At foretage en ”post mortem” er journalistisk slang for en gennemgang eller en analyse af noget, der er sket kort tid tidligere. Det er også latin og betyder “efter døden”. Og det er egentlig passende i dette tilfælde.
Når man her på POV International for eksempel har kunnet læse indlæg om præsidentdebatter eller lignende lige efter, de har kørt, kan de netop kaldes post mortem. ”Post mortem” betyder ”efter døden” og blev oprindeligt brugt i forbindelse med obduktioner. Dette indlæg er en slags post mortem. Men det er nok allermest et Post Morten.
Hvis man er gammel nok, kan man godt komme med alle mulige vitser relateret til DR’s gamle 70’er-julekalender ’Vinterbyøster’, hvor hovedpersonen hedder Morten Post. Men det er altså ikke det, der er tale om. Selvom Post Morten har en hel del at gøre med at være til grin.
Med valget af Donald Trump ser jeg ud som en total joke i flere danske medier. Jeg tog fuldkommen fejl af situationen, ligesom stort set alle andre også gjorde. Men jeg valgte så bare – modsat klogere folk – at lade overmodet stige mig til hovedet og proklamere her på siderne, samt på landsdækkende radio og tv i Danmark, at Hillary overhovedet ikke kunne tabe. Og at Trump aldrig havde haft en chance for at vinde.
Det var en dobbeltfejl. På det personlige niveau var det bare snotdumt at udtale sig så skråsikkert. På det analytiske niveau var det forkert at stole på de data, der var til rådighed.
Jeg vil meget gerne forklare, hvad det var, der skete. Og hvilke konsekvenser, jeg drager af det. Men først vil jeg lige starte med at skrive, hvorfor dette indlæg ikke rummer nogen undskyldning til POV Internationals læsere.
#SorryNotSorry?
En række USA-eksperter har undskyldt overfor deres læsere. Jeg synes især Mads Fuglede har gjort det rigtig flot, forklaret hvad det var der skete, og har taget et ansvar. Det skal han have sindssygt meget ros for. Ligesom alle os andre tog han fejl, og han er mand nok til at indrømme det – og undskylde.
Når en undskyldning er på sin plads i Mads’ tilfælde, er det fordi, han får penge for at agere ekspert i flere danske medier, der alle har en publicistisk forpligtelse om at levere journalistisk objektivitet i deres analyser. Mads mener ikke, han gjorde dette godt nok, fordi han ikke tog Trumps chancer alvorligt og derfor ikke fremlagde de ting, der kunne pege på en mere sikker Trump-sejr.
Jeg får ikke penge for at skrive for POV International. Vi har ikke det objektivitetskriterium, man finder i nyhedsmedierne. For vi er ikke et nyhedsmedie. Vi er et blogfællesskab. Og i vores navn, Point of View International, ligger det fuldstændigt klokkeklart: Vi præsenterer meninger, ikke nyheder. Hvis vores bloggere gerne selv vil lægge et journalistisk objektivitetskriterium ind i deres indlæg, er det op til dem. Det er der en del af skribenterne, der gør. Men vi stiller ikke krav om det, og varedeklarationen er klar.
Jeg var en idiot. Men det ubegavede i min adfærd var mit overmod. Ikke så meget mine hovedpointer.
Jeg har aldrig lagt skjul på, at mine indlæg om USA er farvet af mine holdninger. Som tidligere folketingskandidat i Danmark kan man jo alligevel google sig frem til, hvor jeg hører til politisk. Jeg har heller aldrig påstået, at jeg var ”ekspert”. Men det udtryk bruger folk alligevel om mig, når de kritiserer, hvad jeg har skrevet i valgkampen. Det må være deres problem. Jeg bor i USA, jeg har erfaring med politik og interesserer mig for det, og jeg har en holdning til, hvad der sker, hvor jeg bor. Det gør mig ikke til ”ekspert”, det gør mig bare til én, der skriver om en passion og en, der besidder en del viden om USA, fordi jeg er her.
Hvis man med andre ord forstod mine blogposter som objektive sandheder, har man misforstået POV Internationals virke som en platform for bloggere. Og man har ikke taget mine ord med det gran salt, de skal tages med, eftersom der er tale om en blog fra en velinformeret iagttager, snarere end en ”ekspert”.
Så derfor ingen undskyldning. Hvis jeg skulle undskylde, ville jeg gå ud fra, at læserne ikke kunne finde ud af at skelne mellem en blog og en nyhedstjeneste, og det tror jeg bestemt, I kan. Selvfølgelig kan I det. En undskyldning ville være en fornærmelse. Men I fortjener til gengæld en forklaring.
Meningsmålings-diktatur
Hvis jeg overhovedet kan kalde mig ekspert på noget område, så må det være medier, information og teknologi. Det har jeg beskæftiget mig med i 21 år, har skrevet tre bøger på området og har en mastergrad og snart også en amerikansk doktorgrad i det.
Det var derfor, jeg skrev indlægget om det falske drama i den amerikanske valgkamp. Det var med det udgangspunkt, jeg kritiserede B.T. og Ritzau for ikke at gå kritisk til meningsmålinger og i stedet bare videreformidle amerikansk sensationalisme.
Mit udgangspunkt var naturligvis min fejltagelse omkring Hillarys sejrschancer, så det dannede baggrunden. Og hvis man gerne vil troll’e mig på sociale medier, så kan man nemt tage citater ud af kontekst og få mig til at ligne en idiot.
Jeg var en idiot. Men det ubegavede i min adfærd var mit overmod. Ikke så meget mine hovedpointer. Hvis det var tilfældet var alle os, der mener noget om USA, ubegavede. Men det er altså ikke tilfældet.
Som det hedder sig i videnskabelige metode-bøger: ”Garbage in, Garbage out”.
Min hovedpointe i såvel Ritzau/B.T.-kritikken som i min senere optræden i TV2 News’ ’Presselogen’ var, at meningsmålinger bliver brugt alt for meget, især i valgkampsdækninger, at medierne ikke længere præsenterer dem med de forbehold, de altid skal præsenteres med, og at kvaliteten af dem er på kraftigt nedtur.
Som ph.d.-studerende lærer man jo primært videnskabelig metode, og man får derfor en dyb indføring i, hvordan man samler empiriske data ind til senere statistisk behandling. Statistikken er et værktøj, der bare er, som det er. Med mindre, man decideret laver fejl under den statistiske behandling af data, leverer statistiske beregninger altid det, de er lavet til. Med de forbehold, der nu er.
Når statistikker viser sig at være forkerte, er det meget sjældent en fejl i selve den statistiske model eller i anvendelsen af den. Det er næsten altid dataene, der skaber problemerne. Som det hedder sig i videnskabelige metode-bøger: ”Garbage in, Garbage out”. Hvis kildematerialet er noget møg, så bliver udfaldet af statistiske beregninger også noget møg.
Det er det, jeg mener, når jeg skriver, at de meningsmålinger, vi har med at gøre i f.eks. amerikanske valgkampe er ret uanvendelige, og mange af dem er tæt på at være videnskabeligt uredelige. Det var f.eks. min pointe i den lange artikel om det falske drama i den amerikanske valgkamp.
Derfor skal vi ændre vores meningsmålinger
Stort set alle nationale valgkamps-meningsmålinger i USA benytter sig af for små og statistisk usignifikante udsnit af befolkningen, når man tager med i betragtning, at USA består af 50 stater og – som det blev helt tydeligt ved valget – nogle meget, meget forskellige kulturer.
Dertil kommer, at indsamlingsmetoderne er helt ude i skoven. Man bruger stadig hovedsageligt fastnettelefoner, vælger numre tilfældigt og ringer folk op i forskellige områder for at få geografisk repræsentation. Men eftersom det primært er folk over en vis alder, der stadig har fastnettelefoner i USA, får man ikke fat i de yngre vælgere – eller i hvert fald ikke et repræsentativt udsnit af dem.
Man er begyndt at ringe til folk på mobiltelefoner, men udfordringen her er, at man i USA ofte bliver bombarderet med de såkaldte robo-calls, der lige har et godt staldtips hos bookmakerne eller har et tilbud på en eller anden rejse. Resultatet er, at man ikke tager telefonen, hvis man ikke kender nummeret på skærmen. Der er med andre ord heller ikke tale om tilfældigt udvalg eller en repræsentation af befolkningsgrupper her. F.eks. har mænd en større tendens til at tage telefonen, når et ukendt nummer ringer, end kvinder. Og eftersom det er mere normalt end unormalt, at kvinder ikke tager telefonen, når et ukendt nummer ringer, er det jo ikke ”normale” vælgere, man får fat i, når telefonen bliver taget i den anden ende.
Et tredje problem er sproget. Rigtig mange meningsmålinger udføres kun på engelsk, men spansk og flere asiatiske sprog er sprog i kolossal fremmarch i USA. Spansktalende beboere eller folk af latino-afstamning udgør allerede flertallet af befolkningen i Californien f.eks. At det er et problem så vi, da der mødte flere latinoer op ved valgstederne end forventet i tirsdags.
Mange polls indeholder også en online-komponent, hvilket gør usikkerheden endnu større, fordi nogle mennesker godt tør indrømme overfor en computer, at de vil stemme på Trump, men ikke overfor en person i den anden ende af en telefonlinje. Modsat er erfaringen fra videnskabens verden, at online surveys ofte er usikre, fordi respondenterne ikke tager det særligt alvorligt og klikker, før de tænker – eller simpelthen misforstår spørgsmålet. Det sidste er nemmere at tage højde for, når der sidder et menneske i den anden ende.
Disse er blot nogle af de problemer, der gør meningsmålinger udført med traditionelle metoder gradvist mere ubrugelige. Hvis vi gerne vil forsøge at gætte, hvordan folk vil reagere, har vi behov for meget større datasæt og langt flere målingsparametre end blot, hvem folk tror, de vil stemme på.
Fremtidens meningsmålinger vil blive radikalt anderledes. For eksempel er det ret sigende, at analyser af Facebook og Twitter kom tættere på at forudsige resultatet end de fleste meningsmålinger lavet på traditionel vis.
Alle os, der lænede os op af meningsmålinger som en del af eller hele grundlaget for vores vurderinger, tog fejl. Alle dem, som vidste noget om, hvad der sker lokalt i USA’s rustbælte – de tidligere industristater i nordøst – havde fat i den lange ende. For en anden ting, jeg fik ret i, er at fokuseringen på nationale målinger af befolkningsstemmer er meningsløse, valgmandssystemet taget i betragtning. Clinton vandt befolkningsstemmerne, men tabte valget. Alle præsidentvalg afgøres lokalt og ikke nationalt. Det var i virkeligheden der, det gik galt.
Alle os, der lænede os op af meningsmålinger som en del af eller hele grundlaget for vores vurderinger, tog fejl. Alle dem, som vidste noget om, hvad der sker lokalt i USA’s rustbælte – de tidligere industristater i nordøst – havde fat i den lange ende.
Her er vi inde ved grund-essensen af, hvorfor vi alle sammen tog fejl. I min lange analyse af det politiske teater, valgkampen bestod af, forklarer jeg, hvordan Pennsylvania var afgørende, fordi Trump skulle vinde i staten for at vinde præsidentvalget. Og hermed mente jeg, at såvel Pennsylvanias økonomiske nøgletal og statens overgang fra industristat til service- og teknologistat ville gøre, at den ville gå til demokraterne, sådan som den har gjort i de sidste mange, mange valg.
Jeg skulle lige have husket, hvad det var, jeg lærte, da jeg tilbragte en del tid i staten sidste sommer. Selvom de fleste stemmer ligger i den veluddannede og venstreorienterede østlige del af staten, er der rigtig meget af Pennsylvania, der er landligt og stærkt konservativt og endda puritansk (alkoholsalget er f.eks. begrænset til statsdrevne butikker, ligesom det svenske Systembolaget).
Der er stadig rigtig mange lavtuddannede mennesker, som overgangen til netværkssamfundet har efterladt med meget få muligheder for job og karriere. Dem undervurderede jeg (og meningsmålingerne fra staten, der viste klar Clinton-sejr eller allerhøjst dødt løb) totalt. Og jeg overvurderede ikke mindst de afrikansk-amerikanske stemmer i Philadelphia. Clinton kunne simpelthen ikke trække dem ud til valgstederne, som Obama kunne.
Det ubegribelige tab af Wisconsin
Men det var for intet at regne i forhold til den fejlvurdering mange af os lavede af Wisconsin og Michigan. Det var i virkeligheden der, det gik galt. På Facebook havde jeg en diskussion med min Politiken-kollega Kristian Madsen, hvis job det er at være langt mere nuanceret og åben for alle muligheder, end jeg behøver at være i en blog. Han så, at Michigan godt kunne falde til republikanerne. Det påstod jeg var helt umuligt. Men Kristian havde ret.
Meningsmålingerne viste til sidst, at Michigan var i spil. Men der var ingen klare indikationer af, at den ville gå til Trump, kun at det ville blive meget tæt i Michigan. Her stolede jeg og så mange andre på historikken. Michigan har været demokraternes i de sidste mange valg, og selv ikke Mitt Romney, der er fra Michigan, kunne vinde staten i 2012. Historiske data og meningsmålingerne viste altså, at det nok ville blive tæt, men at Michigan med ret stor sandsynlighed, ville falde til Clinton. Men pointen er jo netop, at dataene, og især dem fra meningsmålingerne svigtede.
Det var helt vanvittigt at tænke på, at Wisconsin kunne gå til Trump. Den stat føltes så sikker, at Hillary Clinton ikke besøgte staten en eneste gang under sin kampagne, og ikke gjorde ret meget ud af f.eks. at annoncere i staten eller sende kampagnestab derop for at sikre stemmerne. Det viste sig at være en kolossal fejlvurdering for både hende og vi, der skrev om valget.
Min veninde Kim er fra Detroit. Hun har hele tiden fastholdt, at de hvide vælgere i Michigan ville rejse sig mod eliten i samme stil, som det er sket i Europa. Det var både dumt og arrogant af mig, at jeg ikke lagde mere vægt på hendes erfaring og fornemmelse for det lokale.
Det samme gjaldt Michael Moore, som jeg engang har været stor fan af, men i nyere tid har mistet alt for. Han havde dog ret denne gang, hvilket jeg totalt afviste overfor mine venner under valgkampen. Hvorfor lyttede jeg dog ikke?
Jeg lyttede ikke af samme grund som, at jeg – og de fleste andre – ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig Wisconsin gå til en republikaner. Når det gælder præsidentvalg er Wisconsin fuldkommen klippefast på demokraternes side. Staten er ikke gået til en republikaner siden 1984, da Reagan blev genvalgt. Ikke engang George W.H. Bush, der var ultrapopulær, kunne vinde staten i 1988.
Den stat føltes så sikker, at Hillary Clinton ikke besøgte staten en eneste gang under sin kampagne, og ikke gjorde ret meget ud af f.eks. at annoncere i staten eller sende kampagnestab derop for at sikre stemmerne. Det viste sig at være en kolossal fejlvurdering for både hende og vi, der skrev om valget.
Det var helt vanvittigt at tænke på, at Wisconsin kunne gå til Trump. Lidt mindre vanvittigt, men dog overraskende, at Michigan gik til Trump. Det var de to stater, der væltede det hele for Clinton.
Vi kan i virkeligheden ikke forudsige ret meget
Grunden til, at ingen af os ’pundits’ så det komme, var med andre ord en kombination af, at vi stolede på de data, der var tilgængelige og tog visse realiteter for givet.
Men universet er kaotisk. Jeg burde have tænkt over det, jeg har lært om systemteori og komplekse netværk og husket på, at forudsigelser i virkeligheden er ret svære at lave mere end en uge frem, hvis de skal være realistiske, uanset hvad, vi taler om. Jo flere variable, der er inde i billedet, jo sværere bliver det.
Tag nu vejret som et eksempel. Vi har 150 års erfaring med meteorologi. Vi har supercomputere og Big Data-systemer, der kan knuse tal i meget større mængder end nogensinde. Og vi har millioner af sensorer, der opfanger mere data om vejret, end det på noget andet tidspunkt i historien har været muligt at samle. Alligevel kan vi ikke forudsige vejret mere end en uge frem, hvis det skal have en vis sandsynlighed for at være korrekt. Og jo længere frem, vi kommer, des mere usikkert bliver det.
80’ernes og 90’ernes postmoderne, teoretiske superrelativisme er blevet virkelighed.
Det er naturligvis fordi, vejret er et af de mest komplekse systemer vi har, med millioner af variabler, der kan skifte, som påvirker hinanden internt, og som det er svært at sige noget afgørende om.
Jeg tror, læren fra USA-valget i 2016 er, at vi nu lever i en virkelighed, hvor informationer flyder langt mere frit, hvor der ikke skelnes i troværdighed mellem forskellige medier, og hvor faktabegrebet er i opløsning. 80’ernes og 90’ernes postmoderne, teoretiske superrelativisme er blevet virkelighed.
Når information og misinformation flyder lige frit, bliver hver enkelt vælger ligesom en vejrvariabel. Det er ikke til at vide, hvad der er sandhed for den enkelte person, for det kommer an på, hvilke informationer og misinformation er tilflydt vedkommende gennem de mange forskellige medieplatforme. Det var noget andet, dengang der kun var få aviser og nogle få tv-kanaler og radiokanaler at vælge imellem. Der var relativt konsensus om, hvad der var virkelighed, og hvordan begivenheder udspiller sig. Sådan er det ikke længere.
Den bagvedliggende kritik af mine udtalelser er dog den klassiske: At venstreorienterede mener, at højreorienterede blot er uinformerede stakler.
Informations-relativismen betyder, at den opfattede virkelighed afhænger af ens medieforbrug, ikke mindst på sociale medier. Adskillige studier på mine egne ”ekspert”-felter, medie- og informationsvidenskaberne, viser, at folk i stigende grad er ude af stand til at skelne skidt fra kanel og politisk farvede informationer fra objektive informationer.
Min UCLA-kollega Colin Doty har lavet et glimrende studie af, hvordan folk, der diskuterer vaccinationer på sociale medier, bruger misinformation som argumentation, uanset hvilken side af debatten de er på. Der er intet videnskabeligt belæg for, at vaccinationer kan forårsage autisme. Alligevel bruger folk, der er tilhængere af vaccinationer helt åbenlyst forkerte og uvidenskabelige informationer som argumenter.
Facebook har i forbindelse med valget fået tæv for at være et sted, hvor folk bliver misinformerede på grund af fupnyheder. Nogle hos Facebook mener, det er rigtigt og vil gøre noget ved det. Mark Zuckerberg mener, det er “crazy”. Men mange af os, der arbejder med informations- og medieforskning, har altså sagt det i årevis.
Dårligt informerede vælgere
I kølvandet af valget har jeg fået en del tæv på Facebook for at mene, at der er mange idioter blandt Trumps vælgere. Det står jeg fast ved, fordi studier (for eksempel, øhm…en meningsmåling!) viser, at mange af dem er åbenlyse racister. Og er man racist, er man også idiot i min bog.
Den bagvedliggende kritik af mine udtalelser er dog den klassiske: At venstreorienterede mener, at højreorienterede blot er uinformerede stakler. Det vil jeg godt lige sige noget til. For det første er jeg i europæisk sammenhæng ikke særligt venstreorienteret. Mit politiske arbejde i Danmark var for to midterpartier, f.eks. Her i USA stemmer jeg demokratisk, men ligger til højre indenfor det demokratiske parti. Lige omkring der, hvor den nuværende præsident ligger.
For det andet kan jeg da godt forstå, at nogle mennesker mener, at venstreorienterede er arrogante og bedrevidende. Jeg er arrogant og bedrevidende, fordi jeg af forskellige personlige årsager besidder en kombination af ultralavt selvværd og et velfungerende intellekt. Det ene forsøger at kompensere for det andet.
Problemet med mange af ny-populismens tilhængere, såvel i USA som i Europa, er at de bliver fuppet.
Men det betyder altså ikke, at jeg ikke kan forstå en hel del klassiske, republikanske holdninger. Der er tider, hvor det er godt at sende staten på skrump. Der er tider, hvor det er godt for samfundet at sænke skatterne – i USA ville det for eksempel være klogt at sænke virksomhedsskatterne og hæve kapitalindkomstskatterne lige nu.
Det betyder ikke, at jeg ikke godt kan forstå, at nogle mennesker på det sociale område gerne vil have fremskridtet til at gå i et tempo, de kan følge med i. Det er okay, at det tog nogle mennesker lidt længere tid at acceptere homoægteskaber end andre. Sådan er vi indrettet som mennesker. Vi bliver nervøse ved forandringer.
Problemet med mange af ny-populismens tilhængere, såvel i USA som i Europa, er, at de bliver fuppet. De er altså misinformerede, beklager. Når man taler med Trump-vælgere (og ja, jeg kender masser af Trump-vælgere, jeg spiller endda i band med én. Jeg render ikke rundt i en progressiv, venstreorienteret boble), så er det tydeligt, at de er blevet påvirket af de misinformationer, der spredes af de mere sindssyge kræfter på den fløj, der nu kaldes alt-right i USA. De såkaldte Breitbart-vælgere, opkaldt efter den nyhedsblog, der spreder politiske nyheder af meget tvivlsom sandhedskarakter.
De er f.eks. fuldkommen overbeviste om, at det var demokraterne, der gav bankerne magt til at blive så store og uregulerede, at de kunne forårsage den økonomiske krise, fordi dereguleringen skete under Clinton. Men sandheden er, at det var en republikansk domineret kongres, der gennemførte det og tvang Clinton til at støtte det. Selv, hvis han havde nedlagt veto, ville de have kunnet omstøde hans vetoret på grund af det store flertal. Men for disse vælgere var det demokraterne, og ikke mindst Obama, der forårsagede krisen.
På samme måde kan man præsentere dem for et af de laveste arbejdsløshedstal i nyere tid – selvom det formentlig er en smule højere i virkeligheden – samt næsten konstant vækst på gennemsnitsniveau, siden Obama tog skridt for at vende recessionen. Man kan vise en kraftig reducering af underskuddet på betalingsbalancen. Og alligevel mener disse vælgere, at økonomien i USA er ad helvede til og på vej i den gale retning.
Fuck fakta
De samme vælgere tror, at Trump vil kunne rulle globaliseringen og den teknologiske udvikling tilbage. De tror helt seriøst på, at Trump kan bringe produktion og fremstilling tilbage som vækstindustrier i USA. De bliver chokerede, når man forklarer dem sagens rette sammenhæng.
Når man f.eks. forklarer dem, hvor meget dyrere en iPhone ville blive, hvis man producerede den i USA (nogle mener at prisen bliver næsten tredoblet) , og at det ville betyde, at salget af amerikanske produkter ville gå ned, og så ville billige kinesiske produkter alligevel oversvømme markedet. Også selvom man indfører protektionisme.
Et par vælgere fra Ohio, jeg hørte i radioen i går, var overbeviste om, at Trump ville kunne få stålindustrien tilbage til USA og skabe vækst i den igen. Det skulle ske ved at lægge den kæmpe-told på import af kinesisk stål, som Trump har lovet.
Hvad de ikke har opfattet, er at der allerede er 500% toldafgift på import af kinesisk stål i USA. At det aldrig ville kunne lade sig gøre at få amerikanernes lønninger ned i et niveau, hvor man kan konkurrere med kineserne, fordi amerikanerne trods alt har en højere levestandard og et højere prisniveau, og fordi kineserne lige nu presser lønningerne ned med automatiseringer. Og at prisen på amerikansk stål ude i verden derfor altid vil halte efter kinesernes.
Det er som regel her bemærkningen om, at så kan resten og verden rende og hoppe, vi kan bare blive selvforsynende i stedet, kommer på banen. Hvor folk som jeg, der er interesseret i politik, laver en facepalm. (at tage sig til hovedet).
Langt de fleste af disse vælgere stemmer mod egne interesser. Det er f.eks. i sydstaterne, at Trump henter de fleste af sine vælgere. Det er her, langt de fleste er på overførselsindkomster fra både den føderale stat og delstaterne. Og alligevel stemmer de på kandidater, der ønsker at nedbringe statens indtægter og skære ned på de selvsamme ydelser, som vælgerne har behov for.
Hun var en af dem, hvor noget gik i stykker inden i hende, da hun opdagede, at hendes parti, hendes venner og bekendte havde løjet for hende.
Når man gør dem opmærksom på disse ting, og de ser beviserne, kommer der som regel to reaktioner. Enten lukker de af og nægter at tro på det. I de tilfælde fæstner det sig dog ofte alligevel, og man kan senere opleve, at personen har flyttet sig en anelse. Eller også sker der et knæk inde i dem, hvor det er tydeligt, at de finder ud af, at de har troet på en løgn. Jeg har prøvet begge dele adskillige gange. Det er altid deprimerende, for det viser, at mange stemmer mod deres egne interesser på et uinformeret eller misinformeret grundlag.
Der, hvor jeg tog fejl
Hver gang, det sker, minder det mig om dengang, jeg til en familiefest diskuterede med en vælger fra Dansk Folkeparti (DF). Hun var fuldkommen overbevist om, at flygtninge var et gigantisk økonomisk problem for Danmark (Det her er længe før konflikten i Syrien). Da jeg spurgte hende, hvor mange flygtninge, hun troede, der sad i landets asylcentre, svarede hun, at hun mente, det var 25.000. På det tidspunkt sad der omkring 1200.
Hun var en af dem, hvor noget gik i stykker inden i hende, da hun opdagede, at hendes parti, hendes venner og bekendte havde løjet for hende. Eller rettere – og det er vigtigt for denne teksts øvrige pointer – at hun havde fået denne forkerte opfattelse. Jeg tror næppe, DF rent faktisk havde løjet om tallene. Men hun havde fået opfattelsen af det gennem sociale medier, sine venner og generel medieomtale inklusive DF’s presseudmeldinger.
Men altså: Uanset om man mener, at pengene ligger bedst i borgernes lommer eller i statens eller et gyldent sted midt i mellem, så har man min respekt. Så længe man præsenterer sin løsning på problemerne og på, hvordan vi giver alle en chance for succes i samfundet baseret på fakta.
Men nu ser det ud til, at vi lever i en postfaktuel verden, hvor fakta er lige gyldige (bogstaveligt talt), når man foretager et politisk valg. Det har valget af Trump netop bevist.
Og det var det, der var den allervigtigste pointe i historie om det fiktionsdrama, jeg skrev. Hvis jeg ikke havde valgt at tage stilling til om Hillary blev præsident eller ej, ville de fleste nok stadig tage det indlæg seriøst.
Faktum (!) er, at jeg i mine udtalelser i nationale medier i Danmark samt i mine to så omtalte indlæg her på siderne har fremsat disse påstande:
- Danske medier videregiver ukritisk amerikanske nyhedshistorier, der sensationelt fejlfortolker meningsmålinger
- Populære meningsmålinger, især i valgkampe, benytter sig af dataindsamlingsmetoder, der ikke er kompatible med moderne borgeres vaner, og de er derfor utroværdige og skal kun viderebringes med stor kritisk sans.
- Den amerikanske valgkamps mediedækning handlede om disse meningsmålinger, men også om ting, der ikke kan bevises som havende en effekt på hverken målingerne eller valgets udfald.
- Langt de fleste af de sidstnævnte emner var skabt af nyhedsmediehysteri, hvilket kandidaterne kørte med på. Og det skyggede for både diskussioner om reel politik og for andre, vigtige historier om begge kandidater, der var i offentlighedens interesse.
- Det skabte en slags fiktionsvalgkamp, der ikke havde relation til det, folk rent faktisk skulle stemme om, nemlig om man ønskede fire år mere med demokraternes langsomme, men stabile vækststrategi, tech-fokuserede sikkerhedspolitik og sociale progressivitet eller om man mente, det godt måtte gå lidt hurtigere med væksten, meget langsommere med globaliseringen, lidt langsommere med den sociale udvikling væk fra traditionelle værdier, og USA godt måtte blive lidt mere aggressiv på militærfronten. Det var det, folk stemte om. Det var ikke det, valgkampen handlede om.
- 2016-valgkampen er dermed den foreløbige kulmination på en udvikling, hvor det postfaktuelle samfund har udfoldet sig, som følge af demokratiseringen af medierne og muligheden for den enkelte at sprede budskaber til masserne let og hurtigt.
- Hillary Clinton ville absolut vinde valget, fordi folk i Pennsylvania er veluddannede og velinformerede, fordi Wisconsin og Michigan ikke er i spil, og fordi Colorado og Nevada ikke er svingstater som nogen påstår.
Så vidt jeg kan se, tog jeg kun fejl i én af de ovenstående påstande.
Farvel og goddag
Nuvel. Hvad bliver så konsekvensen?
Den bliver et Post Morten.
Om alt går vel og de teknologiske guder er med os, skal jeg i Presselogen igen på søndag dansk tid og snakke om netop dette.
Her vil jeg sige, som jeg nu også gør her, at jeg muligvis kan fastholde en vis troværdighed, når det gælder medier og informations-/netværkssamfundet. Men når det gælder amerikansk politik, vil jeg aldrig kunne komme med en påstand, der blot er en smule bastant, uden at få at vide, at jeg jo også sagde, at Trump aldrig ville kunne vinde.
Min troværdighed blandt danskerne, når det gælder amerikansk politik, er hermed fordampet sammen med Hillary Clintons chancer for nogensinde at blive præsident.
Amerikansk politik er ikke længere et emne, jeg vil skrive om på dansk.
Så jeg har tænkt mig at holde op. Jeg forlader ikke POV International, naturligvis, men fokuserer nok mere på det tekniske bag kulisserne og skriver en historie om popkultur engang imellem. Men amerikansk politik er ikke længere et emne, jeg vil skrive om på dansk.
Ikke fordi, der er en masse sure journalister, der vil gøre op med USA-ekspertvældet og anser mig for at være en del af det (Tak, det er pænt af jer, men jeg har aldrig påstået at være ekspert, jeg bor her som nævnt tidligere bare og har noget på hjerte).
Ikke fordi, der er en masse trolls på Facebook, der synes, jeg er en tåbe og en opblæst nar. Det sidste er jeg tit, det første lidt sjældnere, men min vurdering af valgets resultat var et godt eksempel. Når det gælder disse trolls er deres følelser overfor mig dog ganske gengældt, så jeg vil lade være med at fodre dem yderligere. Det betyder, at jeg kommer til at skrue langt ned for mit Facebook-forbrug, indskrænke mængden af folk, jeg interagerer med der og gå over på andre sociale medier. Find mig på Snapchat og Twitter.
Når jeg vil holde op med at skrive om amerikansk politik for danskerne, er det fordi, jeg faktisk synes, det er spildte kræfter. Jeg kan alligevel ikke overbevise nogen (længere), og det tager enormt meget tid og energi.
Den tid og energi har jeg tænkt mig at kaste ind i at blive politisk aktiv igen. Dem, som kender historien om mit politiske virke i Danmark, vil vide, at jeg er en bedre rådgiver end jeg er en kandidat, så I kommer næppe til at se mig på en stemmeseddel nogensinde igen. Men lige nu har republikanerne magten i alle tre regeringsinstanser, og det ser ud som om, de også får flertal blandt højesteretsdommerne igen.
Det kan jeg ikke leve med.
Der er dem, der siger, at Trump ikke er deres præsident. Jo, han er. Han bliver også min præsident til januar. Og jeg håber han lykkes med at gøre nationen bedre, uanset hvor meget jeg lige nu tvivler på hans evner.
Så nu bruger jeg den politiske erfaring, jeg samlede op i mine sidste år i Danmark. Jeg er lige nu i gang med at afsøge mulighederne for, hvor jeg bedst og mest effektivt kan anvende mine evner, så vi allerede i 2018 kan få ændret på tingene ved f.eks. at få tippet senatet i demokraternes favør.
Til at starte med bliver det dog nok noget med at arbejde lokalt, f.eks. kunne jeg godt finde på at prøve at komme om bord i Gavin Newsoms kampagnetrup, når han stiller op til guvernørvalget om to år – han har en præsident i sig, tror jeg.
Jeg tror ikke, man kommer til at finde mig til de mange protest-demonstrationer, der lige nu finder sted, også her i Los Angeles. Hvad skulle det hjælpe? Det omstøder jo ikke valget. Og jeg synes faktisk, det er lidt uværdigt at demonstrere over et valgresultat.
Der er dem, der siger, at Trump ikke er deres præsident. Jo, han er. Han bliver også min præsident til januar. Og jeg håber han lykkes med at gøre nationen bedre, uanset hvor meget jeg lige nu tvivler på hans evner. Jeg bryder mig ikke om, hvad han står for, og jeg synes, at det her valg er et slag i ansigtet på kvinder og feminismens tredje bølge, der ellers lige gik så godt. Valget af Trump er en legitimering af sexistisk adfærd hos mænd, selvom kun 18 procent af befolkningen har stemt på ham.
Optimist
Jeg ville dog ikke bo i Californien, hvis ikke det var fordi, jeg er optimist. Når jeg lige har været de fem sorgstadier igennem (fornægtelse, vrede, forhandling, depression og accept – jeg er lige nu på nummer fire), vender optimismen nok tilbage.
Det første år, jeg besøgte mit elskede Los Angeles, i 2003, blev Arnold Schwarzenegger valgt som guvernør i Californien. Han var der stadig, da jeg flyttede hertil i 2008. Da han blev valgt, virkede det lige så åndssvagt, som at Trump er blevet valgt. Han havde lige så lidt erfaring, og selvom hans tidligere udtalelser ikke var helt så farlige som Trumps, var de ikke ligefrem politisk poesi.
Arnold var ikke nødvendigvis nogen fantastisk guvernør. Men han gjorde et OK job, især, når man tager krisen i betragtning. Det giver mig håb, at Trump allerede nu har vist en roligere side af sig selv og at meget peger på, at præsident Trump bliver noget helt andet end kandidat Trump. Manden er jo ikke dum.
Schwarzenegger endte med at blive en hæderlig guvernør, der styrede staten igennem de første år af den værste recession i 70 år. Der blev skåret rigtigt hårdt på offentlige ydelser, bibliotekerne lukkede en ekstra dag om ugen, og det samme gjorde motorkontorerne osv. Men dette skete, fordi Californiens senat og underhus på det tidspunkt havde langt flere republikanere om bord, og de ville ikke lade Arnolds kompromiser blive vedtaget, selvom det var hans egne partifæller.
Arnold var nemlig ret kompromissøgende og hans løsninger var gode, selvom de ikke blev vedtaget. Han lykkedes med at hyre nogle dygtige rådgivere, der holdt skibet på ret køl, indtil økonomien begyndte at rette sig, og Gerry Brown – hans efterfølger på guvernørposten – kunne tage den ud i stratosfæren, som han nu har gjort. Han indførte også nogle af de mest aggressive miljøregler i hele USA, som siden ikke bare er blevet en model for USA’s andre stater, men også mange europæiske lande. Arnold var ikke nødvendigvis nogen fantastisk guvernør. Men han gjorde et OK job, især, når man tager krisen i betragtning.
Det, samt at Reagan blev anskuet lidt ligesom Trump, da han blev valgt, giver mig håb. Det giver mig håb, at Trump allerede nu har vist en roligere side af sig selv og at meget peger på, at præsident Trump bliver noget helt andet end kandidat Trump. Manden er jo ikke dum. Alligevel er valget af ham et resultat af en populistisk bølge, der baserer sig på værdier, jeg mener er farlige, og hvis udbredelse, jeg klart mener har rod i postfaktualiteten.
Så mest af alt kommer jeg til at bruge den tid, jeg sparer på ikke at skrive om politik til Danmark, på at bekæmpe det, som i virkeligheden gjorde udfaldet af det her valg, og som jeg har uddannelsesmæssig og erfaringsmæssig kompetence til at gøre noget ved: Den fuldkommen vanvittige spredning af misinformation og manglende forståelse af fakta, der findes i vores samfund nu.
Ikke bare hos Trumps vælgere. Også hos demokraterne. Og ikke mindst hos os, der kommenterede på valget på baggrund af misinformerende meningsmålinger og fiktivt politisk teater. Vi, som tog så grueligt fejl som følge af det.
Hovedfoto: Public Domain
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
