KUNST // ESSAY – Hvis der er en alvorlig “dæmon” i kunstens verden, så handler det om forholdet mellem kunstneren og det, som kunstneren skaber – det, der i sidste ende bliver til værket, skriver Christian Tangø.
Dæmonerne har forskellige ansigter, alt efter hvilken kunstform vi taler om, men deres inderste væsen er hovedsagligt det samme: Dæmonerne vil undergrave kunstnerens tillid til det, som kunstneren prøver at skabe, og i sidste ende undergrave kunstnerens tillid til sig selv.
Selvtillid og selv-værd bliver her dele af samme mønt.
Det reelle i dæmonien består i, at specielt billedkunsten er en kunstform, hvor publikums holdning og følelser spiller en afgørende rolle
Dæmonen er, som andre dæmoner, noget der opererer både i det indre psykiske rum hos kunstneren, men også som en social forestilling. Som en social “agenda” eller praksis.
Det er denne delte eksistens af dæmonen, der gør den yderst kraftig, når den får lov til at virke, men også enormt svær at bekæmpe. Mange dæmoner kan man bekæmpe gennem det rationelle. Forstanden kan i mange tilfælde afvise, at dæmonen eksisterer i “virkeligheden”, men det gælder ikke denne dæmon.
Dæmonen i betragteren
Det reelle i dæmonien består i, at specielt billedkunsten er en kunstform, hvor publikums holdning og følelser spiller en afgørende rolle. Og hvor der er en evig kritisk holdning indbygget i enhver betragter.
Det ligger i hele den begrebslige konstruktion omkring et kunstværk, at det jo netop skal adskille sig fra det rationelle og forståelige. Det normale og nødvendige. Men også, at illusionen netop kendes som en illusion. Og bryder illusionen sammen, så bryder den sammen.
Det er snarere undtagelsen end reglen, at beundringen vitterligt opstår. Det er sjældent, at kunstværket virkeligt betragtes med det ukritiske blik. Det specielle blik, der er nødvendigt for, at betragte det på dets egne præmisser. Det, vi også kalder for det æstetiske blik.
Vi kender det endog fra musikken. Er man bare ikke i humør til at høre musik, så er det STØJ.
Alt kan naturligvis ikke være kunst, og alt kan ikke bare skødeløst af alle og enhver udråbes til at være et værk
Eftersom kunstværkerne – specielt idag – ikke længere bedømmes efter et simpelt normsæt, så er kampen nødvendigvis indbygget i selve kunsten, som en kulturel proces.
Noget er bedre end noget andet. Nogle snyder på vægten. Og man kan ikke altid gennemskue værket ved blot at se og opleve, dvs. uden at kende til de forskellige kontekster, koder og det kunstneriske univers. Kunstnerens anstrengelser. Den bagvedliggende idé.
Alt kan naturligvis ikke være kunst, og alt kan ikke bare skødeløst af alle og enhver udråbes til at være et værk.
Og i sidste ende står kunstneren, det vil her sige BILLEDKUNSTNEREN, alene. Alene med sit postulat om, at det her overhovedet ER kunst, og at det er GOD kunst.
Dæmonen har som allerede nævnt mange ansigter, ikke bare i forhold til de enkelte forskellige kunstformer, men også inden for samme kunstform. Selvfølgeligt er dæmonen altid karakteriseret ved det, der svarer til en stemme, der siger: “Du er elendig til det du prøver på at foretage dig”.
Du er en dårlig trommeslager.
Du er en elendig maler.
Overalt i kunsten
Dæmonen kan også ramme skribenter, men her er der ofte lidt mere styr på den. I al fald i det mere videnskabelige eller beskrivende arbejde. Selv om… ja, dæmonen har naturligvis også en måde at vise tænder på her. Verdensberømte forfattere, der alligevel synes, at de har skrevet noget lort.
Alligevel vil jeg påstå, at det specielt er i de mere skabende og “følsomme” kunstarter som musik og billedkunst, at dæmonen huserer. Og muligvis mere i billedkunsten end i musikken. Musikken kan trods alt i højere grad vurderes, øves, analyseres.
Musikken synes også at have et mere simpelt bedømmelsesgrundlag, når det drejer sig om kvalitet. Man kan ikke på samme måde diskutere, om noget musik er “godt”, f.eks. om det stemmer, om det er falsk, om det er forkert (på den måde at akkorderne eller rytmen er ujævn eller på anden måde “forkert”).
Mange af disse forhold kan man ligefrem måle. Men i billedkunsten er det, som om at den individuelle faktor er skruet op på max.
Til gengæld kan dæmonen være altødelæggende for musikeren, hvis den finder på at angribe under den direkte performance, på scenen.
Her angriber dæmonen ikke bare som en kombination af tanke og følelse, men den bemægtiger sig også opmærksomheden. Og derved blokerer den for adgangen til det kreative “flow”, der i princippet er umuligt at beskrive eller analysere, men som enhver musiker, specielt de, der improviserer, kender til.
Det “flow” der er en tilstand, en mental tilstand, og den er nødvendig for at “være i musikken”. “Ind i musikken” som Peter Bastian beskrev tilstanden for en del år siden.
Musikken har imidlertid den fordel, set ud fra et dæmon-bekæmpelses-sysnspunkt, at dens “genstand” forsvinder igen, lige så hurtigt som den er spillet.
Selvfølgeligt kan det være svært at kæmpe sig tilbage på scenen, hvis man føler, man har lidt et større nederlag, men der er på en måde altid et håb i musikken. Man kan bare øve sig noget mere.
Og så er der det forhold, at orkesteret er en slags sammenhold imod verden. Hvis vi er flere på scenen, der synes at det rocker, swinger eller funker sammen, jamen så bliver det en slags objektiv virkelighed. Og så er der ofte det dionysiske element, udtrykt som slogan fra Tuborg: Øl gør noget ved musikken.
Kunsten som beskæftigelse, som aktivitet, er en dæmonisk besættelse
Billedkunstneren står alene med dæmonen
Billedkunstneren står her alene på en anden måde. Og de malerier, som billedkunstneren har skabt, står altid tilbage. Om mandagen griner de ham hånligt i ansigtet som det argeste lort, om tirsdagen er de geniale, om onsdagen middelmådige.
Aldrig kan billedkunstneren se sine egne værker objektivt udefra, altid er han eller hun alene om at “tro på dem”, og uden noget fast holdepunkt i kvalitets-bedømmelsen.
Jo, der ER holdepunkter, der ER forskellige mulige kvalitets-kriterier, og der er afgjort nogle billedkunstnere, der kan og vil mere end andre. Men også nogle, der synes hypet som geniale, men hvor man vitterligt skal opbyde al sin velvilje for at se noget interessant eller smukt i deres arbejder.
Og hvem er hvem, hvor er JEG som kunstner i alt dette? Er jeg også bare en “charlatan”, en fusentast, en fantast, en fup-og fidus-mager?
Det dæmoniske i kunsten er imidlertid ikke bare de angreb, som dæmonen foretager på kunstnerens selvtillid. Kunsten som beskæftigelse, som aktivitet, er en dæmonisk besættelse. Og naturligvis kan netop besættelsen blive den afgørende styrke i angrebet på kunstneren.
Var man f.eks. kun perifert optaget af at kradse lidt med en blyant på et stykke papir eller blot distræt sidde og tromme lidt, fordi man kedede sig, var sagen jo anderledes enkel. Det man ikke anstrenger sig for, det man ikke sætter sine kræfter og vilje ind på, har næppe nogen særlig magt.
Du kan ikke tage noget med dig i graven. Hverken musikken eller maleriet
Det er, som yogierne har kendt til i årtusinder, selve begæret efter resultatet i kunsten, der er dæmonens virkelige styrke.
Men heri ligger måske også løsningen på det hele, dvs. løsningen på besættelsen og den evindelige kritik. Man må lade stå til. Man kan anstrenge sig, men må alligevel være overbærende med resultatet. Man må lære ikke at identificere sig med det skabte, med værkerne.
Jagten på tilfredsstillelse gennem den viljesbestemte akt og sansningen er, som de østerlandske har sagt det, ørkesløs. Eller som det hedder i vores kristne budskab: Du kan ikke tage noget med dig i graven. Hverken musikken eller maleriet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og