POV SPORT // KOMMENTAR – Fiasko, skandale og hvad har vi ellers af klassiske betegnelser for, når kongeskibet i dansk sport sejler ind i en klippevæg, mens kaptajnen ligger og sover på broen, og hans matroser står handlingslammede på dækket og kigger på, er svære at komme udenom. Til gengæld har vi håbet om, at det bliver godt igen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
1. december, juleenergisparelys over det ganske land, og Danmark rejste i utide hjem fra VM i fodbold.
Det var dagen derpå, og 26 millionærer og stab på næsten samme antal i privatfly hjem til julehyggen. Den der navnkundige danske kliche-”hygge” havde åbenbart sneget sig ind i VM-lejren, der ellers var plastret ind i puls- og analyse BH-er, fire droner til at filme træningerne, diætister, fysioterapeuter, fysiske trænere, dataanalytikere med gunpower nok til at kunne få styr på Danske Banks aktiviteter i Estland, sågar aggregater til at måle spillernes søvn, en kok selvfølgelig.
Måske i virkeligheden efterhånden for mange kokke. Og så går der brunkager, playstation og serie 3-fodbold i den. Til et VM. På et umage tidspunkt på kanten af julemåneden, som ingenlunde hører en VM-slutrunde til, og jo da slet ikke i Qatar, men den del har vi mildt sagt været igennem.
Jeg har efterhånden oplevet så mange nedture med danske sportshold, at jeg ikke fornemmer den samme apati og tomhed, som da jeg var yngre, når vi ryger ud af VM- eller EM-slutrunder i utide eller på duknakket vis.
Med EM 1992 og til dels sommeren 2021 som moderne tiders helt store reb at klamre sig til
Jeg dansede heller ikke rundt i gaderne under forrige sommers EM, men det gjorde jeg selvfølgelig i 1992. Generationer definerer sig ofte efter eller skaber tidsreferencer til det danske fodboldlandsholds kvalifikations- og slutrundeform, succeser og fiaskoer, op igennem deres opvækst som omdrejningspunkter for, hvor man er eller var i livet. Eller det er for mange fodboldtilhængere en slags livline eller erindringsrettesnor for bedre eller dårligere tider.
Med EM 1992 og til dels sommeren 2021 som moderne tiders helt store reb at klamre sig til. EURO 2020, der blev afviklet et år senere på grund af corona, har de unge og lidt ældre stadig sammen, og man vil næppe glemme magien og euforien den sommer, hvor Christian Eriksen faldt om med et hjertestop i Parken, vi godt nok tabte til både Finland og Belgien i de to første kampe og fik en nogenlunde let vej til semifinalen og forlænget spilletid med England på Wembley. Den slags er værd at huske. Sommer, sol og synergi i fankulturen, hvor alle medløberne følger trop, og nationalidentiteten får en fælles opstrammer.
VM i mulm og mørke
Akkurat som visse slutrunder afstedkommer det nogenlunde modsatte og tider, man gerne vil glemme. I år sågar med decideret fare for en vinterdepression til de håbefulde drenge og piger, unge og gamle, der havde lagt mørkets og kuldens langsommelige slid på sjæl og sind i hænderne på Kasper Hjulmand og hans tropper i ørkenens varme i håbet om, at ”sometimes the sun shines in december”.
I stedet landede de i aftenens mulm og mørke i privatjetten uden for folkets rækkevidde, uden kommentarer, ved den renoverede og klassiske Vilhelm Lauritzen Terminal i udkanten af Kastrup Lufthavn med deres små 900.000 kroner på kontoen – og sneg sig i al ubemærkethed i alle retninger til bopælen over det ganske Europa eller familien hertillands.
DBU’s fodbolddirektør Peter Møller og landstræner Hjulmand havde klaret afskeden ved et kort pressemøde i Qatar klokken 8.30 dansk tid, og så var der ellers lukket for kommunikation fra den front. På den vis blev Vilhelm Lauritzen Terminal nutidens tjære og fjer, fordi spillerne ikke skulle nyde noget af at møde deres fans, kritikere eller presse efter den korteste slutrundesamling nogensinde. Den tiltænkte hyggelige tur med kliken blev ikke meget længere end en forlænget studietur ud i, hvordan man ikke griber fodboldkampe med Tunesien, Frankrig og Australien i løbet af ni dage an. Med den nok så banale konklusion fra landstræneren: ”Det er mit ansvar”.
Omvendt kan man næppe fortænke landsholdsspillerne i at vælge den lette vej ud af hovedstaden, hvis de ellers har kørt med tændte mobiltelefoner siden det uskønne 1-0-nederlag til Australien onsdag eftermiddag. Spillernes sociale mediekontoer strømmer over med hadefulde beskeder af en karakter, som hører hjemme i kældre hos wifebeater-folket, der burde sidde i et lukket kredsløb og kun skrive til sig selv.
Øh, ”strålende, overbevisende”? Dagen efter røg Tyskland ud af det indledende gruppespil for anden VM-slutrunde på stribe, og tag lige Belgien med. De deltog også i den afblæste OneLove-aktion, og det stjernebesatte mandskab røg samme vej som Tyskland samme dag. Så come on
De faktiske forhold i medieindustrien er nu engang blevet sådan, at det ikke nødvendigvis er de etablerede medier, der sætter dagsordenen. TV måske. Men at Weekendavisen eksempelvis går fyringsbersærkergang på Kasper Hjulmand, kan man jo næsten ikke tage alvorligt. Det er så langt ude, at man fristes til at hoppe på SoMe-mandagstrænervognen som en slags sandhed i stedet.
Under overskriften ”Søges: landstræner”, med en vis sarkasme og opfordring til, at Hjulmand kan søge sit eget job igen, skriver fodboldkulturkommentator Joakim Jakobsen blandt andet:
”Efter fiaskoen mod Australien har Kasper Hjulmand fremhævet balladen om anførerbindet som en distraktion. Danmarks Radio citerede Hjulmand på pressemødet torsdag morgen: ”Det er ikke en undskyldning. Det er vigtigt for mig at sige. Men …”
En pinlig reaktion, faktisk en tilståelse. Holland, Tyskland, England var blandt de landshold, der oprindeligt også deltog i den afblæste OneLove-aktion – hvordan har de klaret sig efter balladen? Strålende, overbevisende.
Igen falder fadæsen tilbage på Kasper Hjulmand. Hvis det overhovedet har haft nogen betydning, har Hjulmand altså i modsætning til sine kolleger ikke formået at samle sit hold til indsatsen på banen.”
Øh, ”strålende, overbevisende”? Dagen efter røg Tyskland ud af det indledende gruppespil for anden VM-slutrunde på stribe, og tag lige Belgien med. De deltog også i den afblæste OneLove-aktion, og det stjernebesatte mandskab røg samme vej som Tyskland samme dag. Så come on.
Fodboldlandsholdet er ikke en statisk størrelse, der per automatik fortsætter suveræne kvalifikationskampagner med samme styrke ind i slutrunder. Når man først kommer dertil, er der så mange andre parametre, der spiller ind. Forventningspres, formdyk og manglende spilletid hos enkelte spillere, kollektive kollaps og i det hele taget omstændigheder, som især optakten til Qatar har været udtryk for. ”Nu koncentrerer vi os om at spille fodbold.” Nej, vel. Det var da kun de allermest ureflekterede på holdet, der ville kunne møde ind i lejren med den indstilling.
Man kan så angribe Kasper Hjulmand for igen at bringe mandagstrænerens betragtninger ind på adskillige dispositioner. Hvorfor forsøgte han ikke med en boldfast 9’er i skikkelse af Jonas Wind i det mindste i en halvleg? Hvorfor tog han ikke en uerfaren Rasmus Højlund med som hovedstødshøj 9’er, når nu Andreas Cornelius ikke har kunnet ramme en ladeport siden sin suber-sub-indskiftning i Nations League-sejren i Paris over Frankrig i sommer.
Christian Eriksen udtalte undervejs, at Morten Olsen havde ringet til ham for nylig og sagt: ”At han skyldte Olsen en god slutrunde”. Den fik han så heller ikke betalt tilbage denne gang. Men hallo, Christian Eriksen spiller aldrig godt, når hans holdkammerater ikke løber. Eriksen er ikke en driblende 10’er, der sætter folk af. Han er en distributør og kreatør, der spiller hurtigt 1-2-shortpassing, lægger millimeterpræcise afleveringer i dybden, diagonalt eller lige ned i aksen, tager hjørnespark og forsøger sig i ny og næ med et langskud.
Altså, dybdeløbende på kanterne var noget nær ikke eksisterende. Mod Australien spillede Tottenhams bedste mand det seneste år, Pierre-Emile Højbjerg, som i en sommerkamp midt om vinteren og ikke til megen hjælp som Eriksens makker. Dybdeaflevering til Martin Braithwaite, in your dreams, Joakim Mæhle kunne man ikke mæle et eneste positivt ord om i forhold til hans ellers normalt farlige rush op ad venstrekanten.
Ingen fyringsgrund
Den anden Joachim, Andersen, sendte aldeles upresset og umotiveret en aflevering ud mod sidelinjen til australsk indkast, Andreas Skov stod stille som et træ, mens vi taler noget nær hundredeårshændelse, når Kasper Dolberg laver noget i den klasse, der berettiger ham til betegnelsen, Mister Ice Cool.
Og så manglede vi naturligvis hans holdkammerat i Sevilla, Thomas Delaneys arbejdsraseri og erfaring på midtbanen, selvom han også har været langt nede på spilletid i sin klub. Så nej, man kan ikke kaste det hele tilbage på Kasper Hjulmand og ”det er mit ansvar”. Den frase er stort set lig med en opsigelse eller en fyring. Ingen grund til nogen af delene.
Kun at notere sig, at Danmark var i fodbold-eufori for halvandet år siden, at det danske landshold spillede en forrygende VM-kval og Nations League. Og et elendigt VM. Igen. Til gengæld kan samme generation, måske uden en aldrende anfører i Simon Kjær, spille sig til EM i Tyskland i sommeren 2024 med lukkede øjne efter en walk over-lodtrækning. Og så bliver det godt igen. Eller også bliver det ved næste VM.
Derudover kan Kasper Hjulmand så lommefilosofere over, at vi skal passe på med at presse nye generationer ind i en sort-hvid-opfattelse af succes eller fiasko. At de unge mennesker skal lære at nuancere og ikke tro, at man partout er et udtryk for det ene eller andet. Sport, og ikke mindst nationalsporten fodbold, og i endnu højere udstrækning landsholdet, vil til enhver tid blive gradbøjet af offentlighed og medier ud fra det parameter.
Hvis et dansk fodboldlandshold er med til en VM-slutrunde og ender på sidstepladsen i en gruppe med Frankrig, Tunesien og Australien, er der faktisk ikke nogen synderlig grund til at nuancere sig selv ihjel. Så måler man på den sort-hvide skala. I dette tilfælde med et ret så enkelt og sammenfattende ord: Fiasko.
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
