LGTB+ // INTERVIEW – Muhsin Hendricks har givet muslimer i Cape Town et sikkert rum for bøn og rådgivning siden 1996, skriver journalist Sara Bang i denne artikel, der er syndikeret i samarbejde med Verdens Bedste Nyheder. Det traditionelle muslimske miljø fordømmer ham, men alligevel spreder Muhsin Hendricks fortsat sit budskab om, at det ikke er uforeneligt at være homoseksuel og muslim.
”Et hjerte kan ikke indeholde både tro og frygt,” siger Muhsin Hendricks. For det kræver mod at springe ud som homoseksuel i et miljø, der anser homoseksualitet som en synd, der kan straffes med døden.
Muhsin Hendricks er imam og har viet sit liv til at forene islam og homoseksualitet. Han opbygger queer-muslimers selvværd igennem undervisningsforløb, der arbejder med personlig accept og andre fortolkninger af Koranens ord. Han finder sin styrke i troen til at stå igennem fordømmelse fra det muslimske miljø, og det har den 55-årige queer-imam gjort i over 25 år.
Tilbage i 1996 åbnede Muhsin Hendricks for første gang sin garage for samtaler med LGBT+-personer i Cape Town, Sydafrika. Han var netop selv sprunget ud som homoseksuel, og er derfor verdens første åbne queer-imam.
Homoseksuel muslim
”Mit behov for at være autentisk var meget større end frygten for at dø,” fortæller Muhsin Hendricks med ro i stemmen på en forbindelse til Cape Town.
Han er født ind i en traditionel muslimsk familie. Hans farfar var imam, og begge hans forældre arbejdede i den lokale moské. Som ung rejste han til Pakistan, for at studere Koranen, og blev gift med en kvinde, da han kom tilbage til Sydafrika. Seks år efter lod han sig skille; han kunne ikke undertrykke sin seksualitet længere.
Jeg er homoseksuel. Jeg ved, hvad jeg har været igennem. Jeg blev gift og troede, det ville ændre mig.
“Efter tre måneder i isolation og 80 dages faste stod det klart, at jeg var i stand til at acceptere, hvem jeg var,” fortæller Muhsin Hendricks om tiden lige efter skilsmissen. På det tidspunkt havde det ingen betydning, hvad andre tænkte. Han havde fundet sig selv.
”Jeg er homoseksuel. Jeg ved, hvad jeg har været igennem. Jeg blev gift og troede, det ville ændre mig,” fortæller Muhsin Hendricks. Derefter mistede han sit job i moskéen, hans mors familie slog hånden af ham, og det muslimske miljø i Sydafrika fordømte ham.
Spirituel aktivist
Men Muhsin Hendricks fandt ud af, at hans personlige konflikt mellem sin seksualitet og islam var en splittelse, han ikke stod alene med.
”For mange muslimer er deres muslimske identitet og deres seksuelle identitet begge meget iboende. Det er ikke muligt at opgive den ene for den anden,” siger han. Troen er forbundet med dine værdier, din familie og din opvækst, forklarer han.
I 2011 havde en queer-muslim fra hans menighed været til fredagsbøn i en traditionel moské, og hele prædikenen havde fordømt homoseksualitet. ”Derefter svor han, at han aldrig ville tage tilbage til en moské, fordi han følte, det ikke var et sikkert sted at bede,” fortæller Muhsin Hendricks.
”Jeg mener hverken, at islam eller Koranen er homofobisk, men jeg mener, at det muslimske miljø kan være homofobisk,
Derfor startede menigheden deres egen moské, hvor mennesker kan være sig selv og bede i et fordomsfrit miljø. Moskéen er indrettet i en industribygning i udkanten af Cape Town, og den danner fortsat ramme om Muhsin Hendricks’ arbejde. Han hjælper de 80 tilknyttede muslimer i sin menighed med at finde et personligt ståsted i islam, men underviser også andre afrikanske imamer, som ikke selv er queer, for at skabe en større tolerance og bevidsthed i det muslimske miljø generelt.
”Nu får op mod tusind muslimer i afrikanske lande mere positive og inkluderende budskaber i deres fredagsbøn,” siger Muhsin Hendricks, der indtil videre har haft 36 imamer på besøg i Cape Town, fra blandt andet Kenya, Ghana, Nigeria og Zambia.
”Flere lande i Afrika ser til Sydafrika for inspiration,” siger Muhsin Hendricks, for Sydafrika er faktisk et meget progressivt land, når det kommer til rettigheder for LGBT+-personer.
Moderne menneskesyn
Allerede i 1994, ved afskaffelsen af apartheid, blev det lovligt at være homoseksuel og forbudt at diskriminere mennesker på grund af deres seksuelle orientering. Før blev homoseksualitet straffet med op til syv års fængsel.
Tilbage i 2002 blev det lovligt for homoseksuelle i Sydafrika at adoptere, og i 2006 blev det lovligt for par af samme køn at gifte sig. De samme ting blev mulige i Danmark i henholdsvis 2010 og 2012.
Fatwaen fordømmer alle homoseksuelle, men Muhsin Hendricks opfatter det også som en åbenlys fordømmelse af hans arbejde og aktivisme.
Og at menneskerettigheder ligger den sydafrikanske befolkning på sinde, afspejles også i en undersøgelse fra 2021, der viser, at 71 procent af befolkningen accepterer homoseksualitet. 60 procent er enige i, at det skal være muligt at gifte sig med en af samme køn, og faktisk har knap hver femte voksne person i Sydafrika været til et bryllup hos et homoseksuelt par.
Men selvom størstedelen af befolkningen støtter homoseksualitet, blev der alligevel udstedt en religiøs dom imod homoseksualitet i Sydafrika i år. Det muslimske miljø anerkender stadig ikke homoseksualitet for de omkring 350.000 muslimer der bor i landet, hvor de udgør omkring tre procent af befolkningen.
Fatwa
Den muslimske religiøse dom, fatwaen, blev udstedt af Det Retslige Muslimske Råd, og erklærer, at det ikke er muligt at være homoseksuel og muslim på samme tid. Den blev udstedt oveni årets Pride-fejring i Cape Town og lige efter premieren på dokumentarfilmen The Radical, der handler om Muhsin Hendricks’ arbejde som homoseksuel imam og hans aktivisme for LGBT+.
”En fatwa er en meget seriøs religiøs dom,” siger Hendricks, der ærgrer sig over, at det muslimske miljø ikke vil moderniseres, selvom Sydafrika er moderne i forhold til rettigheder for LGBT+-personer.
”Jeg mener hverken, at islam eller Koranen er homofobisk, men jeg mener, at det muslimske miljø kan være homofobisk,” siger Muhsin Hendricks.
Fatwaen fordømmer alle homoseksuelle, men Muhsin Hendricks opfatter det også som en åbenlys fordømmelse af hans arbejde og aktivisme.
”Der er ikke mange mennesker i LGBT+-miljøet, der er villige til at arbejde med religion, selvom det ofte er religion, der er drivkraften bag homofobi,” siger Muhsin Hendricks.
”Så jeg beder til, at der kommer mange flere queer-imamer i fremtiden, som kan fortsætte arbejdet med islam, homoseksualitet og kønsidentiteter.”
Imam på sociale medier
Når Muhsin Hendricks ikke er aktivist og skal slappe af, sætter han gerne en Bollywood film på. “Jeg elsker bare kulturen og farverne, det er min ting,” siger Muhsin Hendricks, og det er tydeligt at se på hans sociale medier.
På TikTok og Instagram ligger Muhsin Hendricks videoer op, hvor han imiterer Bollywoodsange, klæder sig ud og leger med kønsidentiteter. “Det hele bliver så alvorligt, vi skal også have det sjovt,” siger han, efterfulgt af en varm latter.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her