DOKUMENTARFILM // REPORTAGE-ANMELDELSE – På festivalen kan man nogle gange komme bag om filmens tilblivelse, hvis instruktøren er til stede ved visningen. Vores mand deltog i to arrangementer lørdag, hvor filmmagerne begge arbejder på kanten af almindelige mainstream-dokumentarfilm. Eller ude over kanten. Filmene var to af deltagerne i NEXT:WAVE-konkurrencen: den tyske To Be an Extra og den italienske Sting Like a Bee.
Filmfestivaler – og også CPH:DOX – er naturligvis en chance for at vise nogle film til publikum, som ellers godt kan drukne lidt i det tonstunge medieudbud, som vi udsættes for på forskellige medier.
Det er måske mindre kendt, at det også er en chance for filmskaberne til at vise sin film og sig selv lidt frem. For hvis du er så uheldig at være endt i denne del af mediebranchen – den del, hvor man bevæger sig lidt uden for den brede strømning af dokumentarfilm om ’vigtige’ emner – så kan du ikke bare sidde derhjemme med en færdig film. For så er du selv hurtigt færdig i branchen.
Derudover arbejder de filmmagere, som også er filmenes egentlige ophavsmænd, gratis langt det meste af tiden.
Så derfor er disse festivaler vigtige, og første problem er selvfølgelig overhovedet at få sin film accepteret af en festival. Det er i sig selv noget, der koster tid og en gedigen arbejdsindsats, og måske endda også personlige kontakter, der kan bane vejen for én.
Men er ens film først blevet accepteret på en festival, så kan man være heldig at få tilbudt transport og ophold, så man selv kan være tilstede ved visningen. Hvis man altså har råd til at hive flere dage ud af kalenderen uden løn.
Løn som fortjent?
For nej, det at lave dokumentarfilm er som udgangspunkt en så elendig business for filmmagerne selv, at der ikke er noget budget til andet end selve filmproduktionen, og stort set aldrig til arbejdet med lancering og promovering.
Så skal du tage til den festival eller ej, hvor din film er blevet udtaget? Man er lidt damned if you do and damned if you don’t, men det er klart, at CPH:DOX er en af de festivaler, man gerne selv vil med til.
Man bliver måske ikke kørt rundt i Mercedes’er, som jeg selv har prøvet under Nordische Filmtage i Lübeck, eller har en personlig assistent, der ledsager dig det meste af tiden, som jeg havde ved filmfestivalen i Vilnius.
Men det er prestige i at komme til København, og derfor giver mange sig tid til det. Og der er da også ofte legater eller lignende at indhente til den slags, om end jeg ikke helt ved, hvordan det forholder sig i andre lande.
Når jeg ovenfor skrev, at der som regel ikke er løn til instruktøren ud over selve produktionen af en dokumentarfilm, så skal dette også tages med et gran salt. For ja, der er måske budget til lidt forberedelse, nogle ugers optagelse og redigering. Men derudover arbejder de filmmagere, som også er filmenes egentlige ophavsmænd, gratis langt det meste af tiden. Simpelthen fordi det tager så lang til at forberede og finansiere en film.
Ofte skal man kunne give eventuelle bidragydere et så klart billede af, hvad man har tænkt sig, at man på en måde skal lave – eller i hvert fald indgående beskrive – filmen, inden den kan opnå nogen form for støtte fra tv eller fonde.
At være statist i sit liv
Lørdag eftermiddag var jeg til verdenspremiere-arrangementet med den tyske To Be an Extra (den har ingen tysk titel), som i begyndelsen havde en vidunderlig scene, hvor man ser instruktøren selv i et smukt nærbillede med en telefon for øret.
På lydsiden hører vi en stemme argumentere for, hvorfor den tv-fond, han arbejder for, ikke kan gå ind i den film, vi sidder og ser. Marike Meyer, som instruktøren hedder, kommer med nogle små udbrud, som for at bryde ind – uden held.
For ja, hele min indledning her blev affødt af denne film, som er temmelig vidunderlig og helt sin egen. Du gider ikke se en selvoptaget film om en flæbende filminstruktør, siger du, og det forstår jeg godt.
Men her kommer vi bag om det hele og filmen handler lige så meget om eksistens og selvværd, men altså eksemplificeret gennem det, at Henrike, som gerne vil lave film, lever (dårligt) af at være statist i tyske tv-krimier og reklamefilm, hvor der ellers nok skulle være råd til det hele.
Den efterfølgende debat var rørende på den måde, at instruktøren virkede så glad for at være her, at man blev helt varm.
Filmen består af både samtaler om livet med venner og familie og kommenterede scener fra de omtalte statist- og småroller, hun ellers har. Mit tyske er vist ikke godt nok, til at jeg fik det hele med, og de engelske undertekster virkede hist og her lidt rudimentære, men filmen får hermed min klare anbefaling.
Den efterfølgende debat var rørende på den måde, at instruktøren virkede så glad for at være her, at man blev helt varm. En del fra filmholdet var også med, og jeg håber, at de føler sig godt behandlet.
Eftersnakken kom til at handle lidt om at arbejde i kultur-prekariat, men heldigvis også om nogle af hendes æstetiske og filmsproglige valg. Filmsnak har også godt af at handle om filmene og ikke kun om emnet, som filmene ’tilfældigvis’ omhandler.
Italiensk hybrid
Det med, at debatten også drejede sig om selve filmen, gjaldt også for min anden verdenspremiere denne aften, den italienske Sting Like a Bee af Leone Balduzzi. Den engelske titel kommer af filmens omdrejningspunkt, de små trehjulede varevogne, Piaggio Ape, hvor ’ape’ betyder en bi.
Det er en film med masser af blandingsmisbrug i sine virkemidler i dens portræt af en flok unge i en region ved Adriaterhavet i Midtitalien og deres optagethed af deres små vogne.
Filmholdet bilder på en måde de unge medvirkende ind, at de er ved at caste til en spillefilm, men vi opdager snart, at det er et trick for at give dokumentarfilmen et helt specielt udtryk. På et skilt i starten af filmen står der, at det hele er sandt, undtagen det, som filmholdet har fundet på, og direkte adspurgt bagefter fortalte instruktøren, Leone, desuden, at han ikke selv vidste, hvad det var for en film, han ville lave.
Var de allerede gået i gang, mens de prøvefilmede de unge medvirkende? Var de stadig i gang med at brainstorme? Der er flere scener, der åbenlyst er fiktive – eller rettere: De unge spiller en given scene, som filmholdet iscenesætter.
Denne organiske måde at lave film på – hvor man ikke rigtigt ved, hvad der sker, før man står i det, hvilket også i høj grad gjaldt den tyske film – kan skabe nogle helt særlige film, og hvor klippearbejdet naturligvis bliver ekstra vigtigt.
Det er der stort set heller aldrig penge nok til, men Leone fortalte en morsom ting bagefter. Filmen er optaget på Super16mm-film, der som regel er meget dyrt. Derfor lavede de kun meget få takes af hver scene, hvilket gjorde, at gennemsyn og klipning automatisk strakte sig over en kortere periode, end hvis de – som det er normalt nu om dage – havde filmet løs med et digitalt videoformat.
Vælg gerne film, hvor filmmagerne selv er tilstede og klap dem lidt ekstra på skuldrene
Det giver filmen en gammeldags stoflighed i billedet, der sådan set bidrager fint til dette ukonventionelle portræt af de unge og deres hobby og ikke mindst deres geografiske region.
Den bliver ind imellem nok lidt for manieret ’italiensk’ efter min smag, men det gav et ekstra morsomt perspektiv, at instruktøren bagefter fortalte, at flere af de medvirkende først opdagede, det i virkeligheden var en dokumentarfilm, da de så den færdige film.
Så hvis du kan lide dokumentarfilm, som ikke nødvendigvis vil fortælle dig, hvordan verden hænger sammen, men hvor ’sandheden’ primært ligger i sprækkerne mellem scenerne, så er der som sædvanlig masser at gå efter på CPH:DOX.
Og vælg gerne film, hvor filmmagerne selv er tilstede og klap dem lidt ekstra på skuldrene. Du skal ikke have ondt af dem, for de har selv valgt det, men tænk gerne over, at hvis det ikke var for dem og deres skaberkraft, så ville der slet ikke være nogen filmfestival. For ja, der er penge i dokumentarfilm – det er bare en forsvindende lille del, der går til dem, der faktisk laver dem.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
