Boris Johnson

Efter Cummings’ exit: Er Boris Johnsons sit eget største politiske problem?

i Europa/Politik & Samfund af
STORBRITANNIEN // ANALYSE – “Det kan være, stemningen bliver bedre i 10, Downing Street i fremtiden, men det ser ikke godt ud, at  premierministeren for Storbritannien omgives af rod på sit eget kontor, og at pressen er i stand til at viderebringe detaljerne om en magtkamp, som to stærke kvinder nu åbenbart har vundet på hans vegne, med at fordrive to andre rådgivere, der også skulle have stået ved hans side,” skriver Hans Christian Andersen.

NEWCASTLE UPON TYNE – På mange måder er det som et eventyr, at Boris Johnson er blevet premierminister med embedsbolig på en af verdens berømteste adresser: 10, Downing Street.

Huset med den sorte dør, som man gennem tiden har set utallige ledere gå ind og ud ad, britiske såvel som udenlandske.

At han skulle kunne blive premierminister, ligesom den statsmand, han beundrer, Winston Churchill, den tanke var der mange, der ikke kunne tænke til ende

Mange nægtede at tro på, at Johnson havde format og beslutningskraft til at føre Storbritannien ud af EU, den union han som ung korrespondent for Daily Telegraph havde hånet og løjet om for sine læsere.

Der stod tvivl om hans troværdighed, fordi han var blevet fyret for at have løjet på tryk. Man nægtede at forestille sig, at en mand med hans personlige moral kunne blive leder for et parti med ordet ”konservativt” i titlen.

At han skulle kunne blive premierminister, ligesom den statsmand, han beundrer, Winston Churchill, den tanke var der mange, der ikke kunne tænke til ende.

Men ikke desto mindre, så skete det altsammen. Hele to gange blev han valgt til posten som Londons borgmester, et hverv han faktisk bestred godt takket være sin evne til at hyre gode kræfter til at gennemføre sine ideer. Det styrkede hans omdømme som politiker.

Fra udenrigsminister til chef for det hele

Selvom han til det sidste nølede – ”skal, skal-ikke” – opkastede han sig til leder af ”Leave”-fløjen og vandt i 2016, sammen med sin medkæmper og våbenbroder, Michael Gove. Gove dolkede ham herefter (billedligt talt) i ryggen og forhindrede ham i at opstille til valget som de konservatives leder og dermed som premierminister i 2016. Den post vandt Theresa May.

Boris Johnson gik i politisk eksil – lidt ligesom Winston Churchill – da May havde udnævnt ham til udenrigsminister, men han vendte stærkt tilbage og overtog rollen som konservativ partileder i 2019, hvorefter han vandt et parlamentsvalg med overvældende flertal på firs mandater i det britiske parlament.

Kun lige det med unionen – forholdet mellem England, Wales, Skotland og Nordirland – kunne der være problemer med. Men det skulle nok gå, samtale, sund fornuft og udligning løser den slags. Unionen skulle nok holde sammen

Blandt de firs mandater var nye konservative parlamentsmedlemmer, valgt ind i de gamle industriområder nord for London, randområderne, hvor Labour ellers altid havde vundet valgkredsene.

Nu var Labour blevet de veluddannedes storbyparti, deres gamle vælgere følte sig svigtet. Boris Johnson lovede ”levelling out”, nu skulle der ske en økonomisk udligning, så de oversete områder med stigende fattigdom og arbejdsløshed kunne følge med udviklingen i London og sydøst-England.

Brexit skulle gøres færdig, lovede Johnson, det var faktisk hans valgslogan: ”Get Brexit Done”, og derfor indgik Johnson og hans regering også en udtrædelsesaftale med EU i oktober 2019. Nu skulle der bare forhandles færdigt, inden udgangen af 2020.

Det britiske konservative parti – the British Conservative and Unionist Party – var nu fremtidens og det nye Storbritanniens parti, partiet der skulle skabe en ny, fri nation udenfor EUs snærende grænser, men i samarbejde med EU – our friends in Europe, som Johnson altid gjorde sig umage for at kalde dem.

Kun lige det med unionen – forholdet mellem England, Wales, Skotland og Nordirland – kunne der være problemer med. Men det skulle nok gå, samtale, sund fornuft og udligning løser den slags. Unionen skulle nok holde sammen.

Storbritanniens premierminister – et ansvar af format

Og det er jo et ansvarsfuldt job, Johnson der fik.

Han leder et land, der altid beskriver sig selv som verdens sjettestørste økonomi, med halvfjerds millioner indbyggere fra alle mulige kulturer, ikke mindst på grund af landets historie som verdens engang største kolonimagt: mange borgere af alle slags er med tiden ankommet til ”moderlandet” og har bosat sig.

Det kan ikke undre, at EU er ivrig efter at få en aftale med Storbritannien

Det kan ikke undre, at EU er ivrig efter at få en aftale med Storbritannien.

Landet har Europas højeste forsvarsbudget og dets to nye, enorme hangarskibe står snart klar til indsats for eksempel i Stillehavsområdet, hvor de i samarbejde med andre nationer kan prøve at lægge bånd på Kinas territoriale og politisk-økonomiske ambitioner.

Det kan ikke undre, at EU er ivrig efter at få en aftale med Storbritannien.

Det er måske ikke helt urealistisk at beskrive det som et potentielt destabiliserende land ved EUs grænser, sammen med Den russiske Føderation og Tyrkiet.

Uro i nationens politiske hovedkvarter

Så stort et ansvar kræver, at der er orden i sagerne og disciplin der, hvor magten har sit centrum: i 10, Downing Street.

Adressen er nabo til finansministeren og til forskellige andre regeringskontorer i regeringsområdet Whitehall. Premierministeren bebor en lejlighed, men bygningen er ellers fuld at mødelokaler og kontorer. Og mennesker, medarbejdere.

Nu er det sådan, at historien om Boris Johnsons vej til 10, Downing Street ikke helt er et eventyr. Faktisk ligger der en anden historie om kompetence og personlig kreativitet, bagved den

Hvor mange mennesker arbejder sammen, og hvor der tages store beslutninger, vil der naturligvis fra tid til anden opstå gnidninger. Derfor var det ikke overraskende at opdage, at der var opstået lidt uro blandt de ansatte på adressen.

Det var mere overraskende at kunne læse om det på avisernes forsider, med overskrifter som: ”Nu er det sidste chance, hvis Boris Johnson skal have bragt orden i sagerne i 10, Downing Street, siger konservative parlamentsmedlemmer.”

Hvad sker der i premierministerens hus?

Nu er det sådan, at historien om Boris Johnsons vej til 10, Downing Street ikke helt er et eventyr. Faktisk ligger der en anden historie, om kompetence og personlig kreativitet, bagved den.

Det er som sagt netop Boris Johnsons evne til at ansætte de rigtige folk, der giver ham success. Sådan en medspiller fandt han i Dominic Cummings.

Dominic Cummings har et helt specielt instinkt for at finde vej rundt i det politiske liv og for at mærke, hvordan vinden blæser og se hvilken vej, det er politisk fornuftigt at styre. Det er der i sig selv ikke noget ondt i.

Han kunne for eksempel se, at briterne var blevet sure over indvandringen fra EU og at det var en effektiv løftestang at bruge det som argument for at få Storbritannien ud af EU, en kampagne han netop styrede med stor sikkerhed og endnu større succes, end han selv havde forudset.

Det var også ham, der så, at vælgerne i de gamle industriområder ikke alene ville ud af EU, men også mere generelt følte sig svigtet af London: ”Get Brexit Done” var hans slogan, og det gik lige ind og sikrede Boris Johnson og de konservative valgsejren. En politiker og et parti, der var til at stole på.

Cummins forklarede, fræk som en slagterhund, at han faktisk ikke havde foretaget sig noget egentlig ulovligt. Godt nok havde regeringen anbefalet noget andet, men en anbefaling er ikke et påbud ved lov

Hvor afhængig Johnson blev af Cummings, så man af den berygtede episode i april 2020, da Johnson selv fik covid-19. Johnson havde ladet hånt om forsigtighed overfor smitte, og da han nu selv var syg, kørte Cummings trods alle råd hjem til Barnard Castle i County Durham med sin familie for at flytte ind i sine forældres ”havehus”, en udmærket grundmuret bygning, der var bygget uden byggetilladelse.

Da han på et tidspunkt blev bange for, at han havde covid-19 og at hans syn kunne være påvirket – det var ellers ikke et anerkendt symptom – satte han sig i sin bil og kørte en lang tur for at sikre sig, at synet var i orden.

Den forklaring fik en stor del af nationen til at spærre øjnene vidt op i forbavselse, og ordet ”eye test” blev en væsentlig del af turismestrategien i Barnard Castle, for slet ikke at tale om, at der blev brygget ”eye test”-dåseøl og lavet utallige karikaturtegninger med Cummings og synsprøven.

Boris Johnson kritiserede ham ikke, i hvert fald ikke offentligt, men gav ham i stedet lov til at holde en  pressekonference i rosenhaven bag 10, Downing Street. Her forklarede Cummings systematisk, hvad han havde foretaget sig under udflugten til Durham County, og understregede, fræk som en slagterhund, at han faktisk ikke havde foretaget sig noget egentlig ulovligt. Godt nok havde regeringen anbefalet noget andet, men en anbefaling er ikke et påbud ved lov.

Så det slap Cummings fra, og han er ikke minister, men Boris Johnsons rådgiver, så man kunne ikke fyre ham, hvis ikke premierministeren var med på det.

Stemningen var blevet uvenlig, mobbende, lige lovligt ”macho”. Man gjorde ikke bare, hvad man skulle, men også hvad man ville

Ikke desto mindre er Cummings køretur mange gange siden blevet nævnt som en af grundene til, at mange borgere blæser på forsigtigheden og holder fuldefest og gadebal med venner og ubekendte, hvor det ellers ville have været smartere at holde sig på afstand af andre for helbredets skyld.

Det skal man ikke tage for alvorligt: hvis folk skal finde en undskyldning, så gør de det, og det er nemt at skyde skylden på ”offentligheden” og ”autoriteterne”.

Demokratiet i en covid-19-tid

Covid-19 har bragt verdens nationer i en underlig situation, hvor der ganske vist ikke er nødlovgivning (regeringen kan bare gøre, hvad den finder nødvendigt), men hvor mange landes regeringer styrer centralt for at holde smitte og behandling under kontrol.

I Storbritannien har det på mange måder fungeret helt som i Danmark: det har ført til en debat om måske overdrevent centralstyre og undergravelse af det demokratiske system: regeringen rådfører sig ikke nok med parlamentet og med andre partier, det er et overgreb på folkestyret, siger borgerne i England, i hvert fald mange af dem.

Det hørte covid-19-krisetiden til, at 10, Downing Street blev fuldstændig ligeglad med, hvad andre politikere end dem nærmest Boris Johnson mente. ”They don’t give a fuck,” som jeg hørte en overrasket BBC-journalist forklare i radioen, mens hun undskyldte, at hun brugte ordet ”fuck” i citatet.

Bandeordet er også særdeles ildeset og sjældent i medierne. Men sådan havde en politiker udenfor Johnsons inderkreds altså beskrevet 10, Downing Streets holdning overfor journalisten: ”They don’t give a fuck.”

Og det siges, at det var udtryk for en holdning, Cummings’ opførsel havde ført til: Stemningen var blevet uvenlig, mobbende, lige lovligt ”macho”.

Det ville ikke være første gang, en britisk premierminister har kørt sit kabinet ud på et sidespor, men nu var det blevet en del af fortællingen om den herskende styreform, og man fik ikke indtrykket af et harmonisk styre

Man gjorde ikke bare, hvad man skulle, men også hvad man ville. Hvad der nok er allervæsentligst var nok at Cummings, der havde Boris Johnsons opmærksomhed, var kommet i vejen for de konservative politikere, der også gerne ville høres af Boris Johnson.

Cummings monopoliserede angiveligt adgangen til landets premierminister, selvom han ikke selv var folkevalgt men bare den valgte, favoriserede personlige rådgiver.

Heller ikke kabinettet, regeringens ministre, havde meget at skulle have sagt, det må have ærgret dem, ligesom de ikke har brudt sig om pressens beskrivelse af dem som en flok nikkedukker, der har fået deres ministerposter, fordi de snakker premierministeren efter munden, hvis de ellers får lov til at sige noget.

Det er måske en overdrivelse, og det ville ikke være første gang, en britisk premierminister har kørt sit kabinet ud på et sidespor, men nu var det blevet en del af fortællingen om den herskende styreform, og man fik ikke indtrykket af et harmonisk styre.

Kvindelig revolte

At man brugte ordet ”maskulin” om atmosfæren i 10, Downing Street er vigtigt, for der var efter sigende en kvindelig modrevolution igang i 10, Downing Street i den seneste tid. Kvindelig måske, men ikke nødvendigvis feministisk: den handlede om magt og indflydelse i magtens korridorer, om adgang til premierministeren og om premierminister Boris Johnsons image som nationens politiske leder.

Her var ikke kun Dominic Cummings men også Boris Johnsons kommunikationschef, Lee Cain, i spil. De to arbejdede godt sammen, men nu havde Boris Johnson besluttet at ansætte en ny pressechef, tv-journalisten Angela Stratton.

Boris Johnson tilbød Lee Cain stillingen, måske som en måde at adskille kommunikationschef og pressechef: på den måde ville begge få direkte adgang til ham. Men – og her begyndte det at blive spændende – det modsatte Johnsons kæreste Carrie Symonds sig

Hun skulle stå for den nye stil efter nytår, hvor hun nu ville give daglige pressekonferencer i et forsøg på at skabe bedre forhold mellerm 10, Downing Street og pressen. Det forhold gik mindre og mindre godt, der kom ikke mange oplysninger ud til pressen.

Angela Stretton var også ude i en personlig kampagne på Boris Johnsons vegne: mens den almindelige borger måske så en fjern, lidt fumlende og overfladisk person, der selv tog let på corona-truslen og forsigtigheden (og så fik covid-19) så – og ser – Angela Stratton en langt mere sympatisk leder, der vil sit folk og sin nation det godt, og det skal pressen og folket have lov til at se.

Det har selvfølgelig tiltalt Boris Johnson, at hun så sådan på ham og på sine pligter som fremtidig pressechef.

Ny pressechef – nyt image

Boris Johnson har mødt en del kritik i løbet af sin karriere for sin tilgang til politiske embeder.

Ikke alle var med et klassik britisk understatement lige imponerede over hans indsats som udenrigsminister. En del af sladderpressen synes også, det er interessant at tale om, hvor mange børn han mon har fået med forskellige kvinder.

Rygtet siger seks, men et officielt tal foreligger ikke. Men, som han selv ydmygt sagde, da han vendte tilbage til aktiv politik og blev sit partis leder: kunne man dog ikke godt lade alt det være en del af fortiden?

Angela Stratton vil give os adgang til den nye Boris, og hvorfor skulle hun ikke det?

Men for at kunne det, ville hun have direkte adgang til Boris. Kommunikationschef Lee Cain sagde nej: adgangen skulle foregå gennem ham som leder af al premierministeriel kommunikation.

Parret har givet deres søn et meget typisk, gammeldags arbejderklasse-drengenavn, og at det er god PR, at parret har reddet en hund fra det britiske dyreværn. Det kan måske bryde med klichéen om Boris som en typisk Eton-Oxford overklassedreng

Her kommer vi ind på et ofte forekommende problem, ikke bare i politiske organisationer: hvem styrer adgangen til chefen, hvem har chefens øre, hvem kan kontrollere strømmen af oplysninger til og fra den højeste chef.

Samtidig havde Boris Johnson brug for en stabschef, dvs en til at lede hele den organisation, der arbejder i 10, Downing Street. Boris Johnson tilbød Lee Cain stillingen, måske som en måde at adskille kommunikationschef og pressechef: på den måde ville begge få direkte adgang til ham. Men – og her begyndte det at blive spændende – det modsatte Johnsons kæreste, Carrie Symonds sig.

Carrie Symmonds – stærk kvinde bag premierministeren

Carrie Symonds er Boris Johnsons kæreste/samlever/forlovede. De bor sammen i Downing Street med deres søn, Albert og hunden Dilyn, som de to har adopteret.

Parret har givet deres søn et meget typisk, gammeldags arbejderklasse-drengenavn, og at det er god PR, at parret har reddet en hund fra det britiske dyreværn. Det kan måske bryde med klichéen om Boris som en typisk Eton-Oxford overklassedreng uden følelser for samfundets mere ydmyge skabninger.

Men hører disse personlige detaljer om en premierministers ægtefælle eller partner hjemme i en politisk analyse?

Cummings var begyndt at kritisere Johnson bag hans ryg, for at være sløv i optrækket og uvillig til at tage hurtige beslutninger

Ja, er svaret, men ikke fordi, de to ikke er gift, briterne er ikke specielt snerpede, tværtimod. Vi ved heller ikke meget om hr. Margaret Thatcher (han drak gin og tonic), hvorimod vi fik en del at vide via medierner om fru Tony Blairs frisørregninger og brug af personlig træner, men Cherie Blair var samtidig også selv en offentlig person og talte for sig selv.

Forskellen er, at Carrie Symmonds er helt fremme i skoene som sin mands rådgiver. Det personlige er med andre ord i den grad politisk i 10 Downing Street.

Det skyldes også Carrie Symmonds’ baggrund og karriere. Hun har arbejdet med PR for det britiske konservative parti tidligere, hvilket betyder, at hun er fagligt klædt på for det første.

For det andet blander hun sig åbenbart også regelmæssigt i sin mands arbejdsliv. Det var ifølge britiske medier hende, der insisterede på, at Angela Stratton fik stillingen som pressechef, ligesom det var hende, der satte bremsen i og forhindrede, at Lee Caine blev Boris Johnsons stabschef.

Cain og Cummings var ansvarlige for den dårlige stemning i 10, Downing Street, sagde man. Cummings var begyndt at kritisere Johnson, bag hans ryg, for at være sløv i optrækket og uvillig til at tage hurtige beslutninger.

Pressen viste et billede af Dominic Cummings, der forlader Downing Street med sine personlige ejendele i en papkasse og kort efter står ved kantstenen i Whitehall og venter ensom og forladt på, at en taxa dukker op

Carrie Symmonds – som man må antage vil gøre sit bedste for sin mand – agerer på en måde, briterne ikke er vant til. Og har tilmed indtjent sig et ikke venligt ment øgenavn, Princess Nut Nut ved at blande sig i det daglige arbejde i premierministerboligen.

Sladderpressen påstod, at hun konstant ringede sin mand op, og at han ikke tog beslutninger i forbindelse med møder, før han havde haft dem oppe at vende med Carrie Symmonds oppe i lejligheden.

Bøvlet med de to mænd blev for meget for Boris Johnson, der tog en snak med begge mænd og først aftalte, at i hvertfald Cummings skulle arbejde videre indtil januar.

Exit Cummings – inklusive papkasser

Men fredag i sidste uge blev begge herrer bedt om at forlade bygningen øjeblikkeligt, og pressen viste et billede af Dominic Cummings, der forlader Downing Street med sine personlige ejendele i en papkasse og kort efter står ved kantstenen i Whitehall og venter ensom og forladt på, at en taxa dukker op.

”Ensom og forladt”? Nok snarere sur og hævngerrig. Det er nemt at komme uset ind og ud af 10, Downing Street, der er mange bag- og sidedøre. Cummings valgte fordøren, hvor pressen altid står klar, og han har nok sørget for at gå ud til gaden i en fart, så pressen kunne tage deres billeder, før taxaen var der.

Det ville se bedre ud, hvis Johnson selv klart og sikkert havde vundet den magtkamp, og endnu bedre, hvis den var blevet vundet på en mere elegant og stilfærdig måde

Dominic Cummings er ude, kommunikationschefen er ude af billedet, men de dukker sandsynligvis op igen i det politiske liv, og nu er der som altid i de situationer en risiko for, at de slutter sig til Boris Johnsons politiske fjender.

Er Boris Johnsons største politiske problem i virkeligheden ham selv?

Det kan være, stemningen bliver bedre i 10, Downing Street i fremtiden, men det ser ikke godt ud, at  premierministeren for Storbritannien omgives af så meget rod på sit eget kontor, og at pressen er i stand til at viderebringe detaljerne om en magtkamp, som to stærke kvinder nu åbenbart har vundet på hans vegne, med at fordrive to andre rådgivere, der også skulle have stået ved hans side.

Det ville se bedre ud, hvis Johnson selv klart og sikkert havde vundet den magtkamp, og endnu bedre, hvis den var blevet vundet på en mere elegant og stilfærdig måde. Men med de hovedpersoner, der har deltaget i dette fantastiske drama fra Boris Johnsons hof, kunne det ikke have været anderledes.

Boris Johnson – vejen frem

Helt usædvanligt sendte regeringen en premierministeriel pressenmeddelelse ud i weekenden. Her kunne man læse et helt program for premierminister Johnson. Og det er usædvanligt, for pressemeddelelser handler som regel om en enkelt begivenhed. Man kunne se, at Johnson gerne ville igennem til pressen og gennem den til vælgerne.

Hvad går det ud på?

Forholdet til Skotland skulle bringes i orden, især skulle de skotske nationalisters plan om løsrivelse skulle manes i jorden. Og Boris Johnson ville mødes med konservative parlamentsmedlemmer fra de gamle Labour valgkredse: de skulle ikke være bange for, at de nu ville blive ignoreret, fremgik det.

Cummings kommer netop fra et af randområderne, hvor mennesker med formuer så store som hans er meget sjældnere end nede i Sydengland, man kunne frygte, at de gamle industriområder ville blive glemt.

Og Brexit? Cummings og Cain var netop på den hårde ”Leave”-fløj. Ville Boris Johnson nu give efter for dem, der gerne ville have en fredelig og nær aftale med Bruxelles?

Den britiske højrepresse siger, at Bruxelles mobber og gør nar af briterne, og prøver at snyde sig til uretmæssige fordele i forhandlingerne. Seriøse iagttagere har til gengæld ikke opgivet håbet om en aftale, så sådan en kommer der sandsynligvis

Hvad EU angår, ser intet ud til at have ændret sig. Den britiske højrepresse siger, at Bruxelles mobber og gør nar af briterne, og prøver at snyde sig til uretmæssige fordele i forhandlingerne. Seriøse iagttagere har til gengæld ikke opgivet håbet om en aftale, så sådan en kommer der sandsynligvis.

Men forleden blev Boris Johnson fotograferet i 10, Downing Street, stående forholdsvis tæt op ad en gæst, der nu har fået konstateret Covid-19.

Boris Johnson må selvisolere og har måttet mødes virtuelt med sine nordengelske politiske kolleger fra randområderne. Og så er det endda også lykkedes ham, virtuelt, at vandre ind i et skotsk spinatbed og udtale, at dannelsen af et skotsk (og walisisk og nordirsk) parlament i Tony Blairs tid var en ”katastrofe”.

Skotske nationalister skælder nu i begejstring premierministeren ud for sine ”anti-skotske” udtalelser, og skotske konservative har måttet tage afstand fra premierministerens ord.

Straks er der rod, straks ser det ud til, at Boris Johnson, uklog af skade, igen har ladet hånt om sikkerheden og udsat sig for coronavirussen. Covid-19 får han forhåbentlig ikke igen.

”Jeg strutter af antistoffer,” sagde han i en twitter-video til sine folk: ”Jeg er rask som en slagterhund”. Der kommer
den hunderace også ind i det engelske sprog:

Ikke ”fræk”, men ”sund” som sådan en.

Mon ikke de britiske konservative på et tidspunkt mister tålmodigheden og bruger det våben, de som parti har, når de ikke kan lide deres premierminister. Margaret Thatcher oplevede netop dette: hendes ministre mødte op hos hende, den ene efter den anden, i 1990 og meddelte hende, at de ikke følte, de kunne arbejde med hende som premierminister.

Så måtte hun gå, og John Major kom ind i 10, Downing Street istedet.

Ser vi vejen ud for Boris Johnson?

Har de konservative en ny ”John Major” ude i kulissen?

Normalt skal det være en kandidat, der er så neutral som muligt, som ikke har haft mulighed for at vandre for meget rundt i de politiske spinatbede.

Kunne Boris Johnson blive afløst af Rishi Sunak?
Rishi Sunak – en mulig ny premierminister? Foto: Wikimedia Commons.

Da John Major blev indsat på posten i sin tid, forsøgte Labours støtter forgæves at finde noget at udsætte på ham, men han virkede helt tilforladelig og uplettet.

Og det blev da også hans skæbne: at være en kedelig premierminister i otte år, men premierminister blev han, og der står stadig respekt om ham som an elder statesman.

De konservative udenfor 10 Downing Street tænker måske: ”nu kan det snart være nok”

Idag er det måske også en finansminister, denne gang Rishi Sunak, der kommer på tale, en dygtig og effektiv minister, med en imponerende men tidsmæssigt kort karriere bag sig.

Når man ser, hvordan det er gået Boris Johnson, er det nærliggende at overveje, om der findes en samling guder med speciale i politiske ledere.

Som de græske guder sidder oppe i skyerne på Olympusbjerget og lægger skumle planer for, hvordan de skal styrte de stærke mænd og kvinder, netop når disse når magtens tinder:

”Vi laver noget med covid-19, den falder han i igen,” siger den ene gud. ”Jeg har en ide med mink,” siger en anden.

De konservative udenfor 10 Downing Street tænker måske: ”nu kan det snart være nok”.


LÆS ALLE HANS CHRISTIAN ANDERSENS ARTIKLER HER


Foto: Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Hans Christian Andersen har boet i Storbritannien siden 1979, hvor han tog en PhD ved University of Hull og senere en MBA ved Durham University.

Siden 1982 har han boet i Newcastle upon Tyne, hvor han har været ansat ved Newcastle University, og fra 1991, ved University of Northumbria med bl.a. international markedsføring og kulturturisme som arbejdsområder.

I halvfemserne var han i tre år tilknyttet The Guardians udlandsredaktions Europatillæg med den skandinaviske nyhedsdækning som hovedområde. Siden 2004 har han deltaget i P1 Orienterings programmer, med britisk politik som emneområde, og har også deltaget i en række andre programmer i DR radio og tv og hos TV2.

Seneste artikler om Europa