
CORONAKRISE // OVERBLIK – POV International vil i den kommende tid hver dag kl. 10.00 på pov.international og vores Facebookside dele en oversigt med links til nogle af de vigtigste og mest interessante nyheder og debatter om krisen fra det forgangne døgn.
Danmark skifter strategi og begynder at teste mere end næsten alle andre lande
Fremover skal der testes op mod 42.000 personer om dagen. Det meddelte sundhedsminister Magnus Heunicke tirsdag. Det skal ske i de telte, der i påsken og de følgende dage er blevet stillet op ved en række hospitaler rundt om i Danmark.
Det er et led i et strategiskifte, som skal sikre, at Danmark kan genåbnes trin for trin, uden at smitten spredes så meget, at sundhedsvæsenet ikke kan følge med.
Politiken gennemgår i en større artikel, hvad det indebærer, og hvordan det skal foregå. Danmark bliver nu et af de lande i verden, der tester relativt flest indbyggere. NovoNordisk støtter fremstødet med en donation på 250 millioner kr.
Men for at den nye strategi for alvor skal blive effektiv, kræver det, at man følger op med systematisk at opspore smittekæder og isolere smittede i højere grad end nu. Det skriver journalist Mikkel Andersson, der dagligt følger udviklingen, i en kommentar.
22. APRIL 2020 – DAGENS VIGTIGSTE VIDEN
N.B. Nogle links ligger bag en betalingsmur – men husk: Kvalitetsjournalistik koster penge at producere.
Denne service fra POV er til gengæld gratis, men du må meget gerne støtte os ved at betale et fast, månedligt beløb til os, så vi kan gøre det endnu bedre i fremtiden.
Sådan foregår smitteopsporing
I en artikel hos os selv, forklarer Christian Heebøl-Nielsen, hvad smittesporing egentlig er, og hvordan det foregår – landene har nemlig grebet opgaven forskelligt an. Der er også både mulige ‘high tech’ og ‘low tech’-tilgange med forskellige frihedsgrader for borgernes privatliv til følge. Det er sandsynligt, at ‘low tech’ løsninger, som bygger mere på ansvarsfølelse og frivillighed, vil blive foretrukket i Danmark.
Hvilken corona-type er du?
Er du moralist, analytiker, håndhæver eller noget helt fjerde? Din corona-reaktion afhænger af din personlighedstype, og hos Kommunikationsforum bliver de forskellige typer gennemgået.
Selskaber i skattely kan stadig få hjælp fra statskassen
Ny regel i hjælpepakke rammer kun lille del af de firmaer, som sender milliarder af kroner til skattely for at undgå skat i Danmark.
Forvirring om svensk strategi, efter at rapport om flokimmunitet blev trukket tilbage
Svenskerne blev tirsdag kastet ud i en lidt kaotisk og usikker situation, efter at der dagen igennem kom forskellige meldinger om, hvor mange mennesker i Stockholm, der var smittede.
På et pressemøde præsenterede Folkhälsomyndigheden en rapport, som konkluderede, at en tredjedel af alle stockholmere, svarende til 600.000 mennesker, vil være smittede med COVID-19 i begyndelsen af maj. Men senere måtte rapporten trækkes tilbage. En anden rapport, der viste, at 11 pct. var smittet, blev tirsdag aften ligeledes trukket tilbage – den hviler på et usikkert grundlag, lød det.
Berlingske gennemgår forløbet, der har sået tvivl om de modeller, der ligger bag den svenske strategi. De svenske myndigheder har hele vejen igennem regnet med en større og hurtigere spredning af smitten end noget andet land, og de svenske beregninger forudsætter et meget højt ”mørketal” – altså mennesker, der er blevet smittet uden at få symptomer eller med så milde symptomer, at de ikke har været i kontakt med sundhedsvæsenet.
I Norge derimod regner man med, at kun 1 pct. af befolkningen hidtil er blevet smittet. Samtidig kalder virologer og andre eksperter strategien med at ville opnå flokimmunitet for ”tvivlsom”.
Sultkatastrofe af ”bibelske dimensioner” truer
FN’s fødevareprogram advarer om, at op mod 265 millioner mennesker trues af en sultekatastrofe i kølvandet på coronakrisen.
Hvordan genåbnes samfundet bedst?
Det medicinske tidsskrift The Lancet har nogle forslag i denne artikel, blandt andet at overveje at lade de mennesker, som ikke er i risikogruppe, og som ikke deler hjem med mennesker i risikogruppe, komme tilbage på job først.
Hjælp fra læserne
Vi vil meget gerne modtage forslag til links, vi skal have med i vores link-oversigt i morgen.
Jo flere læsere, der hjælper os, jo bedre bliver listen.
Har du et link, du tror andre kunne have gavn af, så skriv til corona@pov.international
Illustration: News Øresund – Sofie Paisley, Flickr.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.