KUNST // KOMMENTAR – Statens Museum for Kunst huser frem til 29. maj i år den største Carl Bloch udstilling i 100 år. Kunstneren var allerede i sin levetid for umoderne til mange, en holdning som kuratorerne på uklædelig vis – også i dag – forvrænger udstillingen med, skriver Freja Cæcilie Petri Bondgaard.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvordan skal man forholde sig til en udstilling, der eksplicit tager afstand til det, den udstiller? Den følelse efterlader Statens Museum for Kunsts nyeste særudstilling om Carl Bloch (1834-1890) mig med: En følelse af, at noget er skævt.
Jeg har sågar hørt rygter om, at dette motiv skulle hænge i plakatform på flere pizzariaer i Rom, og mens jeg besøgte udstillingen, overhørte jeg en kvinde, der sagde: ”Dét hænger på min yndlingscafe på Frederiksberg!”. Jeg skulle have spurgt hvilken
Det første man møder, når man træder ind for at se udstillingen, er lyden fra Bob Bob Bølle Bob, og man bliver lettere forvirret over, hvad Bølle Bob og Carl Bloch kommer hinanden ved.
Carl Bloch var livet igennem udspændt mellem storhedsvanvid og mindreværdskomplekser, mellem dyb religiøsitet og almindelig hverdag. Han stillede sig selv kunstnerens ofte stillede spørgsmål: Er jeg genial eller ensom og uduelig?
Spændingen mellem det store og det jævne afspejler sig i hans billeder, som på den ene side portrætterer Kristus, guder og helte og på den anden side det jævne hverdagsliv som fiskerfamiliers skæbnefortællinger – ikke at sådanne partout skulle være udramatiske.
For tiden er der samlet 79 malerier, raderinger og tegninger fra kunstnerens hånd. Man kan bl.a. se hans hovedværk, det kæmpestore og berømte Prometheus, som er et symbol på Danmarks udfrielse efter nederlaget til Preussen i 1864, og som ikke har været udstillet siden 1932. Også hans Fra et romersk osteria fra 1866 er hængt til skue, et for mange danskere velkendt motiv, som for bare et par generationer tilbage var et temmelig almindeligt motiv at have hængende i sit hjem.
Jeg har sågar hørt rygter om, at dette motiv skulle hænge i plakatform på flere pizzariaer i Rom, og mens jeg besøgte udstillingen, overhørte jeg en kvinde, der sagde: ”Dét hænger på min yndlingscafe på Frederiksberg”. Jeg skulle have spurgt hvilken.
I dansk kontekst blev han aldrig cool nok til impressionisterne, og han blev først degraderet til sødmefuld kitsch og så skrevet ud af kunsthistorien
Carl Bloch skabte på hans mæcen brygger J.C. Jacobsens initiativ de religiøse malerier til Christian d. 4’s bedekammer på Frederiksborg Slot, da det skulle istandsættes efter den store brand i 1859. Han kan også findes i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro i København, hvor hans store ”Opstandelsestavle” hænger.
Carl Bloch er for religiøs til Danmark men populær i Utah
Faktisk opnåede Bloch kæmpemæssig anerkendelse i sin levetid, men i dansk kontekst blev han aldrig cool nok til impressionisterne, og han blev først degraderet til sødmefuld kitsch og så skrevet ud af kunsthistorien.
Tager man derimod til den anden side af Atlanten nærmere bestemt delstaten Utah er synet på Bloch et andet.
I Danmark kan kun de absolut færreste (måske ingen?) finde på at have religiøse malerier hængende på væggen, med mindre det er på den der kitschede ”jeg har humor og en ironisk distance”-måde, men i Utah pryder Blochs religiøse malerier alt fra nøgleringe og yogamåtter til kaffekopper.
At se en video, hvor sætningen: ”slidte negerkælling, der kan lide dansk pik” pludselig indgår i en religiøs 1800-tals kunst-setting, er slet og ret absurd
For hvad er bedre for en tilhænger af Jesu Kristi Kirke af Sidstedages Hellige end lidt Jesus til morgenkaffen – tjenende som en lille daglig ihukommelse.
Og det er ikke engang sagt drillende, for det er os herhjemme, der har et problem, når kuratorer på et af landets største kunstmuseer sjofler kunstnerens intention og sætter ham i en meningsløs kontekst.
Utilgivelige kunstneriske beslutninger
”Selvom du er gammel, kitsch og næsten glemt, så klarer hvide mænd det altid rimelig nemt”.
Sådan synges der videre på Bølle Bob-sangen – eller Bølle Bloch, som den nu hedder. Det er museets ungefællesskab Unges Laboratorier for Kunst, der står bag både dette og en række film, der er placeret mellem Blochs religiøse motiver.
Her findes bl.a. en film, der handler om at være henholdsvis bipolar, sort og lesbisk.
Filmene fejler ikke som sådan noget i sig selv og kunne fint tjene til et formål, der handler om at sætte fokus på minoriteters ret til ikke at blive talt til som skrald i det offentlige rum, men at se en video, hvor sætningen: ”slidte negerkælling, der kan lide dansk pik” pludselig indgår i en religiøs 1800-tals kunst-setting, er slet og ret absurd.
Udstillingen tjener til at videreføre den barnagtige holdning, at religiøsitet og mytologi er kedeligt, hvorfor der desværre eksisterer en dyb undertone om, at nu hvor ingen alligevel kan koncentrere sig om at se på kunst, må der hellere fortælles lidt om, hvordan det er at leve med psykisk sygdom.
Selvom kuratoren har taget nogle virkelig skæve og meningsforstyrrende beslutninger, har Bloch et kæmpemæssigt og dygtigt livsværk bag sig og Bloch fortjener et besøg – i egen ret.
Læs mere af Freja Cæcilie Petri Bondgaard i POV her.
Carl Bloch Udstilling
Statens Museum for Kunst
Sølvgade 48-50
1307 København K
Udstillingen kan ses til og med 29. maj 2023
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
