BØGER // ANMELDELSE – I bogen Det helt nødvendige giver forfatter Vincent Hendricks flere ukorrekte svar på, hvor man kan finde lykken, skriver Christian Tangø i denne anmeldelse. Han peger blandt andet på en halv sandhed, kompleksitet og falske modsætninger.
Vincent Hendricks’ nye bog, Det helt nødvendige – Om at finde livets balancepunkt, er måske ikke en ny Jan Grarup-sag. Men alligevel føler jeg, at det er min journalistiske samfundspligt at påpege det komplet unødvendige og mere end upræcise i Hendricks bog.
Lad os starte med en misforståelse. Hendricks oversætter ”filosofi” med ”kærlighed til viden”. Men ”filosofi” betyder snarere ”kærlighed til visdom”. I denne faktuelle fejl afslører Hendricks det, nogen vil se som en misforståelse af filosofien. Filosofi er ikke en videnskab i almindelig forstand, men noget, der både ligger til grund for videnskaben og samtidig er udenfor, så at sige.
Hendricks er professor i formel logik ved Københavns Universitet, og det er denne specielle logiske tilgang til filosofien, der er det centrale i Det helt nødvendige. Men også det komplet latterlige. En totalt forfejlet opskrift på lykke. Endog en misforståelse af, hvad lykke overhovedet er.
Lykke er naturligvis ikke bare at afstemme sine forventninger med, hvad der er nødvendigt, hvad der er realistisk at undersøge, eller hvad der faktisk er muligt.
Her virker det, som om at Hendricks komplet undervurderer publikums evne til at tænke og forstå
Det er dette overdrevne fokus på behovstilfredsstillelse og de ydre forhold, der er et af tidens største problemer. Det er, kan man sige, netop det, som Hendricks argumenterer imod, når han raser mod selvfremstillinger på nettet og en omsiggribende mig-mig-kultur i kapitlerne om ”hovedrollesyndromet”, men også i kapitlet ”Mellem megalomani og mindreværd”. Narcissisme.
Men roden til det onde er i psykologisk forstand ikke kun en logisk brist i forhold til at skelne mellem det nødvendige eller det mulige. Roden er spørgsmålet om, hvordan man tøjler sine forventninger til verden. Styrer sit begær.
En banal sandhed
Naturligvis er det en banal sandhed, at man kan blive frustreret, hvis man ikke får opfyldt sine basale behov, eller hvis man har et komplet urealistisk forhold til virkeligheden. I det tilfælde giver begrebet lykke slet ikke mening, fordi en helt anden følelse overtager bevidstheden. Men det er skuffende, at en professor i formel filosofi skal bruge 220 sider på den pointe.
Det er yderligere komplet unødvendigt at pakke denne basale sandhed ind i alle mulige hel- og halv-kendisser, filmcitater og ikke mindst Disney-figurer. Her virker det, som om at Hendricks komplet undervurderer publikums evne til at tænke og forstå. Eller også vil han noget helt andet, nemlig bare underholde. Disneyficere.
Falske modsætninger
Hendricks er professor i formel logik, og alligevel synes han at begå den klassiske fejl, som Holberg allerede gjorde grin med for mange år siden:
Det er sandt, at lillemor ikke kan flyve. Det er også sandt, at en sten ikke kan flyve, men det gør naturligvis ikke lillemor til en sten. Holbergs pointe er, at hvad der umiddelbart virker rigtigt i den formelle logik, kan vise sig komplet forkert, hvis logikken ikke anvendes korrekt.
En pointe, som enhver formel bog om logik bør indledes med. Se fx henvisningen til Graham Priest. Hendricks’ omgang med begreberne ”nødvendighed” og ”mulighed”, som han henter fra den såkaldte modal-logik, er tvivlsom. Det lyder besnærende at forklare et svært definerbart problem som ”lykke” med en udvidet logik, som ingen kender til, men den går altså ikke.
Jeg kan da udmærket stræbe efter at være perfekt, men samtidigt netop indse, at det kun er delvist muligt
Nødvendighed og mulighed er ikke hinandens simple modsætninger, som Hendricks påstår. De to begreber er forskellige måder at udtrykke et spørgsmål om graden af sandheden af et udtryk. Men et spørgsmål om sandsynlighed og muligheder forudsætter samtidigt en nærmere diskussion af det univers, som logikken prøver at sige noget om. Ligesom ”altid” og ”nogle gange” heller ikke er hinandens modsætninger, men forskellige kvalifikationer af et udsagn. Igen er det centrale problem i logikken ikke logikken som ”mekanik” i sig selv. Den fungerer, som datalogerne ved, nemlig komplet forudsigeligt. Problemet ligger i anvendelsen af logikken.
Forkert analyse af negationer
På side 23 skriver Hendricks følgende: ”Hvis man eksempelvis ytrer udsagnet (1.1) ’Jeg anser det som nødvendigt, at jeg er perfekt’ er det logisk det samme som at sige (1.2) ’Jeg anser det som umuligt, at jeg ikke er perfekt’ (…)”
Sætningen er nok, hvad Holberg ville kalde for det rene vås. Eller pænere sagt: en halv sandhed. Hendricks spiller her på, at de fleste mennesker faktisk har problemer med at analysere negationer og derfor ikke kan gennemskue logikken. Men i virkelighedens verden er de to udsagn ikke logisk set det samme. Jeg kan da udmærket stræbe efter at være perfekt, men samtidig netop indse, at det kun er delvist muligt. Og så bliver løsningen, som jeg skriver ovenfor, at nedjustere forventningerne.
At anse noget for at være ”et eller andet” har flere betydninger, og også af den grund bliver de to udsagn forskellige. Lettere er det måske bare at sige, at en sætning som ”Jeg anser det som umuligt, at jeg ikke er perfekt” simpelthen ikke er til at forstå. Eller den er fremsat af en uklart talende person. Vi bruger ikke dobbelte negationer af de indlysende grunde, at det forbistrer sproget.
Man kunne også sige – og det er en alvorlig formel logisk indvending – den såkaldte negation fungerer ikke nødvendigvis som i den almindelige logik, når vi er ude i den udvidede logik. Og hvad den modale logik overhovedet betyder, kan diskuteres. Jeg kan her henvise til Graham Priests store værk om den ikke-klassiske logik for nærmere uddybning.
Ingen steder i bogen finder man noget, der bare minder om den sociologiske betragtning om, hvordan de sociale systemer med deres fx økonomiske, kulturelle og uddannelsesmæssige kapitaler fastholder folk i de problemer, der eventuelt forhindrer, at lykke overhovedet kan opstå
I visse af virkelighedens forhold er ”det umulige” såvel som ”det mulige” slet ikke kendt eller erkendt, og dermed bliver det nonsens at tale om, at der kun er en simpel modsætning mellem det mulige og umulige. Det endnu ikke erkendte er faktisk det hovedområde, som er mest spændende i videnskaben, fordi det er her, de egentlige opdagelser gøres.
Men alle disse logiske overvejelser har stadig meget lidt med spørgsmålet om ”lykke” at gøre. Som folk, der lider af alvorlige affektive sygdomme, udmærket ved, så kan man ikke logisk tænke sig ud af følelsesmæssige problemer. Send altså Hendricks og bogen over på Psykologisk Institut, og lad os få en uddybende, men også faglig forsvarlig mental udredning af begrebet lykke. Med alle dets mange facetter, inklusive lykken ved at føle smerte, som de kender det i SM-klubberne. Eller som man kender det fra tilskyndelsen til at diskutere på nettet.
Filosofien stiller spørgsmål
Et andet problem er Hendricks’ analyse af spørgsmålet om det individuelle, viljen og modet. Ingen steder i bogen finder man noget, der bare minder om den sociologiske betragtning om, hvordan de sociale systemer med deres fx økonomiske, kulturelle og uddannelsesmæssige kapitaler fastholder folk i de problemer, der eventuelt forhindrer, at lykke overhovedet kan opstå.
Pop er, hvad bogen er, også når – eller måske specielt – når den forsøger at definere, hvad et menneske er. Man kan ikke definere, hvad et menneske er, ved at opstille en række nødvendige og tilstrækkelige betingelser. Det er fup. Mennesket selv er forudsætningen for at definere mennesket, og alle forsøg på at sætte det på en sproglig formel er dømt til at mislykkes.
Naturligvis kan en filosofisk bog altid læses som et katalog over filosofiske problemstillinger. Som sådan skal filosofien slet ikke give nogen svar, men stille spørgsmål. Naturligvis er der også en række moralske betragtninger i bogen, som jeg kan tilslutte mig, men det er en anden sag. Og man kan sikkert finde andre udlægninger af bogen end min. For stoffet er trods alt komplekst.
Og en sidste ting: Jeg ved ikke, hvad det er for en normalmeter, som Hendricks har fundet i marmor. Men den oprindelige normalmeter i Paris blev ifølge alle mine kilder udført i platin-iridium.
I øvrigt medvirker Hendricks i en udsendelse om bogen på P1 hos Carsten Ortmann, hvor der er skruet helt op for poppen og taletempoet, så alt lyder, som om det er megaklogt. Men problemerne i det indholdsmæssige forbliver de samme, også selv om man garnerer med Jazz, Kierkegaard-citater, Sartre-udlægninger og Garfield-vitser.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og