Cigaretternes fravær

af i Liv & Mennesker/Sundhed

ESSAY // AFHÆNGIGHED – “Blodproppen trængte mig op i et hjørne, den blev mit ultimatum. Som en pludselig lyskegle på en ellers skyggetung tilgroet hule, der i nærved 25 år har været mit ufornuftige og ildelugtende hjemsted, min offentlige hemmelighed, som min ikkerygende familie, mine venner og kolleger har kommenteret med overbærenhed. Hulen, som også har været et værn mod al hverdagens rationelle fornuft, der ellers præger livet hos en midaldrende alenemor og fuldtidsarbejdende storby-akademiker. Den sidste rest af udødelig vild ungdom.” Anneli Vejsig Bruun er blevet eks-ryger. Det er ikke nemt at lære at være alene i verden.

Den orange lighter ligger på emhætten. Ved synet hiver jeg straks en cigaret frem fra pakken, griber lighteren og tænder smøgen mellem læberne. Eller jeg sætter mælken i køleskabet, og bærer den dampende kop mælkekaffe hen til køkkenvinduet til mine cigaretter. Eller det er sengetid og mit køkken ligger i mørke, kun oplyst af cigaretten, der ligger i askebægeret og gløder.

Lighteren ligger stadig på emhætten, kaffen er fortsat med mælk, sengetiden kommer altid sidst på aftenen. Men min cigaret er væk.

Spørgsmålet overvælder mig, det er så stort og uhåndterbart, at jeg ikke ved, hvor jeg skal starte.

Jeg har sagt farvel til mine 20 cigaretter om dagen. Beslutningen kom efter en blodprop i benet. Jeg, 45-årig, almindelig af bygning, yogadyrkende vegetar uden yderligere skavanker eller dårlige vaner – andet end mine cigaretter. Og så en blodprop i benet

Hvem er jeg, når jeg ikke ryger? Med min fornuft og med min fysiske krop ved jeg det godt. Jeg er noget så banalt som tidligere ryger, ex-ryger. Én af dem, hvor fornuften og ønsket om et muligt længere liv har forplantet sig udi en livsomvæltende handling.

Jeg har sagt farvel til mine 20 cigaretter om dagen. Beslutningen kom efter en blodprop i benet. Jeg, 45-årig, almindelig af bygning, yogadyrkende vegetar uden yderligere skavanker eller dårlige vaner – andet end mine cigaretter. Og så en blodprop i benet. Jeg er med et blevet dødelig og må gøre noget så voksent, som at tage stilling til min livsstil.

Jeg kan ikke længere undslippe stemmen, der råber i mit øre, at det nu er slut med cigaretterne.

De cigaretter som i mange år har været min bedste ven i alle slags situationer – morgen, middag og aften, som har akkompagneret hele mit følelsesrepertoire fra vrede, til sorg, tvivl og glæde. Som også har været mit nærmeste selskab, når jeg har været alene eller sammen med nogen, når jeg har arbejdet, når jeg har holdt fri, når jeg har talt og tænkt, grinet og grædt.

Blodproppen trængte mig op i et hjørne, den blev mit ultimatum.

Som en pludselig lyskegle på en ellers skyggetung tilgroet hule, der i nærved 25 år har været mit ufornuftige og ildelugtende hjemsted, min offentlige hemmelighed, som min ikkerygende familie, mine venner og kolleger har kommenteret med overbærenhed.

Nu rækker jeg hænderne op og overgiver mig. Her er jeg, så tag mig. Lyskeglen blænder og jeg føler mig nøgen og sårbar. Rygestop

Hulen, som også har været et værn mod al hverdagens rationelle fornuft, der ellers præger livet hos en midaldrende alenemor og fuldtidsarbejdende storby-akademiker. Den sidste rest af udødelig vild ungdom.

Efter det ultimatum, der er blevet sat op for mig, kan jeg ikke andet end træde ind i lyskeglen og afsløre hele hulens volumen. Det er nemlig ikke: ’Jeg ryger lidt, når min datter er gået i seng, og når jeg drikker vin’; det er: ’Jeg ryger 20 cigaretter om dagen, og jeg bliver hysterisk, hvis jeg ikke har mine cigaretter.’

Nu rækker jeg hænderne op og overgiver mig. Her er jeg, så tag mig! Lyskeglen blænder og jeg føler mig nøgen og sårbar. Rygestop.

Allerhelst ville jeg stoppe med at ryge med lukkede øjne og sådan lidt med siden til, ikke fortælle nogen, at jeg stopper, så jeg ikke selv opdager, at jeg ikke længere rækker ud efter mine cigaretter. Men da jeg nu står i lyskeglen, bliver min strategi at fortælle om mit rygestop til Gud og hvermand.

Strategien fungerer fint.

Rygestoppets mest åbenlyse og almengyldige implikationer kan jeg tale med mine kolleger og venner om. Der er rygklap fra alle. Jeg får frit lejde til hidsige udfald på mit arbejde, dagligt lytter mine kolleger til historier om min rygetrang, og om hvor mærkelig jeg oplever verden.

Jeg taler med Joan på STOP-LINJEN, og selvom jeg ikke ved, hvem Joan er, så er det ikke svært for mig, at fortælle hende om cigaretternes betydning i mit liv og om min rastløshed.

Hun lytter tålmodigt, stiller de rigtige spørgsmål og følger op på det, jeg siger, med sammenfattende kommentarer. På min rygestop-app, der tæller antallet af cigaretter, jeg nu har sparet min krop for, modtager jeg hver dag en SMS, der fortæller om min nye sundhed, og om hvordan rygetrangen kan dæmpes.

Det føles, som om det ikke kun er mine venner og min familie, der hepper på mig. Det er hele samfundet, der hepper, mens jeg løber det sidste stykke hen mod målstregen for at blive fuldgyldigt medlem af den fælles offentlige forståelse, at rygning er af det onde

App’en tæller fortsat antallet af cigaretter, jeg sparer min krop for, og antallet af kroner, der forbliver i min lomme. Med andre ord – i abstinensperiodens hverdag, som jeg ved engang bliver til min egen fyldige anekdote, som dem jeg lige nu hører fra eksrygere omkring mig, er der masser af hænder, der griber mig, når jeg fortæller om min kamp ud af misbruget.

Det føles, som om det ikke kun er mine venner og min familie, der hepper på mig. Det er hele samfundet, der hepper, mens jeg løber det sidste stykke hen mod målstregen for at blive fuldgyldigt medlem af den fælles offentlige forståelse, at rygning er af det onde.

Men så er der de andre implikationer, dem jeg ikke deler, fordi de er så utilnærmelige, og som har at gøre med, hvem jeg er.

Her er der mere end ’blot’ vane og sundhed på spil. Det er her, overgivelsen og nøgenheden vælter frem. Hvem er jeg, når jeg ikke ryger? Jeg plejer at kunne tage fat via min notesbog, når noget utilnærmeligt alligevel skal nærmes. Så noterer, sorterer og indkredser jeg, og kan også nogle gange forklare små bidder af, hvad det utilnærmelige er.

Det kan jeg ikke denne gang.

En primær årsag til at jeg ikke kan ty til notesbogen er netop, at jeg ikke ryger.

Mit gamle jeg ville tage fat cigaret for cigaret. Jeg ville måske sætte mig på terrassen med en smøg og lade tankerne flakke kontrolleret i retning af spørgsmålet: ”Hvem er jeg, når jeg ikke ryger?”

Jeg starter på én ting og finder mig selv en time senere – ved at slutte noget helt andet. Alt er afledning, alt er overgivelse … Glødenålen lyser svagt. Jeg kniber øjnene sammen, de stiller skarpt. Nu. Jeg indkredser. Jeg føler mig vægtløs, fordi dagens gøremål ikke længere har naturlige overgange med indlagte smøgpauser

Jeg ville lave noter i min bog, holde en pause og ryge en smøg ud af køkkenvinduet og for hver fysisk bevægelse med hånden op mod munden ville jeg slibe en kant af emnet, så det, når cigaretten var blevet til en stump, fik mere og mere form, og havde affødt nye ideer til undersøgelser, der skulle iværksættes. Jeg ville skodde smøgen og idet jeg lod den sidste glød dø, komme i tanke om, at Søren Ulrik Thomsen har skrevet et essay om sit eget piberygestop.

Jeg ville finde essayet frem, sætte mig med en kop kaffe og læse det. Efterhånden ville jeg begynde at spejde efter cigaretpakken, og efter endt læsning ville jeg tænde en smøg, kigge ud i luften, tage nogle dybe hvæs og læse essayet igen, nikkende og smilende de steder, hvor genkendelsen ville åbenbare sig for mig.

Efterfølgende ville jeg igen gå til notesbogen og kigge ned på noterne kradset ned med stor skrift over to sider, ”Jeg føler mig vægtløs og nøgen, med strejf af eufori. Jeg er desorienteret og glemmer min telefon, mine nøgler, hvad jeg skulle på badeværelset, eller hvorfor jeg åbnede køkkenskabet. Jeg starter på én ting og finder mig selv en time senere – ved at slutte noget helt andet. Alt er afledning, alt er overgivelse.”

Og her ville jeg så tænde en cigaret for rigtig at gå i kødet på, hvor vægtløs og nøgen jeg egentlig føler mig, og præcisere øjeblikket, hvor euforien pibler frem.

Nu! Lige nu. Tænder jeg ikke en cigaret.  Fraværet af denne cigaret er fraværet af alle cigaretter.

Det er umiddelbart cigaretten, der får mig til at stille skarpt, det er cigaretten der brænder tankerne frem, som en glødenål. Cigaretten, der forbinder tilfældige tanker i sindet og forvandler dem til logiske slutninger med en begyndelse og en ende.

Nu består mellemrummet mellem højrehånds pege- og langfinger kun af luft. Jeg sætter de to fingre op mod munden, som for at tage et hiv, indånder luften mellem dem og lader den langsomt sive ud af min mund. Igen, igen, igen.

Glødenålen lyser svagt. Jeg kniber øjnene sammen, de stiller skarpt. Nu. Jeg indkredser. Jeg føler mig vægtløs, fordi dagens gøremål ikke længere har naturlige overgange med indlagte smøgpauser.

Alt er mudret sammen til én stor pøl, og jeg svømmer rundt i den og griber tilfældigt ud efter, hvad der stikker op. Jeg føler mig vægtløs, fordi at være ryger er en kropslig handling. At tænde en cigaret, at ryge den, at finde askebægeret, at aske, at skodde smøgen, at tømme askebægeret, at købe en pakke cigaretter, at lede efter cigaretpakken, at finde lighteren i jakkelommen.

Disse fysiske handlinger har forbundet mig til jorden, som en slags cigaretternes tyngdekraft, de sidste 25 plus år.

Min kropslige intuition er forstyrret. Den oplever huller af tomhed, hvor der før var handling. Den falder ud, den svæver op, den blæser rundt.

Det er klart, at jeg nogle gange ikke ved, hvordan jeg står op om morgenen, når tyngdekraften ikke længere placerer mig på køkkenstolen med en cigaret. Eller ved hvordan jeg går i seng om aftenen, når jeg først skal træde hen over et hul af tomhed, for at nå frem til min seng.

Igen sætter jeg pege- og langefinger op til munden og tager nogle dybe hvæs af ren luft. Jeg kigger frem for mig. Det er det med den nøgenhed, der også rummer overgivelse.

Nu kan jeg ikke trøstetænke længere.
Eller jeg gør det stadigvæk, og opdager hver gang, at der ikke længere er noget skjold af en cigaretpakke mellem mig og mine omgivelser. Erkendelsens lange svirpende hale. Jeg må være med i det hele. Det kan ikke ændres. Jeg må være i verden

Hvad er det med den? Jeg noterer, at rygningen har haft en dobbelt betydning. Den har båret min koncentration og min øjeblikkelige fordybelse, men den har også holdt mig på afstand af den verden, jeg omgiver mig med.

Hvor skønt har det ikke været, at kunne sidde i et selskab eller til et møde, eller sågar i min egen tankestrøm og lade mig afbryde af den pludselige trøstende tanke, at om lidt skal jeg tænde en cigaret og så går det hele nok alligevel. Så gør det ikke noget, at selskabet er kedeligt, at mødet er et pseudomøde, eller at min tankestrøm kører i ring.

Nu kan jeg ikke trøstetænke længere. Eller jeg gør det stadigvæk, og opdager hver gang, at der ikke længere er noget skjold af en cigaretpakke mellem mig og mine omgivelser. Erkendelsens lange svirpende hale. Jeg må være med i det hele. Det kan ikke ændres. Jeg må være i verden.


Topillustration: Michaël Dorbec

Anneli Vejsig Bruun. F. 1974. Cand.mag. i engelsk og dansk som andetsprog fra Københavns Universitet, arbejder som underviser i dansk som andetsprog og vejleder på Frederiksberg.

Seneste artikler om Liv & Mennesker