FILM – De første dage på Gøteborg bød på kosmisk sci-fi, komisk ballet og islandsk kvinde på krigsstien. Det føles lidt alt sammen som at være i en boble, men det er et gennemgående tema: familie og parforhold fylder meget hos vi skandinaver.
I sci-fi-filmen Aniara fortæller astronomen Libidel på et tidspunkt den unge Mimarobe om forholdet mellem bobler og glas. I alle glas, siger hun, vil der opstå en lillebitte boble, som langsomt, i løbet af tusind år, bevæger sig rundt i det lille glas. Og, siger hun videre, som disse bobler er i forhold til glasset, på samme måde er det store rumskib Aniara i forhold til det enorme, mørke, kolde rum. Ubetydeligt.
Sådan er vi alle i bobler, små og ubetydelige i forhold til den store verden. Men, vil jeg spørge, er det ikke som om, vi skandinaver måske er lidt mere i en boble end så mange andre? Hægtet på en verden vi ikke rigtig har magt til at influere, men samtidig så priviligerede at vi efterhånden, hvis vi ignorerer et par omstændigheder eller tre, ikke for alvor bliver influeret af dem?
I en konkurrence for nordisk film virker det nogle gange, som om vi primært ser boble-film. Ikke fortællinger om folkemord, ikke politiske traktater om hvordan vi skal kæmpe mod systemet. De findes, lidt, også i Gøteborg. Men til tider virker det som om, vi befinder os på et defekt rumskib, der hvirvler planløst rundt i himmelrummet, mens vi sidder i skibets store underholdningssal, opslugt af trøstende og pacificerende billeder.
Aniara (Hugo Lilja og Pella Kågerman)
Ok, måske tænker jeg mest i de baner, fordi det bogstavelig talt er plottet til Hugo Lilja og Pella Kågermans film Aniara. En rutinerejse mellem Jorden og Mars går galt, og det store rumskib Aniara flyver ud af kurs, direkte mod stjernebilledet Lyren. Livet ombord bliver mere og mere sært, mens Mimaroben danser yurg med Daisy fra Doris-dal, Isagel deltager i Libidels kultiske mysterier, og kaptajn Chefone forsøger at holde humøret oppe hos Rind såvel som astronom.
Centralt er Mima, den som Mimaroben passer på, en mærkværdig skærm der kan give mennesker fornemmelsen af at være tilbage på jorden, men efterhånden som menneskene bliver mere og mere desperate bliver de følelser, som Mima trækker på for at danne jordminder (eller Doris-minder som de også kunne kaldes, eller minder fra det kosmiske Zanzibar, som man også kunne sige, Jorden har mange navne i den her film) mørkere og mørkere, indtil Mima næsten ikke kan kapere det mere.
I forsøget på at gøre Martinssons mærkværdige digt filmisk forståeligt, svæver filmen mellem det inspirerede og det fjollede, men tager alting seriøst.
Det lyder meget lidt svensk, meget lidt skandinavisk. Men faktisk baserer det sig på et digt fra den nobelprisvindende forfatter Harry Martinsson. Et i Sverige rigtig kendt digt. Man kan sige, at Aniara, filmen, minder lidt om Lykke-Per. Det er et forsøg på at bringe svensk kultur op på det store lærred. Men som med Mima er det ikke bare en ren viderebringning, det bliver blandet op med de følelser og idéer, der findes i Sverige i dag.
Aniara har den der duft af kultfilm, som man ret hurtigt kan genkende. I forsøget på at gøre Martinssons mærkværdige digt filmisk forståeligt svæver den mellem det inspirerede og det fjollede, men tager alting seriøst. Filmen er inddelt i kapitler, men jeg ved ikke helt, hvor let det er at forstå, hvad ‘Yurghen’ eller ‘Spyddet’ skal betyde, hvis ikke man har læst Martinsson. Scenografien er fremragende, men rammer også en sci-fi idé anno 2019 lige så præcist som Rumrejsen 2001 synes at fremstille moden fra 1968. De mange techno-numre på soundtracket hjælper også her.
Derudover har filmskaberne gjort en del for at få materialet ned i en mere fortællende form, snarere end det fragmenterede og episke værk som Aniara, digtet, fremstår som. En sjov detalje er f.eks. at det i filmen fremstilles som om en af bipersonerne er digter, så det oprindelige digt i virkeligheden skulle være en poetisk bearbejdning af filmens historie. Derudover er der kommet langt mere psykologi ind i personer som den onde kaptajn Chefone, eller den frustrerede astronom Libidel, eller forholdel mellem Mimaroben og Isagel.
De ændringer skal nok være kontroversielle. I digtet er Mimaroben den anonyme fortæller – har ikke engang noget navn, blot en funktion – men siger dog på et tidspunkt, at vedkommende er den sidste mand i universet, eller noget lignende. I filmen er hun en kvinde, og forholdet til Isagel, som bliver filmens emotionelle centrum, bliver til en kærlighedshistorie mellem kvinder.
Inden vi begynder at råbe om svenske tilstande, så er det nu egentlig ret forståeligt i en film, der forsøger at få Aniara, rumskibet, til at minde så meget om 2019 som muligt. Ikke blot fordi samliv mellem to kvinder er helt normalt, men også fordi Mimaroben som figur er en plejende karakter, en omsorgsgiver til den mystiske Mima.
Hvis det, som i filmen, er en rolle der fungerer som et helt normalt job ombord på det store rumskib, så giver det 100% mening, at det er den slags job, de ville have hyret en kvinde til. Hvis ekspertise de så selvfølgelig aldrig nogensinde lytter til.
Kultur burde ikke være magt. Det burde ikke være autoritet. Det handler om kreativitet, skønhed, æstetik.
Harry Martinsson døde i 1978, men han har været lidt perifert involveret i en af de senere års største skandaler. Da han fik en delt Nobelpris i 1974, delt med hans gode ven Eyvind Johnson, vakte det opsigt, eftersom de to var medlemmer af det svenske akademi, og de derfor havde været med til at afgøre at de selv skulle have prisen.
Det var i lang tid akademiet største skandale, indtil her sidste år da det blev afsløret, at den såkaldte ‘kulturprofil’ havde begået overgreb på kvinder, fra uønskede berøringer og op til chikane, og endda to domme for voldtægt. Han havde været gift med et medlem af akademiet, venner med flere andre medlemmer, og havde boet i lejligheder fra akademiets portefølje. Men forsøget på at rense ud i svineriet blev stoppet af andre medlemmer, heraf især den tidligere sekretær Horace Engdahl, der i sidste ende så det som en kamp om magt.
Kultur burde ikke være magt. Det burde ikke være autoritet. Det handler om kreativitet, skønhed, æstetik. Hvis man tænker på det som ‘magt’, så har Lilja og Kågerman virkelig forsøgt at tage magten over Martinssons digt. De har ændret, twistet, omformet, indtil det passer bedre ind i, hvad der er passende i Sverige i 2019.
Men det er ikke det, de har gjort. De har fortolket. De har set på digtet og fundet ud af, hvordan det kunne fungere i deres udgave. Hvis man vil have en Aniara, fortællingen, hvor man fokuserer både på Mimarobens jobfunktion og forholdet til Isagel, så giver det virkelig meget mening, at det skal være en kvinde. Jeg er en smule ærgerlig over helheden, men det er mere fordi, Mimaroben bliver så meget en karakter med en plotudvikling i stedet for digtets mystiske centrum.
Men alt i alt er Aniara, filmen, en rigtig god løsning på et meget svært problem. Aniara, digtet, er ikke synderlig filmisk. Det har man især fået filmen til at være ved at vælge en fotografering, der ligner at være optaget på analog film, gammel 35mm strimmel. Jeg er ikke helt sikker, men de let kornede billeder giver en fornemmelse af noget gammelt og organisk til en film, der 95% af tiden foregår ombord på et hypermoderne rumskib. Til gengæld er visionerne fra Mima så ofte digitalt manipulerede, hvilket er et fint bytte.
Jeg er ikke helt sikker på, at plottet fungerer sådan som det skal. I stedet er det billeder, der fungerer, billeder af kulter der jamrende kravler ned gennem rumskibets snævre gange, kvinder med det hvide ud af øjenene, støv der svæver gennem tomme lokaler ombord på et rumskib, der mere og mere bliver til en sarkofag. Sådan er det egentlig også i digtet. Og det ville måske have klædt Aniara, filmen, om den havde været lidt mere poetisk.
Aurora (Miia Tervo)
Omend man kan sige, at alle skandinaver lever i bobler, så er der dog alligevel nogle bobler, der er mindre end andre. For den unge kvinde Aurora er boblen en finsk landsby så lille, at drømmen om et bedre liv består i at emigrere til Norge for at leve som sygeplejer. De skulle betale gode penge per kolonoskopi i Norge.
Men den store boble banker på, da Aurora møder den iranske flygtning Darian. Han er alene med sin datter Azar, på flugt fra et eller andet i Iran. Vi ved ikke, hvad det er, det giver ikke automatisk asyl, men det får voksne mænd til at græde, når de læser om det. Darian har en plan: Hvis han dør, får hans datter automatisk asyl. Men en lidt mindre mørk løsning vil være, hvis han kan finde en finsk kvinde at gifte sig med. Det kan Aurora måske hjælpe med? Hun kender mange kvinder.
Det lyder måske lidt som en samling klichéer, og det er også langt hen ad vejen rigtigt, men Aurora, filmen, byder dog ofte på variationer over velkendte temaer. F.eks. har vi racisten med hjertet af guld, der skal lære ikke at dømme folk så hurtigt, men som i mødet med nye mennesker bliver klogere på verden og viser sig overhovedet ikke at være så slem, selvom han er lidt racist. I Aurora er det bare den iranske asylansøger, der ikke helt kan finde ud af, hvorfor hans sagsbehandlers mand er mørkere i huden, end han selv er. Og så er der den godhjertede idealist, der hellere end gerne vil giftes med Darian, for det må jo være så dybt traumatiserende at komme fra sådan en forfærdelig krig som den i Iran (der er ikke krig i Iran).
Aurora er en film, der handler om at se lidt nærmere efter. Både på sin omverden, men også på sig selv. Aurora, kvinden, må således også tage et barskt kig indad og finde ud af, om hun også lever op til samme kliché om finner, som hendes far gør.
Det er ret passende, at en film om at se nærmere efter, er så ualmindelig stærkt filmet. De fleste scener ser ud til at være udformet, så de kunne danne nogle rigtig flotte billeder. Samtaler finder sted mod solen, langs med julelys, ridende på karuselheste og alt muligt andet. Til gengæld halter det lidt med klipningen. Lidt for mange scener mangler rytme, hvilket for en komedie er ret skadeligt.
Når filmen til sidst forløses i en velkoreograferet ballet for elskende, solskin og lastbil, så sidder man med fornemmelsen af, at Miia Tervo godt kunne gå hen og blive stor.
Jeg tror – men ved ikke – der er sket det, at de fleste scener er blevet improviseret frem på stedet. Der er simpelthen så mange scener, hvor der sker så meget mærkeligt, og så meget af det fanges fint af kameraet. Men alt i alt er det lidt for meget. Der er for mange karakterer, for mange mærkværdige scener – forholdet mellem Darian og hans sagsbehandlers mand fylder f.eks. virkelig meget, og ikke alle deres scener er lige sjove – så i længden bliver det en smule trættende.
Aurora rammer ikke helt plet. Men det er en fiktionsdebut fra en instruktør, Miia Tervo, der helt tydeligt har viljen til at prøve rigtig mange ting for at komme frem til noget ud over det sædvanlige. Næste gang skulle man måske være parat til at skære de sidste tyve minutter væk, også selvom de egentlig er ret sjove.
For når det er godt, er det virkelig godt. Når filmen til sidst forløses i en velkoreograferet ballet for elskende, solskin og lastbil, så sidder man med fornemmelsen af, at Miia Tervo godt kunne gå hen og blive stor.
Woman at War (Benedikt Erlingsson)
Som nævnt så bliver der dog til tider i Skandinavien lavet film om folk, der kæmper. Halla, hovedpersonen i Benedikt Erlingssons nye film, der blev vist uden for konkurrence, hun kæmper. Halla saboterer elkabler til islandske fabrikker i protest mod den måde, de ødelægger den islandske natur og bidrager til den globale opvarming. Og hun har gjort det så godt, at det efterhånden begynder at blive et statsligt problem. Men derfor begynder nettet også at strammes rundt om hende, og da hun samtidig får at vide, at hun er blevet godkendt til at adoptere en lille pige, begynder hun at skulle træffe nogle ret seriøse valg. Krig eller familie, hvordan skal man få plads til begge ting?
Det er godt nok et plot med store armbevægelser – af en nordisk film at være. Men det er godt nok også en film, der virkelig gør noget ud af sig selv rent æstetisk. Mest iøjefaldende er det nok, at der optræder tre musikere og tre sangere i baggrunden af mange af scenerne. En gang imellem lægger folk endda mærke til dem, ligesom musikerne selv modtager opdateringer om Hallas aktioner via Twitter.
Alle instruktører med fokus på klipning tænker over, hvordan man skaber sammenhæng mellem ting. Alle.
Det er et ret sjældent valg, som jeg næsten kun kan genkende fra Vild med Mary og Paddington-filmene. Og det er endnu mere gennemført i Woman at War, hvor trommerne kommer til at bestemme filmens rytme i rigtig mange af scenerne. Det er ikke bare en gimmick, det er helt centralt for filmens æstetik, at musikken og klipningen hænger sammen. Og hvilken klipning!
https://www.youtube.com/watch?v=TFxz4oNfBV0
Man skal passe på med at generalisere, men nu fremfører jeg nu alligevel lige en ret stor teori om film: Alle instruktører med fokus på klipning tænker over, hvordan man skaber sammenhæng mellem ting. Alle. Det er i og for sig det som klipning, montage, handler om, at skabe sammenhæng mellem ting. Og for Erlingsson er det især forholdet mellem mennesket og naturen, det handler om. Det så vi i hans debut Om Heste og Mænd, og det er igen dominerende i Woman at War.
Men det kunne man jo bare gøre ved at filme folk i naturen – hvilket ret mange islandske film da også gør. For Erlingsson er problemet dybere. Hans musikere, der dels er der, dels ikke er der, men hvis musik binder hans filmiske verden sammen, er som en sammenhæng, vi ikke rigtig kan finde ud af om eksisterer eller ej, men alligevel synes at forene os. Som en nationalstat. Eller den der mystiske globale opvarmning som underliggende præmis for vort liv i den moderne verden. Vi ved godt alle sammen, at det eksisterer, selvom ingen af os forstår helt præcist, hvordan det eksisterer, men alle os i live i disse år har det til fælles, at vi lever med den globale opvarmning.
Vi ser sammenhænge alle vegne, som måske, måske ikke er der. Også for nationale filmkulturer. Der har været en bølge af islandsk film de sidste par år – siden Om Heste og Mænd – og de har haft mange ting til fælles. Lave budgetter, f.eks. fordi landet har haft en økonomisk krise; smukke naturbilleder, fordi Island har en smuk natur; fokus på mænd, vist nok fordi Island stadig er et ret patriarkalsk samfund.
Men selvom Woman at War ret tydeligt er en islandsk film, så er den alligevel så speciel, at den helt klart bør ses som en Erlingsson-film. Ligesom folk ser på en von Trier-film og først og fremmest ser den som von Trier’sk snarere end særlig dansk – således er Woman at War også en film, der står helt for sig selv. Erlingsson bruger fransk co-finasiering, ukrainsk sang, balkan-musikere til at lave noget som er helt Erlingsson’sk. Det er rigtig, rigtig godt.
Jeg har kaldt Woman at War for Woman at War, fordi det er, hvad den hedder hernede. Men den kommer til Danmark som Kvinde på krigsstien i maj måned.Og hurra for det!
Finurlig konklusion på bobbel-tematikken
Årets lille vignetfilm, der bliver vist inden samtlige andre visninger heroppe, er lavet af Gabriela Pichler, hvis film Amateurs vandt Guldragen sidste år. Måske inspireret af Aniara, filmen, er det en post-apokalyptisk lille sag, hvor rumvæsener kommer ned på jorden og undrer sig over hvad de ser. De ser gudebilleder, et kukur, og penge, tomme dåser – og så ser de en filmspole, som de mener er en hjerne på et jordvæsen, hvor man kan se tankerne billede for billede.
Hvis et rumvæsen kom ned og troede, at filmene var tanker, så ville de nok ret hurtigt komme til en specifik konklusion: Hold fast, de skandinaver tænkte meget på familie og parforhold…
Fotos: Gøteborg Film Festival
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
