POLITIK // ANALYSE – Mens Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, er i færd med at gå ned med sin socialistiske skude, har Cubas nye leder, Miguel Diaz-Canel, klart demonstreret, at han ikke har tænkt sig at lade sit socialistiske ø-paradis blive det næste Atlantis. Nøgleordene er: der er gensidig interesse i en åben fremtid.
Cubas nye forfatning, der blev vedtaget med et forventeligt massivt flertal 24. februar, har således masser af kendte svingere såsom fortsat et-parti styre, gratis adgang til sundhed og uddannelse, og selvfølgelig er socialisme stadig den eneste vej til indfrielsen af menneskets fulde potentiale.
Der er dog også et par nye hits såsom forsigtig anerkendelse af markedsvenlige reformer og privat ejendomsret samt en særligt velklingende begrænsning af den præsidentielle embedsperioder til to gange fem år, et klart brud med den havannacigarhvæsende livstidspræsident man typisk forbandt med Cuba.
Disse ændringer er en videreudvikling af de reformer, der igangsattes i 2011 af Raul Castro, der på grund af broderen Fidels svigtende helbred overtog lederrollen i 2008.
Disse peger sammen med den nye forfatning i retning af samme statskapitalistiske model, der har gjort det muligt for det kommunistiske Kina at blæse med munden fuld af kapitalistisk mel.
Hvis disse tiltag har bare tilnærmelsesvis samme succes som Kinas, vil tidligere præsident Raul Castro med rette blive hyldet som den cubanske Deng Xiaoping, der brød med sin forgængers dogmatiske tilknytning til socialismen for socialismens egen skyld.
Ligesom Deng har Raul vist sig mere villig til at se igennem fingre med kattens farve, så længe den fanger mus.
Der er endnu meget lang vej igen for Cuba, der stadig er en autoritær etpartistat med minimal tolerance for politiske afvigere og dissidenter
For den almene cubaner har Rauls reformer betydet en kærkommen, men for mange stadig alt for begrænset, liberalisering af økonomien. Et minimum af privat erhvervsdrift er blevet introduceret, køb og salg af huse og biler er blevet legaliseret, 3G mobilinternet er blevet gjort tilgængeligt, og udenlandske investorer er blevet inviteret ind.
Med inspiration fra Kina, der efter Sovjetunionens fald har været fakkelbærer for socialistiske autokratier med et ønske om at udfordre den frie markedsøkonomi, etableredes endda en særlig økonomisk zone ved havnebyen Mariel, hvor markedskræfterne har fået endnu friere løb og private investorer fuldt ud ejer de projekter, de investerer i. Selvom disse fremskridt har været vaklende og usikre, så har den nye forfatning bekræftet, at det kun er hastigheden, der vil variere: retningen ligger fast.
Som en ø i oceanet
Intet indkapsler bedre nytænkningen af Cubas rolle end ændringen af landets udenrigspolitiske tilgang til den højlydte overbo.
Det amerikanske-cubanske forhold har ligget i bunden af den internationale kummefryser siden revolutionen, der i 1959 førte til nationaliseringen af de betragtelige amerikanske investeringer i Cuba og indebar et geopolitisk badutspring, der satte en kommunistisk knivspids mod USA’s hovedpulsåre.
Heldigvis holdt Kennedy og Khrusjtjov krigen kold, og Cuba nød under Fidel Castro en fredelig forvitring. Det blev således Raul, der fik æren af at begrave stridsøksen, da han i 2015 rakte henover Florida-strædet og gav Barack Obama hånden.
De to lande genåbnede deres ambassader, genindførte kommercielle flyvninger og var vel på vej til at ophæve den handelsembargo, der koster USA omkring 1,2 milliarder dollar (1,9 mia.kr.) årligt og har opnået den tvivlsomme ære at være verdens længstværende af slagsen.
Cuba vil formentlig stå last og brast med Maduro, men når engang han trækker sig tilbage, formentlig til en eksiltilværelse i Cuba, så vil de udsendte cubanerne formentlig vende tilbage med ham
Cuba havde derfor bedre grund end de fleste til at ærgre sig over udfaldet af det amerikanske valg i 2016. Donald Trump, der ellers er kendt for sit spejlvendte perspektiv på Amerikas venner og fjender, har trukket hårdt i bremsen på det amerikanske-cubanske forhold, men dog undladt at slå om i bakgear.
Hans beslutning om ikke at hjælpe Cuba tilbage i et forsonende og mere givtigt forhold til USA har kun vist sig så meget desto mere beklagelig, eftersom det har fastholdt Cuba i sit traditionelle afhængighedsforhold til Venezuela, der længe har været en kolos på olieben. Det er den selv samme olie, der længe har holdt Cuba kørende.
Der gik belejligt nok kun syv små år fra Sovjetunionens fald i 1991 indtil Hugo Chavez’ socialistiske revolution i Venezuela gav Cuba en ny bonkammerat.
Som et skoleeksempel på et symbiotisk forhold udveksledes billig olie og kapital til gengæld for skarer af veluddannede professionelle, herunder især de dygtige læger, der er blevet Cubas mest ikoniske og profitable eksportvare.
De kittelklædte frelsere, frugten af det gratis uddannelsessystem, er desværre ikke længere den eneste tjeneste, Cuba yder sin flakkende partner.
Tværtimod har Nicolas Maduros internationalt isolerede regime, hvis eneste støtte efterhånden er de væbnede styrker, stadig større behov for cubanske efterretningsfolk og politiske kommissærer til at forebygge yderligere deserteringer fra et forsvar, der allerede har lidt under isolerede tilfælde af faneflugt herunder militærattachéen til USA og en general fra luftvåbnet.
Uanset hvor meget førstehjælp, hjertemassage og mund-til-mund, Cuba viser sig parat til at give Nicolas Maduros regering, er den tidligere buschaufførs dage ved rattet tydeligvis talte
Dermed ikke sagt, at Venezuela på nogen måde er en cubansk nikkedukke, kontrolleret af en skyggehær af cubanske specialister; hvis det var tilfældet ville Venezuelas tilstand næppe være nær så grel, som den er nu.
Cubas udsendte professionelle er en strategisk ressource, der bruges med et klart blik for det økonomiske og politiske afkast. Cuba vil formentlig stå last og brast med Maduro, men når engang han trækker sig tilbage, formentlig til en eksiltilværelse i Cuba, så vil de udsendte cubanerne formentlig vende tilbage med ham.
Fagre nye verden
Uanset hvor meget førstehjælp, hjertemassage og mund-til-mund, Cuba viser sig parat til at give Nicolas Maduros regering, er den tidligere buschaufførs dage ved rattet tydeligvis talte.
At Cuba søger nye græsgange og ser frem til en verden efter Trump, kan næsten læses direkte i den nye forfatning. Selvom Raul Castro har afstået præsidentembedet, sidder han stadig tungt som formand for kommunistpartiet og ledende skikkelse i politbureauet, og man fornemmer således hans vision om et åbent og mere frit Cuba i den nuværende regerings politik.
Økonomisk er der tale om en vag transformation fra en sovjetisk planøkonomi til det moderne markeds-socialistiske system, der har givet gevinst i både Kina og Vietnam. Mere interessant er udviklingen i østatens politiske kultur, især blandt ungdommen.
Selvom den nye forfatning blev vedtaget med et stort flertal på omtrent 86 procent var det dog mindre end ved den sidste afstemning, der i 1976 opnåede en tilslutning på 98 utrolige procent.
Staten kørte som forventeligt en energisk ja-kampagne, men det mest interessante er, at denne kom som et nødvendigt respons på en folkedrevet nej-kampagne, der vandt stor tilslutning på de sociale medier.
En af den kommunistiske verdens efterhånden ældste hunde har vist sig parat til at give pote og lære et par nye tricks for at tilpasse sig moderne tider
Frem for ydmygt at bøje nakken lod mange cubanere regeringen høre deres utilfredshed. Britiske The Guardian skriver, at 700.000 stemte imod den nye forfatning, og dette, for Cuba, uhørte eksempel på politisk oprør er muligvis mere sigende for Cubas fremtid end selve indholdet i den nye forfatning.
Der er endnu meget lang vej igen for Cuba, der stadig er en autoritær etpartistat med minimal tolerance for politiske afvigere og dissidenter.
Ikke desto mindre har en af den kommunistiske verdens efterhånden ældste hunde vist sig parat til at give pote og lære et par nye tricks for at tilpasse sig moderne tider.
Hvis man vil gøre sig håb om yderligere udviklinger og liberaliseringer, bliver man nødt til at gå Cuba i møde og vise, at der er gensidig interesse for en mere åben fremtid.
Foto: Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
