KUNST // KOMMENTAR – I modsætning til Bukdahl, der som litterat synes at have den perfekte opskrift på kvalitet i digtekunsten, og Samuelsen, der nu mener at kunne løse gåden om kvalitet i kunsten med et økonomisk pennestrøg, er jeg konstant i tvivl.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er åbenbart nemt at komme til orde med forskellige udsagn om kunstnere i Weekendavisen lige for tiden. Til gengæld kniber det mere med sagligheden. WA har ligefrem opfundet manchetten “Kunstfejde” til lejligheden. Gang i gaden, op med balladen, til helvede med historien og det saglige. Klik, klik, klik.
Senest er det Anders Samuelsen, der påstår, at de røde kunstnere piver, klynker, føler sig misforståede og kræver offentlig støtte. Men “de dygtigste kunstnere klarer sig selv og er alle liberalister”, skriver den tidligere udenrigsminister.
Mest tåbeligt er det, når Samuelsen påstår, at det er flid, der skaber priserne. Man behøver vel bare at tage en banan med gaffatape, solgt via Christie’s, som eksempel på, at det er et hypet udbud og en vanvittig efterspørgsel, helt blottet for realisme eller noget forhold til kvalitet, der som regel afgør priserne i kunstverdenen.
Både Lars Bukdahl og Anders Samuelsen er på hver deres måde meget optaget af det, som man kan kalde en ensidig agitation for hver deres private, men muligvis normunderbyggede, domme om kvalitet i kunsten. Og nu, hvor jeg i Kontrast har forsøgt at sige noget om Bukdahls misforståelser, kan jeg så her prøve at råbe Samuelsen op.
De røde har magten
Fælles for begge debattører er, at de ikke ved ret meget om kunst, kunstteori eller de sociologiske mekanismer, der hersker i kunstverdenen. Eller også giver de ikke udtryk for en sådan viden. De agiterer for et bestemt ideologisk syn på kunsten, de agiterer hver på deres måde for et bestemt kunstsyn, og de trækker en politisk dagsorden ned over kunsten, som om kunsten var sat i verden for at tilfredsstille de respektive politiske dagsordener.
Begge synes enige om, at de “røde” i vid udstrækning faktisk har magten, men de er uenige om, hvorvidt det så er godt eller skidt.
Der en række indlysende historiske grunde til, at kunstverdenen generelt er venstreorienteret
Som jeg har prøvet at diskutere det i min artikel i Kontrast, er der en række indlysende historiske grunde til, at kunstverdenen generelt er venstreorienteret. Der er et værdifællesskab mellem forskellige “typisk venstreorienterede holdninger” og de grundlæggende værdier, der ligger bag mange kunstneriske udtryk.
Man kan sammenfatte den diskussion i spørgsmålet om at være “traditionalist” eller “modernist”. Og man kan underbygge betragtningerne med en række institutionelle analyser: Deler man det politiske landskab op i “højre” og “venstre”, er der en klar tendens til, at støttekroner til kunsten findes til venstre og ikke til højre.
Vi taler her ikke om Statens Kunstfond, hvis budget er minimalt i forhold til det samlede kulturbudget.
Hvad er kunst?
Men min personlige motivation til at blande mig i den her debat har meget lidt med det direkte politiske at gøre, men alt at gøre med det kunstteoretiske og frem for alt med diskussionen om, hvad kunst “er”, og i højeste grad hvad god kunst er.
I modsætning til Bukdahl, der som litterat synes at have den perfekte opskrift på kvalitet i digtekunsten, og Samuelsen, der nu mener at kunne løse gåden om kvalitet i kunsten med et økonomisk pennestrøg, er jeg konstant i tvivl.
Der findes ikke noget samlet kvalitetskriterium, der kan afgøre, hvad der er god kunst
Selv om jeg har spillet med Carsten Dahl og andre fremragende jazzmusikere, selv om jeg har interviewet Andy Warhols og Rauschenbergs kurator, Ivan Karp, i New York, og selv om jeg har anmeldt for både magasinet Kunst, Kunsten.nu og POV International, er jeg fortsat i tvivl. Selv de meget kommercielle popkunstmalerier, som jeg solgte med stort økonomisk overskud i GalleriX i Rungsted, og som finansierede et tiårigt udlandsophold i Berlin og New York, hvor jeg kunne studere samtidskunsten, er jeg ikke overbevist om, at de var ubetinget “gode”.
For, og det er det centrale: Der findes ikke noget samlet kvalitetskriterium, der kan afgøre, hvad der er god kunst. Der er i dag naivistisk kunst, politisk samtidskunst, ekspressiv abstrakt kunst, klassisk kunst, globalistisk kunst og nationalistisk kunst. Der er graffiti, som jeg personligt ikke bryder mig om, men som har sine egne normer, helte, tilbedere og skurke.
Et kunstnerisk rum
Lad mig med det samme prøve at komme med eksempler. For det er rigtigt, at for den, der netop har formet sig en mening, en æstetisk dom, som Kant kaldte det, virker den dom så rigtig og overbevisende og universelt sand, at det er utænkeligt, at den skulle være forkert eller relativ.
Lad mig starte med Carsten Dahl, som jeg altså engang har spillet med, da Carsten var knap så anerkendt og berømt som nu. Ligesom jeg i øvrigt har spillet med en række andre i dag kendte jazzmusikere, dengang Bent J som jazzvenue i Århus endnu ikke var et museum, men et levende miljø.
Carsten sagde i Go’ Morgen Danmark for nylig, at den AI-genererede musik, der i øvrigt har stjålet hans identitet på værste forbrydermaner, “lød som noget, der skulle spilles under en buffet i 80’erne på Englandsbåden”.
Jeg forstår selvfølgelig den værdidom, som Carsten her kommer med, for den situation, som Carsten er berømt for rent musikalsk, har et helt andet udgangspunkt. Den består i en koncentreret lytning, og det er Carsten fænomenal til. Han kan med ganske få toner på klaveret få et snakkende publikum på et tilrøget værtshus til at holde kæft. Og lytte. Og dermed åbnes et muligt musikalsk eller, om man vil, kunstnerisk rum.
Men hvis man skal vurdere et orkester, der skal spille suppe, steg og is på Englandsbåden eller i en tilsvarende situation, så er det ikke “fire toner, der får publikum til at holde kæft”, der er kvalitetsnormen. Det er heller ikke, eller slet ikke, Mike Sterns fræsende elektriske guitarjazz, hvor Dave Weckl blæser salen bagover med sit trommespil, der er efterspurgt. Det er det beherskede, afpassede og “pæne” spil, der på diskret vis fylder rummet, men uden at tiltrække sig nogen særlig opmærksomhed.
Smagspræferencer
Al kunst indgår i en kommunikativ sammenhæng, afsendes med forskellige ideologiske intentioner og modtages i forhold til andre. Hornsleth, der nok er erklæret socialist, men som samtidig taler et kunstnerisk set meget provokerende og liberalt sprog, får umiddelbart ikke en udstilling på Statens Museum for Kunst. Fordi hans æstetiske sprog er et andet end det, der typisk tales her.
Det er i hvert fald den umiddelbare vurdering. Men samtidig er kunstverdenen klog nok til, også for ikke at få for stor modstand fra det yderste højre, at inkludere enkelte rebeller en gang imellem. Således kan man altid modbevise en påstand om, at for eksempel Statens Museum for Kunst skulle være venstreorienteret eller præget af et bestemt kunstsyn, for “se, nu har vi jo denne her kunstner, der er helt anderledes”.
Van Gogh solgte ikke en dyt i sin samtid, var nok venner med nogle af de mere berømte kunstnere, men det var først, da hans bror efter Vincents død begyndte at promovere samlingen, og tiden i øvrigt havde ændret sig i retning af det meget eksperimenterende, at Vincent blev Van Gogh.
Van Gogh var næppe “socialist” eller blot venstreorienteret, hvis han overhovedet interesserede sig for politik. Men han var utraditionel, og det utraditionelle kom på mode som en del af en generel venstredrejning af samfundet efter de store revolutioner.
Sådan kan man blive ved med forskellige diskussioner om kvaliteter i kunsten, og Bukdahl mener sig for eksempel i stand til at afgøre, at Emil Selzer er en dårlig lyriker. Fordi Selzer snarere prædiker i en højreorienteret læserbrevsstil end egentlig skriver digte. Selzers digte er bare anti-islamisme sat på lyrisk formel, men arbejder ikke med sproget som udtryksmiddel, og, kan jeg så tilføje, koncentrerer sig for meget om en samtidsproblemstilling i stedet for mere universelle emner som eksistensen og myterne.
Det drejer sig om at prøve at se ud over Bukdahls og mit fælles, overvejende globalistiske og venstreorienterede syn på kunsten
Og jeg er enig med Bukdahl, og ja, jeg er også i høj grad et barn af modernismen, og også jeg er vokset op med Troels Trier, Røde Mor og alle de idealer, som venstrefløjen og modernismen er enige om.
Jeg er bare samtidig bevidst om, at for eksempel Selzer kan have et publikum, der synes, at hans digte er superfede og provokerende, netop fordi de revser islamismen, og selv om jeg kan synes, at det er stereotypt og dumt og uintelligent på den flade, folkelige måde, så er jeg klar over, at en sådan dom er min dom, som jeg med afsæt i nogle overvejende venstreorienterede tekstanalyser tvinger ned over digtene.
Når jeg så mener, at Bukdahl ikke giver udtryk for en viden om den lyriske kunst, skyldes det hans manglende sociologiske anerkendelse af, at andre kan have en anden smagspræference end ham selv. Det drejer sig om at prøve at se ud over Bukdahls og mit fælles, overvejende globalistiske og venstreorienterede syn på kunsten.
Det er altså ikke kvaliteten eller talenterne hos de venstreorienterede kunstnere, der ubetinget er gode, men hele det samlede klima omkring kunsten og dens generelle modtagelsesbetingelser, der overvejende er venstreorienteret og bestemmer, hvad der er godt.
Normer og undtagelser
Over for disse sociologiske betragtninger står en lidt anden måde at diskutere kvalitet på. For det første skal man være klar over, at de forskellige kunstformer har meget forskellige betingelser for de æstetiske, kvalitative domme. Det er langt lettere at fælde objektive domme over en pianist eller trommeslager, på tværs af forskellige stilarter, end inden for for eksempel billedkunsten. Bananen med gaffatape har ikke helt de samme muligheder for anerkendelse i musikkens verden. Den instrumentelle beherskelse er i centrum på en mere traditionel måde. Afvigelser fra normen i musikken er velkomne, men skal være begrænsede.
Afvigelserne fra normen i billedkunsten synes til gengæld snarere at være normen end undtagelsen fra normen i dag. Billedkunsten synes i en forstand at have vendt ryggen til det håndværksmæssige og er blevet et komplet cirkus for mærkelige idéer. Alligevel kan man ofte tale om en håndværksmæssig kunnen, også dér, hvor håndværket ikke er særligt traditionelt eller indlysende synligt.
Problemet bliver så det elitære problem: På den ene side synes man ikke at skulle kunne noget i billedkunsten, på den anden side kan de, der har studeret de forskellige områder, både identificere og beskrive væsentlige forskelle.
Det er ikke al kunst, der på en ligefrem måde kommunikerer, at den overhovedet er kunst, kan man sige. I yderste konsekvens bliver det alene kunstnerens påstand om, at “det her er kunst”, sammen med et meget begrænset antal medsammensvorne, der afgør spørgsmålet om, hvorvidt noget overhovedet “er kunst”. Og for lige at være tydelig her: Denne ekstreme kunstform synes hovedsageligt at finde sted inden for det område, vi kalder billedkunsten.
At Marcel Duchamps pissekumme ikke er på toilettet, men i udstillingssalen, er det centrale i den æstetiske oplevelse
Disse betragtninger, hvor man altså prøver at diskutere, hvordan forskellige værker kommunikerer deres forhold til en given tradition, er så til gengæld ikke så populære i den ekstremt modernistiske tradition. I den modernistiske tradition forventer man, at to ure, der går med ét minuts forskel, og som er installeret på Museum of Modern Art i New York, hvor man også kan finde to støvsugere i en montre som “skulpturer”, helt automatisk skal accepteres som kunstværker, bare fordi institutionen siger det.
Det er nærmest forbudt overhovedet at påpege det indlysende spørgsmål om iscenesættelse, hvor man for eksempel påpeger, at det er det uventede i, at Marcel Duchamps pissekumme ikke er på toilettet, men i udstillingssalen, der er det centrale i den æstetiske oplevelse.
Det er som om, man ikke må nævne den indlysende realistiske forskel på lokumstønden på museets toiletter i forhold til pissoiret i udstillingssalen.
Som den franske filosof Flahault har udtrykt det: Det er som om, der hersker en magisk forestilling om besjæling af objekter, og at denne magi ikke må brydes gennem simple, realistiske analyser.
Selv om jeg foretrækker Bukdahl frem for Samuelsen, der synes at være en rendyrket provokatør uden nogen form for kunstnerisk indsigt og viden, tager jeg afstand fra begge.
Begge forsøger at sætte kunsten og dens kvalitetsbestemmelse på en simpel formel, og det er dumt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og