FILM // ANMELDELSE – Gloria og Øst for Paradis viser de to seneste film af den rumænske mester Radu Jude: Bad Luck Banging or Loony Porn og Do Not Expect Too Much From The End of the World. Det er stærk kost fra en af tidens vigtigste filmstemmer, særligt den sidstnævnte.
Rumænske Radu Jude har været en af mine helte siden hans anti-western Aferim! blev vist i Cinemateket, og han har også været fast gæst på danske filmfestivaler siden da. Det resulterede i en længere temaartikel om ham til POV i 2021. Nu får han for første gang nogensinde reel dansk distribution – endnu et vidunderligt eksempel på, hvordan helt smalle film kan få visninger og opmærksomhed, efter Grand har overtaget Gloria.
Først og fremmest er det hans gigantiske epos Do Not Expect Too Much From The End of the World, der bliver vist hver aften, mens hans tidligere Bad Luck Banging or Loony Porn, der vandt Guldbjørnen i 2021, får en række særvisninger.
Kompromisløs bilfilm
Jeg har set Jude udtale, at prisen kom på et godt tidspunkt, hvor han ellers var ved at miste sit publikum, men nu fik i hvert fald nogle år til fortsat at lave kompromisløse film.
Der er i hvert fald ikke mange kompromisser i Do Not Expect Too Much From The End Of The World, en 160 minutter lang film, overvejende i sort-hvid, om en kvindelig filmarbejders dag, der hovedsageligt består af, at hun kører i bil.
Angela (Ilinca Manolache) arbejder for et rumænsk produktionsselskab, der skal lave en lille film om arbejdssikkerhed for et stort østrigsk selskab. Hendes job består i at køre rundt til rumænske arbejdere, der er kommet til skade under deres arbejde, og optage prøvevideoer, hvor de fortæller om deres skader.
Den første lange del af filmen følger vi hende blot i bilen, mens hun forsøger at komme frem i Bukarests vanvittige trafik mixet med afbræk, hvor hun interviewer en person, samtidig med at et væld af mærkelige indfald byder sig til.
Virkelighed og fiktion
Det mest kompromisløse er nok inkluderingen af en gammel rumænsk film om en anden Angela i en bil, nemlig Angela merge mai departe (1981), instrueret af Lucien Bratu, om en kvindelig taxachauffør. Til at starte med bruger Jude blot den gamle film til at vise Bukarests udvikling, så når filmarbejderen Angela kører forbi en bygning, ser vi nogle gange et gammelt klip fra ’81 af samme bygning, nogle gange speedet ned, og med mærkelig lyd inde over.
Men så pludselig dukker Angela selv op (Dorina Lazar) og fortæller sin livshistorie, der naturligvis illustreres med klip fra den gamle film. Hendes søn er en af de mulige medvirkende – han har fået en jernstang i hovedet.
Hvilke slags film viser mest virkeligheden?
Her blander Radu Jude naturligvis virkelighed og fiktion. Han bruger de gamle billeder fra en fiktionsfilm som dokumentarisk skildring af Bukarests fortid og insinuerer dermed også, at hans egen fiktionsfilm har dokumentariske kvaliteter.
Dette bliver sat overfor arbejdet med filmen om arbejdssikkerhed, som det efterhånden bliver tydeligt, ikke kommer til at indeholde mange sandfærdige kvaliteter, men i stedet nærmere vil være en manipulerende fiktion, der skal hjælpe det østrigske firma med at undgå sagsanlæg. Så hvilke slags film viser mest virkeligheden?
Mange slags film på én gang
Det er jo en meget lang film, og det sker ikke altid så meget, så jeg havde tid til at lade tankerne vandre, og det slog mig pludselig, hvor mange film Radu Jude egentlig har lavet om filmskabelse. Men det er sjældent kunstfilm.
Hans debutfilm The Happiest Girl In The World (2009) handlede om en ung kvinde, der vandt retten til at være med i en sodavandsreklame. I Do Not Care If We Go Down In History As Barbarians (2018) handlede om en kvindelig kunstner, der forsøgte at stable et lidt cheesy historisk show om rumænske krigsforbrydelser på benene.
Bad Luck Banging or Loony Porn handlede om et sextape. Og kortfilmen The Marshall’s Two Executions (2018) kontrasterede dokumentariske optagelser af henrettelsen af Rumæniens diktatoriske leder fra anden verdenskrig, Ion Antonescu, med en skræmmende sentimental biopic om samme diktator fra 1993.
Første gang jeg så Do Not Expect Too Much From The End Of The World, syntes jeg den var god, men ikke blandt Radu Judes bedste. Men sjældent er en film vokset så meget ved et gensyn.
Som så mange andre filmkunstnere er han dybt optaget af filmskabelse, men det er godt nok mange slags film, der bliver skabt, fra kunst over propaganda og reklamer og til porno.
Det er nok også en af grundene til, at Radu Judes film er så æstetisk interessante. Han skifter stil fra film til film, men dyrker på det seneste gerne en hybridæstetik – som det burde være tydeligt – er taget ud i ekstremen i Do Not Expect Too Much From The End Of The World.
Overvældende vanvid
Til sidst kunne også nævnes f.eks Angelas TikTok-alterego, en brovtende misogyn Andrew Tate-klon, som hun hele tiden optager nye videoer med, så snart hun har en lille pause. Og den lange sekvens, der blot viser os kors dedikeret til trafikdræbte. Der er så hamrende mange idéer i den her film.
Første gang jeg så Do Not Expect Too Much From The End Of The World, syntes jeg, den var god, men ikke blandt Radu Judes bedste. Men sjældent er en film vokset så meget ved et gensyn. Det er 2 timer og 40 minutters overvældende vanvid, men hvis man formår ikke at blive helt væltet bagover, er det også ekstremt sjovt, satirisk og sågar følelsesfuldt.
Så ind og se! Og hvis du ser den og tænker den alligevel ikke er så god, som jeg har sagt, så gå ind og se den igen næste aften, så lover jeg, den bliver bedre!
Læs mere om film i POV lige her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
