KRIG I UKRAINE // KLUMME – Ruslands krig mod Ukraine kom ikke helt uventet, men den har antaget en størrelsesorden, der er ud over alt man kunne forvente, skriver Helen Liesl Krag, der selv har haft krigens traumer helt tæt på.
Nu har jeg i en måned fulgt oplysninger og kommentarer om krigen i Ukraine i radio, TV, aviser og elektroniske medier. I danske og udenlandske. Jeg vil så gerne vide og forstå det hele.
Jeg har i årtier villet vide og forstå hvad der skete i Sovjetunionen, har villet fortælle hvad der virkelig skete, og hvordan virkeligheden var anderledes end landets politikere og forskere selv fremstillede den. Hvem havde ret og hvem tog fejl? Derfor ønskede jeg mig en rejse til Sovjet som studentergave. Vi kom til Moskva, til Kiev og til Kaukasus. Det var i 1960. Senere læste jeg russisk. Jeg blev kandidat i russisk for at kunne forstå.
Vores hus blev bombet. Lyden af sirener gør mig stadigvæk nervøs
Snesevis af gange rejste jeg derover, både privat og i forskningsøjemed. Jeg fik gode venner, som jeg stolede på, og som stolede på mig, men jeg måtte gang på gang konstatere, at alt det offentlige var fake. Løgn. Selv statistikker var falske. Ved hjælp af en flaske vestlig whisky kunne man nogle gange få lidt mere at vide, men der skulle nok mange vogne fulde af whisky til at få nogen udenfor de private køkkener til at indrømme sandheden.
Der var så meget, man ikke måtte eller kunne tale om. Jeg stillede ofte spørgsmål, der var ubehagelige for den, jeg interviewede. Og det hændte, at vedkommende begyndte at deklamere digte, så jeg kunne forstå, at han ikke kunne svare.
Sandheden var forbudt, folk blev tvunget til at glemme ting der var sket. Ikke engang i den store encyklopædi kunne man for eksempel læse om deportationer af hele folkeslag eller om katastrofer eller strejker. Det kan man i dag læse om i romaner og se i film, men da Sovjetunionen brød sammen i 1991, kom der håb. Glasnost betød transparens, nu skulle samfundet være mere sandfærdigt. Det blev det ikke.
Og nu fører Rusland krig mod Ukraine. Det kom ikke helt uventet, men det har antaget en størrelsesorden, der er ud over alt man kunne forvente. Byer bombes, mennesker dræbes.
Det er ikke første gang. Vi var vidner til, hvordan Putin blev stor ved at sønderbombe den tjetjenske hovedstad Groznyj. Senere tilranede han sig dele af Georgien og dele af Ukraine. Det var ikke ham selv, der gjorde arbejdet, det han havde folk til. Men det et var ham, der bestemte, at det skulle ske, og ham der styrede erobringerne.
I en hel måned har jeg nu været fortvivlet. Hvad kunne jeg dog gøre? Ja, give penge, ja, give gammelt tøj og lignende. Jeg tilbød min kommune at hjælpe børn med mine sproglige kompetencer, men det var der ikke brug for. Så skrev en ven på Facebook, at vi er nødt til at sige vores mening, selv om den ikke bliver set eller hørt. Dette var befriende at læse. Nu skriver jeg – og det føles befriende.
Jeg ved, hvad krig er, og hvad krig kan. Krig producerer angst, traumer, usikkerhed, død. Jeg fulgte krigen i Tjetjenien tæt. Så hvordan byen faldt i grus, oplevede snesevis af flygtninge. Jeg blev selv født under anden verdenskrig af forældre, der var flygtet til England. Vores hus blev bombet. Lyden af sirener gør mig stadigvæk nervøs.
Efter krigen boede vi i Wien i et af tidens udbombede huse. Gaderne var fulde af invalider. Og endnu længere tilbage flygtede mine bedsteforældre fra den del af Østrig-Ungarn, der lå i det nuværende vestlige Ukraine. Andre døde. Det var under første verdenskrig. De flygtede til hovedstaden Wien, hvor de mødtes som landflygtige, ligesom mine egne forældre mødtes som landflygtige.
Jeg har selv haft det held at leve i en fredelig verden i årtier, oven i købet i Danmark, et af verdens rigeste og mest fredelige lande. Jeg havde håbet, at mine børn og børnebørn også kunne undgå krig. Men cirklen lukkes med krigen i Ukraine. Krigen er en uret. En skandale. Et lavaudbrud af ondskab.
Men vi kan råbe op. Hæve stemmen mod krigen og lade den gjalde ud over byen. Måske der er nogen, der hører?
De løgne, der udbredes i Ruslands medielandskab, ligner de sovjetiske, dengang hele systemet byggede på løgne. Systemet troede så meget på sine egne løgne, at utilfredsheden i udkanten af landet, i Baltikum og i Kaukasus, kom som en overraskelse for mange. Mon de også i dag tror på, hvad de selv siger? Eller vil de vågne en dag med rædsel over, hvad de har gjort?
Der er ikke meget håb om, at Ruslands ledelse giver sig, før Ukraine er udslettet. Der er ikke håb om samtaler. Fortvivlelsen er berettiget. Den er også belastende. Min fortvivlelse er en helt anden end ukrainernes egen, det siger sig selv. Alle i vores del af verden synes, at krigen er forfærdelig. Man giver penge, og man tager sig af flygtninge i frustration over, at man ikke kan gøre noget i selve Ukraine eller i hvert fald kun meget lidt.
Men vi kan råbe op. Hæve stemmen mod krigen og lade den gjalde ud over byen. Måske der er nogen, der hører? Min ven havde ret, da han skrev, at det hjælper at sige sin mening, at sige fra, også når det ikke direkte hjælper Ukraine. Det var befriende at læse. Nu har jeg selv skrevet – og det føles befriende.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her