
COPENHELL // ANMELDELSE – I denne weekend afholdes Copenhell festivalen for 11. gang. I den første af to samlende anmeldelser skriver Steffen Jungersen bl.a. om tre af de helt store bands på festivalen, Metallica, Judas Priest og Kiss, hvor af Lars Ulrichs band er det yngste. De har trods alt bare 42 år på bagen. Det er Kiss’ afskedsturne, og Jungersen kunne lide, hvad han oplevede: “Koncerten formede sig på en facon, så noget af bandets betragtelige arsenal af pyroteknik burde have været brugt til at forme ordene ”Det er sådan hér, man gør det” i flammeskrift på nattehimlen”.
Trods alle referencerne til Helvede og ham dér med det lidet sympatiske livssyn, som residerer og styrer grillfesten dernede, er Copenhell med nogen sandsynlighed for alle os deltagere det tætteste, vi årligt kommer himlen før det ultimative farvel.
I år blev festivalen på Refshaleøen i København afholdt for 11. gang, og det er næppe for meget sagt eller skrevet, at ordet ”savn” rækker som en bordbombe til en Kiss-koncert (mere om dem senere), når man skal beskrive det, som godt 30.000 deltagere på årets festival lægger til skue i år. Næ, festivalpladsen emmer i år af lettelse og en lykkerus, man ville ønske lod sig portionspakke til senere brug.
Jeg stod dér i en regn af konfetti med begge næver i vejret til bandets hyldest, en forræderisk tåre øjenkrogen og kun én tanke, der kunne bruges
Efter to år i det sande helvede i form af en ganske omtalt pandemi, må vi endelig igen! Komme på Copenhell igen! Og det sågu’ med et musikprogram, som konsensus for længst såre præcist har hæftet prædikatet ”for sindssygt” på. Eller for at skrive det på en anden måde:
På årets program står legenderne i kø for at føre bevis for, at de ikke er tilnærmelsesvis så pensionsmodne, som mange af deres fødselsattester ellers turde diktere.
”For helvede, Steffen! Bare for helvede,” som en veltalende og lykkelig ungersvend følte sig kaldet til at belære mig med en high five, jeg kan mærke endnu, da hans vej krydsede min på festivalpladsen.

Mange har tildelt Copenhell adelsmærket ”Danmarks bedste festival”, og vi taler hér både om branchefolk og publikum og ikke nødvendigvis ”bare” tilhængere af heavy metal og hård rock. Den påstand kan man på festival 2022 snildt føre bevis for, efter festivalledelsen har gennemført en tiltrængt og i øvrigt æstetisk godt tænkt udvidelse af festivalpladsen, så der efter lige lovlig trange tider i ’18 og ’19 i dén grad atter er plads til begejstring og store armbevægelser.
Bevares, rent logistisk kommer festivalen aldrig til helt at kunne løse problemet med, at seancen finder sted for enden af en trafikal flaskehals, hvilket for ofte afstedkommer, at det er for svært at komme væk fra festivalen hen på natten.
En vederkvægende flabet seance
Hér vil mange så garanteret spørge, hvorfor fanden man overhovedet skal væk fra en festival, som i de fleste andre henseender i dén grad kender sit publikum og faciliterer samme på bedste måde. Og det kan der selvfølgelig være noget om.
Nå, men hvis sagen ikke vil komme til mig, må jeg nok hellere komme til sagen.
Nemlig musikken.
Efter amerikanske Suicidal Tendencies onsdag bød på en jævnt ligegyldig øvelse i at føre bevis for, at tiden er løbet fra dem, entrede Dizzy Mizz Lizzy festivalens største scene, Helviti.
Det skulle vise sig at blive en vederkvægende flabet seance. Flabet forstået derhen, at Dizzy Mizz Lizzy ignorerede alle de gængse ”hitparade”-krav, som ellers ofte er comme il faut i festivalsammenhæng.
Så kunne man måske godt have ønsket sig et kommunikationsniveau lidt over ”østers” for sanger Rob Halfords vedkommende. På den anden side set kan man ikke bebrejde en mand på 70 år, at han sparer stemmen til sine patenterede heavyhyl undervejs
I stedet lagde trioen – lejlighedsvis assisteret af keyboardspilleren Anders Møller – fra land med den stemningsladede instrumentale ”Ricochet” fulgt op af den ondsindet groovy, seks minutter lange ”In The Blood”. De fortsatte i nogenlunde samme sammenbidte stil, til de godt halvvejs i sættet havde spillet det meste af den lange rapsodi ”Amelia” fra bandets seneste album, Alter Echo. Først dér satte DML i med den første reelle crowdpleaser med gamle ”Glory”.
Sådan en tilgang til et festivaljob kan man kun tillade sig, når man spiller godt. Heldigvis er sætningen ”hvor spiller de dog godt”, når talen falder på Dizzy Mizz Lizzy, i rockskriveri-sammenhæng noget så sjældent som en underdrivelse.
Selv i de sværest tilgængelige nye(re) numre høstede Dizzy Mizz Lizzy spontane klapsalver for deres kreative kraftpræstationer, og så gik publikum i øvrigt – med salig Kim Larsens ord – helt agurk (mand!), da bandet ramte klassikeren ”67 Seas In Your Eyes”. En efterhånden 28 år gammel sang, som over en 8-10 minutter om noget er et lærestykke i at lade et nummer udvikle sig gang på gang. Takket være et sjældent musikalsk vovemod, som gang på gang tager sangen med mod nye destinationer.

Enter night, enter: Metallica
Lars Ulrich og co. havde en velkommen overraskelse med i bagagen. Nemlig en i Metallica-sammenhæng forholdsvis alternativ sætliste, som bl.a. betød, at bandet lagde ud med den på en måned nær 39 år gamle thrash metal klassiker, ”Whiplash”, fulgt op af næsten lige så gamle ”Creeping Death” – og så i øvrigt det traditionelle afslutningsnummer ”Enter Sandman” allerede som nummer tre på sætlisten onsdag aften.
Okay, jeg har hørt Metallica bedre, og jeg har sandelig også hørt dem værre, men nogle gange skal man lade begivenheden skygge for anmelderbrillerne og bare glædes over, at dér stod de sgu’ – vores Metallica! – verdens største Heavy Metal band på vores Copenhell og ville os alle det bedste.
Var det ikke gået op for mig før, faldt møllestenen, da bandet som femte nummer ramte denne skribents alle tiders Metallica-favorit, ”Trapped Under Ice”. Jeg får næppe Pulitzerprisen for denne udmelding, men det var lige dér, jeg tænkte ”fuck de anmelderbriller, og lad os så få den fest!”
Den fik vi. I høj grad takket være frontmand James Hetfield, som var i et forrygende (spille-) humør. Som han grinende sagde:
”Vi har to jubilæer at fejre i aften. For det første har vi eksisteret som band i 41 år, og for det andet har vi i de sidste fem af de år tilmed spillet ret godt.”
Åh jo. Såmænd, James.
Regulært fjollefede Judas
Så blev det torsdag, og legendariske Judas Priest fremtonede.
Priest er altid et band, man nærmer sig med en vis ærefrygt. De er sammen med Birmingham bysbørnene Black Sabbath simpelthen opfinderne af den genre, vi hylder på Copenhell.
Vanen tro entrerer Judas Priest scenen behængt med læder, nitter og kæder nok til at holde alle verdens spankingcentre gående i generationer, men skal sandheden frem – og det skal den jo af og til – i musikalsk sammenhæng levede koncerten på Helviti ikke op til bandets triumftog i Royal Arena for fire år siden. Såvel kadencen som intensiteten var i en del af numrene simpelthen ikke dér, hvor de burde være.
Men igen, vi skylder Judas Priest så meget, og specielt fornemme udgaver af ”Turbo Lover”, ”Green Manalishi (With The Two Pronged Crown)”, ”Painkiller” og det fede afslutningsryk med de regulært fjollefede ”Hell Bent For Leather”, ”Breaking The Law” og ”Living After Midnight” trak sejren hjem endnu engang.
Og det er jo alt i alt – ahem! – ret godt gået af et over 50 år gammelt band. Så kunne man måske godt have ønsket sig et kommunikationsniveau lidt over ”østers” for sanger Rob Halfords vedkommende. På den anden side kan man ikke bebrejde en mand på 70 år, at han sparer stemmen til sine patenterede heavyhyl undervejs.
I øvrigt brillerede han undervejs med en del ganske underholdende kostumeskift. En personlig favorit var, da han sidst i showet entrerede scenen med noget, jeg bedst kan beskrive som en battle vest model badekåbe. Ja, undskyld sidespringet.

KISStid på Copenhell
Dernæst var det i dén grad kissing time. Med andre ord: tid til KISS. Et band på sin endegyldigt sidste turné.
”Vi er dem, der går på scenen for at vise de andre, hvordan de store drenge gør det,” belærte bassist og sanger Gene Simmons mig for fem år siden. Umiddelbart før en i øvrigt sørgelig forestilling i Horsens, som gjorde mandens ord mere hule end ekkorummet mellem ørerne på visse politiske grupperinger (vælg selv).
Det gjorde koncerten torsdag aften/nat til gengæld ikke!
Udtrykket ”at gå ud med et brag” har fået tilføjet en ny dimension
D’herrer Simmons og Paul Stanley dannede Kiss for 50 år (!) siden, og de Dyrups-dyppede drønnerter fra New York City satte simpelthen al konkurrence på Copenhell til vægs med en afskedsfest af monumentale dimensioner.
Koncerten formede sig på en facon, så noget af bandets betragtelige arsenal af pyroteknik burde have været brugt til at forme ordene ”Det er sådan hér, man gør det” i flammeskrift på nattehimlen.
Med et band i forbavsende fornem form og musikalske klassikere og game changers, der nærmest stod i kø for at komme til efter den sjældent velvalgte intro med Led Zeppelins ”Rock And Roll”, viste publikum sig så at sige som en imponerende reklamesøjle for tandlægernes talenter. Hér henviser jeg til passagen om ”lykkerus” i artiklens start.
Da Kiss til slut nåede USA’s sande nationalsang, ”Rock And Roll All Nite”, skal jeg ærligt indrømme, at jeg stod dér i en regn af konfetti med begge næver i vejret til bandets hyldest, en forræderisk tåre øjenkrogen og kun én tanke, der kunne bruges:
Tak, Kiss! For alt dét, I har givet os de sidste fem årtier. Udtrykket ”at gå ud med et brag” har fået tilføjet en ny dimension.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.