tatoveringen på min venstre skulder, som konen hader, fordi den synes stadig mere latterlig i takt med min alder og min biceps-reduktion. Hun kalder rosen for ”Busken” – og lige dér lyder det ikke som en kærlighedserklæring.

“Men al det forfald, er der jo ingen, der kan se her”, tænker jeg og forestiller mig en status som ”far i en sen alder”. Selv ”gamle gris” ville jeg kunne holde til, hvis bare jeg emmede en smule af forplantningsevne.

Foran en af tidens trendy bagerbutikker rammer sandheden mig første gang. Det er spejlbilledet i butiksruden af den gamle mands lidt for runde ryg, der pletfjerner alle illusioner. Og så cykelhjelmen over det grå hår – det endelige farvel til tidlige tiders øjeblikke af erotisk udstråling.

Manden, der kører her, er gammel og 100 pct. bedstefar En af de der moderne, der gerne henter børnebørn for at muliggøre egne ungers erhvervssucces. Men gammel!

Så smiler hun til mig igen og jeg smiler tilbage, mens jeg glemmer alt om cykelhjelm, gråt hår, slappe biceps og morfar-pligter. I nogle sekunder er vi på lige fod, – den sorthårede, unge kvinde og manden med barnestolen

Forfængelighed.

Forgængelighed.

Det var den unge kvinde med de store solbriller og det kulsorte hår, der løftede mig – i nogle sekunder.

Hun er ”iklædt” en sort BMW X3 af den slags, hvor selv den skrabede udgave koster på den tunge side af en halv million. Vinduet rullet helt ned. Holder for rødt i den modsatte vognbane, og efter at vi har smilet til hinanden, åbner hun musikanlægget på fuld power.

Untji! Untji!. Untji!

Techno-pop.

Hun slår takten med hovedet.

Op-og-ned. Op-og-ned.

Så smiler hun til mig igen og jeg smiler tilbage, mens jeg glemmer alt om cykelhjelm, gråt hår, slappe Biceps og morfar-pligter. I nogle sekunder er vi på lige fod, – den sorthårede, unge kvinde og manden med barnestolen.

Untji! Untji! Untji!.

Nu begynder også jeg at rokke med hovedet til den elektroniske musik, der rammer Frederiksberg på en solrig eftermiddag, som var Danas Plads en gangsterscene på Roskilde Festivalen.

Og så skriger hun pludselig.

– DU’ BAR’ FOR LÆKKER!

Undskyld, men det er altså ikke dig, jeg mener! Det er den f****** popsanger, der bare er for lækker

Helt ureflekteret vender jeg mit smilende ansigt så tydeligt mod hende, at hun reagere. Hun har forstået situationen. Misforståelsen. Hun slukker musikanlægget resolut, stikker en hånd ud ad det åbne vindue med en pegefinger, der ikke lader nogen tvivl om, at det er mig hun taler til.

“Undskyld, men det er altså ikke dig, jeg mener! Det er den f****** popsanger, der bare er for lækker”.

Jeg fortrænger oplevelsen med et påklistret smil, der holder de sidste 500 meter til vuggestuen. I disse Coronatider taler man til personalet gennem et vindue ud mod gaden. Nanna-Emilie genkender min stemme og kommer styrtende ind fra nabo-stuen, mens hun råber

“PARPAR!”

“PARPAR!”

Det smager lidt af far, men jeg kender den eksakte mening.

Her hersker ingen forfængelig tvivl.

PARPAR betyder morfar!


LÆS FLERE KLUMMER FRA TAXAMANDEN, JESPER GRUNWALD, HER


Foto: Morfar TAXAMAND med barnebarn Nanna-Emilie, Jesper Gunwald

 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Liv & Mennesker