
FILM // ANMELDELSE – Pot-au-feu: Vejen til hjertet er en vidunderlig film for en kritiker og sikkert også for madelskere. Dens stærke sider er helt unikke. Kameraføringen er exceptionel. Glæden ved mad formidles eminent. Til gengæld er filmens svage sider latterligt dårlige, mener Frederik Bové. Kan den usædvanligt gode kemi mellem hovedrolleindehaverne, Binoche og Magimel, redde filmens romantiske fortælling?
Jeg var parat til at hade Pot-au-Feu: Vejen til hjertet allerede, da den blev offentliggjort som film i Cannes. Et periodedrama om glæden ved mad, med Juliette Binoche i hovedrollen, og så instrueret af Trân Anh Hùng. En vietnamesisk født fransk instruktør, der engang i halvfemserne var én, som Cannes-festivalen naturligvis holdt ude af det sjove selskab, og som nu – hvor han ikke har lavet en god film i årtier – er blevet kedelig nok til hovedkonkurrencen? Kristus altså.
Jeg følte mig ganske bekræftet, da filmen fik 1 stjerne i Politiken, der kalder den “til at brække sig over” og skriver, at “denne slags film [burde] være forbudt”.
Det er også blevet en af årets hadefilm af en anden grund: Selvom Justine Triet med Frit fald blev den blot tredje kvinde til at vinde Guldpalmen, så valgte Frankrigs Oscar-kommité i stedet at sende denne omgang altmodisch mad-nostalgi som bud på en pris.
Det blev ret hurtigt udlagt som typisk fransk misogyni overfor Triet, og der blev grint, da det endte med, at Frit fald alligevel fik hele fem nomineringer inkl. Bedste Film, mens Pot-au-Feu blev helt forbigået. Jeg griner sådan set også med.

Men jeg er ikke helt med på nedgørelsen af Trân Anh Hùngs film. For godt nok er den på mange planer noget forfærdeligt vrøvl, usammenhængende og umanerligt gammeldags. Men denne film har altså et helt særligt kamera.
Det er ikke bare det, at der laves meget mad. Det er det, at kameraet selv synes at gå så meget op i maden og hele tiden skal se til den. Til tider virker det som om, at kameraet nærmest vil dufte til røgen. Det bliver nærmest til, at kameraet virker lækkersultent. Og når en film har noget helt særligt, så kan jeg godt tage med, at helheden er så dum, som tilfældet er her.
Den gode Trân Anh Hùng
Det er ikke så overraskende, at Trân Anh Hùng laver madfilm. Han brød massivt igennem i 1993 med debuten Duften af den grønne papaya, der dyrkede en nostalgi om det tabte Vietnam. Hung emigrerede selv fra Vietnam til Frankrig som 12-årig efter Saigons fald, har base i det franske – og opnåede en nominering til Bedste Internationale Film ved Oscar i 1994.
Opfølgeren Rickshaw vandt derefter Guldløven i Venedig i 1995, hvorefter hans ‘Vietnam-trilogi’ blev afrundet med Midt om sommeren fra 2000.
Dodin-Bouffant og Eugénie deler en afslappende midnatsstund sammen i måneskin med en enkelt aperitif og snakker om deres liv. Det er desværre her, det begynder at gå helt galt
Det er nok de tre film, Hung vil blive husket for. De er meget forskellige. Duften af den grønne papaya er en coming-of-age fortælling i et gammelt Vietnam, der er ved at forvitre. Rickshaw er en knudret og punket film om fattigdom og kriminalitet i nutidens Ho Chi Minh City. Og Midt om sommeren er en nænsom skildring af tre søstres liv en sommer i Hanoi.
Fælles for dem er, at de er æstetisk ambitiøse og fortællemæssigt skæve. De er tilsammen klart det mest ambitiøse filmiske værk, der nogensinde er lavet om og i Vietnam, der ikke handler om Vietnamkrigen. Men de er altså også alle tre lidt uselvstændige og upersonlige.
Den dårlige Trân Anh Hùng
Måske var det derfor, Hungs karriere aldrig rigtigt kom helt op, hvor det er rigtig sjovt at være. Der gik ni år efter Midt om sommeren, før han fik lavet en ny film, og I Come With The Rain (2009) var et forsøg på en art postmoderne actionfilm. Den havde Josh Hartnett i hovedrollen og fik så dårlige anmeldelser, at man tror det er løgn.
Murakami-filmatiseringen Norwegian Wood fra året efter fik forudsigeligt nok en langt bedre modtagelse, men det er ikke ligefrem en film, der bliver husket som en Tran Anh Hung-film. Det er mest bare en fin udgave af Murakamis elskede bog.
Eternité fra 2016 var et fransk periode-drama med Audrey Tatou, Bérénice Bejo og Mélanie Laurent, og således lykkedes det Hùng at lave mainstream-film på både engelsk, japansk og fransk, som ingen syntes var lige så god som de personlige film, han lavede på vietnamesisk to årtier før. Så nu var han da klar til Cannes!
Det virkelig fjollede plot
Det er tredje gang i træk, at Trân Anh Hùng laver en film, der er baseret på en bog. Denne gang er det La Vie et la passion de Dodin-Bouffant, gourmet fra 1924 af den schweiziske forfatter Marcel Rouff. Måske er der ændret i handlingen, og måske er det derfor, at den franske titel ikke nævner hans liv – men kun passionen. Jeg ved det ikke, men det er i hvert fald et ret kort plot.
Benoît Magimel spiller Dodin-Bouffant, der tilsyneladende bare har sit eget slot og bruger al sin tid på at lave mad til sine venner, hjulpet af sin ekstremt dygtige kokkepige Eugénie, spillet af Juliette Binoche.
Den første halve time, som også er klart den bedste halve time, viser vitterligt kun, hvordan der bliver lavet en kæmpe middag, som derefter bliver konsumeret med stor fornøjelse, hvorefter Dodin-Bouffant og Eugénie deler en afslappende midnatsstund sammen i måneskin med en enkelt aperitif og snakker om deres liv. Det er desværre her, det begynder at gå helt galt.
Der er så god kemi mellem de to hovedrolleindehavere, at filmen fungerer fint som romantisk situation, men som romantisk fortælling er den helt ude at skide
Det viser sig, at de to mennesker også danner par. Det er egentlig ikke den store overraskelse, for de har en virkelig god kemi, som om de kender hinanden ud og ind. Binoche og Magimel var kærester i flere år for tyve år siden og har også et barn sammen, så måske det hjælper.
Men Dodin-Bouffant er ikke tilfreds, han vil gerne have, de bliver gift, selvom Eugénie ikke er meget for det. Da hun bliver henvist til sygesengen for en kort bemærkning, forsøger han derfor at bevise, hvor meget han elsker hende ved at lave mad til hende. Vil det virke? Og hvad fejler hun egentlig? Vil de blive gift?
Hvorfor er det egentlig, at vi skal gå op i, om de bliver gift eller ej? De lader til at have det helt vidunderligt sammen, så går vi virkelig op i, om der kommer en ring på? Eugénies forklaring er, at hun frygter, han derefter vil have sex hver nat, om hun vil det eller ej, hvilket ville være et ekstremt negativt træk i hans personlighed – det burde de kunne se selv i Frankrig.

Men Dodin-Bouffant virker alt for rar til at opføre sig sådan, og samtidig er han også tydeligvis ekstremt rig og kunne give Eugénie ekstremt meget mere sikkerhed i hendes liv. Og Eugénie holder tydeligvis virkelig meget af ham og sover i forvejen med ham på ret fast basis, så hvad er problemet?
Der er så god kemi mellem de to hovedrolleindehavere, at filmen fungerer fint som romantisk situation, men som romantisk fortælling er den helt ude at skide.
Det særlige kamera
Men hvordan fungerer den så som mad-film? Langt bedre! Egentlig er jeg ikke den store fan af fransk mad og synes for eksempel, at maden så mere appetitlig ud i Duften af den grønne papaya.
Men her er det filmet så vidunderligt, at det er svært ikke at glædes over. I åbningsscenen bevæger kameraet sig igen og igen ind over en gryde, når noget nyt er kommet ned i, som en lige del lækkersulten og nysgerrig tilskuer vil have alt med af processen.
Det er muligvis første gang, jeg har set en film af Tran Anh Hung og følt, at der var noget unikt over hans æstetik
Køkkenet er smukt, og der er altid et varmt sommerlys i rummet, men det er det bevægelige kamera og dets fokus på ingredienserne og processerne, som får filmen til at løfte sig. Det er et umanerligt fysisk kamera.
Der er en scene, hvor det følger i hælene på Dodin-Bouffant, lige indtil han går ned ad en trappe. Så må det stoppe op. Da der blev klippet til Dodin-Bouffant forfra, blev jeg helt overrasket over ikke at se en kameramand ved trappen, så meget var kameraet blevet til en fysisk medspiller i filmen.
Det virker virkelig som om, at kameraet er en ekstra person i rummet, som kigger med over skulderen, indsnuser duftene, er en hemmelig del af fællesskabet, som kokkene har skabt via deres fælles arbejde.
Varmen i forholdet mellem Dodin-Bouffant og Eugénie også er en uomtvistelig kvalitet ved filmen. Men plottet er altså noget hø
Dette madglade kamera er ret unikt. Det er muligvis første gang, jeg har set en film af Trân Anh Hùng og følt, at der var noget unikt over hans æstetik. Og det løfter filmen langt op over lignende film som for eksempel Chocolat (2000), ligeledes med Binoche. Det formidler glæden ved mad eminent, og hvis man er gladere for fransk mad, end jeg er, så er det sikkert en endnu bedre oplevelse.
Varmen i forholdet mellem Dodin-Bouffant og Eugénie er også en uomtvistelig kvalitet ved filmen. Men plottet er altså noget hø. Det gør kun det hele sjovere i min kritiker-hjerne, der værdsætter film, at det er sjovt at tænke og skrive om. Men for andre filmgængere skal causeriet selvfølgelig vejes op imod, hvor glad man er for at se på god mad og hengiven kærlighed. For det er dér, filmens styrke ligger.
Få POV’s kulturanbefalinger i Kulturlisten hver fredag. Find den seneste udgave her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.