Christian IV og alt det der

i Featured/Danmark/Kultur/Liv & Mennesker af

Det er efterhånden et par år siden. Så jeg kan ikke påstå, at det er noget, der sker jævnligt. Jeg var på vej over Amagerbrogade i fodgængerfeltet ved Holmbladsgade, da en midaldrende mand, der var  på vej over gaden i modsat retning, pludselig udbrød: ”Skrub hjem, hvor du kommer fra”.

Jeg blev egentlig lidt paf. Ikke så meget over det racistiske i hans udbrud. Min mor er dansk og min far er fra Ghana i Vestafrika, og mandens salve var helt åbenbart udløst af min mørke hudfarve. Nej, mere over, at lige netop jeg var mål for udbruddet. Jeg er godt og vel to meter høj, og drøjden fejler heller ikke noget. Så racistiske ytringer er jeg faktisk forskånet for. Racister har det mere med at udvælge sig mere forsvarsløse ofre.

Men altså, nu var udbruddet for en gangs skyld rettet mod mig. Jeg stoppede op i fodgængerfeltet, vendte mig om, og sagde: ”Jeg er født på Frederiksberg”. Det gjorde åbenbart manden lidt forvirret. ”Øh, nå”, svarede han. Og skyndte sig videre.

Jeg er faktisk ret stolt over at være dansk. Ikke bare over at have et dansk pas. Jeg er stolt over mine danske rødder. Mine danske aner. Af samme grund har jeg dyrket slægtsforskning lige siden jeg var teenager.

Slægtsforskning

Lige så vel, som jeg har forsket i min slægt under besøg i Vestafrika, har jeg i snart 40 år gransket i mine danske aner, hvis liv og levned har udspundet sig i København, på Amager, i Skagen, i Glostrup, i Vejle, i Fredericia – for blot at nævne nogle af lokaliteterne.

Jeg ville nok have slægtsforsket uanset min etniske sammensætning. Research og det at løse gåder appellerer til mig. Men jeg må nok erkende, at den racisme, jeg fra tid til anden har oplevet i min opvækst i Danmark, den tilbagevendende antydning af, at jeg ikke ”hører til” her i landet, i nogen grad har drevet det genealogiske engagement.

Når der fra tid til anden er mennesker, som alene ved et enkelt øjekast tager for givet, at jeg ikke hører hjemme i Danmark, så er det at kunne sin slægtstavle, altså et ufattelig godt immunforsvar. At kunne smile overbærende ad personen bag sådanne smalsporede udfald og tænke: ”Mine forfædre har boet her i Københavns-området gennem i hvert fald 12 generationer. Jeg kan deres historie ud og ind. Og du, kære ven, har sikkert ikke en gang styr på, hvad dine oldeforældre hed”.

thomas_lindemann_1576-1632
Professor, dr. jur. Thomas Lindemann den Ældre

Tillad mig at præsentere en af disse mine forfædre. Min tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-oldefar Thomas Lindemann den Ældre. Han levede fra 1575 til 1632, var professor, dr. jur., gesandt og rektor for universitetet i den tyske østersøby Rostock. Selv om han var tysker, er han vigtig for mig og min danske selvforståelse.

Thomas Lindemann den Ældre stod i forbindelse med Danmarks daværende konge, Christian IV, og sidstnævnte var den direkte årsag til, at hans søn, Thomas Lindemann den Yngre, flyttede til København og der grundlagde den danske gren af Lindemann-slægten. Og dermed er skyld i, at jeg eksisterer. Mere dansk kan det for pokker da næsten ikke blive.

Trediveårskrigen

Vi skriver år 1621. Det var tre år siden, at begivenheder i Böhmen havde udløst det, der skulle blive kendt som Trediveårskrigen. Tjekkiske protestanter havde i et oprør mod den tysk-romerske kejser, Ferdinand II, smidt hans statholder ud af vinduet fra kongeslottet i Prag. (Der er meget langt ned til voldgraven nedenfor. Jeg har selv stået og kigget ud af vinduet).

Det blev starten på den krig, der skulle hærge Europa fra 1618 til 1648. Egentlig en række indbyrdes sammenhængende småkrige, der tog afsæt i et opgør mellem katolicismen og protestantismen. Og i bund og grund handlede om, hvor meget magt den tysk-romerske kejser skulle have over fyrsterne rundt omkring i hans vidtstrakte rige.

I Danmark var den rastløse Christian IV mere end villig til at kaste sig ud i krigen. Han så sig selv som leder af en protestantisk alliance. Hellere ham selv, end at den svenske konge, Gustav II Adolf iførte sig den protestantiske førertrøje. Men rigsrådet i København manede til besindighed. Så krig blev det ikke til for Christian IV lige med det samme. I stedet arbejdede han videre på sin plan om med mere fredelige metoder at styrke sin position i Nordtyskland.

Stiftspolitikken

Her lå der en perlerække af små fyrste- og bispedømmer. Stifter. De var stærkt eftertragtede af tyske hertuger. Her kunne disse placere deres yngste sønner i bispeembeder. Så var de sørget for økonomisk, og samtidig øgede man sin politiske magt i det pågældende område.

Christian IV, der selv var ”hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmaresken, greve udi Oldenburg og Delmenhorst”, forfulgte med stor ivrighed denne ”stiftspolitik”. Han var mere end opsat på at få placeret sine to yngste sønner, Frederik og Ulrik, i stifter i Nordtyskland. Nærmere bestemt var Christian IV ude efter at få dem placeret i ærkebispedømmet Bremen og bispedømmerne Verden, Osnabrück og Halberstadt.

Rejsen til København

Den 5. september det år – altså 1621 – satte Thomas Lindemann den Ældre afsted fra Rostock. Han var ledsaget af byens borgmester, Joachim Schütte, og en rådmand Johann Luttermann. De tre skulle til København og forhandle med den danske konge. Gesandtskabsrejsen gjaldt en af byens Rostocks allervigtigste eksportvarer, rostocker-øllet.

I foråret 1621 havde Christian IV indført en stærkt øget told på øl fra Tyskland. Det tyske øl var bedre end det danske. Men kongen ville med sit skridt fremme produktionen af hjemlig, dansk øl. Importrestriktionerne virkede, og var til stor skade for ikke mindst Rostock. Det tyske ølsalg i Danmark styrtdykkede, og efterhånden var det kun de allermest velstillede, der kunne drikke den populære Rostocker Mumme.

pov-rostock
Den nordtyske havneby Rostock i 1600-tallet

Derfor blev de tre forhandlere sendt af sted til den danske hovedstad. Professor Lindemann var helt klart med som den juridiske problemknuser. Han kunne den slags. Thomas Lindemann havde været juridisk rådgiver for byen Padua i Italien, ligesom han nu var det for blandt andre hertugen af Lüneburg og dennes mor samt enkehertuginden af Crous.

Schütte, Luttermann & Lindemann ankom til København den 12. september. Godt klædt på hjemmefra. Med sig havde de kreditiver fra Rostock og mæglingsskrivelser fra både Johan Albrecht II, hertug af Mecklenburg-Güstrow, og ridderskabet i Mecklenburg. Dertil kom tilsvarende skrivelser fra Christian IV’s lillebror Ulrik, der var fyrstebiskop i Schwerin, og fra hans mor, enkedronning Sofie. På vej op gennem Danmark havde de tre rostocker-udsendinge åbenbart gjort holdt hos Christian IV’s mor, der residerede på Nykøbing Slot på Falster. Hun var stadig en magtfuld kvinde – landet rigeste af slagsen. Og så skadede det jo ikke, at hun var tysksindet.

Sveriges første diplomat

De tre kom i audiens hos konge og rigsråd. Det var en begivenhed, der blev fulgt nøje af andre europæiske lande. Blandt andet af Sverige. I Helsingør sad den svenske toldkommissær og agent Anders Svensson – en yderst kapabel mand, der siden er blevet kaldt ”Sveriges første diplomat”. Den 18. september sendte han en depeche afsted til sin konge, Gustav II Adolf, der befandt sig i Riga ovre i Baltikum. Som led i den eskalerende trediveårskrig havde den svenske konge bare tre dage forinden erobret denne strategisk vigtige handelsby. Og det fik Christian IV til at frygte, at hans svenske rival også ville begynde at kaste sin kærlighed på fyrstedømmerne i Nordtyskland.

I depechen til den svenske konge hedder det: ”Vthij Kiöpenhamn ähr en gesant ifrån Råstock ankommen medh (som berättes) 50.000 rijkzdaler sampt åtschillige förschriffter till h:m:tt medh flitigdt anhållande, at de här vthij Danmark medh deras öhl såsom tilförne frijtt handla måge. De tilbiuda h: m:tt åhrligen en summa penninger och des förvthan af huar bryggningh, som vthij Råstock brygges, en tönna öhll. Man kan ähn intet förnimma, huadh swar de bekomma”.

Altså: Thomas Lindemann og de andre udsendinge fra Rostock havde ankommet til København med 50.000 rigsdaler og adskillige skrivelser til kongen. Og de tilbød hans majestæt kong Christian en årlig sum penge samt en tønde øl af hver brygning, hvis de danske importreskriptioner mod Rostocker-øl blev ophævet.

Når der fra tid til anden er mennesker, som alene ved et enkelt øjekast tager for givet, at jeg ikke hører hjemme i Danmark, så er det at kunne sin slægtstavle altså et ufattelig godt immunforsvar.

Den danske konge gik ikke med på forslaget. Han ville fortsat fremme dansk ølbrygning, og takkede nej til det ellers generøse udspil fra Schütte, Luttermann & Lindemann. Men, der skete noget, som givetvis var langt vigtigere under forhandlingerne.

Som Anders Svensson, den velunderrettede svenske agent, videre skrev til sin konge: ”Här berättas, at den brehmesche saken fulkommeligen endat ähr. Konungens son skall wara antagin för coadiutor, och gesandterne skola wara på hemwägen. Man menar, at h: m:tt hafuer måst ingå swåre conditioner, för än det så widt kommit ähr”.

Med andre ord: Det var lykkedes Christian IV at få den ene af sine sønner – Danmarks senere kong Frederik III – placeret i embedet som ”koadjutor”, vicebiskop, i Bremen.

Den danske konges stiftspolitik i Nordtyskland var omsider begyndt at komme i omdrejninger. Og under de ”svære” forhandlinger i København var parterne blevet enige om yderligere en ting. Christian IV havde besluttet at gøre Thomas Lindemann den Ældre til juridisk rådgiver for prins Frederik, der her i september 1621 var bare 12 år gammel.

Hvor meget Christian IV og min tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-oldefar stod i forbindelse med hinanden, ved jeg ikke. Men det står klart, at der nu var kommet hul på bylden med hensyn til stiftspolitikken. I 1622 blev prins Frederik koadjutor og året efter biskop i Verden Stift. Og i 1624 blev han så koadjutor i Halberstadt.

I 1624  kom turen også til lillebroderen prins Ulrik. Han blev udpeget til biskop i Schwerin. Men da Christian IV spurgte Thomas Lindemann den Ældre om han ikke også ville være juridisk rådgiver for prins Ulrik, takkede den travle jurist og diplomat pænt nej. Han havde hænderne fulde. Der var krig i Europa.

Kejserkrigen 1625-29

Til det danske rigsråds store ærgrelse, lod den enerådige Christian IV sig lokke ind i Trediveårskrigen i 1625. England, Frankrig og Nederlandene havde lovet at støtte ham militært, hvis han stillede sig i spidsen for kampen mod kejser Ferdinand II og Den Katolske Liga. Christian IV fik kun meget lidt af den lovede støtte, men klarede sig i starten fint. I 1626 udmanøvrerede han den katolske hærchef Johann Tillys styrker nord for Hannover, ligesom han neutraliserede Ferdinand II’s hær, der var ledet af general Albrecht von Wallenstein. Men i 1627 gik både Tilly og Wallenstein over Elben og erobrede Jylland. Det var et spørgsmål om Danmark som land overhovedet havde en fremtid.

Det internationale diplomati kom dog i fulde omdrejninger. Og i 1629 fik man så forhandlet sig frem til Freden i Lübeck, fredsaftalen, der gjorde en ende på Danmarks medvirken i Trediveårskrigen. Ferdinand II og Den Katolske Liga gik med til at aflevere Jylland tilbage til Christian IV. Imod at den danske konge ikke længere blandede sig i den tyske krig. Ligesom at han måtte afstå de nordtyske områder, han så møjsommeligt havde arbejdet for at placere sine sønner i. Christian VI’s stiftspolitik var slut.

Thomas Lindemann den Ældre var en af de mange jurister og diplomater, der i denne tid arbejdede på højtryk for at redde de europæiske konger og fyrsters kastanjer ud af ilden. I februar 1628 var det ham, der blev valgt til at drage fra Rostock til Prag for at forhandle med den tysk-romerske kejser, Ferdinand II. Og fire måneder senere dukkede Thomas Lindemann så op i Güstrow, hvor han skulle forhandle med general Wallenstein.

Slægtskabet med Luther

Thomas Lindemann var protestant. Så der var ingen tvivl om, hvilken side, han stod på i religionskrigen. Han var oven i købet i familie med selveste Martin Luther, manden, der gav stødet til hele Reformationen. Luthers mor hed Margrethe Lindemann, og Thomas var sønnesøn af hendes bror Georg Thomas Lindemann.

Da Thomas Lindemann den Ældre var på gesandtskabsrejse til Prag i 1628, havde han sin 18-årige søn Thomas med. Og på vejen hjem til Rostock, blev Thomas Lindemann den Yngre sat af i Wittenberg. Han skulle læse til præst på universitetet i den by, hvor Luther selv havde læst og undervist i teologi godt 100 år tidligere.

I 1632 kaldte Thomas Lindemann den Ældre sin søn hjem fra Wittenberg. Den gamle jurist var syg i Rostock. Og den 14. marts døde han så. Men sin søn ved dødslejet.

christianspris
Fæstningen Christianspris, hvor kongen hørte Thomas Lindemann den Yngre prædike

Kaldt hertil af kongen

Thomas Lindemann den Yngre – min tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-oldefar – blev præst. Åbenbart en god en af slagsen. For Christian IV hørte ham prædike og bed mærke i ham. Det var da unge Thomas engang i 1630’erne forrettede gudstjeneste i Christianspris. Det var den lille, danske grænsefæstning ved indløbet til Kielerfjord, som Christian IV var begyndt at bygge i 1631. Byggeriet var affødt af de bitre erfaringer to år tidligere, hvor Wallenstein og hans styrker havde besat hele Jylland.

Det var i 1637, da København blev ramt af en frygtelig pestepidemi, at kongen atter kom i tanke om Thomas Lindemann den Yngre. Flere end 5000 mennesker døde under pesten i den danske hovedstad. Blandt andre Wilken Langhorst, præsten i Sankt Petri Kirke i Nørregade. Sankt Petri var byens tyske kirke. Det var her tyskerne kom. Og det betød en stor del af landets embedsmandsværk, der var tyskere eller i hvert fald tysktalende.

sankt-petri-kirke
Sankt Petri Tyske Kirke i København i dag – set fra Nørregade. Eget foto.

Nu var præsten for den tyske kirke i København altså død. Der skulle straks findes en ny. Den 6. februar 1638 gav Christian IV biskoppen i København, Hans Resen, befaling om at installere og indsætte dr. Thomas Lindemann i embedet. Der blev i hast sendt bud til ham i Rostock. Og han kom.

Efterslægten

Thomas Lindemann den Yngre blev stamfader til en stor og vidt forgrenet slægt i Danmark. Som et kuriosum kan nævnes, at man blandt hans efterkommere finder digterpræsten Steen Steensen Blicher. Et tip-tip-oldebarn af Thomas.

Selv er jeg tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-oldebarn af præsten, som Christian IV kaldte til København dengang for 378 år siden. Min familie har boet her i Danmark lige siden. Hvis nu jeg lige skal holde mig til den gren af slægten.

Jeg er dansk. Og føler mig stolt af at være det. Så hvis jeg nogensinde igen støder på en eller anden person, der føler sig kaldet til at råbe ”Skrub hjem, hvor du kommer fra” efter mig, så må I have mig undskyldt. Vedkommende får nok bare et overbærende smil fra min side. For der er sikkert ikke tid til at udbrede sig om øl fra Rostock, Christian IV og alt det der. Den gamle konges stiftspolitik i Nordtyskland i begyndelsen af 1600-tallet er nok heller ikke lige det, disse selvudråbte forkæmpere for ”danskhed” er mest skarpe i.

Kilder blandt andre:

* “Etwas von gelehrten Rostockschen Sachen”, Rostock 1737‑1742.

* Niels Blichers Avtobiografi, 1830.

* Reinhold, Werner: “Chronik der Stadt Rostock”. Rostock, 1836.

* Dr. Otto Krabbe: “Aus dem kirchlichen und wissenschaftlichen Leben Rostocks”, Berlin. Verlag von Gustav Schlawitz, 1863.

* Allgemeine deutsche Biographie, vol. 18, Berlin, 1883/1969.

* Wedgwood, Cicely Veronica: “The Thirty Years War”, London, 1938/1995.

* Tandrup, Leo: “Svensk agent ved Sundet. Toldkommissær og agent i Helsingør Anders Svenssons depecher til Gustav II Adolf og Axel Oxenstierna 1621-1626”. Universitetsforlaget i Aarhus, 1971.

* Lindemann-mappe på Rostock Byarkiv.

Foto: Wikimedia Commons, Philip Sampson.

Kunne du lide min artikel? POV lønner ikke sine skribenter men du kan donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Philip Sampson, født 1959 på Frederiksberg, er uddannet journalist. Han har arbejdet på Politiken, DR og Ritzau. På sidstnævnte virkede han på bureauets udlandsredaktion fra 1988 til 2011. Philip er opvokset i London som søn af en ghanesisk far og en dansk mor. Han har gennem årene beskæftiget sig indgående med racisme og højreekstremisme, bl.a. i samarbejde med antiracistiske organisationer som Expo i Stockholm og Searchlight (i dag Hope not Hate) i London. På baggrund af sin mangeårige tilknytning til den københavnske motorcykelverden, har han gennem årene kunnet levere ganske præcise analyser af konflikterne i bikermiljøerne både i ind- og udland. Philip er i dag selv medlem af Harley-Davidson Club Herlev. Journalistisk set er Philip Sampson graver af natur. Denne interesse bruger han i dag især på historisk research.
Kan du lide Pov.International så bliv abonnent for eksempelvis 25 kr. om måneden. Kan du lide denne artikel, kan du også vælge at donere et beløb efter eget valg til forfatteren. Philip Sampsons MobilePay er: 2083 9096.