COPENHELL // ANMELDELSE – I denne weekend blev Copenhell festivalen – det sande folkemøde, ifølge Steffen Jungersen – afholdt for 11. gang. I den anden af to samlende anmeldelser skriver han om danske Baest og Mercyful Fate, norske Emperor og britiske Iron Maiden. “Insisterer entusiastisk på at give plads til nyt og relativt uprøvet materiale – uden på noget tidspunkt at savne samme entusiasme, når de så når frem til deres righoldige arsenal af heavy metal-klassikere,” skriver han begejstret om Iron Maiden.
Velkommen!
Vi er hermed nået frem til tredjedagen på den netop overståede 11. Copenhell festival. Lige fraset den dér musik, De ved, ånder alt fred, fordragelighed og kærlighed.
Ingen er i tvivl og bør heller ikke være det om, at denne musikalsk smukke, sortsværtede seance på Refshaleøen er én lang udstilling af menneskehedens sande kvaliteter og i den forstand det sande folkemøde på vore breddegrader.
Det er forbrødring og –søstring over hele linjen. Der er lysende tandemalje nok til at oplyse en middelstor provinsby. Det er spontane bamsekram og kys vildtfremmede mennesker imellem.
Kort og godt er det ganske enkelt smukt, og de få sindigt patruljerende politifolk på pladsen er så laid back, at det er et mindre mirakel, at de ikke falder bagover. Og skulle dét så i øvrigt ske, kan ordensmagtens repræsentanter være helt sikre på, at der står nogen parat til at gribe dem. Rettidig omhu for alle og såmænd enhver.
Det var bare ikke løgn. Det var derimod en fantastisk afslutning på en fantastisk festival, og tak som bare – nå ja – helvede for den
Nu vi er ved dét, tror jeg sgu’, at danske Baest, som efter en fornem opvisning på den mindre Hades scene i 2019, fredag i år fik æren af hovedscenen Helviti, har opfundet deres egen genre: kærligheds-death metal!
Dét kan sikkert undre, hvordan det kan lade sig gøre, når de fem aarhusianere begår sig i yndigt betitlede hymner som ”Meathook Massacre” og ”Sea Of Vomit”. Kvintetten stråler imidlertid af en (spille)glæde, en sympati for publikum og en regulært smuk barnlig begejstring over bare at få lov, som står i grel kontrast til den påtagede og ærligt talt temmelig trættende ”ondskab”, man som oftest udsættes for i death metal-sammenhæng.
Frontbrøler Simon Olsen forsømmer da heller ikke gang på gang at gøre opmærksom på, hvor glade de er for det talstærke publikum, der berettiger til bandets placering på festivalens hovedscene.
”Det hér sker bare ikke! Det sker bare fucking ikke,” som han siger igen og igen med blikket ud over festivalpladsen.
Men det gjorde det altså, og Baest havde også fortjent at stå der. De spillede mand for mand forbandet godt og faktisk også med en del elegante vignetter, hvis man evner at lytte sig ind bag lydmuren. Det kan så godt være lidt vanskeligt ind imellem, men hvad der måtte mangle af elegance og musikalsk vingefang, opvejes i stor grad af bandets tøjlesløse entusiasme for deres metier.
Fænomenal norsk black metal
Skal det imidlertid handle om vingefang, har det intet mindre end fænomenale norske black metal band Emperor ét af slagsen, der får en kongeørns ditto til at antage ligheder med en udhungret kolibris. Emperors opvisning fredag aften var ganske enkelt en musikalsk mesterklasse.
Black metal er et mangehovedet monster og er også stadig misforstået hos de uindviede på grund af de stadig flittigt kolporterede historier om, hvordan Fanden var løs i fjeldene med kirkeafbrændinger og drab til følge i black metal-miljøet tilbage i de tidlige 1990’ere.
Det er imidlertid 30 år siden nu, og lader man stadig fortiden skygge over de musikalske kvaliteter, et band som Emperor har, har man ærligt talt fortjent nogle prygl med en fuldt ladet brandslukker.
Dele af ”spil-noget-vi-kender” brigaden er næppe enige, men én af Iron Maidens fineste kvaliteter er, at de modsat de fleste veteranbands så at sige insisterer på at være en levende organisme
Emperors gigantiske symfoniske og hymniske kompositioner er ikke just let tilgængelige, men hvis man giver sig tid, er de så formidabelt komponeret, at de kunne spilles af et symfoniorkester. Hvis de violinsvingende pingviner da ellers kan følge med i de mest halsbrækkende hurtige passager.
Emperors chefkomponist, sanger og guitarist Ihsahn er i denne skribents øren ét af rockens sande genier, og det rangerer i kategorien ”universets store uløste gåder”, hvordan fanden han og hans fire bandkammerater kan turnére så kompleks musik så overlegent og præcist, som tilfældet vitterlig er.
Smil gennem tårer
Det blev så lørdag, og det blev ét af festivalens ubestridte hovednavne – den 45-årige London-institution Iron Maiden, som jeg lørdag aften oplevede præcis 42 år og 78 dage, siden jeg første gang så dem hjemme i London.
Min ledsager var skeptisk fra starten.
”Arh, Iron Maiden i 2022. Jeg ved sgu ikke rigtig!”
Lad blot dette være skrevet:
Fem numre inde i Iron Maidens sæt fik hun de første problemer med blikkenslagerarbejdet i øjenkrogene, og da vi fire sange senere nåede klassikeren ”Fear Of The Dark”, lod hun utætte kanaler være utætte kanaler og begyndte regulært at græde af glæde. Det blev hun så ved med, til Maiden efter et par timer, som fløj afsted, rundede af med to på hinanden følgende triumftog i ”Run To The Hills” og ”The Trooper”.
Tal lige om smil gennem tårer.
Triumftog er da også den operative beskrivelse af koncerten lørdag aften. Bevares, de lovligt mange sceneskift og – for sanger Bruce Dickinsons vedkommende – kostumeskift kan til tider virke en anelse distraherende, men det tilgiver man hurtigt. Guitarist Dave Murray spiller stadig nogle af de mest elegante og tvangfrit flydende leads, man kan opdrive, trommeslager Nicko McBrain holder alt overlegent på plads, mens bassist Steve Harris stadig udstråler en kolossal stolthed over dét band, han stiftede dengang i 1976.
Dele af ”spil-noget-vi-kender”-brigaden er næppe enige, men én af Iron Maidens fineste kvaliteter er, at de modsat de fleste veteranbands så at sige insisterer på at være en levende organisme. Insisterer på entusiastisk at give plads til nyt og relativt uprøvet materiale uden på noget tidspunkt at savne samme entusiasme, når de så når frem til deres righoldige arsenal af Heavy Metal-klassikere.
Selv 42 år og 78 dage efter man så dem første gang.
Aldeles og total tidløs torden
Og så til en lille gåde:
Hvornår er det ikke komplet til grin, når en 66-årig mand spankulerer scenen af først med en gedebukkemaske på og siden en kongekrone over sit sort/hvidt kalkede kontrafej?
Svaret er, at det er det ikke, når Kim Bendix Petersen – bedre kendt som King Diamond – gemmer sig bag masken og malingen og i øvrigt står i spidsen for Danmarks med afstand mest internationalt stilskabende heavy metal-band.
Mægtige Mercyful Fate!
Melissa (1983) og Don’t Break The Oath (’84) – de to album, som bar denne Mercyfuls mageløse, majestætiske og mesterlige midnatsmesse – blev måske nok udgivet, da Satan endnu ikke var pottetrænet. Men hvad f… betyder det, når vi er ude i noget så elementært som aldeles og total tidløs torden?
Og det var vi lørdag nat. Da Mercyful Fate lagde fra land med festivalens hidtil bedste lyd og lod den ene klassiker tage den anden, satte kvintetten ikke en finger forkert. Hvert eneste abrupte rytmeskift og chefguitarist Hank Shermanns ærefrygtindgydende parade af klassiske riffs blev banket eftertrykkeligt på plads i det dertil indrettede skab. Det er blandt andet dét, man har en så dygtig trommeslager som MF’s Bjarne Holm til.
Men ingen skal roses over andre efter Copenhell 2022’s sandsynligvis bedste koncert! Da bandet mod slutningen spillede denne skribents to favoritter, Curse Of The Pharaohs og Evil i uovertrufne versioner, skal jeg ærligt erkende, at jeg måbende efterhånden var begyndt at imitere en akvariefisk ved fodringstid.
Jeg troede simpelthen, det var løgn! Og så er vi i øvrigt tilbage ved passagen om ”lykkerus” i min første reportage fra årets Copenhell.
Det var bare ikke løgn. Det var derimod en fantastisk afslutning på en fantastisk festival, og tak som bare – nå ja – helvede for den!
Må det sluttelig være mig tilladt at give læseren et godt råd om, hvordan man kommer ned i puls efter Copenhell.
Se, når man kommer hjem dér midt om natten, efter det sidste feedbackhyl for længst har lydt, så sætter man sig i sofaen, skænker sig et fluidum alt efter personlig præference og stille – lige så stille – sætter man salig Kim Larsens ”Pianomand”, ”Fru Sauterne” eller ”Gør mig lykkelig” på.
Så vil man lige så sagte opdage, hvordan de forløbne dages oplevelser rodfæster sig, og man vil – nok så vigtigt – med en anden nationalskjalds ord opdage, at livet absolut ikke er det værste, vi har …
Læs Steffen Jungersens første Copenhell-anmeldelse her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
