MUSIK // KONCERTANMELDELSE – Den er der endnu, post-punk-scenen – og en af de fremmeste udøvere, belgiske Whispering Sons, kunne man tirsdag opleve i København.
Fotos: Martin Kleisberg
Det var ikke meget, den toneangivende Manchester-gruppe Joy Division i sin tid nåede at spille uden for Englands grænser, men de optrådte da i flere europæiske lande – Tyskland, Frankrig og Nederlandene og dermed også i Belgien.
Ved tirsdag aftens koncert i Vegas Ideal Bar kunne noget tyde på, at Joy Division fik sået et frø i belgisk muld, som nu fremstod lyslevende i form af bandet Whispering Sons. Tre plader har den belgiske kvartet på samvittigheden, og det var materiale fra disse tre – især den i år udkomne The Great Calm – der blev afspillet.
Der var trommerne, som bragte mindelser om Joy Division, hvis trommeslager Stephen Morris karakteristiske repeterende buldrende trommer blev ekkoet af Whispering Sons Sander Pelsmaekers.
Hertil kom den let androgyne forsanger Fenne Kuppens, som selvfølgelig refererede til Ian Curtis, men især også med sit højstemte let vibrerende sangforedag til australske Nick Cave. Især i nummeret Cold City var Cave til stede i sangen. Og med sit halvlange men pænt satte frisure bragte han også en ung David Bowie i erindring.
For det var post rock, men det var også lidt art rock-agtigt. Især da bassisten Tuur Vandeborne på et tidspunkt båttede nogle spinkle toner ud af en altsax – jamen, så lød det pludselig som tidlig Roxy Music.
Som man kan regne ud, er Whispering Sons en noget mørk affære, der trækker på det dystre, men orkestret vinder på sin samspillethed og variation i tempi og udtryk.
Selve koncerten var også dunkel, idet en oldscool røgmaskine med jævne mellemrum disede rummet til. Det gjorde sit til at man musikalsk blev beamet tilbage til start-firserne – befandt man sig i virkeligheden et hjørne i det hedengangne Saltlageret, der i start-80’erne var stedet for den danske punk og post-punk scene?
Det kunne man i hvert fald godt beskylde en del af publikum for at drømme sig tilbage til. Blandt den modne skare var der tydeligvis flere, som selv var der dengang for 45 år siden og selvfølgelig blev der spottet en Unknown Pleasure-T-shirt. Men den sidder nu den dag i dag også på yngre mennesker.
Helt som i startfirserne var det dog ikke – ingen korslagte arme, ingen utilnærmelighed blandt publikum, ja som koncerten skred frem var der enkelte, som dansede. Som i dansede. Til post-punk. Wow!
Fenne Kuppens kunne ubesværet bevæge sig ud blandt de forreste publikummer og synge med sin karakteristiske gestikuleren. God stil og godt nærvær
Til yngre læsere, der undrer sig over spillestedet Saltlageret, så lå det der hvor Planetariet ligger i dag. Og på grund af Planetariets opførelse rev man det legendariske spillested ned i 1986.
Gennem koncerten, som levede højt på en gennemført musikalsk dramaturgi, spekulerede jeg på, om vi Danmark har et orkester, der minder om Whispering Sons.
Og det jeg skriver nu, virker som en dårlig vittighed, men det genopstandne danske orkester De Må Være Belgiere (jeg kan godt se det, men det hedder de altså) har faktisk lidt af det samme. Altså denne insisteren på at være højstemte og teatralske. Og med de samme musikalske forbilleder.
Whispering Sons fra… Aarhus?
Forsangeren Fenne Kuppens kommunikerede ikke meget med publikum – akkurat som man heller ikke gjorde i Saltlageret i startfirserne. Men utilnærmelig var han heller ikke. I Ideal Bar er der ingen høj scene, så Fenne Kuppens kunne ubesværet bevæge sig ud blandt de forreste publikummer og synge med sin karakteristiske gestikuleren. God stil og godt nærvær.
Men det med ordene… Jeg havde håbet på, at den danske forbindelse til Whispering Sons blev italesat. Efter koncerten fik jeg historien bekræftet af bassisten, som solgte merchandise.
Sagen er nemlig at Whispering Sons er titlen på en sang med den århusianske trio Moral, som i 1982 fandtes på gruppens anden kassettebåndsudgivelse. Og 1983 var et af numrene på opsamlingsalbummet Somewhere Outside, hvor ni orkestre fra provinsen beviste, at der også uden for hovedstaden var grobund for det man dengang kaldte nyrock og andre kaldte post-punk.
Hvordan filen et forholdsvist ungt belgisk band har støvet den titel op aner jeg ikke, men jeg ved, at de har kontaktet sangerinden fra Moral, Hanne Winterberg, og spurgt om lov til at bruge navnet. Så tak for en fin musikalsk aften med den hemmelige danske forbindelse. Og rygterne fra Posten i Odense, hvor Whispering Sons spillede dagen efter, bekræfter dette indtryk.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
