TRO & DEMOKRATI // INTERVIEW – Chadi El-Cheikh Hassan er konservativ debattør og opsat på dialog. Han taler for et midlertidigt asylstop og for retten til at være sig selv uden at tilpasse sig flokken. For friheden ligger ikke i at afsværge sin baggrund og forsøge at tækkes flertallet. “Udskamning og udgrænsning er kontraproduktiv for integrationen. Frihed må også være friheden til at vægte sine identiteter og traditioner, som man vil”, siger han, der også er skuffet over sin relation med islamkritiker Karen West.
I virkeligheden forsvarer han en klassisk liberal dyd som individets frihed.
Den libanesiskfødte Chadi El-Cheikh Hassan er årgang 1980 og erklæret konservativ. Han gav sig til kende i offentligheden, da han i 2017 præsenterede sig som fætter til den terrormistænkte Basil El-Sheikh Hassan.
Religion hindrer ikke i sig selv et liv som integreret i det danske samfund. Selv er han er et eksempel på, at troen godt kan forenes med demokratiet og moderniteten
Den forsvundne Basil var sigtet for drabsforsøg på den islamkritiske Lars Hedegaard fra Trykkefrihedsselskabet. Senere er Basil blevet kendt som dronekrigeren, der holdt yazidi-slaver i Islamisk Stat. Nu er Basil – vist nok – død.
I Berlingske skrev Chadi El-Cheikh Hassan en kronik i 2017, hvor han understregede, at besøg i moskéen kan føre til meget ondt. I kronikken uddybede han, hvordan nogle imamer og visse miljøer trækker de troende væk fra det danske fællesskab.
Men han fastholder, at religion ikke i sig selv hindrer et liv som integreret i det danske samfund. Selv er han er et eksempel på, at troen godt kan forenes med demokratiet og moderniteten, især hvis man som Chadi vokser op blandt danskere og tager deres normer til sig:
”Mine venner var danske. Det gjorde mig dansk.”
Den terrormistænkte Basil kom fra bedre kår end Chadi selv, men havde sin gang i de forkerte miljøer. Og hvor den ingeniøruddannede Basil havde alle muligheder for at blive en integrationssuccés og gøre sine forældre stolte, blev han ifølge sigtelsen attentatmand og knuste sin mors hjerte.
I kronikken fortæller Chadi Hassan også, hvordan moren forgæves forsøgte at holde sin søn fri af dårligt selskab, mens ingen andre anede uråd. Det dårlige selskab fandt Basil ovre i moskéen.
Taget til indtægt
Den unge muslims kritik af politisk islam i kronikken førte ham i armene på et helt særligt segment i danskerdebatten. Han blev proselyt hos en anden islamkritiker: Karen West. Men det har han fortrudt, fortæller han:
”Hun skubber unge muslimer foran sig, for selv at lyde mindre ekstrem end hun er. Hun påstår, at hun er socialdemokrat – men hun hører til på den yderste højrefløj. Det er da også der, de fleste af hendes åndsfæller er,” siger han.
Chadi El-Cheikh føler sig i dag både brugt og manipuleret, han taler billedligt om at blive hacket af Karen West. ”Hun har en politisk og en personlig agenda.” Den vogn spænder hun andre for, mener den konservative debattør.
Den konservative debattør synes godt om andre og forskellige offentlige figurer som Yahya Hassan og også to, der ligger i åben strid med hverandre: Naser Khader og Sherin Khankan
Chadi El-Cheikh oplever, at de selverklærede islamkritikere uden relation til religionen sætter en naturlig udvikling i stå ved at kapre den. Forandringen henimod en sekulær udgave af islam skal komme fra muslimer selv, mener han. Den kan ikke komme fra Ny Borgerlige og ligesindede.
Den konservative debattør synes godt om andre og forskellige offentlige figurer som Yahya Hassan og også to, der ligger i åben strid med hverandre: Naser Khader og Sherin Khankan.
Om den kvindelige imam siger han, at ”hun gør et godt arbejde.” Og når Chadi El-Cheikh kritiserer, at nogle muslimer i Danmark generaliserer ud fra deres personlige erfaringer, er det ikke den unge døde digter, han har i tankerne.
Troen som redningskrans
Moderniseringen af islam kan ikke foregå hånd i hånd med ideologer, der misbruger religionsdebatten og kulturkritikken til at opmale mindretal som forkerte, siger han videre. Og hvorfor så ikke det? Er der ikke brug for dansk retledning, når moderne muslimer er på sporet af en totaltilpasning i Danmark?
Nej, mener Chadi El-Cheikh. For så vil genstandene for ‘forkertgørelsen’ gribe endnu hårdere fat om deres tro og traditioner. De vil sætte hælene i.
Det er i forvejen den effekt, livet i diasporaen har: Man lader alt andet bag sig: landet, sproget, slægten, arbejdet – alt, hvad man kender og er knyttet til. Så holder man oplagt desto mere fast i troen. Med tiden udvikler troen sig til en ideologi, forklarer Chadi El-Cheikh: ”Og dét er farligt.”
Velfærdsstaten tiltrækker mennesker med hjælp behov og ikke dem, der kan selv, siger han. ‘Jeg går ind for et midlertidigt asylstop. Og vi er nødt til at gøre noget for at tiltrække de veluddannede indvandrere’
Lige her har vi måske kernen i det, der kan køre helt af sporet. Definitionen af sig selv som en del af ummahen (det muslimske verdensfællesskab) er et naturligt og givtigt holdepunkt. Der er solidaritet og omsorg i det fællesskab. Men det er et tilhørsforhold, som kan forstærke udenforskabet i det store fællesskab, som det danske samfund udgør.
Chadis fætter Basil drev modsætningsforholdet mellem øst og vest ud i dets yderste konsekvens.
Bogstavtro tendenser
Hertil kan man lægge, at det gerne er de mest bogstavtro, der kommer til Danmark, vurderer Chadi El-Cheikh:
”Det er folk fra bunden af de samfund, de kommer fra.” Dem uden uddannelse og uden udsyn. Og hvordan kan det nu være?
Det skyldes økonomiske incitamenter, som den konservative debattør ser det: ”Dem, der virkelig har noget at byde på, søger andre steder hen, hvor de ikke bliver flået i skat.”
Velfærdsstaten tiltrækker mennesker med hjælp behov og ikke dem, der kan selv, siger han. ”Jeg går ind for et midlertidigt asylstop. Og vi er nødt til at gøre noget for at tiltrække de veluddannede indvandrere.”
Integrationen i Danmark er sværere end andre steder, påpeger han videre. Fordi danskerne er meget mere lukkede, end vi vil indrømme. Vores sprog og vores omgangsformer er svære at lære. Der er også meget, som forbliver usagt: ”Den ene dag lukker de dig ind. Den næste dag holder de dig ude. Det er ikke til at finde rundt i.”
Chadi El-Cheikh og Karen West
Men midt i moradset af reelle integrationsproblemer bliver de nationalkonservatives islamkritik til en besnærende forklaringsmodel. Italesættelsen af islam i Danmark er præget af, at dem, der kommer til orde, ofte er mennesker, der hverken er vokset op med islam (eller måske med religion i det hele taget) eller med kulturen i de muslimske lande.
Man kan som tilskuer godt få den tanke, at det store muslimske mindretal kun får en plads i diskursen om sig selv på gammeldanskernes nåde.
Karen West kan ikke tale om andet end muslimer og sex. Hvorfor kan hun ikke bare lade folk være i fred? Hvad kommer det hende ved, om andre kvinder bærer tørklæde? Hvorfor skal hun bestemme det?
Chadi El-Cheikh for sin del bryder sig ikke om, at kvinder dækker sig til. Heller ikke selv om det bare er håret. Men han bryder sig endnu mindre om, at andre skal bestemme over det, han ser som et privat valg, så længe det ikke er ansigtet, som tildækkes.
”Tag nu igen Karen West – hun kan ikke tale om andet end muslimer og sex. Hvorfor kan hun ikke bare lade folk være i fred? Hvad kommer det hende ved, om andre kvinder bærer tørklæde? Hvorfor skal hun bestemme det?”
Ligestilling er mange ting, påpeger den unge konservative. Og det er ikke kun muslimer, der har svært ved at komme på omgangshøjde med kvinders og mænds ligeværd og lige muligheder.
”Kan Karen West virkelig ikke få øje på mere påtrængende problemer i Danmark? Hvad med alle overgrebene på børn i Grønland? Er det ikke et ligestillingsproblem?”
Som Chadi El-Cheikh ser det, er de erklærede islamkritikere ude i et ganske andet ærinde end en frisættelse. Prisen for at tækkes danskhedsideologerne er høj, kan man forstå på ham: Man skal afsværge alt, hvad man kommer fra.
Hop fra flok til flok
Tanken om tilpasning som vejen til frihed forudsætter en forudfattet forståelse af, at danskheden er lutter frihed. Og er den for-forståelse nu også sand?
De danske islamkritikere vil ikke integrere de muslimske indvandrere og deres efterkommere, mener Chadi El-Sheikh. De vil enten assimilere dem eller udstøde dem. Muslimerne skal hugge en hæl og klippe en tå for at få lov at være med:
”Jeg kan ikke holde ud at se på alle dem, der sælger ud af sig selv for at tækkes disse mennesker. Det er jo ikke frihed at lave om på sig selv for passe ind i flokken, vel?”
Jeg er sekulær troende. Men det er mig og kun mig, der afgør, hvad jeg tror på. Det skal ingen komme og fortælle mig
”Assimilation er sindelagskontrol,” insisterer den unge konservative debattør.
Han vurderer, at tilbudet fra danskhedsideologerne går ud på, at indvandrernes efterkommere kan komme ind i varmen på nogle bestemte forudsætninger. De skal forlade den ene flok og afsværge alle dens værdier og traditioner, blot for at sværge troskab til en anden, den store flok, som sætter dagsordnen i Danmark. Den fulddanske:
”Jeg er sekulær troende. Men det er mig og kun mig, der afgør, hvad jeg tror på. Det skal ingen komme og fortælle mig.”
Identitetens pendulsving
Selv føler Chadi El-Cheikh sig stadig mindre dansk, som tiden går. Dels føler han sig skubbet ud af ideologer som dem, der knuselskede ham for en stund, og dels er han tiltrukket af det mangfoldige Libanon, han boede i som barn, fortæller han i interviewet.
Det i sig selv er et udsagn, som utvivlsomt kan give ideologierne om danskhed sure opstød. Og cirkelmigrationen turde vel netop ellers være en af det frie menneskes valgmuligheder: at rejse ud og måske en dag vende tilbage. Og igen er det friheden, der er under pres, når man skal brænde alle broer og lægge alt øde bag sig for at blive anerkendt som rigtig dansk.
Hvad nu, hvis identitet ikke er et nulsumsspil? Hvad hvis man godt kan være flere ting på én gang, og identificeringen med det ene og det andet går op og ned som flod og ebbe?
Den slags spørgsmål bakser han også med. For tilhørsforhold skaber ikke terror i sig selv. Og terrorisme er en kriminel handling, der allerede optræder i straffeloven.
Når Chadi El-Cheikh holder ramadan på sin helt egen hjemmeflikkede facon, er der eksempelvis “julepynt med i opstillingen”, fortæller han
Så ret beset behøver vi måske ikke tilføje en social udskamning af selve identiteten, som ikke er kriminel. Skal man tro Chadi El-Cheikh, er udskamningen og udgrænsningen nemlig kontraproduktiv for integrationen.
Frihed er for ham at se også være friheden til at vægte sine identiteter og traditioner, som man vil. Tænke og tro, føle og formene, som man gør, uden at være forkert af den grund.
Troen til forhandling
Der er meget dansk i muslimen Chadi El-Cheikh. Troens praksis er hele tiden til forhandling – hos ham selv og med ham selv. For troen er et individuelt anliggende, fastholder han.
Når Chadi El-Cheikh holder ramadan på sin helt egen hjemmeflikkede facon, er der eksempelvis “julepynt med i opstillingen”, fortæller han. Han faster også på nogle dage og ikke på andre. Han holder Eid og bryder fasten festligt hver aften i fastemåneden, hvis han er i selskab med andre, ”for så er det hyggeligt”.
Et centralt dansk begreb anvendt på det varme fællesskab, som ramadanmåneden byder på for både troende og kulturmuslimer.
Hvad skal der til for, at en moderat muslim som Chadi El-Cheikh kan deltage i debatten uden at blive taget til indtægt for projekter, som opstiller et valg mellem totaltilpasning og udstødelse?
Det er ikke denne danske muslim alt om at gøre at overholde alle Koranens forskrifter til punkt og prikke. Han taler endda for at styrke kristendommen som modspil til den islamiske fundamentalisme.
Chadi El-Cheikh nævner Libanons store kristne befolkning som en af det mellemøstlige lands mange goder. Hans Facebookside er spækket med naturskønne fotos af grønne vande i hans hjemland. Altså hans første hjemland, for Chadi hører til i to lande.
Den tilsandede samtale – fra Beirut til Birkerød
Den danske debattør skriver p.t. på en bog om barndommen under borgerkrigen og om mødet med Danmark som otteårig. Bogen vil efter planen udkomme næste år.
Men herudover har Chadi El-Cheikh ellers noget nær opgivet at deltage i debatten om integration i Danmark, siger han:
”Debatten kommer ikke ud af stedet, fordi den er så polariseret. Jeg vil ikke være med i en klapjagt på muslimer. Debatten er så forgiftet, at den ikke er til at være i.”
Efter interviewet slår det mig, at en del af integrations- og udlændingedebatten også handler om, hvordan vi taler sammen, og at der er behov for at tale mere sammen på en anden måde.
Hvad skal der til for, at en moderat muslim som Chadi El-Cheikh kan deltage i debatten uden at blive taget til indtægt for projekter, som opstiller et valg mellem totaltilpasning og udstødelse?
Hvad skal vi gøre for at sikre, at vigtige indsigter og fornuftige refleksioner som hans bliver ved med at lyde og får os alle sammen fremad i fællesskab?
LÆS MERE OM INTEGRATION I POV HER
Sara Høyrup er uddannet journalist, tolk og var i mange år domstolstolk. Hun skriver blandet andet om migration og terroranslag.
Topillustration: Chadi El-Cheikh. Privat billede.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
