FILM // FESTIVAL – Det er igen tid til at se et væld af dokumentarfilm. Frederik Bojer Bové har kastet sig over de danske bidrag og funderer over et særligt træk ved mange af dem. Der er nemlig rigtig mange danske dokumentarfilm for tiden, hvor filmskaberen selv bliver en del af fortællingen. Er det godt eller dårligt?
Der er et ret interessant øjeblik i Max Kestners stærke Livet og andre problemer, der åbnede festivalen, og som vi skrev om i går. En af Kestners medvirkende naturvidenskabsfolk fortæller om celler (tror jeg, det er), og Kestner spørger ham så: “Why do you say they have emotion?” Den adspurgte kigger lidt forvirret på ham og siger så: “No no, MOTION!”
Hvis bare Kestners dokumentar ville fortælle os kloge ting, så kunne sådan et øjebliks misforståelse nok være klippet ud. Men Kestners film handler om levende væseners relationer til hinanden, så det giver god mening at medtage et eksempel, hvor relationen er gensidig forvirring.
Det fik mig til at tænke på en tekst af Niels Christian Bonde Jensen om dansk dokumentar, der for nylig var at læse i tidsskriftet ATLAS, “Italesat autenticitet”. For Kestners lille fejltrin viser os også noget andet: at Kestner ikke er en objektiv forsker, men en subjektiv kunstner, som muligvis misforstår, overfortolker og i øvrigt tager påvirkninger fra eget liv ind i arbejdet med fortællingen, hvilket nogle gange i dansk film tilsyneladende bliver set som mere rigtigt end tilstræbt objektivitet.
Jeg kan godt lide begrebet “italesat autenticitet”, for der er en masse eksempler på det i dansk film for tiden. Men jeg er ikke så kritisk som Bonde Jensen. En masse af de her historier skriger nemlig også på at italesætte fortællerens egen position. Nogle mere end andre.
Englemord (Patricia Bbaale Bandak)
Det ville for eksempel ikke give mening at lave Englemord, uden at instruktør Patricia Bbaale Bandak inddrog sig selv. Filmen handler nemlig om mordet på instruktørens mor, der blev slået ihjel i Uganda juleaften 1989. Familien flygtede derefter til Danmark, og ingen i den store børneflok har fået fortalt ret meget andet, end at moren var en helgen eller en engel, og at mordet var uforståeligt.
Bbaale Bandak føler dog ikke længere, hun kan bruge det svar til noget, efter hun selv er blevet mor, og rejser derfor tilbage til Uganda for at lede efter bedre svar.
Det er nødvendigt, at filmen i meget høj grad kommer til at handle om instruktøren selv, for der er ikke meget film i selve opklaringsarbejdet. Der er ikke ledetråde, som bliver optrevlet, eller konspirationer, der bliver stykket sammen. Der er en række individer, der ikke fortæller alt, hvad de ved, og så efterhånden fortæller de mere. Skulle filmen kun handle om at opklare et mord, så kunne den være ti minutter lang.
Men fortællingen om Patricia Bbaale Bandaks rejse kommer til at handle om meget andet end mordopklaring. Først og fremmest handler det om kultur. Det går nemlig op for instruktøren, at man i Uganda aldrig siger noget skidt om de døde, og at hun derfor intet kan få at vide om, hvordan hendes mor i virkeligheden var. Og ydermere går det op for hende, at hun reagerer meget stærkt på den kultur, fordi den går imod de værdier, hun er opvokset med som del af det danske samfund.
Det er en fascinerende skildring af kulturkløften fra en emigrant, der har stor succes i Danmark og ikke ligefrem virker, som om hun drømmer om at komme hjem til forældrenes kultur
Der er særligt en samtale, hvor det antydes, at nogle måske mener, at mordet også var lidt heldigt for familien, fordi det betød, at de kunne få asyl i Danmark. Og Bbaale Bandak er for så vidt enig i, at det er dejligt at bo i Danmark, men fortæller også om frustrationen ved at være flygtning og føle sig adskilt fra sine rødder og sin kultur.
Det sætter Bbaale Bandak ord på, og filmen illustrerer det også tydeligt. Samtidig virker hun gennem hele filmen tydeligt irriteret og frustreret over ugandisk kultur, fra folks tendens til at tale udenom til den endog meget intense religiøsitet, der gennemsyrer hele samfundet.
Det er en fascinerende skildring af kulturkløften fra en emigrant, der har stor succes i Danmark (hun lavede også tv-serien Bad Bitch sidste år og har sin første fiktionsfilm i støbeskeen) og ikke ligefrem virker, som om hun drømmer om at komme hjem til forældrenes kultur, men som stadigvæk tydeligvis mangler noget.
“Englemord” er en film om en umulig søgen efter sandhed, forløsning og tilhørsforhold, og den er bedst, når den umulighed også sætter sig i æstetikken
Men der bliver altså godt nok også italesat noget autenticitet. Hele Bbaale-søskendeflokken deltager i filmens yderscener, og man overhører dem diskutere Patricias filmiske valg. Det er lidt morsomt og viser, at instruktøren også har taget hensyn til familien i filmen om et meget følsomt traume, men det er altså også en lidt pudsig narrativ situation. I stedet for bare at lave et kunstnerisk greb, så skal vi også høre karaktererne diskutere det kunstneriske greb. Det gør det lidt tomt, men det er også meningen, tror jeg.
For filmen handler om tomhed og fravær. Om fraværet af moren, om fraværet af mening med mordet på hende og om fraværet af forløsning, når man kommer nærmere en sandhed. Om en tomhed der, hvor ens kultur burde være, men som alligevel ikke fyldes ud, når man vender tilbage.
Englemord er en film om en umulig søgen efter sandhed, forløsning og tilhørsforhold, og den er bedst, når den umulighed også sætter sig i æstetikken.
Balomania (Sissel Morell Dargis)
Jeg ved ikke, om Balomania er blevet en bedre film af, at Sissel Morell Dargis inddrager sig selv virkelig meget, men jeg ved igen ikke helt, hvordan det kunne undgås. Filmen handler om en illegal ballonkultur i Brasilien, hvor såkaldte baloeiros bruger årevis på at lime silkepapir sammen til kæmpestore balloner for så en nat at samles og sende dem mod himlen.
Kulturen er blevet gjort dybt ulovlig af den brasilianske stat, så at skildre den kultur kræver en enorm tiltro fra de medvirkende, som nok af samme grund har en tendens til at tale direkte til kvinden bag kameraet. Samtidig bliver politiets interesse for den danske dokumentarist, der muligvis kan bruges til at skaffe information om nogle personer, politiet ser som kriminelle, også en del af historien.
Så igen er instruktørens person nok nødt til at blive italesat. Men det er ikke, fordi filmen får ret meget ud af den slags, for det er en film, der lever af sine karakterer og deres æstetiske projekter.
Balomania handler om at finde det helt sublime moment, når man ser noget, der overgår forventningerne. Når en ballon ser helt perfekt ud, alle de påsatte lys lyser helt rigtigt, og fyrværkeriet eksploderer uden at sætte ild til noget, så er alting bare perfekt. Jeg tænker, det må føles lidt, som når man ser noget i en film, hvor man bare bliver helt høj og lykkelig ind til benet.
Og sådanne momenter er der faktisk i Balomania. Særligt er der et øjeblik, hvor billedet zoomer ind på en tatovering af et slumkvarter på en mands ryg, og en digital effekt derefter bringer os hen til det virkelige slumkvarter. Det klip er fuldstændig sublimt, og jeg har ikke set ret meget som det. Det skal ses, før man tror det.
I et andet klip fortæller en person om en ballonopsending, og det ser ud, som om at videooptagelser af samme ballonopsending vises i baggrunden på et fjernsyn på en bar. Derudover er der selvfølgelig de mange ballonopsendinger, der i sig selv kan være umanerligt flotte, når de altså ikke går galt.
Det skaber en god effekt, at det meste af filmen også er ret hverdagsagtig, og så er der øjeblikke af noget sublimt. Men det ændrer ikke ved, at noget af filmen ser lidt kedelig ud.
Mange af de her idéer og effekter har en ting til fælles: Det handler om, at byen og menneskene i den smelter sammen. Sissel Morell Dargis starter fortællingen som grafittikunstner i Brasilien, og idéen om at sætte sit “tag” på verden fylder en del i filmen. Nogle mænd fra favelaen, som ellers er udstødt fra det gode samfund, overtager himlen over Brasilien med deres smukke kreationer. De erobrer på en måde en verden tilbage, placerer sig selv et sted, hvor de ellers er usynlige. Mand og by smelter sammen, ligesom de gør det i deres tatoveringer.
På samme måde smelter Sissel Morell Dargis lidt sammen med sit miljø. Mange dokumentarister vil også sætte deres præg på verden, men med en film som Balomania er det jo egentlig andre menneskers miljø, som instruktøren bruger til at lave sit eget “tag”. Det er abstrakt set en lidt pudsig situation. Sissel Morell Dargis får det dog i nogen grad vendt til en fordel.
Der er øjeblikke af sublim skønhed i Balomania, men det meste af filmen føles meget ligetil. Det er håndholdt cinema verité, hvor personer taler til kameraet, og det virker ikke, som om at der er brugt ret meget tid på at kreere billederne. Det skaber en god effekt, at det meste af filmen også er ret hverdagsagtig, og så er der øjeblikke af noget sublimt. Men det ændrer ikke ved, at dele af filmen ser lidt kedelige ud.
Balomania er en stærk og medrivende film, der allerede er blevet solgt til udlandet, og det er en imponerende debut for den unge instruktør. Men hvis man forventer en “kunstfilm”, hvor ballon-æstetikken skaber hele filmens æstetiske sprog, så bliver man skuffet. Det er en ret normal dokumentar – med glimt af det helt ærligt geniale. Men filmens baloeiros er også helt almindelige mænd, der kan lave noget helt vildt, hvis de gør sig umage.
The Son and the Moon (Roja Pakari)
Der er ingen ironi eller meta over autenticiteten af Roja Pakaris The Son and the Moon. Det beskrives i pressematerialet som “et vidnesbyrd”, og det er 100 % instruktørens egen fortælling. Fortællingen handler om at få konstateret kræft, kort tid efter man føder sin søn, og at måtte leve med uvisheden om, hvornår man skal herfra – samt frustration over ikke at kunne være der nok for sin søn på grund af sygdommen. Det er en særdeles stærk film, som ikke ville være halvt så stærk, hvis der var taget nogen som helst forbehold.
Faktisk er der to instruktører på filmen, for fotograf Emilie Adelina Monies er krediteret som “medinstruktør”. Og det forstår man godt, for kameraet er virkelig objektivt beskuende, mens Pakari barberer sig skaldet, leger med sin søn, diskuterer fremtiden med sin mand.
Selvom hovedinstruktør og hovedkarakter således er den samme, så føles det aldrig, som om at scenerne er iscenesatte. Når for eksempel Pakaris søn Oskar forsøger at berolige sin kemoramte mor med, at hendes hår nok skal gro ud igen, så virker tårerne fra Roja særdeles ægte.
Det er ikke nogen eksperimenterende metafilm, det er et stærkt vidnesbyrd, hvis lakuner og sprækker blot næsten gør det endnu stærkere
Bedst er, at næsten alt er Rojas fortælling om, da hun endte i koma, og i fem døgn drømte hun usammenhængende om rejser og sygdom. Hun fortæller for eksempel, at hun mødte en gruppe børn, der besluttede sig for at ofre sig for hende, så hun kunne være der for sin søn. Det kan naturligvis ikke gengives filmisk, og det er i sig selv også en pointe. Selvom Roja Pakari vil lave et vidnesbyrd, så kan hun aldrig få det hele med. Der vil uundgåeligt være noget, der forsvinder, hvis hun også gør det. Noget mystisk og uudsigeligt.
Andre dele af filmen består af gamle optagelser, som familien Pakari optog under et besøg i Iran for at vise far Ali, der ikke turde tage med af frygt for at blive anholdt af styret. De optagelser er i dag også ved at gå tabt, de er gnidrede og halvt ødelagte, og det er ikke altid nemt at se, hvad der er derpå. Vi ser nogle gange en ung dreng, der står ved en dør og venter på at komme ind, og først senere får man at vide, at det er instruktørens bror, der banker på hos en gren af familien. Indtil da virker det mystisk og fragmenteret. Ligesom Rojas fortællinger nogle gange gør det.
Men på trods af de her fine, mystiske, æstetiske idéer, så er The Son and the Moon så stærk, som den er, på grund af situationens emotionelle kraft og filmens simple fremstilling af dette. Det er ikke en eksperimenterende metafilm, det er et stærkt vidnesbyrd, hvis lakuner og sprækker blot næsten gør den endnu stærkere.
Vi lever i en tid, hvor rigtig meget kunst består af kunstnernes private fortællinger. Det kan man være træt af. Men man kan ikke benægte, at Roja Pakaris fortælling er stærk.
En plads i solen (Mette Carla Albrechtsen)
Til sidst var det nu også ret dejligt at se Mette Carla Albrechtsens skønne En plads i solen, hvor fortælleren på en ret typisk kunstfilm-måde er næsten fuldstændig fjernet og ikke er en synlig del af fortællingen. Når karakterer bliver interviewet, hører vi kun deres svar, spørgsmålene fra filmskaberen er blevet skåret væk. Der er ingen interageren, kameraet bevæger sig ikke engang rigtigt. Eneste lille sprække er en scene, hvor en tolk forklarer filmholdet, at en mand er for ked af det til at fortsætte interviewet. Derudover er det ren observation. Men selvom filmskaberen ikke er italesat, så er kunstneren naturligvis 100 % til stede i den form for observation.
En plads i solen er et portræt af De Kanariske Øer og af de folk, som er rejst dertil på jagt efter et bedre liv. Det gælder danskere og svenskere, der vil væk fra en grå hverdag eller en voldelig eksmand. Men det gælder efterhånden også de mange bådflygtninge, der tager turen over Atlanterhavet, selvom det er en af de farligste ruter til Europa.
Med sine kølige og stiliserede observationer og sit tema om rejser og turister, så minder filmen naturligvis en del om Ulrich Seidl-film som fx Safari og Paradis: Kærlighed.
Men Albrechtsens film er nu langt mere varm og menneskelig.
Hvis ikke det er en af årets flotteste danske film, så bliver det et helt vidunderligt filmår
En film som En plads i solen er naturligvis heller ikke overhovedet nogen neutral observation, selvom instruktøren ikke selv er en del af filmens univers. Men de ufatteligt smukke billeder af små mennesker i enorme swimmingpools eller blandt kæmpe rækker af solstole formidler et særligt udsagn om turisternes liv, som er lige så subjektivt som Roja Pakaris voice-over i den forrige film.
Også klipningen af filmen er subjektiv, idet den først fokuserer på rige hvide turister og langsomt lader fortællingen overtage af flygtninge fra Afrika og Ukraine. Det fortæller noget om verdens udvikling i disse år, men det skaber også en dramaturgi, fordi fortællingerne langsomt bliver mere og mere dramatiske, og de første fortællinger måske så begynder at virke lidt banale.
Der er ikke meget nyt under solen i Albrechtsens film, pardon the pun. Det er klassisk kunstdokumentar som set mange gange før. Men hvor er det dog vidunderligt lavet, og hvor holder jeg dog bare meget af det. Konceptuerende fotograf er trippel-Bodil-vinder Maria von Hausswolff, og hovedfotograf er derefter Frigge Fri, der instruerede Klub Kranium og fotograferede dele af Mr. Graversen. Det er et visuelt dreamteam, og hvis ikke det er en af årets flotteste danske film, så bliver det et helt vidunderligt filmår.
Mette Carla Albrechtsen er nok mest kendt for Venus – Let’s Talk About Sex, som hun instruerede med Lea Glob, der på grund af sin Apolonia, Apolonia måske fik mest af æren for den film sidste år.
Men med En plads i solen beviser Albrechtsen, at hun også er en stærk kunstner i egen ret.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
