KULTURHISTORIE // ESSAY – Han døde som 24-årig i en Porsche på vej mod stjernestatus – og blev et symbol på oprør, sårbarhed og drømmen om at leve stærkt og dø ung. James Dean er stadig et ikon, der hjemsøger rockmusikken, popkulturen og vores forestilling om den evige teenager.
30. september er det 70 år siden, det amerikanske filmidol James Dean blot 24 år gammel omkom ved en trafikulykke og dermed i sin Porsche 550 Spyder kørte ind i evighedens berømmelse. I den anledning har jeg gjort mig nogle overvejelser over James Deans ikon-status i populærkulturen og i særdeleshed rockmusikken, hvilket sidste imidlertid viser sig at være lidt af et paradoks.
De tre juniormusketerer i hvide t-shirts
Det var Dan Turèll, der i et essay i Ekstra Bladet (december 1976) udnævnte Elvis Presley, Jack Kerouac og James Dean til ”de tre junior-musketerer” i 50’ernes USA, henholdsvis musikkens, litteraturens og filmens. James Dean var – stadig med Turèlls udtryk i essayets titel – ”den første amerikanske teenager”.
Med 50’ernes økonomiske opsving var der således i den vestlige verden opstået et nyt fænomen: teenageren, der levede i et ingenmandsland mellem barn og voksen og ikke som i tidligere generationer blev kastet direkte ind i voksenlivet med arbejde og tidligt ægteskab.
Det er symptomatisk, at ordet ”teenager” først – og under stor debat – bliver optaget i danske ordbøger i 50’erne: Teenageren bliver en ny personlighedstype og kommerciel målgruppe, der med Klaus Rifbjergs udtryk (apropos Salingers store generationsklassiker Forbandede ungdom om litteraturens første teenager) befandt sig i et ”psykosocialt moratorium” og dermed skabte grundlag for en helt ny ungdomskultur, der brød med traditionssamfundet og pegede ind i moderniteten.
Lydsporet til denne ungdomskultur var selvsagt – set i nostalgiens bakspejl – rock’n’roll, og med Elvis fik rocken en konge, der måske ikke egenhændigt opfandt denne musikart, men kom til at definere den i både USA og resten af verden. Så vidt Elvis, men hvad med de to andre junior-musketerer i hvide t-shirts: Var de også ren rock’n’roll?
Nej, Jack Kerouac var på trods af betegnelsen ”The Beat Generation” – der da heller ikke har noget med beatmusik at gøre, men betyder ”den slagne generation” (en pendant til 20’ernes ”Lost Generation”) – ikke til rock, men til jazz, som det også klart fremgår af hovedværket On the Road og hans øvrige forfatterskab.
Men hvad så med den tredje musketer og pioner, James Dean: Var han til rock eller jazz?
James Dean på det hvide lærred
Myten om James Dean er baseret på de kun tre spillefilm, han nåede at medvirke i, men som alle har opnået klassikerstatus.
Rebel Without A Cause (1955) er filmen, hvis titel gav navn til Deans mytiske og emblematiske rebel-figur. En film om efterkrigstidens ny rastløse, utilpassede ungdom i opposition til en uforstående, bekymret forældregeneration i 50ernes USA. En film, der artikulerede og satte billeder på en ny ung generations følelser – også i Danmark, hvor man i ugebladet Tidens Kvinder (25. september 1956) fandt en artikel, der under overskriften ”Hysteriet omkring James Dean” konstaterede:
”I endnu højere grad end Marlon Brando må han have ramt noget fundamentalt hos sin egen generation, der i ham så den fuldkomne levendegørelse af deres eget jeg – et offer for skilsmissegalskaben, krigen og for det 20. århundrede idealløse livsform.”
I Rebel Without A Cause indgår bl.a. den berømte scene med et bilvæddeløb, et såkaldt ’chicken run’, hvor de to kørende kombattanter i hver sin ’hot rod’ satte livet på spil ved at køre længst muligt ud til kanten af en klippe. Filmen havde premiere blot en måned efter Deans fatale bilulykke … Denne bilscene blev i en mere ufarlig form ’citeret’ i musicalfilmen Grease (Randal Kleiser, 1978).
50’erne i 70’erne var blevet retro-mode med film som Sidste nat med kliken (George Lucas, 1973), inkl. det nostalgiske soundtrack. I 70’erne var Dean dog stadig en myte, de fleste kun havde hørt om, men de færreste set på film. Det tyske ungdomsblad Bravo kunne således helt op i firserne reklamere med et telefonnummer, man kunne ringe på og høre Deans stemme.
Det ændrede sig midt i 80’erne, hvor filmene med James Dean fik repremiere i biografer, reprise på tv og genudgivelse på tidens nye medie: VHS-bånd, hvilket udløste en regulær Dean-renæssance – der på sæt og vis blev skudt i gang allerede i 1982 med Robert Altmans komediefilm Come Back to the 5 & Dime, Jimmy Dean, Jimmy Dean – samme Altman, som præcis 25-år tidligere var debuteret som instruktør med dokumentaren The James Dean Story (1957).
Dean-plakater på ungdomsværelset
I 80’erne blev James Dean således genopdaget af en helt ny generation, og det blev cool at have den ikoniske ”Boulevard of Broken Dreams”-plakat, der forestiller Dean gående på Times Square, hængende på ungdomshybelen.
Den ekstremt fotogene Dean, om hvem modeskribenten Peter Lyle har sagt, at ”You never see a bad photo of him” – havnede da også i firserne på forsiden af flere danske bogomslag, f.eks. Poul Borums anti-selvmordsbog Alting (1987) og paperbackudgaven af Willard Motleys Lev stærkt – dø ung (1947) – den danske titel er Deans eget favoritmotto: ”Live fast, die young and leave a good-looking corpse!”; originalen hedder Knock on Any Door. Deans foto ses sågar på en undervisningsbog fra Dansklærerforeningen: antologien Tilpasning (1984) om perioden 1947-58.
Og da mit eget forlag, L&R, i 90’erne genudgav Steinbecks romanklassiker Øst for paradis som paperback, var det selvfølgelig med et stillfoto af James Dean på forsiden. Apropos verdenslitteratur var Dean som mellemnavn opkaldt efter en af romantikkens helt store unge døde: digteren Byron, som også var en rebel tilbage i 1800-tallet.
Fra kultfigur til globalt brand
I de følgende år prægede Deans kontrafej merchandise fra cool køleskabsmagneter til hotte automobil-solskærme, for ikke at tale om brillereklamer (den nærsynede Dean gik i virkeligheden altid med briller).
Siden Deans død har The James Dean Estate officielt licenseret over 250 forskellige produkter med Deans billede på: en merkantil udnyttelse af en Hollywood-myte, som formentlig kun matches af Marilyn Monroe – Monroe, som Dean angiveligt nåede at møde og knytte en relation til i 1955, og som han måske skulle have spillet over for i Monroe-filmen Bus Stop fra 1956.
Men som Turèll har skrevet i anden sammenhæng: Hvad nu, hvis Deans fjerde film havde været et ”codylt lystspil”?
Dean og damerne – og en ny mandetype
Selv om det altså ikke blev til Marilyn Monroe som medspiller, nåede James Dean i sin korte filmkarriere at spille over for tre markante yngre kvindelige skuespillere: Julie Harris, Natalie Wood og Elizabeth Taylor – også en ny type pige- og kvindeidoler.
I virkelighedens verden datede Dean flere andre kvindelige skuespillere, bl.a. en svensk ”starlet” (som det hed med et af 50’ernes nye udtryk) og den senere Bond-pige Ursula Andress. Han havde ikke mindst et romantisk forhold til Pier Angeli, der imidlertid tro mod sin katolicisme valgte at gifte sig med sangeren Vic Damone, mens Dean ifølge øjenvidner sad på sin motorcykel udenfor kirken og gassede op, da de nygifte kom ud.
Ikke desto mindre har der været mange spekulationer om, hvorvidt Dean kun var til kvinder. Spørgsmålet om Deans seksualitet vil vi ikke forfølge yderligere her, om end det måske ikke er helt uden betydning for det nye mandebillede, Dean fremstillede på film, som vi nu skal se.
Fra romantiske dramaer til rebel med følelser
I East of Eden (1955) – Deans gennembrudsfilm og den eneste, han selv nåede at opleve premieren på – spillede Dean samme utilpassede rebel-type som i Rebel Without a Cause, men i en anden historisk kulisse: John Steinbecks Salinas i Californien i 1930’erne – en bibelsk Kain & Abel-fortælling baseret på Steinbecks ovennævnte roman.
Instruktøren Elia Kazan kunne til denne rolle have castet sin normalt foretrukne skuespiller, Marlon Brando, der med sit naturalistiske spil introducerede ‘method acting’ på det hvide lærred – men Kazan valgte Dean til rollen som Cal (Kain), fordi han tilførte rebel-karakteren med det intense blik en ekstra dimension af sensitivitet i forhold til Brandos mere rå fremtoning.
I de to film inkarnerer Dean således den ny personlighedstype, teenageren: en ambivalent figur, der med teenagerens dobbelthed af barn og voksen vekslede mellem blød sårbarhed og vilde vredesudbrud. Niels Barfoed skriver således i et essay i tidsskriftet Vindrosen i 1959 om ”Deans flakkende spillemåde, der svingede forpint og barnligt mellem pludselig vold og pludselig ømhed.” Dean rimer på teen. James Deans professionelle drøm var da også at spille verdenslitteraturens yngling par excellence: Shakespeares danske Prins Hamlet, men det nåede han aldrig. Ja, to be or not to be …
”Danmarks James Dean” [..] en ung Klaus Pagh, der i samme film – og året efter Deans død – tydeligvis er castet som en Dean-karakter, helt ud i frisure og påklædning
Deans tredje og sidste film, Giant (1956), handler om et oliedynasti i Texas – en slags forløber for Dallas– og Dollars-serierne – og hvor Dean som udgangspunkt igen spiller den unge rebel, men i løbet af filmen ældes. Det gjorde han ikke i virkelighedens verden: Da Giant fik premiere, var Dean død året forinden.
I Giant spillede Dean over for Rock Hudson, der omvendt personificerede den gamle macho-mandstype, og som også uden for lærredet foragtede den ny bløde mand, som Dean introducerede i Hollywood. Ironisk nok viste Hudson sig at være homoseksuel, jf. hans posthume selvbiografi, og blev på tragisk vis den første store Hollywood-stjerne, der døde af en aids-relateret sygdom. Ved et bizart tilfælde døde Rock Hudson blot to døgn efter 30-års dagen for Deans død – den dag, der på mange måder var med til at skyde Dean-renæssancen i gang, så Dean i dag overstråler Hudson.
Der er ingen ende på Dean. Ja, i 2020 blev det sågar annonceret, at James Dean ved hjælp af ny digital teknologi ville blive genskabt og medvirke i Vietnam-filmen Finding Jack! Projektet blev dog siden skrinlagt.
Forklaringen på Deans status som den evige yngling? Han havde – ud over det naturlige dramatiske talent – looket, som blev skabt med figuren i Rebel Without a Cause. Med sine blå Levi’s-jeans, hvide t-shirt, røde vindjakke – en farve, der også sendte et nyt blødt og for tiden uhørt feminint signal – og Wayfarer-solbriller i tidens ny plastmateriale samt den obligatoriske cigaret – lignede han da også den arketypiske rock’n’roll-rebel, som generationer af musikere siden har imiteret.
Det kan derfor ikke undre, at James Dean er blevet en af rockmusikkens mytologiske figurer og et genkommende motiv i sangtekst efter sangtekst – og på pladecover efter pladecover.
Rebellen som rockikon
Deans status som rockikon tog som nævnt for alvor fart med 70’ernes genopdagelse af 50’ernes rock’n’roll. I 20-året for Deans død udsendte den britiske gruppe i 1975 10cc albummet The Original Soundtrack – og efterlod ingen tvivl om, hvilken film den kunne være soundtrack til: På coveret møder man James Dean i en scene fra Giant, og allerede på 10ccs eponyme debutalbum fra 1973 hed en af sangene ”The Dean and I”, som i teksten refererer direkte til en scene i Rebel Without A Cause.
Året efter, i 1976, udgav John Miles et album med titlen Rebel: Når man så coveret, var man ikke i tvivl om, hvilken ’rebel’ John Miles imiterede: Ikke blot frisuren, som i 1976 var ren retro, men også posituren med geværet bag nakken var et direkte citat fra Giant.
Apropos visuelle filmcitater springer vi lidt frem i tiden: I Tom Pettys sang “Into The Great Wide Open” (1991) omtales hovedkarakteren gennemgående som ”a rebel without a clue”. I den tilhørende video får man til gengæld flere ’clues’: Musikvideoen indeholder således adskillige visuelle referencer til James Deans film.
Rockmusikkens blå bog
Det britiske magasin Record Collector har i en artikel i januar 2016 i anledningen af 60-året for Deans død listet en række af de engelsksprogede musikere – dog ikke de tre just nævnte – der gennem årene direkte eller indirekte har refereret til Dean-myten.
Vi taler nærmest om rockmusikkens blå bog: Morrissey, Elvis, Dylan, Beatles (hvis første bassist, Stu Sutcliffe, nærmest var en Dean-lookalike), David Essex, Don McLean (American Pie), Beach Boys (A Young Man is Gone), David Bowie, jf. f.eks. hans frisure og røde jakke i en anden ikonisk ungdomsfilm Christiane F.), Eagles og mange, mange flere.
Men nok så interessant peger artiklen på, at det efter årtusindskiftet er kvinderne, der tager over. Her blot tre prominente eksempler på divaernes dyrkelsen af Dean, hvor det i alle tre sangtekster er det mandlige ”du”, der bliver sammenlignet med den for længst afdøde legende. Lady GaGa: ”With your James Dean glossy eyes” (Speechless, 2009), Beyoncé: “You’re my James Dean … You drive too fast, you smoke too much” (Rather Die Young, 2011) og Taylor Swift: “You got that James Dean daydream look in your eye” (Style, 2014).
Dean-myten nåede – kan jeg for egen regning tilføje – også til Sverige, hvor Harpo i hittet ”Movie Star” (1975) ironisk synger: It’s so bizarre, you think you are/A new kind of James Dean” – næsten et ekko af en linje i Lou Reeds ”Walk on the wild side”, hvor det om en af sangens transkønnede personer hedder: ”Thought she was James Dean for a day”. Når der står ”she”, skyldes det, at sangen handler om transkønnede, hvilket på sin egen måde spejler den tvetydige, labile kønsidentitet, som Dean bevidst eller ubevidst inkarnerede som en ny tids skuespillertype, der brød med 50’ernes maskuline idealer.
Det kommer derfor ikke som den helt store overraskelse, at Dean ligesom Kerouac var til jazzmusik – både bebop og cool jazz
Og for nu at blive i Sverige – den svenske gruppe Troll storhittede med sangen ”Jimmy Dean” i 1989, da den fornyede Dean-dyrkelse var på sit højeste.
Også i Danmark sang Frits Helmuth på plade i 80’erne, at han ”kunne blive vred som James Dean”. Det var dog ikke Frits Helmuth, der tilbage i 50’erne i filmen Ung Leg (Johannes Allen, 1956) fik prædikatet ”Danmarks James Dean”, men derimod en ung Klaus Pagh, der i samme film – og året efter Deans død – tydeligvis er castet som en Dean-karakter, helt ud i frisure og påklædning.
Pagh spillede i filmen bl.a. med i en togscene, der var en dansk variant af ”chicken race”-scenen fra Rebel Without A Cause: Hvor langt tør du gå? Ung leg var baseret på Johannes Allens roman af samme navn (genudgivet af Dansklærerforeningen under firsernes Dean-bølge), og i en anden dansk generationsroman fra samme periode, Rend mig i traditionerne (Leif Panduro, 1958), bliver hovedpersonens udseende ligeledes sammenlignet med det afdøde amerikanske filmidol. Også i Danmark ville alle således ligne James Dean: ”I Indre By som i Herlev hang der en Dean i hver eneste trappeopgang”, mindes Turèll i sit essay.
Eksemplerne på Dean-citater i rockmusik og moderne populærkultur er, som det fremgår, legio.
James Dean elskede jazz
Så vidt rockmusikkens brug af James Dean som motiv, men hvad med James Dean selv: Var han til rock’n’ roll? Johnny Hates Jazz, hed en gruppe i firserne, men det gjorde Jimmy ikke. I den forbindelse skal man huske, at Dean døde før rockens helt store gennembrud, før Elvis’ gennembrudshit ”Heartbreak Hotel” (1956).
Kuriøst nok havde Rebel Without A Cause i 1955 premiere omtrent samtidig med en anden sensationsskabende ungdomsfilm af Richard Brooks: Blackboard Jungle – filmen, hvor nogle unge i en scene helt symbolsk smadrer gamle jazzplader, og hvor man i stedet hører rockmusikkens store gennembrudssang og generationshymne: ”Rock Around the Clock” med Bill Haley. Men da var Dean død nogle måneder forinden.
Med andre ord: Rockmusikken kendte Dean, men Dean kendte ikke rockmusikken. Som Turèll – der selv oprindeligt var mere til jazz end rock (jf. antologien Charlie Parker i Istedgade med Turèlls tekster om jazz), skriver i ovennævnte essay: ”Det var de år tidligt i 50’erne, før rock’n’roll for alvor brød igennem og lavede spillereglerne om.”
Det kommer derfor ikke som den helt store overraskelse, at Dean ligesom Kerouac var til jazzmusik – både bebop og cool jazz: Privat lyttede han til Charlie Parker, Miles Davis og Chet Baker m.fl. Soundtracket til Rebel-filmen indeholdt da også atonal jazz (musical score: Leonard Roseman), ligesom det var just nævnte Chet Baker, der bidrog med temamusikken til den tidligere nævnte posthume dokumentar The James Dean Story.
Mere overraskende er det måske, at Dean selv spillede jazz …
Jazzmusikeren James Dean
Under indspilningerne af Giant hang James Dean således ud på Sunset Strip-natklubben ”Tablehoppers”, hvor han aften efter aften lyttede til fløjtespilleren Bob Romeo, der var kendt for sit eksotiske, latin- og afro-moorish-inspirerede fløjtespil med akkompagnement af Duke Mitchell på bongo-trommer og Al Bello på congas.
En aften inviterede Bob Romeo James Dean til at spille med backstage, mens et bånd kørte. Dean ’sad ind’ for Bello på Congas, som var hans eget foretrukne instrument. Fra denne improviserede jam-session er udsendt to ’numre’: ”Dean’s Lament”, hvor Dean på congas akkompagnerer Romeos fløjtespil, og ”Jungle Rhythm”, hvor man ud over Romeos fløjte og Deans congas også hører Duke Mitchell på bongo-trommer.
Farmerdrengen fra Fairmount, Indiana, gjorde en kometkarriere, men brændte som en komet op på den californiske highway lige efter indspilningen af sin sidste film
Indspilningerne udkom et par år efter Deans død på singleplade – både på vinyl og lak – og mange år senere på en billedplade. De er relativt nemme at opdrive; ellers kan numrene streames på Spotify. Jeg vil overlade det til læseren selv at vurdere Deans evner som jazz-percussionist, men:
Ville disse indspilninger være af interesse, hvis ikke de var med James Dean? Næppe, men spørgsmålet er i sidste ende irrelevant, for det ER James Dean, man hører på lydoptagelserne, og derfor ER denne lille ’grammofonplade’ af interesse – om ikke andet som historisk kildemateriale, der dokumenterer, at James Dean nok var en rebel uden rock, men – med et citat af den danske digter Morten Nielsen, der også døde ung – til gengæld var han til ”jazzens rytme og cigarettens glød” og ”med en underklang af død”.
På billedpladen finder man som bonusnummer den herostratisk berømte radioreklame, som Dean indspillede blot 14 dage inden sin død: en advarsel mod ”fast driving”. Ifølge manuskriptet skulle Dean sige: ”Take it easy driving, the life you save may be yours”– men tragisk-ironisk siger han: ”the life you save may be mine.”
Farmerdrengen fra Fairmount, Indiana, gjorde en kometkarriere, men brændte som en komet op på den californiske highway lige efter indspilningen af sin sidste film (ifølge kontrakten måtte han ikke køre bil under indspilningerne!): ”Lev stærk, dø ung – bliv et smukt lig”.
Vi kan passende lade disse ord stå som gravskrift over en skuespiller, der levede – og kørte – stærkt. Og døde ung. Og blev så smukt et lig, at det skabte en populærkulturel mytologi og ikonografi uden sidestykke.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og