DANSK POLITIK // ANALYSE – De Konservatives nye leder og efter planen nye formand, Mona Juul, har været et ubeskrevet blad for mange, men hun er kommet fornuftigt ud af startblokken og skal snart begynde at tale politik på den store scene. Hvilken linje lægger hun, og kan hun løfte opgaven?
Mona Juul, den nye konservative leder og snarlige formand, har fået en god start. En flyvende start vil nok være at tage munden lidt for fuld, men to meningsmålinger indikerer trods alt, at Det Konservative Folkeparti igen kan begynde at se op ad tabellen.
Med 7,8 pct. i en Gallup-måling og 6,4 pct. i Voxmeter (31. marts) er humøret langsomt ved at vende tilbage i det sorgramte parti, der om små tre uger afholder ekstraordinært Landsråd for dels at mindes afdøde Søren Pape Poulsen og dels vælge Mona Juul til ny formand for partiet.
Det er en velovervejet strategi, der ligger bag. Med det ekstraordinære Landsråd får partiets medlemmer og de delegerede fra vælgerforeningerne nu også taget afsked med Søren Pape, ligesom folketingsgruppen, Folketinget og kirkegæsterne ved begravelsen i Viborg allerede har gjort.
Det kommer til at flyde med rygklap og anerkendelse fra baglandet, hovedbestyrelsen og folketingsgruppen. Ja, selv fra politiske modstandere
Det er smukt og respektfuldt. Partiet kunne i princippet sagtens have fortsat med den nuværende konstellation med Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler, som konstitueret formand frem til det ordinære Landsråd i september, men med indsættelsen af Mona Juul her i april bliver der gjort rent bord.
Hvilken linje vælger Mona Juul?
Når partiet samles igen til september, kan der diskuteres politik uden at se sig tilbage. Til den tid handler det om at diskutere de indkomne forslag, der skal danne bund for vedtagelsen af et nyt partiprogram.
Mona Juul har endnu ikke været ude med de store politiske meldinger, siden hun den 13. marts blev valgt af folketingsgruppen til at være den nye politiske leder på Christiansborg. Helt anonym har hun nu heller ikke været. Hun har naturligvis haft et par obligatoriske optrædener – ikke mindst i DR’s bløde familieprogram, Aftenshowet, hvor hun fik pointeret, at man med hende nok ikke får hele pakken med Gud, konge og fædreland.
I hvert fald hang hun lidt i håndbremsen med hensyn til at bekende sig som overbevist kristen, og mon ikke også, at “guds øje i det høje” ville have skelet lidt skeptisk til Mona Juuls kontorudsmykning, hvor et maleri af en masturberende kvinde indtager en iøjnefaldende placering.
Maleriet skal nu sælges på auktion. Det er trods alt for vovet at have hængende på det konservative formandskontor, hvor det sikkert også vil kunne virke distraherende, når kontoret skal lægge rum til diskussioner om nye politiske strategier.
Tykhudet
Mona Juul er stadig et ubeskrevet blad for langt de fleste. Men hun har allerede vist, at hun agter at indtage sin nye rolle med en god portion overskud.
I en større reportage i Berlingske fra dagen, hvor Mona Juul tonede frem som ny leder, blev hun af en af avisens farverige journalister omtalt som “det omvandrende mågestel”, da hun dagen igennem var iført en pastelfarvet lyseblå jakke.
Det kunne have medført en stærk reaktion, men muligvis qua sin egen reklamebaggrund eller efter rådslagning hos rådgivere valgte Mona Juul at tage det med et smil.
Nu bliver det Mona Juul, der skal spise kirsebær med de store. Stå i panelerne mellem Lars Løkke, Troels Lund Poulsen, Inger Støjberg og Mette Frederiksen
På det sociale medie X demonstrerede hun ovenikøbet sit overskud ved i påsken at lægge et gækkebrev ud, der tydeligt spillede på porcelæn-sammenligningen.
Gæk, gæk, gæk, mit navn er blevet væk.
Jeg er ny politisk leder
Minder (ifølge Berlingske) om et stel fra gamle tider
Hvorpå der er en fugl
Mit navn er ……..
Den slags giver pluspoint frem for at skulle starte sin nye politiske karriere som en tyndhudet grædekone, der for let lader sig hyle ud. Mona Juul har bevist, at hun kan tåle mosten. Det er der brug for.
Rygklap og spark i den politiske arena
Politik er til tider et beskidt spil om magten.
Det er således ingen kunst for Mona Juul at blive respekteret og beundret af sine egne. Det kommer til at flyde med rygklap og anerkendelse fra baglandet, hovedbestyrelsen og folketingsgruppen. Ja, selv fra politiske modstandere vil der komme masser af ros og anerkendelse. Måske ovenikøbet i en sådan grad, at man går hen og stifter personlige venskaber på kryds og tværs af partierne. Man kan hurtigt henledes til at tro, at det er en fordel at være populær blandt kollegerne. Men det er en falsk og en farlig forestilling.
Anders Fogh Rasmussen viste med al tydelighed, at man kan komme langt i politik uden politiske venskaber. Mette Frederiksen kan blandt flere andre også nævnes i den sammenhæng.
Stærke personlige relationer holder alligevel ikke, når det for alvor gælder. Selv om Inger Støjberg og Søren Pape utvivlsomt havde et nært venskab, holdt det hende ikke tilbage fra at sparke benene væk under Pape på det første partiledermøde, efter valget var udskrevet i 2022.
Kort efter Pape havde præsenteret sin slagvare fra øverste hylde, en total afskaffelse af topskatten, slog Støjberg kontra.
Det kommer ikke på tale, slog hun fast, hvorefter grobunden for den lange konservative nedtur var lagt fra dag et. Pape blev klædt af. Han var paf og stod med et valgprogram, som ikke engang var til diskussion i den blå lejr.
Støjberg kunne have valgt en mere forsonlig tilgang til en skattediskussion efter valget, men det skete ikke. Hun valgte at affærdige sin gode ven i den bedste sendetid.
Kan Mona Juul løfte opgaven?
Nu bliver det Mona Juul, der skal spise kirsebær med de store. Stå i panelerne mellem Lars Løkke, Troels Lund Poulsen, Inger Støjberg og Mette Frederiksen, såfremt hun ikke har fundet sig en international toppost inden. I givet fald peger flasken på finansminister Nicolai Wammen.
Det er den opstilling, der venter for Mona Juul. Det er til det scenarie, hun skal stå distancen.
Om det så bliver i blå pastelfarver eller noget andet, så kan høje meningsmålinger hurtigt blive sat over styr, når de garvede politikere begynder at sætte fingre på de mest ømme punkter.
Hun skal bevise, at hun er andet end en driftig iværksætter med talegaverne i behold
Mona Juul har nok en smule vind i ryggen nu. Sympatien og medfølelsen med partiet spiller måske en lille rolle.
Hun skal nu give sig i kast med at få valgt partiets noget blege EP-kandidat, Niels Flemming Hansen, ved afstemning den 9. juni. Det burde være en overkommelig opgave, men omvendt vil et nederlag også klæbe til den nye formand, hvis det glipper. For den nykårede partiformand vil det være noget nær en katastrofe.
Mona Juul er kommet fornuftigt ud af startblokken. Og efter det ekstraordinære landsråd den 21. april skal hun også begynde at tale politik på den store scene.
Det er her, hun skal bevise, at hun er andet end en driftig iværksætter med talegaverne i behold.
Det er her, hun skal trække de store politiske linjer om krigen i Ukraine, i Mellemøsten. Hjemtagelse af danske børn. CO2-afgiften på landbruget. Klima- og miljøudfordringerne i de indre farvande.
Forholdene på sygehusene, plejehjemmene og i skolerne.
Værdidebatterne om integration, straffe, woke, transkønnedes rettigheder, kvinder i Forsvaret osv.
Det er på denne store scene midt mellem de politiske ronkedorer, det afgøres, om hun kan stå distancen, når det virkelig gælder.
Læs også Annegrethe Rasmussens analyse “Trump lancerer sin egen bibel: Make America Pray Again”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
