KUNST // PORTRÆT – Christian Tangø har dybdeboret i Thomas Kluge. Måske skulle kunstneren have sagt nej til at lave bogen Det moderne er fortid sammen med Kasper Støvring, lyder det fra kulissen. Men rebellen og provokatøren Kluge – der elskes af de kongelige, men ikke kan finde accept i kunstinstitutionen – kan bare ikke rigtig holde sin mund.
Måske er historien om maleren Thomas Kluge – rebellen med den sjove baret og sløjfen i håret – ret simpel. Thomas Kluge er enormt god til at male en bestemt form for figurativt maleri – et illusionistisk maleri. Måske så god, at der ikke bare er rige og royale kunder i ordrebogen, men også en god portion naturlig misundelse fra alle mulige andre malere.
Der er imidlertid også en række reelle konflikter mellem Kluge og kunstverdenen. Konflikter, som Kluge i høj grad selv medvirker til at iscenesætte.
Kluge vælger, at maleriet kan fortælle historier. At der kan knyttes symbolske fortællinger til det
I psykologisk forstand handler konflikten måske om et overmod, der samtidig er kompensation for et konstant ønske om at blive anerkendt. I en verden, hvor kunstneren producerer noget, som ikke har nogen umiddelbar funktion. En slags evig konflikt i kunstnerens indre. Ikke bare hos Klage, men generelt.
Eller måske handler det også om en smart måde at markedsføre sig på. Desuden: Man får lidt et kick ud af at være på i medierne, indrømmer Kluge.
Man kan ikke tørre røv i et maleri…
Nu kan man som bekendt ikke tørre røv i et maleri, siger Kluge til mig under en af vores lange telefonsamtaler. Og når man ikke kan det, hvad skal det så bruges til? Det er et af de centrale problemer i det at være kunstner.
Man kan så, som Støvring og Kluge diskuterer det i Det moderne er fortid – f.eks. vælge, at maleriet skal have en funktion som noget, der understøtter gud, konge og fædreland. Men de fleste malere indgår en anden slags alliance. Typisk med en form for modernistisk program, hvor maleriet snarere bliver en slags formeksperiment – gerne med noget lidt venstreorienteret indhold.
Man taler i nyere tid om “kunsten for kunstens egen skyld”. Men denne “kunsten for kunstens egen skyld” har også en række ideologiske tilknytninger. Og nogle gange bliver eksperimentet ekstremt. Som når busten smides i havnen som kunst.
Mere simpelt og klassisk er maleriet en modsætning mellem et håndværk og den samtidige praktiske ubrugelighed. Et paradoks.
Men samtidig skal maleriet i en eller anden forstand fungere kommunikativt, i en eller anden kommunikativ situation. Det er her, Kluge vælger, at maleriet kan fortælle historier; atder kan knyttes symbolske fortællinger til det. Ud over den blotte undren over, hvordan i alverden han har båret sig ad med at male virkeligheden, så man tror, man kan spise fiskefiletten.
Så hvordan gør han? Kluges malerier skjuler sporene efter penslens arbejde, i lighed med fortidens akademimaleri. Maleriet minder delvist om en fotografisk gengivelse af virkeligheden. Alligevel er det ikke realisme i samme forstand, som hvis man blot dokumenterede virkeligheden fotografisk. Men alt dette afslører sig først i en gentagen betragtning. Rent umiddelbart tænker man således ikke over, at maleriet rent faktisk er malet. Eller måske gør man ubevidst. Men der er også noget mystisk ved malerierne. Mystisk, fordi man netop ikke kan gennemskue, hvordan de egentlig er malet.
Bundlinjen er naturligvis stadig, at Kluge er en ekstremt god maler, netop i den betydning, at han kan fremkalde en illusion om, at vi betragter en del af virkeligheden
Man kan imidlertid diskutere Kluges realisme i det forsidebillede, som Kluge og Støvring har valgt til bogen Det moderne er fortid, der udkom for nylig. Illusionen er ikke gennemført på samme måde som i andre af Kluges malerier. Men døm selv. Sammenlign forsidebilledet af “Stevns” fra 2023 med f.eks. maleriet af de to kopulerende køer. Eller med portrættet af Dronning Margrethe.
Et af de tekniske greb ligger i det forhold, at Kluge i de fleste af sine malerier maler virkeligheden i “overstørrelse”. Og det kan man jo ikke gøre med f.eks. Stevns Klint. Samtidig udraderer Kluge typisk alt, hvad der ikke netop er motiv, ved at omgive motivet med sort.
Illusionens mester
Bundlinjen er naturligvis stadig, at Kluge er en ekstremt god maler, netop i den betydning, at han kan fremkalde en illusion om, at vi betragter en del af virkeligheden, når vi ser på et maleri af Thomas Kluge.
Kun den sorte baggrund, eller længere tids betragtning afslører, at det faktisk er et maleri. Hvordan vi som mennesker egentlig bærer os ad med at “se” denne forskel på f.eks. et fotografi og et maleri er spørgsmålet. Hvordan gestaltes eller afgøres det, om vi betragter virkeligheden? Er det overhovedet et opnåeligt ideal at skildre virkeligheden? I al fald varer illusionen lidt længere, når man betragter et af Kluges malerier.
Malerierne er stadigt formidable. Mystiske. Kluge mestrer det at fremkalde en illusion om, at vi betragter virkeligheden, eller en del af den, gennem hans malerier.
Kluge er imidlertid ikke nogen “realistisk” maler i den forstand, at han maler virkeligheden, som om man bare tog et fotografi tilfældigt. Dokumentarisk. Det gælder naturligvis også portrætterne, der altid bærer præg af at være netop konstruerede, opstillede, og i den forstand “kunstige”. Her spiller den sorte baggrund ind.
Man kan prøve at sammenligne Kluge med f.eks. maleren L.A. Ring. Rings malerier er snarere en form for hverdagsskildringer, simpelthen fordi motivet hos Ring oftest er en hverdagsscene.
En irriteret kunstverden
Men hvorfor irriterer Kluges maleri kunstverdenen? Er det kun Kluges udfald mod kunstverdenen i pressen, eller ligger der mere bag?
Kluges forhold til dele af kunstinstitutionen er anstrengt. Portrætterne af magtens elite kaster skygger
Det, der mest irriterer den etablerede kunstverden, handler utvivlsomt om Kluges forhold til magten. Hans succes, de prestigefyldte opgaver for en overklasse, som det normalt snarere er populært at være imod i kunstverdenen.
Ser man imidlertid på Kluges malerier fra forskellige perioder, får man også øje på andet end blot malerier af berømtheder, eller samfundets lederskikkelser som det oftest er. F.eks. er Dronning Margrethe malet på en ekstrem realistisk måde, i den forstand, at også rynker og andet godt er med i gengivelsen.
Men motivet er stadigt samfundets magt, og det passer bestemt ikke alle dele af kunstverdenen. Alligevel kan man sagtens finde andet end de udskældte portrætter. Men det kræver, at man går lidt tilbage i tiden i Kluges produktion, eller ser på f.eks. nogle af hans allernyeste værker som f.eks. en politisk kommentar i form af et maleri af en mink.
I nogle af Kluges værker finder man noget langt mere iscenesat men også ironisk. Ikke i forhold til malemåden men i forhold til motivet. Det gælder specielt serien “mens vi venter”, fra midten af 90’erne.
Man kan således sagtens finde det samfundskritiske, ironiske eller selvrefleksive i Kluges kunst, som er kunstinstitutionens uudtalte krav.
Men Kluges forhold til dele af kunstinstitutionen er anstrengt. Portrætterne af magtens elite kaster skygger.
Han har bestemt haft vigtige museumsudstillinger, men noget i hans arbejdsmetode gør det også vanskeligt at skabe udstillinger med ham som samtidskunstner. Som samtidskunstner skal man eksempelvis kunne skabe en udstilling på et museum med måske 20 nyproducerede værker, der i samarbejde med en kurator roterer omkring et eller andet tema. Men Kluge er typisk 6 måneder om at producere et værk!
Kluge vil ikke gå på kompromis med sin arbejdsmetode, siger han. Så i en vis forstand er det Kluge selv, der udelukker sig fra i al fald de normale udstillingsformer
Og Kluge vil ikke gå på kompromis med sin arbejdsmetode, siger han. Så i en vis forstand er det Kluge selv, der udelukker sig fra i al fald de normale udstillingsformer. Det gælder også galleriudstillinger, som Kluge i mange år har stået uden for. Af de samme årsager: Kluge laver fortrinsvis bestillingsarbejder i portrætafdelingen. Han kan ikke, som de fleste andre malere, male op til en separatudstilling på et galleri f.eks. hvert andet år.
Der har igennem årene imidlertid også – sideløbende med gode udstillinger på en række museer, salg og fornemme opgaver – været en række diskussioner i pressen om Kluge. Og han får stadig masser af presseomtale, kan man sige.
Kluge er altså ikke i den forstand udenfor det gode selskab. F.eks. har han deltaget i en museumsudstilling på Ordrupgaard i 2010 samt “Clinch” i 2004 på Statens Museum for Kunst, begge steder sammen med en række andre prominente danske kunstnere.
Og antageligt kunne Kluge være repræsenteret på Statens Museum for Kunst, fortæller han. Den daværende direktør for museet, Allis Helleland, spurgte ved en privat sammenkomst for år tilbage, om museet kunne købe Kluges portræt af hans farmor. Men, Kluge ville ikke sælge! Farmor skulle ikke gemmes væk i et eller andet depot, siger han i dag.
Til gengæld hænger Kluges malerier så blandt andet i Kongehuset, på Frederiksborg Slot (Det Nationalhistoriske Museum). Kronborg viser for tiden et Kluge-maleri og bruger ligefrem Kluges navn for at aktualisere og reklamere for udstillingen.
Forholdet til samtidskunsten
De normale historier i medierne om Kluge starter næsten altid med, at Kluge tre år i træk, lige omkring 1990, søgte ind på Kunstakademiet. Men sandheden er nok lidt en anden.
Det er lidt uklart, præcist hvilke malerier han sendte ind. Men det har antageligt ikke været de typiske malerier med den sorte baggrund, men snarere nogle tidligere eksperimenter i surrealistisk stil.
Hele optagelsesproceduren på Kunstakademiet er en diskussion i sig selv. Naturligvis undrer mange sig over, at det ikke er et åbenlyst talent for at tegne eller male, der vægtes højest.
Spørgsmålet om hvorfor, eller om overhovedet, lort på dåse, skumgummi med pis på lærred eller en hospitalsstue kan være kunst?
Men den dagsorden som Kluge ofte forsøger at sætte, handler om den såkaldte samtidskunst: spørgsmålet om hvorfor, eller om overhovedet, lort på dåse, skumgummi med pis på lærred eller en hospitalsstue kan være kunst. For ikke at tale om 53 genbrugsstole fundet i en baggård på Nørrebro. Sociopolitisk kunst som et sodavandsprojekt i Syd-Amerika. Hvad er billedkunst?
Det er den diskussion, som Kluge har været dygtig til at iscenesætte og italesætte. Provokerende anti-provokations-kunstner har jeg kaldt ham i min bog om provokationskunst.
Når Kluge bliver en stemme, man overhovedet kan tage alvorligt i den diskussion, er det naturligvis fordi han samtidig selv opstiller, udstiller og fremstiller et egentligt alternativ til den ekstremt provokerende, konceptuelle kunst. Den kunst, der stort set kun fungerer, fordi den er udstillet som kunst og befinder sig på den kunstneriske scene. Er iscenesat som kunst. Typisk på gallerier men i endnu højere grad kunsthaller og specielt museer.
Fremmedgørelsen
Spørgsmålet er, om billedkunst ikke længere blot betyder fremstilling og præsentation af skulpturer og malerier og lignende, men er blevet så totalt udvandet, at hvad som helst, herunder decideret politiske eller sociale projekter, kan præsenteres som billedkunst.
Mange føler sig reelt – og nu bruger jeg et Kluge-udtryk – “fremmedgjorte” over for den moderne kunst. Altså samtidskunsten. Altså den type kunst, hvor man har forladt de traditionelle udtryk, som maleri eller skulptur.
Mange har i de senere år reageret f.eks. imod kunstverdenens politisering, som når man destruerer en buste “som kunst” i en postuleret sag om racisme
Reaktionen på forskellige udstillinger er gået fra “det der er grimt”, “det der er pænt” eller: “det der er godt lavet”, til: “Det der kan jeg slet ikke se, har noget som helst med kunst at gøre”.
Samtidig står velmenende akademikere i kø med lange forklarende tekster for at forsvare samtidskunsten, som både Kluge og Per Arnoldi kritisk har udtalt.
Der er naturligvis ingen firkantede grænser, men mange har i de senere år reageret f.eks. imod kunstverdenens politisering, som når man destruerer en buste “som kunst” i en postuleret sag om racisme.
Unuanceret argumentation
Problemet er imidlertid, at Støvring og Kluges bog slet ikke synes at definere hverken begrebet “moderne kunst” eller “samtidskunst”. Samtidskunst bliver hovedsaglig præsenteret som lort på dåse.
Men den enorme ekspansion, der sker indenfor billedkunsten, hvor “hvad som helst” kan “blive til kunst” i “institutionens præsentation” er hovedsagligt et fænomen, der starter omkring 1960. Og den præcisering får vi slet ikke i bogen.
Hvor firkantede er Kluges holdninger egentlig?
Kunsthistorikere peger på, at det ikke kun er de abstrakte udtryk omkring 1900, der er årsagen til det, som Kluge kalder for fremmedgørelsen. Marcel Duchamps readymades, den berømte pissekumme samt lort på dåse og de øvrige provokerende kunstværker får først deres institutionelle gennembrud efter 1960. Indtil da er de stort set ukendte, og slet ikke udstillede.
Men hvor firkantede er Kluges holdninger egentlig?
I Kluges atelier i Næstved viser han mig et opslag frem fra Berlingske, der irriterer ham. I første omgang vil han helst ikke fotograferes med avisen slået op netop der, men jeg siger: Det er vigtigt at diskutere det forhold, at medierne for tiden ønsker en polariseret og politiseret kunstdebat. Det er sådan, I er blevet modtaget i medierne.
Kunst og kultur
Kluge er, når man giver sig tid til at analysere hans enorme talestrøm, slet ikke så firkantet. Han søger en diskussion af spørgsmålet om sammenhængen mellem kunst og kultur. Men han overdriver spørgsmålet om “den uforståelige samtidskunst”. Måske med den ret, at overdrivelse fremmer forståelsen. og med den ret, at den diskussion fylder meget i medierne.
Men han bruger også denne kritik af modernismen til at iscenesætte sig selv. Markedsføre sig selv. Til at understrege det projekt, som er Kluges forhold til maleriet.
Lad mig prøve at sammenfatte de mange timers samtale, jeg har haft med Kluge – både i telefonen før mødet – og i de ca. fire timer, vi tilbringer sammen i atelieret.
Jeg siger det til ham, lige ud: Du elsker jo at fortælle historier! Både her i samtalen, men også med dine malerier
Det er mit indtryk, at Kluge elsker at fortælle historier. Det gør han sprogligt, når man taler med ham: Han taler og taler, og når jeg prøver at stille ham et spørgsmål, hvor jeg skal bruge længere tid for at forklare ham et synspunkt, når han at tænke videre og afbryde, inden jeg når frem til pointen.
Så min konklusion er, at Kluge elsker at fortælle historier. Og at det også er det, han gør gennem sit maleri. Han fortæller historier. Jeg siger det til ham, lige ud: Du elsker jo at fortælle historier! Både her i samtalen, men også med dine malerier.
Historien om dengang han mødte Christian Lemmerz, og Lemmerz gerne ville være venner. Historien om Prins Henrik, der skal portrætteres med en hest; historien om Kong Frederik, der mener, at man bare kan male vægmalerierne over i udsmykningen på Amalienborg, hvis de går af mode; historien om den gang, hvor han var på kunsthøjskole i Holbæk, og man delvist prøvede at udelukke ham fra malersalen, fordi han allerede der var begyndt at blive lidt for figurativt godt kørende, mens skolens officielle stil var mere sådan Cobra-agtig.
Jeg fornemmer også tydeligt et oprør imod et Louisiana-segment af borgerskabet, der læser kataloger for at forstå kunsten, mens Kluge snarere taler positivt om Uwe Max Jensen, der lægger en lort i en stempelkande på Louisiana.
Jeg fornemmer et oprør imod enhver form for pænhed og – i den forstand – borgerlighed. En fascination af konflikter og dramatiske fortællinger. Hvilket i princippet er alt det modsatte af det billede, som man måske normalt ser tegnet af Kluge.
Fortidens eksperimenter
Kluge viser mig også bogen fra forlaget Frydenlund, “Catalogue Raisonné 1990-2020” skrevet af kunsthistorikeren Thyge Christian Fønss-Lundberg.
Den bog giver et langt mere nuanceret blik på Kluge. Mere som en eksperimenterende og søgende kunstner.
På den måde kunne man hævde, at Kluge og Støvrings bog som indføring i Kluges maleri er komplet overflødig. Set med kunsthistoriske briller er det meget mere interessant at se de forskellige typer af maleri, han har produceret gennem tiden, hvis man gerne vil studere Kluges maleri.
Går man tilbage i “kataloget” fra Frydelund, så har Kluges maleri altid drejet sig om at fortælle historier. Ved hjælp af et figurativt sprog. Det er ikke i den forstand realisme, for det er snarere symbolske fortællinger, typisk med mennesket i centrum. Men indenfor dette figurative fortællende billedsprog har Kluge både eksperimenteret med en surrealisme, han har malet et portræt af Marcel Duchamp’s pissekumme, og Wilhelm Freddies berømte skulptur med busten med den påmalede penis har optrådt i Kluges malerier.
Hvis man således gerne vil se moderne eller postmoderne kunst, hvor Kluge leverer det, som man i kunsten kalder for “en selvrefleksiv dimension” – altså at kunsten afspejler kunstens egen væren i verden eller dens billedskabelse – ja så findes en sådan selvrefleksiv postmodernisme. Hos Kluge selv.
Eller i maleriet af Marcel Duchamps pissekumme, som Kluge har malet som en slags provokerende protest. Maleriet var på et tidspunkt ophængt i nærheden af Museet for Samtidskunst. Som en slags provokerende antiprovokationskunst. Det var for meget for museet.
Kluge leger selv med den moderne kunst, kan man sige.
Det man ikke finder, er det evige formeksperiment i selve maleriet. Kluge gider ikke rigtigt formeksperimentet. Han siger selv, at han har prøvet i de helt unge år at lege lidt med installationskunst. Men han gider ikke. Han vil fortælle historier om verden, og måske mest om mennesker. Og her, i den måde at fortælle historier på, ville formeksperimenterne måske forstyrre. Derfor altså den specielle form for magisk realisme. Eller illusioner om virkelighedsbetragtninger, som man kan kalde det.
Alligevel har han også planer om noget med en udstilling, der skal iscenesætte begrebet “tid”. På en mere syret, og måske ikke helt traditionelt malende måde. Vi får se.
Politikeren Kluge
Kluge er imidlertid også optaget af en masse samfundsspørgsmål, herunder politiske forhold.
Det virker som om, at du er ved at gå ind i politik?, siger jeg.
Jeg får ikke noget klart svar.
Men Kluge vedstår sig gerne, at han er yderst optaget af politiske spørgsmål: Islam, indvandring, Kinas rolle i verdensordenen, flygtningespørgsmål. Ukraine-krigen. Putin.
Der er heller ingen tvivl om, at Kluge nok ville stemme konservativt ved et kommende valg. Ikke ubetinget, som han siger, men antageligt.
SF, som han engang er blevet citeret for at ville stemme på, skal nok ikke regne med Kluges tilslutning længere.
Kulturens selvforståelse
Det spørgsmål, som Kluge (og delvist også Støvring) rejser, er, i filosofisk eller videnskabelig forstand, et yderst vanskeligt spørgsmål. Hvad er forskellen på politik, samfund, kunst og kultur?
Mange af disse tanker optager Kluge. Men han er nok mere kynisk end Støvring, siger han. Kluge tror ikke i så høj grad på, at kunsten alene kan udvirke mirakler.
Her er antageligt den egentlige forskel mellem Støvring og Kluge. Støvring er langt mere romantisk, siger Kluge.
Kluge mener også, at “historien om den hvide mand som skurken” kan blive for meget. Altså at vi prøver at nedgøre os selv.
Spørgsmålet er, om en sådan kulturel kamp er noget, der angår kunsten. Er kunsten således det, der holder sammen på kulturen, eller er kulturen det, der former de konkrete udtryk for kunsten?
Det er her, jeg synes, der mangler tvivl, i al fald sådan som sagen fremstilles i “Det moderne er fortid”. Årsagssammenhænge i antropologi, sociale udviklinger og lignende er for komplekse til hurtige analyser.
Mange mener, at Kluge skal dæmpe sig lidt ned. Det er der ikke noget, der tyder på kommer til at ske lige med det samme
Jeg tror imidlertid, at jeg forstår Kluge og Støvrings pointer derhen, at vi skal passe på med at kassere de forskellige værdisystemer, som findes i vores kultur. Men jeg savner konkrete forslag til forbedringer.
På den ene side er det sikkert fint at være en smule provokerende i et udspil om værdipolitik. Men modtagelsen i det kunstneriske miljø er snarere hovedrysten, fordi tonen er alt for skinger.
Mange mener, at Kluge skal dæmpe sig lidt ned. Det tyder intet på, kommer til at ske lige med det samme. Der er folk tæt på Kluge, som mener, at hans udfald i bogen med Støvring imod kunstverdenen er uklogt, men Kluge er og bliver en rebel. Oprører med ridderkors. Noget så umoderne som en maler, der faktisk kan og vil male så det ligner.
Kluge bruges som reklame for en udstilling på Kronborg. Hør ham spurt-snakke ovenfor om sit forhold til samtidskunsten i reklamevideoen for udstillingen på Kronborg.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og