Carsten Werge

Hurra for det gråsprængte guld

i Sport/TV af
TV-FODBOLD // KLUMME – De unge himmelstormere har al mulig grund og ret til at sætte sig på alt det, de kan. Men der er også en vis tilfredsstillelse ved, at det grå eller gråsprængte guld stadig kan være med, som Carsten Werges nye job som fodboldredaktør fik Kurt Lassen til at tænke over.

Den tæt på 62-årige kommentator Carsten Werge forlader TV3 Sport for at blive ny fodboldredaktør på TV 2. Han stopper hermed efter 23 år som fodboldkommentator hos NENT, der har rettighederne til blandt andet Superligaen, Premier League og Champions League. En af ugens mest positive nyheder – i hvert fald i min verden.

Altså, jeg mister godt nok stemmen, lyden af fodbold, men den er i forvejen væk fra de corona-tomme tribuner. Carsten Werges historiske kommentatorrøst ud i stuen forsvinder, og det er i sig selv ærgerligt, fordi han i årtier har været fodboldfaglig og journalistisk garant for, at den del af den store TV-pakke var i orden.

Drømmejob, jovist. Helt uopnåeligt for de fleste hjemme i sofaerne

Men jeg glæder mig på hans, TV2’s og i det hele taget arbejdsmarkedskræfternes vegne over, at han har takket ja til en chefstilling med ansvaret for TV2’s fodbolddækning, der kommer til at brede sig.

Ikke mindst med herrelandsholdets indtog på public service-kanalen. Jeg glæder mig over, at en mand, der snart runder 62 og har været igennem et opslidende sygdomsforløb, formår at lande sådan et stilling.

Han har stadig en god snert sort i frisuren, men er også et udtryk for, at vi har brug for det gråsprængte guld mere end nogensinde. For folk, der ved noget, faglighed og erfaring. Ved, hvad de snakker om. Også på de indre cheflinjer.

Sidste år ved denne tid havde jeg en interviewaftale med Jan Mølby på Tottenham Hotspurs Stadium i London op til Champions League-kampen mellem Tottenham og Leipzig. Han sad ned i hjørnet af presserummet og drak kaffe med sin makker Carsten Werge. Werge spurgte, om han måtte sidde med og lytte. Selvfølgelig.

Carsten Werge skal være fodboldredaktør hos TV2 SPORT

I al anstændig respekt for sådan en seances forløb og naturligvis med et par fakta og kommentarer undervejs. I sit rolige, sympatiske og kollegiale jeg. Han skulle flyve hjem klokken kvalme næste morgen, vende familien og det frivillige arbejde i badmintonverdenen i hovedstaden, inden han dagen derpå igen skulle på farten samme vej for at kommentere en Chelsea-kamp.

Den slags rejseaktivitet slider på kræfterne, når man har kørt samme trummerum for TV3/NENT igennem et par årtier. Drømmejob, jovist. Helt uopnåeligt for de fleste hjemme i sofaerne.

Jeg har sågar været en lille bitte smule chef for ham i et halvt års tid. Eller ikke sådan rigtigt, men blot haft ham i øret som redaktør på Match of The Day i OB-vognen. Og det bliver man altså i hvert fald ikke Carsten Werges chef af. Tværtimod går dessinerne mest den anden vej.

Fodboldkommentatorer deler vandene. Ofte ret sort-hvidt, enten kan man lide dem, eller også kan man ikke. Og Werge er velsagtens en af dem, der har lige mange haters hos henholdsvis Brøndby og FC København

Nogle år senere lavede jeg skriftlig efterkritik for TV3 hen over nogle måneder. Det er altid en ambivalent disciplin halvformelt at skulle kritisere kolleger eller folk fra egen branche. Og det var ikke så slemt lige på den pointe som herunder om samarbejdet mellem Carsten Werge og Per Frimann fra en Champions League-kamp i München:

”Derudover har jeg det lidt som med Ritter og Leth. Tryghedens lydtapet. Så jeg til tider glemmer at lytte. I visheden om, at fagligheden, forberedelsen, entusiasmens intention intet fejler. Og hvis jeg mangler at høre noget, kan jeg bare skrue op igen. Også en vis forudsigelighed. For eksempel Werges: ”Den der kan altså ikke nå… Lewandowski.”

Eller: ”De vil gerne lige have pyntet lidt på boldbesiddelsen her… Barcelona.” Den der lidt omvendte ordstilling, pausekommaet… tyskerne. Jeg gætter stort set rigtigt hver eneste gang.

Eller hans forberedelsesstatistik i fuldt flor efter Benatias 1-0-scoring: ’Første gang en marokkaner nogensinde har scoret i en CL-semifinale. Jeg kan ikke huske tilsvarende tilfælde.’ (Nej, det kan jeg satme heller ikke). Og så den velkendte henvendt til Per: ”Kunne godt minde lidt om dig på arbejde – du laver heller ikke noget,” eller i den retning.

Det var pisseirriterende, men varemærker laver man ikke sådan om på – ej heller på Per Frimanns evne til at lade sig rive med.

Min Manchester United-lillebror har besluttet sig for Jan Mølby. ‘Ain’t gonna happen’

Fodboldkommentatorer deler vandene. Ofte ret sort-hvidt, enten kan man lide dem, eller også kan man ikke. Og Carsten Werge er velsagtens en af dem, der har lige mange haters hos henholdsvis Brøndby og FC København, fordi han for syv år siden enten fejlvurderede en FCK-offside i Parken eller roste Brøndby for et indkøb, og så var hans tilhørsforhold til det modsatte hold ellers cementeret blandt fansene; selvom det i journalistisk forstand er ikke eksisterende.

Medkommentatorer eller ekspertkommentatorer må tage endnu tørrere tæsk.

Hvis først man har besluttet sig, kan man ikke lide navngive typer med måske tidligere aktive klubtilhørsforhold. Min Manchester United-lillebror har besluttet sig for Jan Mølby. Ain’t gonna happen. Ligegyldigt hvor meget jeg argumenterer for en af mine yndlingseksperter, så er han i lillebrors optik som gammel Liverpool-spiller stemplet som notorisk United-kritiker.

Peter Kjær er blevet rigtig gråhåret og har aldrig lagt skjul på sin Liverpool-sympati. Den udnytter man i stedet og i ny og næ lidt for påtaget branding-redaktionelt, mens vi alle sagtens på en eller anden vis kan leve med Preben Elkjærs altid ukuelige og også til tider unuancerede tro på italienske hold.

Carsten Werge har i årtier både på Berlingske, DR og TV3 navigeret i et holdningsdrevet underholdningsshow, som man ikke nødvendigvis er en ufrivillig del af. Man er jo med på TV-holdet. Men udover Boldklubben Frem kender jeg ikke til andre hold, han sværger til. Jo, Hvidovre Badminton Club, hvor han er formand og begge hans døtre spiller, og så er han netop blevet valgt ind i hovedbestyrelsen for Badminton Danmark som eliteansvarlig.

Carsten Werge har aldrig kommenteret min afdæmpede efterkritik, men han brød sig helt sikkert ikke om den. Akkurat som han blev stikrasende til Danske Sportsjournalisters generalforsamling for år tilbage, da han blev forbigået som nomineret til Årets Sportsjournalist.

Han gik direkte hen til de tilstedeværende skriveblokke, der af gode grunde var rigt repræsenteret, og gav udtryk for sin utilfredshed.

Vi har med andre ord at gøre med et ærekært menneske, som man skal være, hvis man vil frem i verden – også som sportsjournalist, og nu altså som nyudnævnt fodboldredaktør på TV2. Tillidserklæringen fra TV2 i sig selv, som i sagens natur hviler på en faglig vurdering, en menneskelig ditto og sikkert også værdien af et A-navn i kulissen, er også en anerkendelse af det gråsprængte guld. Hvor han i øvrigt også har den lidt mere nasale udgave gående rundt i skikkelse af Flemming Toft, der har rundet de 70.

Og Jens Gaardbo og Jes Dorph tog bagudgangen under ret så andre omstændigheder

Den tredje af moderne TV-fodbolds store stemmer, 80-årige Svend Gehrs, kommenterer stadig lidt sammendrag på Werges gamle arbejdsplads. Om han snart stopper? ”Nej, han venter…” Mon ikke.

TV2 kan så også byde på den helt rene vare ud i gråt guld. Med både hår og overskæg i sølvrævens farve. Håndbold-ekspert Bent Nyegaard fyldte 69 under det nylige EM for kvinder. Det er holdbart, til det bliver helt hvidt, som han netop beviste ved herrernes VM-triumf i Egypten.

83-årige Jørgen Leths exit måtte jo ligesom ske på et tidspunkt. Nu stoppede den rare vejr- og tidligere nyhedsvært Per Christiansen på Vejret for at nyde sit otium, og Jens Gaardbo og Jes Dorph tog bagudgangen under ret så andre omstændigheder.

Sagernes substans skal jeg ikke gøre mig alt for klog på; kun på, at det hele ikke skal handle om gamle TV-ronkedorer og metoo-krænkere, men også om hyldesten til de boomer-grå og inspirerende ansigter med noget erfaring og viden på bagen.

Elkjær er i nærheden, men har tabt det meste af 80’er-frisuren. Laudrup er min egen årgang, og hans hårpragt står fremdeles stilfuldt sort og garanteret også i Corona-udgave som skåret ud af en græsk skulptur.

Gråt guld er også viden, levet liv og klasse. Som når 70-årige Allan Silberbrandt freestyler sig igennem en gang breaking på NEWS eller 72-årige Wolf Blitzer ditto ovre på CNN. Når jeg ser klip fra det amerikanske Senat bliver det dog et hak for gråmeleret. Dér skal man helst have rundet de 85 for rigtig at have mandat til at bage en politisk rævekage. Og tænk sig at holde sig som Speaker of the House, Nancy Pelosi, selvom der er rap over fingrene for at fremhæve det. Hun er freaking 80.

Jeg er så heldig at have et par halvstore teenagepiger, der kan kunsten at nidstirre deres far, hvis han kommer for godt i gang med at antyde, at nogen som helst skuespiller, studievært eller kassedame ser godt ud. Men igen, Michael Laudrup er da en flot mand, og han bliver sgu nok også, ligesom Carsten Werge, gråsprængt en dag…


LÆS MERE OM (ISÆR) SPORT AF KURT LASSEN I POV HER


Topillustration: Carsten Werge. Foto: Kurt Lassen. 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Kurt Lassen, født 1964, er journalist og forfatter.
Har igennem 25 år arbejdet for Danmarks Radio, JydskeVestkysten, Berlingske Tidende og BT. Han står bag en række biografier om bl.a. Nikolaj Jacobsen, Thomas Gravesen, Nicklas Bendtner, Anders Dahl-Nielsen, Thomas Evers Poulsen, Jes Høgh, Kenneth Plummer, Flemming Toft, Morten Olsen og Caroline Wozniacki.

Seneste artikler om Sport

fodbold

Fodboldens hykleri

FODBOLD & POLITIK // KOMMENTAR – Imens Danmark og alverdens andre fodboldglade